Gertrude Stein

Gertrude Stein blev født som det yngste barn i en amerikansk børneflok på fem i 1874. Kort tid efter rejste familien til Europa, og de første seks år af Steins liv boede de i Wien og Paris. Herefter flyttede familien til Californien. Med få års mellemrum døde først Steins mor og siden hen faren. Storebroren Michael investerede familiens penge hensigtsmæssigt, hvilket gjorde, at Gertrude Stein var økonomisk sikret resten af sit liv. Hun påbegyndte medicinstudiet på Johns Hopkins Medical School i Baltimore og publicerede to videnskabelige artikler, inden hun i 1901 droppede ud og flyttede med broren Leo til Paris. Her blev hun boende frem til sin død i 1946.

I Paris gik de to søskende på gallerier og forelskede sig i den avantgardistiske kunst, der udfordrede publikums kunstforståelse. I 1919 skrev Stein debuten ”Three Lives”, men størstedelen af sin omfangsrige, litterære produktion kunne hun hverken finde forlæggere eller læsere til. Eksempelvis forblev den næsten 1000 sider lange ”The Making of Americans”, som hun skrev på fra 1903 til 1911, uudgivet i mange år. Bogen begyndte som en beskrivelse af Steins egen tysk-jødiske families ankomst til Amerika, men udviklede sig til et omfangsrigt katalog over mulige liv.

I september 1907 mødte Stein den amerikanske kvinde Alice B. Toklas i Paris. De to blev partnere og boede sammen i lejligheden på 27 rue de Fleurus, hvor de sagnomspundne saloner fandt sted. Toklas virkede som sekretær, kok og muse for Stein. Hun lagde også navn til Steins første publikumssucces, erindringsbogen ”The Autobiography of Alice B. Toklas” (”Alice B. Toklas’ selvbiografi”, 1982). Da denne udkom, takkede Stein ja til at tage på foredragsturné i hjemlandet USA, hvor hun bl.a. talte på flere universiteter om sit forhold til komposition, grammatik og det at skrive portrætter. Det mest kendte portræt af Stein selv er malet af vennen og billedkunstneren Pablo Picasso. I brune nuancer og kubistisk stil sidder Stein tænksom i en lænestol. Picasso var en af de mange kunstnere, forfattere og dansere, som kom i Steins hjem. Flere af de malerier som Stein købte, f.eks. af Henri Matisse og Paul Cézanne, er senere blevet kunsthistoriske klassikere. Af de forfattere, som frekventerede Steins saloner efter Første Verdenskrig, kan nævnes Ernest Hemingway, T.S. Eliot og F. Scott Fitzgerald. Denne gruppe af unge forfattere døbte Stein den fortabte generation. Betegnelsen er, som Stein selv, senere gået over i litteraturhistorien.

Gertrude Steins ”Tender Buttons” (”Ømme dupper”, 2004) fra 1914 regnes for et af de første og mest ekstreme eksempler på eksperimenterende, modernistisk lyrik. Syntaksen er brudt op, så digtene i samlingens tre dele ikke umiddelbart kan læses på en meningsfuld måde. Første del hedder ”Objekter” og er digte skrevet om genstande som paraplyer, et klaver, en avis, uforsigtigt vand, farvede hatte og mange andre ting. Anden del hedder ”Mad” og indeholder digte om at spise, madlavning og om madvarer som æg, kartofler, en artiskok og pølser. Sidste del hedder ”Værelser” og er et langdigt.

25034732

Digtene er skrevet på frie vers af varierende længde. Ordenes lyde og sætningernes rytme giver digtene en særlig musikalitet. Eksempelvis når det myldrer med allitterationer i digtet BAGVÆRK, hvor fem af versets 13 ord (i den danske oversættelse) begynder med bogstavet s: ”At være skygge, kolde spader og små sidste senge, gør violet, violet når.” (s. 97). Ligeledes peger de mange opremsninger, gentagelser og lydlige sammenfald ordene imellem på det tilfældige i, at netop dette ord betegner denne genstand.

Alle digtene er skrevet i et forsøg på at fjerne betydning fra ordene. Stein eksperimenterede, da hun skrev ”Ømme dupper”, med at løsrive betydningen af ordene fra ordene selv, men hun opdagede, at det var umuligt. Selvom digtene kan virke utilgængelige, forvirrende og absurde, opstår der alligevel undervejs i læsningen en form for mening. Læseren tillægger ordene såkaldte konnotationer, det vil sige bibetydninger. Skriveteknikken som Stein benyttede kaldes automatskrift. Det er en metode, hvor den, der skriver, retter sin opmærksomhed væk fra teksten, og derved er ubevidst om hvilke ord, der nedskrives.

I en anmeldelse af Peter Laugesens danske oversættelse af digtene beskrev Stefan Kjerkegaard ”Ømme dupper” således: ”Ordene udstilles som ting og ingenting, og denne udstilling er ironisk, en slags kritik af ordene – de selv samme eller sælsomme ord, der bl.a. hos filosoffen Kant har produceret et begreb om 'tingene i sig selv'.” (Stefan Kjerkegaard: Et ord er et ord er et ord: Midt i ordene sker ingenting. Sentura, 2004-01-28).