Birgit Strandbygaard

Birgit Strandbygaard blev født i 1938 i Hvalsø, hvor hun boede hele sin opvækst. Hendes mor var indehaver af en trikotagebutik, og hendes far var en passioneret amatørfotograf og en original opfinder og altmuligmand. Han opfandt blandt andet en særlig sømmaskine med tilhørende pedal, som diverse skoledrenge hjalp ham med at træde, når han fremstillede sit levebrød – trækasser til frugteksport. Der har ikke været nogle forfattere i Birgit Strandbygaards familie før hende selv. Dog havde hun en ugift faster, der i sin ungdom købte en skrivemaskine. Hele livet igennem skrev fasteren på et langt manuskript, som familien dog brændte efter hendes død.

Efter en ungdom, hvor Birgit Strandbygaard ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle gribe eller gøre i, tog hun i 1960erne studenterkursus. Kurset foregik om aftenen, og om dagen arbejdede hun på fuldtid. Det var et hårdt program, så hver gang hun havde et ledigt øjeblik i køen på posthuset eller ved busstoppestedet måtte en bog straks hives frem af tasken.

Birgit Strandbygaard læste dansk og filmvidenskab på universitet. Efter endt uddannelse underviste hun i en lang årrække på Folkeuniversitetet i alternative fag som drømmepsykologi og meditation. Interessen for det alternative har Strandbygaard også dyrket som foredragsholder og i bogen “Zen og kunsten at blive ældre” fra 1995, der handler om psykologisk og spirituel vækst belyst gennem drømme.

Birgit Strandbygaards skønlitterære debut, børnebogen “Historien om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel”, udkom i 1996, da hun var 58 år gammel. Men da havde hun allerede i mange år skrevet fiktion til skrivebordsskuffen. Spurgt om, hvorfor hun skriver, svarer Strandbygaard: “Jeg skriver af en indre nødvendighed, men det er ikke det letteste arbejde at have.” (“Ny bog er blevet godt modtaget”. Dagbladet Roskilde Tidende, 2006-01-21). Strandbygaards bøger handler imidlertid ikke om hendes eget liv: “Det hele er fiktion. Jeg skriver altid fiktion. Derfor kan jeg også lide at skrive børnebøger, for så kan jeg bruge min fantasi på en anden måde” .

Siden debuten har hun udgivet fem børnebøger og to romaner for voksne – næsten en bog om året. I dag lever hun af at skrive, enten i huset i Højby uden for Lejre ved Roskilde, hvor hun bor med sin mand Bent. Eller i deres lejlighed i Tyrkiet, hvor de tager ned nogle gange om året med den bærbare computer under armen for at arbejde og nyde det gode vejr.

Birgit Strandbygaards datter Ulrikka Strandbygaard og hendes mand Nis Jacob bor kun få kilometer væk i Lejre Stationsby. De er begge forfattere: “Så du kan nok regne ud, hvad vi snakker om, når familien mødes.” (“Ny bog er blevet godt modtaget”. Dagbladet Roskilde Tidende, 2006-01-21).

Birgit Strandbygaards debut for børn er “Historien om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel” fra 1996. Historien foregår lige efter Anden Verdenskrig og handler om fire søstre, der ikke er som andre børn. Deres far er opfinder og sidder altid ude i sit opfinderskur og sprænger ting i luften, deres mor har mistet sproget og kan kun kommunikere ved at krølle papir sammen – og så er de den fattigste familie i byen.

Den ældste søster, Alfa, er ked af det. Hun ville gerne være venner med de andre børn på skolen og have fine ting (såsom et rigtigt træk-og-slip toilet). Ditte er meget stille og kommenterer kun meget sjældent noget eller nogen. Men de to sidste søstre Beo og lille Edel er født med kulsort, strittende hår, mens blæsten rev i træerne. Det betyder ifølge søstrenes afdøde bedstemor, at de er født med en særlig livskraft – Beo kan snakke med dyrene og lille Edel er en vaskeægte cirkusprinsesse.

Beo og lille Edels høje humør, opfindsomhed og gå-på-mod hjælper familien igennem en svær tid – en tid hvor moren dør, og faren isolerer sig mere og mere. Søstrene klarer både opvask og madlavning og finder på sjove ting at lave, når de bliver kede af det eller savner deres mor.

Søstrenes historie er ikke en trist fortælling om fire stakkels, fattige piger, der bliver holdt udenfor og har det svært, men i stedet en livskraftig beretning om, hvordan man kan finde alternative måder at klare tingene på, hvis man holder sammen og benytter sig af en god fantasi.

Et væld af socialrealistiske detaljer planter fortællingen solidt i tiden under og lige efter krigen. Pigerne drikker Richs, samler på påklædningsdukker fra Marie Kiks og synes, at det er spændende, da den lokale købmand begynder at sælge tyggegummi. Historien er imidlertid ikke kun en periodeskildring, men også et moderne eventyr. For det er troen på noget overnaturligt og hinsidigt, der hjælper pigerne. Både når de beder aftenbøn og taler med deres mor, efter hun er kommet i himlen. Og når de tager deres egen magiske heksekraft i brug og får cirkushunden Calle til at læse tanker på de andre børn i klassen.