Birgit Strandbygaard

journalist Marianne Kiertzner, iBureauet/Dagbladet Information. 2006.
Main image
Strandbygaard, Birgit
Foto: Robin Skjoldborg/Gyldendal

Indledning

Uanset om Birgit Strandbygaard skriver for børn eller voksne, handler hendes bøger om dem, de andre ikke må lege med. Og hendes grundlæggende pointe er, at det altid er de specielle mennesker, der rummer noget særligt. Hvad enten det er en lille dreng, der samler på ord for at blive populær i et samfund, der fordømmer ham, fordi hans brødre holdt med tyskerne under krigen. Eller en voksen kvinde, der isolerer sig, fordi det aldrig er blevet bevist, at det ikke var hende, der slog sin elsker ihjel.

 

 

52515513

Blå bog

  • Født: Den 10. oktober 1938 i Hvalsø.
  • Uddannelse: Cand.mag. i dansk og filmvidenskab.
  • Debut: Historien om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel, 1996.
  • Litteraturpriser: Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger, 2005.
  • Seneste udgivelse: Belinda finder vej til Verdens ende. Eksistensen, 2016.

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

“Da slagteren blev i godt humør, gik det for første gang op for Albert at ordene kunne lave mirakler. Resten af dagen undrede han sig over det, og da han lå i sin seng om aftenen, besluttede han at han ville samle på dem. Når han fik nok ord, kunne han forandre verden. Selvom han ikke var mere end syv år, så vidste han godt at han ikke havde mange muligheder, hvis verden var som den var. Heller ikke selvom Danmark var befriet. For ude på Overdrevet var de ikke befriet, og det var der han boede.”
“Drengen der samlede på ord”, s. 7-8.

Birgit Strandbygaard blev født i 1938 i Hvalsø, hvor hun boede hele sin opvækst. Hendes mor var indehaver af en trikotagebutik, og hendes far var en passioneret amatørfotograf og en original opfinder og altmuligmand. Han opfandt blandt andet en særlig sømmaskine med tilhørende pedal, som diverse skoledrenge hjalp ham med at træde, når han fremstillede sit levebrød – trækasser til frugteksport. Der har ikke været nogle forfattere i Birgit Strandbygaards familie før hende selv. Dog havde hun en ugift faster, der i sin ungdom købte en skrivemaskine. Hele livet igennem skrev fasteren på et langt manuskript, som familien dog brændte efter hendes død.

Efter en ungdom, hvor Birgit Strandbygaard ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle gribe eller gøre i, tog hun i 1960erne studenterkursus. Kurset foregik om aftenen, og om dagen arbejdede hun på fuldtid. Det var et hårdt program, så hver gang hun havde et ledigt øjeblik i køen på posthuset eller ved busstoppestedet måtte en bog straks hives frem af tasken.

Birgit Strandbygaard læste dansk og filmvidenskab på universitet. Efter endt uddannelse underviste hun i en lang årrække på Folkeuniversitetet i alternative fag som drømmepsykologi og meditation. Interessen for det alternative har Strandbygaard også dyrket som foredragsholder og i bogen “Zen og kunsten at blive ældre” fra 1995, der handler om psykologisk og spirituel vækst belyst gennem drømme.

Birgit Strandbygaards skønlitterære debut, børnebogen “Historien om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel”, udkom i 1996, da hun var 58 år gammel. Men da havde hun allerede i mange år skrevet fiktion til skrivebordsskuffen. Spurgt om, hvorfor hun skriver, svarer Strandbygaard: “Jeg skriver af en indre nødvendighed, men det er ikke det letteste arbejde at have.” (“Ny bog er blevet godt modtaget”. Dagbladet Roskilde Tidende, 2006-01-21). Strandbygaards bøger handler imidlertid ikke om hendes eget liv: “Det hele er fiktion. Jeg skriver altid fiktion. Derfor kan jeg også lide at skrive børnebøger, for så kan jeg bruge min fantasi på en anden måde” .

Siden debuten har hun udgivet fem børnebøger og to romaner for voksne – næsten en bog om året. I dag lever hun af at skrive, enten i huset i Højby uden for Lejre ved Roskilde, hvor hun bor med sin mand Bent. Eller i deres lejlighed i Tyrkiet, hvor de tager ned nogle gange om året med den bærbare computer under armen for at arbejde og nyde det gode vejr.

Birgit Strandbygaards datter Ulrikka Strandbygaard og hendes mand Nis Jacob bor kun få kilometer væk i Lejre Stationsby. De er begge forfattere: “Så du kan nok regne ud, hvad vi snakker om, når familien mødes.” (“Ny bog er blevet godt modtaget”. Dagbladet Roskilde Tidende, 2006-01-21).

Fire ualmindelige søstre

“Lille Edel blev født som nummer fem, hvis man tæller cirkushunden Calle med. Den ene var grimmere end den anden, for dengang var børn heller ikke så pæne. De fik hverken rettet tænder eller ører eller øjne. Alfa mente at de fire var de grimmeste i hele byen. Det troede hun fordi de fine damer foldede hænderne og så op imod himlen når de mødte dem. Damerne sukkede og sagde ’jamen Gud bevar os!’ Imens stod Alfa og Beo og Ditte og lille Edel og så op i alt det hvide i deres øjne.”
Birgit Strandbygaard “Historien om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel”, s. 8.

Birgit Strandbygaards debut for børn er “Historien om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel” fra 1996. Historien foregår lige efter Anden Verdenskrig og handler om fire søstre, der ikke er som andre børn. Deres far er opfinder og sidder altid ude i sit opfinderskur og sprænger ting i luften, deres mor har mistet sproget og kan kun kommunikere ved at krølle papir sammen – og så er de den fattigste familie i byen.

Den ældste søster, Alfa, er ked af det. Hun ville gerne være venner med de andre børn på skolen og have fine ting (såsom et rigtigt træk-og-slip toilet). Ditte er meget stille og kommenterer kun meget sjældent noget eller nogen. Men de to sidste søstre Beo og lille Edel er født med kulsort, strittende hår, mens blæsten rev i træerne. Det betyder ifølge søstrenes afdøde bedstemor, at de er født med en særlig livskraft – Beo kan snakke med dyrene og lille Edel er en vaskeægte cirkusprinsesse.

Beo og lille Edels høje humør, opfindsomhed og gå-på-mod hjælper familien igennem en svær tid – en tid hvor moren dør, og faren isolerer sig mere og mere. Søstrene klarer både opvask og madlavning og finder på sjove ting at lave, når de bliver kede af det eller savner deres mor.

Søstrenes historie er ikke en trist fortælling om fire stakkels, fattige piger, der bliver holdt udenfor og har det svært, men i stedet en livskraftig beretning om, hvordan man kan finde alternative måder at klare tingene på, hvis man holder sammen og benytter sig af en god fantasi.

Et væld af socialrealistiske detaljer planter fortællingen solidt i tiden under og lige efter krigen. Pigerne drikker Richs, samler på påklædningsdukker fra Marie Kiks og synes, at det er spændende, da den lokale købmand begynder at sælge tyggegummi. Historien er imidlertid ikke kun en periodeskildring, men også et moderne eventyr. For det er troen på noget overnaturligt og hinsidigt, der hjælper pigerne. Både når de beder aftenbøn og taler med deres mor, efter hun er kommet i himlen. Og når de tager deres egen magiske heksekraft i brug og får cirkushunden Calle til at læse tanker på de andre børn i klassen.

Mere om humørbomberne

- Katrine har i hvert fald ret i at man ikke kan være glad hvis man vil have alting anderledes end det er, sagde Beo. Hun sad på køkkenbordet og dinglede med benene. – Man skal være glad for det der er. Karen i historien hun var ikke glad for det der var, og derfor fik hun aldrig noget at være glad for.”
Birgit Strandbygaard: “Flere historier om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel”, s. 22.

I “Flere historier om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel” fra 1997 hører vi mere om de fire ualmindelige søstre, der bor sammen med deres opfinderfar og deres cirkushund i huset ved siden af den søde nabokone Katrine. Søstrene vil gerne have en ven, men ingen af byens børn må lege med dem. De bestemmer sig alligevel for at blive venner med farvehandlerens søn, Anton Glad. For han har heller ingen andre venner og er på trods af sit lystige navn ikke særlig glad. Heller ikke selv om han kommer fra en ’rigtig familie’ og får renset ører hver eneste uge. Anton vil i virkeligheden ikke lege med piger, men han bliver overbevist af søstrenes humør og sjove påfund. Samtidig dukker søstrenes ukendte kusine Allis op. Hun er en temmelig rå tøs, der bander, svovler og kaster med knive. Men hun tisser også i sengen om natten, og søstrene kan godt gætte, at det er fordi, det børnehjem, hun er stukket af fra, ikke er noget særlig sjovt sted at være. I slutningen af historien arrangerer Alfa, Beo, Ditte og lille Edel en cirkusforestilling. Alle byens børn kommer og ser den og finder ud af, at de fire søstre måske slet ikke er så tossede endda. Og Anton beviser, at han godt kan finde ud af at grine.

Historierne om de fire søstre handler i høj grad om, at man er så glad og tilfreds, som man bestemmer sig for at være. Alfa vil altid have alt det, andre har – derfor er hun altid ked af det og utilfreds. Ditte er hverken rigtig glad eller rigtig sur. Men Beo og lille Edel er til gengæld taknemmelige, tilfredse og ligeglade med, hvad andre synes. Derfor er de altid glade. På et tidspunkt får Alfa imidlertid besøg af en lysende engel. Englen får Alfa til at indse, at det vigtigste er, at man har nogen, der holder af en. Dette bliver stående som bogens morale. Selv om pigerne er fattige, har de noget meget værdifuldt – nemlig hinanden.

Som en anden Pippi

“Allis og den udødelige og alle de andre” (2003) handler om Alfa, Beo, Ditte og lille Edels kusine Allis, der her er blevet hovedpersonen.

Allis’ mor er syg. Men hun har hverken influenza eller brækket benet. Hun er syg i sjælen, og derfor kan hun ikke passe Allis. I stedet skal Allis bo hos sin mors søster og hendes mand og fire børn. Og det er ikke altid lige sjovt. Familien har ikke ret mange penge, og faren brokker sig hele tiden over Allis. Heldigvis kan hendes fætter og tre kusiner godt lide hende. For Allis er sjov og lidt af en rod. Hun gør aldrig, hvad de voksne siger, og finder som en anden Pippi Langstrømpe på de skøreste narrestreger. For eksempel prøver hun at tjene penge ved at leje babyen Ida ud til fremmede! Allis er også anderledes, fordi hun tror på magi og mirakler. For eksempel overbeviser hun de andre om, at deres gamle nabokone er udødelig. De voksne kalder Allis’ historier for løgne. De forstår ikke, at hun bare prøver at fortrylle verden med ord.

Bogen om Allis fortæller med varme og indsigt om et barn, der fortrænger sin sorg. Allis døber familiens hus “Fireenhalv”, fordi der bor fire og et halvt barn i huset: hende selv, tvillingerne Bitten og Kaj, Inger – og så ’den halve’, babyen Ida. Men det er tydeligt, at Allis i virkeligheden synes, at hun selv er den halve. Hun føler sig udenfor og i vejen, men prøver at skjule det bag en hård facade. Hun gider i hvert fald ikke blive holdt i hånden eller trøstet. Men de andre børn kan godt gennemskue Allis. Og de hjælper hende på hver deres måde med alligevel at føle sig velkommen i familien.

Lange fødder og en levende fantasi

“Nino holder sig for ørerne og ser hvordan mors røde mund bliver ved med at bevæge sig; op og i, op og i. Som en fisk, tænker hun. - Hold op med det der og hør efter, siger mor og tager Ninos hænder væk fra ørerne. - Det er fordi jeg bedst kan lide at høre inde i mig selv, siger hun. - Sikke noget vrøvl. Kan du da ikke opføre dig ligesom andre børn? - Jeg er jo mig, svarer Nino stille.”
Birgit Strandbygaard: “Nino og månekonen”, s. 8.

Den lille, illustrerede roman “Nino og månekonen” fra 2002 handler om en pige med det mærkelige navn Nino. Hun er otte år, har alt for lange fødder og et stort modermærke i panden. Derfor driller de andre børn i skolen hende. Det bliver ikke bedre af, at Ninos bedstemor – som godt kunne lide Nino med modermærke og skifødder og hele molevitten – er død. Eller af at Ninos mor synes, Nino er en sær snegl. Heldigvis har Nino en levende og farverig fantasi. Om natten får hun besøg af månekonen og af de to 'mumlere' Æbleøje og Koko. Ninos nye fantasivenner hjælper hende med at finde frem til modet i sig selv. Hun lærer at svare igen, når nogen driller hende, og at modsige sin mor, når hun er urimelig. Nino lærer også, at de andre børn i virkeligheden beundrer hendes fantasiverden. Og at de gerne vil være venner med hende for at blive del af den.

“Nino og månekonen” handler om, hvor langt man kan komme ved hjælp af sin fantasi. På den ene side kan fantasien få en væk fra virkeligheden, når den er trist og sur. På den anden side kan fantasien fortrylle virkeligheden, så den bliver et bedre sted at være. Historien om Nino handler også om, at det er i orden, hvis man ikke er ligesom alle de andre, og hvis man ikke altid gør, som der bliver sagt. For selv om Nino har rødt hår, der ikke matcher lyserødt tyl, og selv om hun tit kommer for sent til timerne og nogle gange glemmer at fortælle sin mor, hvor hun går hen efter skole, så kan hun noget ganske særligt. Hun kan forestille sig ting, og når hun fortæller om dem, kan det blive en gave for andre mennesker.

I “Nino og månekonen” lærer vi også Ninos forældre at kende. Bogen er nemlig en sjov og spids karikatur af voksne, der har så travlt med at stege frikadeller og gøre rent i køleskabet, at de glemmer, at der er vigtigere ting her i livet – såsom magiske og fortryllede drømmeverdener.

I sejrsskjorte og med ordenes hjælp

“- Jeg samler på ord, sagde Albert. Niels vendte sig mod ham. - Er du skør eller hvad? Albert rystede på hovedet. Niels sad lidt uden at sige noget. - Hvad bruger du dem til?, spurgte han så. - Til så meget. Jeg giver tingene nye navne. Så de bedre passer. Og i skolen sagde jeg til frøken Laursen at det måtte se pænt ud med hvid sne på røde mirabeller. Så holdt hun op med at skælde mig ud.”
“Drengen der samlede på ord”, s. 16.

Bogen “Drengen der samlede på ord” fra 2005 handler om Albert, der har den usædvanlige hobby at samle på ord. Hans to storebrødre Arne og Niels holdt med tyskerne under Anden Verdenskrig. Derfor ser folk i den lille by, Albert kommer fra, også skævt til ham. De andre børn må faktisk slet ikke lege med ham. Det bliver ikke nemmere for Albert af, at hans far drikker, mens hans mor er skør. Men Albert ved, at han er født med sejrsskjorten på, og derfor lader han sig ikke så nemt slå ud. Han begynder at samle på ord, fordi han opdager, at det rigtige ord på det rigtige tidspunkt kan udrette mirakler. For eksempel vil pigerne gerne lege med ham, når han siger pæne ord som mirabelle eller rosemunde. Albert gør sig venner med pigerne Lise og Bitten og bliver – med ordenes hjælp – næsten accepteret af de andre i byen.

25918495

“Drengen der samlede på ord” fortæller om, hvordan mennesker kan være onde mod hinanden. For selv om krigen er slut, og man igen kan købe rosiner, elastikker og tyggegummi, er freden langt fra nået ud til Overdrevet, hvor Albert bor. Hans far bliver ved med at drikke og vil ikke snakke med Alberts storebror, Niels, der i modsætning til Arne er vendt levende hjem fra Østfronten.

Men historien om Albert er også en fortælling om, hvordan livsvilje, poesi og godt humør kan forvandle selv den værste situation. Albert vil ikke finde sig i at blive dømt for sine brødres gerninger. I stedet kæmper han med utraditionelle midler som charme, sødme og fantasi for at overbevise de andre børn om, at han er god nok – og det lykkes.

Dermed handler historien også om, at børn nogen gange har mere retfærdighedssans end voksne. For voksne bedømmer alt for ofte andre mennesker ud fra, hvordan deres familie er, eller hvor mange penge de har. Børn derimod bedømmer mennesker ud fra, hvem frem for hvad de er. Og det er mere fair.

Endelig giver historien om Albert et godt og detaljeret indblik i, hvordan det var at være dansk barn i tiden efter Anden Verdenskrig.

Blodskam og gudesang

“Om morgenen den tyvende december kaldte Sidse på betjenten og sagde at der havde været nogen i cellen om natten. Man kunne se fodsporene, sagde hun. Betjenten kunne ikke se nogen spor, heller ikke da Sidse lagde sig på knæ på cementgulvet og udpegede dem. Da hendes hånd gled hen over sporene forstod hun at det var aftryk af Den Hellige Jomfrus fødder, at Jomfruen havde været der og ville komme igen.”
Birgit Strandbygaard: “Når guderne synger”, s. 59.

Birgit Stranbygaards første voksenroman, “Når guderne synger” fra 1999, er en knivskarp og benhård, men meget poetisk fortælling om Sidse Larsdatter, der i 1839 blev dømt til døden for blodskam med sin stedfar.

Den smukke Sidse er stadig kun et barn, da hendes far dør. Hendes mor gifter sig hurtigt igen med en mand, der fra starten tvinger Sidse til at dele soveværelse med ham. Efter nogle år resulterer det incestuøse forhold i, at Sidse føder en søn. Folk på egnen opdager affæren, og den ender ved retten i Nykøbing Sjælland. Stedfaren går fri på grund af såkaldt manglende bevis, mens Sidse dømmes til døden. Men da Sidse i syner ser Den Hellige Jomfru og et guddommeligt lys, får det hende til at indse, at det gode kan nås igennem – i stedet for udenom – det onde. Og at hun derfor ikke er helt fortabt på trods af fortidens grumme hændelser.

Historien om Sidses tragiske skæbne er omsluttet af en rammefortælling. Den foregår i årene efter Anden Verdenskrig, hvor domsudskriften – der er autentisk og indgår som del af romanen – bliver fundet i en gammel dragkiste. Den tidslige afstand til fortællingen kaster et kritisk lys over en historisk periode, hvor kvinder blev betragtet som fristerinder, mens mænd gik fri af enhver synd.

“Når guderne synger” er imidlertid ikke blot en kritik af fortidens kvindesyn. Den er også en historie om, at kristendommens grænseløse kærlighedsbudskab kan redde sjælen ud af det forfærdeligste mørke, og om at mirakler er en fuldgyldig del af den virkelighed, vi alle lever i. For som Sidse konkluderer, findes virkeligheden bagved drømmen.

Et hjem inden i en selv

“Kold og blæsende morgen. Starter hver dag med at lave et kryds i kalenderen, en vane fra fængslet. For ikke at miste tidsfornemmelsen. Også her er mine dage ens, jeg henter brænde, tænder op og passer ovnen, jeg skriver, spiser og går ture i skoven. Jeg er blevet klar over at jeg ikke kun skriver for at stykke mig selv sammen, men også for Kristians skyld, i håb om at han vil læse det og på den måde komme til at forstå mere af det der skete, og måske kunne tilgive. Her er så stille, hører kun blæsten.”
“Jeg må jo have et hjem et sted”, s. 11.

Birgit Strandbygaards anden roman for voksne “Jeg må jo have et hjem et sted” fra 2006 handler om forfatteren Sylvia Schwarts, der lige er trådt ind i anden fase af voksenlivet, den midaldrende, da hun forelsker sig hovedkuls i kunstmaleren Simon. Umiddelbart virker affæren som en frisk start på en anden ungdom, men den nye vej ender blindt. For en dag bliver Simon fundet myrdet, og Sylvia bliver anklaget for mordet. Hun bliver dog frifundet på grund af manglende beviser og søger derefter tilflugt i sin eksmands hus i Sverige. Her sørger hun både over Simon og over at have forladt og svigtet sin mand Steffen og sin teenagesøn Kristian.

Romanens titel “Jeg må jo have et hjem et sted” er taget fra et digt af Gustaf Munch-Petersen. Digtet handler – ligesom Birgit Strandbygaards roman – om menneskets søgen efter et sted at føle sig hjemme. Sylvia prøver at finde dette hjem hos de mennesker, hun involverer sig med. Først hos sin mand Steffen, siden hos sin sjæleven og elsker Simon og derefter igen hos Steffen. Begge mænd dør imidlertid fra hende. Dette kommer i romanen til at stå som et symbol på, at mennesket ikke kan tilhøre eller blive til ét med hinanden. Mennesket er alene på jorden og må så at sige finde et hjem i sit eget jeg. Først da Sylvia igennem sorgen over sine to mænd har erfaret dette, kan hun finde fred og tilgive sig selv.

De bedste er anderledes

Birgit Strandbygaards hovedpersoner er altid lidt aparte og noget for sig selv. Derfor bliver de mobbet, holdt udenfor, foragtet eller misforstået af de andre personer i bøgerne. Hovedpersonerne adskiller sig på grund af deres ufavorable sociale position: Allis’ mor er psykisk syg, Alberts brødre holdt med tyskerne under krigen, og Sidse har et barn med sin stedfader. Men de er først og fremmest anderledes på grund af deres stærke fantasi og tro på mirakler: Allis finder på de skøreste historier, Albert samler på magiske ord og Sidse kan se Den Hellige Jomfru.

Personernes særlige evner til at se de usynlige sider af virkeligheden og komme i kontakt med det guddommelige hænger sammen med, at de har gennemlevet svære ting. En gennemgående pointe hos Strandbygaard er dermed, at de svære ting i livet bringer gode ting med sig, at det gode kan vise sig at eksistere gennem det onde. Hos Strandbygaard er der altid noget godt og særligt ved ikke at være som alle andre, for når man gennemgår svære ting, får man ofte en sjette sans over for livets åndelige og forunderlige sider.

Kristen magi

Blandingen af et kristent kærlighedsbudskab og troen på magiske, alternative kræfter kan ikke andet end lede tankerne hen på Astrid Lindgren-bøger som “Brødrene Løvehjerte” eller “Mio, min Mio”.

Som Lindgren forsvarer Strandbygaard skæve børneeksistenser, der tit bliver misforstået, selv om de prøver at gøre det rigtige. Som Lindgren blander Strandbygaard sine moralske pointer med detaljerede, levende og sjove beskrivelser af fortidens og nutidens hverdagsliv. Og som Lindgren gør Strandbygaard grin med voksne mennesker, der er blevet så borgerlige, at de fuldstændig har mistet humoren og deres moralske dømmekraft. Stilmæssigt er Strandbygaards bøger for voksne i familie med den psykologiserende, følelsesanalyserende stil hos andre kvindelige, danske forfattere som Anne Marie Løn, Tove Ditlevsen og Charlotte Strandgaard.

Birgit Strandbygaard har modtaget Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger 2005 for “Drengen der samlede på ord”.

Bibliografi

Børnebøger

Strandbygaard, Birgit:
Historien om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel. 1996.
Strandbygaard, Birgit:
Flere historier om Alfa, Beo, Ditte og lille Edel. 1997.
Strandbygaard, Birgit:
Nino og månekonen. 2002.
Strandbygaard, Birgit:
Allis og den udødelige og alle de andre. 2003.
Strandbygaard, Birgit:
Drengen der samlede på ord. 2005.
Strandbygaard, Birgit:
Eventyrbanden : De første tegn. Høst, 2010. Krimi.
Strandbygaard, Birgit:
Osvalds kompas. Høst, 2011.
Strandbygaard, Birgit:
Drillenisserne. Turbine, 2015.
Strandbygaard, Birgit: Belinda finder vej til Verdens ende. Eksistensen, 2016.

Voksenbøger

Strandbygaard, Birgit:
Jeg må jo have et hjem et sted. 2006.
Strandbygaard, Birgit:
Når guderne synger. 1999.
Strandbygaard, Birgit:
Overdrevet. Gyldendal, 2008. Roman.
Strandbygaard, Birgit:
Under himlen over jorden : at blive ældre med mod og mening. Alfa, 2011. (16.8).

Om Birgit Strandbygaard

Arguimbau, Damián:
Det skal hyles ud. Anmeldelse i Weekendavisen, 2005-12-02.
Ny bog er blevet godt modtaget. Interview i Dagbladet Roskilde Tidende, 2006-01-21.
Larsen, Steffen:
Mere om ingenting. 2006. Børn & bøger. - Årg. 59, nr. 2 (2006).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Birgit Strandbygaard

Links

Links

Kulturministeriets hjemmeside. Her kan man se pressemeddelelsen, der kom, da Birgit Strandbygaard modtog Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger 2005.
Her kan man læse anmeldelser af Birgit Strandbygaards bøger.
Her kan man læse Weekendsavisens anmelder Damián Arguimbaus anmeldelse af “Drengen der samlede på ord”.
Her får man de vigtigste pejlemærker i Birgit Strandbygaards karriere. Årstal for litterære priser, angivelse af debut og markante værker, henvisninger til biografier i håndbøger og links til omtaler på nettet.