Sven Wernström

Sven Wernström blev født i Sverige i 1925. Han voksede op i en arbejderfamilie i Stockholm, og efter skolen blev han selv arbejder. I næsten 20 år arbejdede han som typograf, samtidig med at han skrev en lang række bøger. Han siger selv, at hans første 45 bøger var så dårlige, at ingen bør læse dem. Fra 1964 har Wernström levet af at skrive bøger, og han har prøvet at fortælle noget vigtigt med hver eneste bog.

Sven Wernström er socialist, og lige meget om han skriver krimier, eventyr eller historiske romaner, handler hans bøger i grunden om det samme: om hvordan de mennesker, der ejer jorden, fabrikkerne og maskinerne, tjener penge på andre menneskers arbejde - og om hvordan de bruge alle midler for at beholde maten og tjene endnu flere penge.

Som socialist synes Wernström, at tingene skal laves om, så ingen undertrykker andre og tjener penge på deres arbejde. I Trællenes fremtid siger han:
"Man kan ikke elske menneskene uden at hade deres undertrykkere."

Men det er ikke nok at hade undertrykkerne. Man må også vide, hvordan samfundet er indrettet, hvis man vil ændre det. Derfor er en god bog en bog, som får læseren til at forstå noget om den verden, hun lever i, og som får hende til at stille spørgsmål. For eksempel siger Wernström, at man altid skal spørge, hvem der tjener på de ting, der bliver lavet. Når man kender svaret på det spørgsmål, forstår man, hvad der foregår omkring én.

Kun nogle få af Sven Wernströms "dårlige" bøger er oversat til dansk. De foregår alle sammen i Mellemamerika.
Selv om Wernström siger, at man ikke skal læse bøgerne, er det spændende at sammenligne dem med nogle af hans senere bøger, der foregår i samme del af verden. Så ser man, hvordan forfatteren har ændret mening, både om politik og om, hvordan man skal skrive børnebøger.

Først kom Vejen til Costa Rica . Det er en rigtig røverroman om en ung svenskers farefulde rejse, forfulgt at banditter. Det fremmede land er kun en spændende baggrund for hovedpersonens oplevelser, og man hører ikke meget om de problemer, som de fattige indianere slås med. Så udkom to bøger om indianerdrengen Mateo.

I De tre bogstavers tegn flasker Mateo rundt i Mexico og ser, hvordan indianerne bliver snydt, fordi de ikke har gået i skole. Nu kommer truslen ikke længere fra tilfældige skurke. Her ser man, hvordan uvidenhed og de riges magt gør, at indianerne lever i fattigdom. Men indianerne må leve som uvidende slaver, hvis de rige skal beholde deres magt.

I Byen bag junglen opklarer Mateo mordet på en ingeniør, der er sendt ud for at hjælpe indianerne. Både Mateo og læseren lærer, hvordan de, der har magt, gør alt for at beholde den. Da Wernström skrev Byen bag junglen troede han stadig, at problemerne kunne løses, hvis bare indianerne lånte penge og købte deres egen jord.

Men han skiftede mening, inden han skrev Oprøret . Bogen handler om, hvordan Beatriz og Manolo oplever den revolution, der gjorde Cuba til et socialistisk land i 1959. Beatriz er kun otte år, da hendes far bliver dræbt, og hun forstår ikke, hvad der sker. Men efterhånden lærer hun, at de mennesker, der arbejder, også har ret til jorden og maskinerne. De skal ikke finde sig i, at andre tjener penge på dem, og hvis det bliver nødvendigt, må de tage magten med våben. Beatriz lærer også, at et samfund ikke bliver lavet om af nogle få helte. Det bliver kun ændret, hvis mange mennesker står sammen.

Guldet i de fattiges by fortæller det samme: de undertrykte må selv tage magten. Da Micke kommer til indianerlandsbyen for at spille med i en film, tror han, at de hjælper indianerne. Men de hvide fører bare spiritus og problemer med sig. Kun oprørerne ude i bjergene kan hjælpe folk i landsbyen.