Jacqueline Wilson

journalist Charlotte Haase, 2005. Bibliografi opdateret juli 2023.
Main image
Wilson, Jacqueline
Foto: Miriam Dalsgaard / POLFOTO

Indledning

Jacqueline Wilsons fortællinger om stærke piger med rod i følelses- og familielivet er et hit i England. Hun føler sig som en rigtig bedstemor Spice, når hun bliver mødt af begejstrede læsere, der skriger ved synet af hende. Faktisk er forfatterens bøger mere udlånte i England end J.K. Rowlings, skaberen af den verdenskendte fantasy-serie om troldmandslærlingen Harry Potter. Men Jacquelines fortællinger er af en helt anden karakter. Hun skriver nemlig om hverdagsproblemer såsom spiseforstyrrelse, mobning, alkoholisme og tyveri. Det kan måske lyde lidt trist, men historierne er spækket med humor og indlevelse og er alt andet end kedelige. Foreløbig har Jacqueline skrevet mere end halvfjerds bøger og vundet fornemme priser. Mange af hendes bøger er filmatiserede og vist som tv-serier.

28944500

 

Blå bog

  • Født: Den 17. december 1945 i Bath, England.
  • Uddannelse: Sekretær.
  • Debut: Ricky’s Birthsday, 1969.
  • Litteraturpriser: Children’s Book Award (2001), W.H. Smith Book Award (2003) og fire af hendes bøger blev nomineret til nationens mest elskede romaner i forbindelse med BBC’s The Big Read (2003). Desuden har hun lige modtaget The Children’s Laureate (2005).
  • Seneste udgivelse: Tøser med talent. Carlsen, 2011. (Little darlings, 2010). Oversat af Søren H. Hansen.
Artikel type
boern

Baggrund

"Som teenager brugte jeg alle mine kræfter på at skrive, i stedet for at lave lektier. Jeg skrev en novelle som 15-årig og håbede på at få en bog udgivet en dag. Men jeg var fra en baggrund, hvor det at blive forfatter ikke var noget, man talte om. Mine ambitioner virkede som en glansfuld drøm, der aldrig ville gå i opfyldelse."

Uro i det lille hjem
Jacqueline Wilson begyndte at digte historier allerede som lille. Hun var enebarn med en livlig fantasi og opfandt ofte lege med imaginære venner. Der var sjældent fællesmåltider i Jacquelines barndomshjem, og forældrene skændtes ofte. Faren kunne til tider have nogle frygtelige raserianfald, men til gengæld forstod han Jacqueline bedre end hendes mor, som blev pinligt berørt over datterens vilde fantasi. Når faren var i godt humør, lyttede han interesseret til de historier, hun fortalte. Det var også ham, der stod for højtlæsningen om aftenen og introducerede Jacqueline til litterære klassikere. Moren havde skiftende jobs såsom kontorarbejde, bagerjomfru og kassemedarbejder, mens faren arbejdede for kommunen. Der var ikke så mange penge tilovers, og familien delte bolig med bedsteforældrene i Kingston, indtil Jacqueline begyndte i skole.

Skolen og forfatterdrømme
Jacqueline vidste tidligt, at hun ville være forfatter. Alle lommepenge gik til notesbøger, og hun klippede modeller ud fra blade som inspiration til hovedpersonerne: “Som teenager brugte jeg alle mine kræfter på at skrive, i stedet for at lave lektier. Jeg skrev en novelle som 15-årig og håbede på at få en bog udgivet en dag. Men jeg var fra en baggrund, hvor det at blive forfatter ikke var noget, man talte om. Mine ambitioner virkede som en glansfuld drøm, der aldrig ville gå i opfyldelse.” (Vic Parker: “All about Jacqueline Wilson”, 2003, side 15).

Jacqueline kunne lide at skrive stile og husker særligt læreren Townsend, som viste sine malerier til eleverne og fik dem til at skrive og illustrere egne historier. I Jacquelines bogserie om den 13-årige skolepige Ellie er der også en sød og lækker formningslærer ved samme navn.

Jacqueline var 16 år, da hun forlod skolen og begyndte på et sekretærkursus. Så opdagede hun en annonce om et blad, der ledte efter teenageskribenter og fik en freelancestilling for D.C. Thompson, der også udgav tegneserier og dameblade. Som 17-årig flyttede hun til Skotland for at arbejde fuld tid for selskabet. Her skulle hun både skrive noveller, svare på brevkasser og finde på horoskoper. Hendes chefer, Hr. Cuthbert og Tate, startede også et nyt blad for teenagepiger, som hun havde opgaver for. Bladet “Jackie” blev opkaldt efter Jacqueline.

Ægteskab og forfatterdebut
Til et bal mødte Jacqueline den flotte Millar Wilson, som var ved at uddanne sig til politimand. De blev kærester og gift i 1965, da hun var 19 og han 21. Sammen flyttede de tilbage til England, hvor Jacqueline tog sig et deltidsjob i en boghandler og brugte al sin fritid på at skrive. Det var ikke længere nok med de små historier, hun afsatte til blade.

I 1967 fik Millar og Jacqueline datteren Emma, og to år efter barslede hun med sin første børnebog “Ricky’s Birthday”. Desværre blev opfølgeren afvist. I stedet brugte hun sin mands kontakter i politiet og skrev en krimi om to kidnappede piger. Det blev til flere bøger i krimi-genren, som i dag er gået i glemmebogen.

I 70’erne var der en amerikansk bølge af socialrealistiske fortællinger om og til teenagere, hvilket inspirerede Jacqueline til ungdomsbøger som “Nobody’s Perfect” . Redaktøren fra Transworld og Doubleday foreslog imidlertid, at hun begyndte at skrive bøger for en yngre målgruppe. Hun indvilligede med Nick Sharratt som illustrator. Med serierne om Tracy og Ellie blev hun en populær forfatter i hjemlandet.

Ægteskabet med Millar holdt ikke, og Jacqueline bor nu alene i Kingston.

 

Tracy på børnehjem

Bøgerne om Tracy Beaker er kendetegnende for Jacqueline Wilsons tematik og fortællestil. Hun har en evne til at tale om alvorlige emner på en underholdende måde. Samtidig er bøgerne med til at skabe forståelse for børn med problemer i hjemmet.

Jacqueline udgav bøger i omkring 20 år, før hun rigtig slog igennem på forlaget Doubleday med fortællingen om den hjemløse Tracy Beaker. Da “The Story of Tracy Beaker” udkom i 1991 (“Historien om Tracy Beaker”, 2001), blev den indstillet til adskillige priser og fik en medalje for tankevækkende ungdomslitteratur.

Der er med opfølgeren “The Dare Game” fra 2000 (“Tracy Beaker vinder altid”, 2002) to bøger i serien om den 10-årige Tracy, som bor på et børnehjem, fordi hendes mor ikke kan finde ud af at tage sig af hende.

23817497

Bogen er skrevet i dagbogsform. Tracy fortæller om sit liv på børnehjemmet, i skolen og hos forskellige plejefamilier. Hun kan ikke koncentrere sig og kommer tit op og skændes med lærerne og jævnaldrene.

I det hele taget får hun sig nogle gevaldige raseriflip og stemples som adfærdsvanskelig. Hun har ingen venner, indtil hun møder nogle andre outsidere i et forladt hus.

Tracy har held til at komme i pleje hos den enlige forfatterinde Cam, der ikke er vant til børn, men holder meget af den livlige og humoristiske pige. Da Tracy selv vil være forfatter, ser hun op til Cam, men deres forhold er bestemt ikke altid gnidningsfrit. Tracy er nemlig godt træt af, at Cam ikke har råd til at købe hende en masse dyrt designertøj.

Bøgerne om Tracy Beaker er kendetegnende for Jacqueline Wilsons tematik og fortællestil. Hun har en evne til at tale om alvorlige emner på en underholdende måde. Samtidig er bøgerne med til at skabe forståelse for børn med problemer i hjemmet.