Imre Kertész

Den ungarske forfatter Imre Kertész blev født i 1929 i den ungarske hovedstad Budapest. Han voksede op i en jødisk familie, der tilhørte middelklassen, og blev som 15-årig deporteret til koncentrationslejren Auschwitz og senere Buchenwald, hvorfra han blev befriet ved Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Erfaringerne fra koncentrationslejrene kommer siden hen til at spille en vigtig rolle i hans forfatterskab. Hans oplevelser med et totalitært system stammer imidlertid ikke kun fra tiden som KZ-fange, men også fra hans erfaringer i det kommunistiske Ungarn. Et omdrejningspunkt i forfatterskabet bliver netop at skildre totalitarismens påvirkning af individet, men også det i mennesket, der undslipper et totalitært regime. 

I årene 1948-51 arbejdede Kertész som journalist i Budapest for avisen Világossag. Han blev dog afskediget fra avisen, da bladet antog det kommunistiske partis program i starten af 1950’erne. Efter to års militærtjeneste ernærede Kertész sig som oversætter af tysk litteratur og filosofi. Han oversatte blandt andre tekster af Friedrich Nietzsche, Ludwig Wittgenstein, Hugo von Hoffmannsthal, Elias Canetti og Arthur Schnitzler. I en lille et-værelses lejlighed, som han delte med sin daværende hustru, skrev Kertész også korte stykker til teatret. Imre Kertész oplevede Ungarnopstanden i 1956, og kommunismens fortsatte styre i landet mange år herefter. I 1975 debuterede han som romanforfatter med ”Sorstalan ság” (på dansk ”De skæbneløse”). Debutromanen trækker i en vis udstrækning på forfatterens selvbiografiske oplevelser som KZ-fange, men forfatteren understreger selv, at der er tale om en fiktiv historie og ikke en selvbiografisk fortælling. Kertészs skildring af virkeligheden i koncentrationslejrene bliver blandt andet et billede på den menneskelige ødelæggelse, som et totalitært styre forårsager, når mennesket frarøves sin skæbne.

”De skæbneløse” var allerede færdig i 1965, men som mange andre forfattere, som ikke sympatiserede med det kommunistiske styre, havde Kertész vanskeligt ved at finde et forlag, der ønskede at udgive bogen. Da bogen endelig udkom, blev den mødt af en rungende tavshed. Kertész har i et interview fortalt, at førsteoplaget af romanen i løbet af få uger forsvandt fra boghandlerne, og at han først troede, at debutromanen var blevet en stor salgssucces. Han opdagede imidlertid, at førsteoplaget ikke var udsolgt, men at oplaget derimod var samlet et sted uden for Budapest. Han skyndte sig herefter at sikre sig et par hundrede eksemplarer til venner og bekendte. I mange år herefter var Kertész stort set et ukendt forfatternavn både i sit hjemland og i udlandet.

Efter Berlin-murens fald fik hans bøger større international opmærksomhed og blev oversat til en række europæiske sprog. Kertész tilbragte herefter mere og mere tid i Tyskland: ”Budapest forbliver min hjemby og ungarsk mit sprog. Men ærligt talt: I 40 år var jeg spærret inde i et land, hvor jeg ikke ønskede at leve. I dag lever jeg i EU og kan bosætte mig, hvor jeg vil. I Berlin føler jeg mig bedre orienteret om alt, sågar mit Ungarn. Desuden var jeg begyndt at føle mig frustreret i Budapest – det føltes, som om jeg ikke havde noget rigtigt publikum der. Jeg føler mig lettere om hjertet og hjemme i Berlin.” (Stefan Jonsson: ”Vi lever stadig i tilintetgørelsens skygge”. Information, 2007-11-16). 

Kertész har modtaget en række internationale litteraturpriser, og i 2002 modtog han Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab. I Nobelpriskomiteens udtalelse i forbindelse med prisuddelingen opsummeres et af omdrejningspunkterne i forfatterskabet, når det hedder, at forfatteren i sine bøger ”fremhæver den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.   

Imre Kertész bor i dag i Berlin med sin anden hustru, Magda. Han har ingen børn.

Imre Kertész debuterede i 1975 med romanen ”Sorstalan ság” (”De skæbneløse”, 1996). Historien begynder hos en jødisk familie i Budapest, hvor faderen indkaldes til såkaldt ”tvangsarbejdstjeneste” og hans søn, der er bogens hovedperson, kort efter antastes i bussen og deporteres til koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau og siden lejrene Buchenwald og Zeit. Fortællingen er kendetegnet ved en nøgtern registrering af drengens oplevelser i lejren og en gengivelse af hans mange forsøg på at finde logiske forklaringer på det, han kommer ud for. Romanen præsenterer læseren for barnets perspektiv på begivenhederne og skildrer en ung mands tilpasning til det totalitære maskineris absurde virkelighed i KZ-lejrene. Romanens hovedperson bliver til slut alvorlig syg, og det bliver måske hans redning. Han indlægges og kommer efter krigens afslutning hjem til Budapest.

En af de ting i romanen, der kan virke provokerende, er, at den tilbyder et sammensat billede af virkeligheden i lejrene, som rummer både håbløshed og håb. Og da hovedpersonen kommer hjem oplever han ligefrem at føle hjemve i et savn efter et særligt lys og en særlig stemning i lejren. Hovedpersonen har ikke blot overlevet, men netop også levet sit liv som fange i lejren.

En vigtig pointe i bogen er, at hovedpersonen nægter at acceptere, at tilværelsen reduceres til en række vilkårlige hændelser. For ham er det afgørende, at det tilsyneladende tilfældige bliver en nødvendighed, for at livet skal give mening. Den skæbne, han er blevet tildelt, kan kun omsættes til frihed, hvis den fastholdes og gentages. Eller sagt på en anden måde så bliver mennesket frataget sin skæbne og sin identitet i den totalitaristiske virkelighed. De bliver skæbneløse i lejren, og for at få sin skæbne tilbage må de fastholde og ikke forsøge at fortrænge deres oplevelser: ”Vi kan aldrig begynde et nyt liv, vi kan kun fortsætte det gamle. Det var mig, der havde taget mine skridt og ikke andre, og jeg erklærede, at jeg hele vejen igennem havde været tro mod den mig givne skæbne (...) Ville de måske have, at al min æresfølelse og samtlige skridt, jeg hidtil havde taget, skulle miste deres mening?”. ”De skæbneløse” s. 210). 

Kertész hævder ligeledes med sin bog, at de enkelte KZ-fanger er del af konstruktionen af Auschwitz. I et totalitært regime er den enkeltes tilpasning en forudsætning. I stedet for blot at anskue Holocaust som en uhyrlig afsporing er det ifølge Kertész vigtigt at se Holocaust som del af vores vestlige kultur. På trods af ufattelige lidelser har Holocaust også ført til erkendelse og ny viden, ifølge Kertész: ”Hvad tilintetgørelsen og det 20. århundrede har lært os, er, at den europæiske humanisme er usand. Den er opbrugt. Alle vore moralske og etiske begreber er anløbne. Summen af den europæiske historie viste sig at være totalitarismen og krematoriet. Vi lever stadig i skyggerne herfra. Generationer efter tilintetgørelsen må enten skabe en ny kultur eller mislykkes.”(Stefan Jonsson: Vi lever stadig i tilintetgørelsens skygge. Information, 2007-11-16). Ifølge Kertész findes der midt i vores moderne verden en latent vold, som Holocaust var udtryk for. Holocaust var ikke en grusomhed, der ikke lader sig forklare, men rummer derimod en erkendelse om vores moderne verden, som vi bør se i øjnene og lære af, i stedet for at skjule det bag klicheer, mindesmærker og sentimentale, unuancerede skildringer af lidelse og krigens ofre.  

Med ”De skæbneløse” bryder Kertész med det forenklede billede af offerroller, hyldest af de overlevende og bestialske beskrivelser fra lejrene, som man for eksempel kender det fra en række Hollywood-film om Holocaust. Der er for eksempel langt fra en film som ”Schindlers liste” og til Kertész’ nøgterne men ikke mindre rystende Holocaust-skildring.

Imre Kertész roman blev i 2005 filmatiseret efter et manuskript udarbejdet af forfatteren. Filmen er i højere grad end bogen selvbiografisk.