Christian Lollike
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Christian Lollike

journalist og cand.mag. Katrine Sekjær, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Top image group
Christian Lollike
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Main image
Lollike, Christian
Foto: Thea Grav Rosenberg / POLFOTO

Indledning

Christian Lollike er kendt for sin kontroversielle måde at behandle aktuelle og ofte tabubelagte emner på. Således skabte han med sit stykke om gruppevoldtægt, “Dom over Skrig”, så stor politisk debat, at Dansk Folkeparti bad daværende kulturminister Brian Mikkelsen om en forklaring på, hvorledes det kunne betragtes som rimeligt at yde økonomisk støtte til den slags dramatik. Christian Lollike bevæger sig nuanceret ind og ud af sit stof, han undersøger og fremstiller det, han finder, på en måde, så det kommunikerer direkte til publikum. Sproget bevæger sig fra det filosofisk avancerede til det direkte anstødelige: Det virker, som om sproget for Lollike er en palet, hvor han blander nuancer, skaber kontraster og maler sine sprogbilleder med den voldsomhed eller abstraktion, der virker stærkest. Sproget er hurtigt, voldsomt, begavet og humoristisk, tempoet er højt og de sceniske skift effektfulde.

 

51000617

Blå bog

Født: Den 20. april 1973, København.

Uddannelse: Uddannet fra Dramatikeruddannelsen i Århus, 2001.

Debut: “Operation: Luise og Ferdinand”, Århus Teater, 2002.

Priser: Allenprisen, 2003. Teater 1 Prisen, 2005. Kafkatten, en hæderspris uddelt af Dansk Retspolitisk Forening, 2007. Årets Dramatiker. Reumert prisen, 2009. Otto Gelsted-Prisen, 2017.

Seneste udgivelse: Skakten eller Gerhards eventyr. Drama, 2014. Skuespil.

Genre: Drama

 

Se filmen MollyCam på Filmstriben

 

Artikel type
voksne

Baggrund

Christian Lollike er født på Frederiksberg Hospital 20. april 1973. De første år boede familien i København, men da han var 8 år,  flyttede familien til Fredensborg. Begge Christian Lollikes forældre er jurister, men Lollike søgte andre veje end de akademiske. Ifølge dramatikeren selv var han ikke god i skolen, hverken til at læse eller skrive, og han beskriver sig selv som forholdsvis ordblind (Matthiesen, Stig: Teatermennesket, interview i Weekendavisen, 2009-05-20, Kultur).

Efter at være blevet erklæret måske-egnet til gymnasiet søgte han ind på handelsskolen, men opdagede hurtigt at det slet ikke var et sted for ham. Gennem sin ungdom opsøgte Christian Lollike miljøer, der var markant anderledes end det miljø, han selv kom fra. I et interview forklarer han det blandt andet med sin manglende skoleflid: ”Jeg er vokset op med en sølvske i røven, men kan man ikke klare sig i skolen, søger man mod hasherne, tyvene og de andre outlaws. Samtidig med at jeg søgte ud mod kanterne, tog jeg hvid skjorte på og lod mig konfirmere.” (Matthiesen, Stig: Teatermennesket, interview i Weekendavisen 2009-05-20). 

Senere i livet blev det også de mere ’syrede typer’ og skæve eksistenser, som inspirerede ham til at skrive. Det skete på et ophold på Den Røde Højskole i Svendborg, hvor Lollike blev mere og mere overbevist om, at han skulle være journalist. En kort periode skrev han således for blandt andet kulturmagasinet Torpedo, der blev udgivet i København fra begyndelsen af 1990’erne.

En forelæsning om Hamlet skulle vise sig at få afgørende betydning for Lollike, der udover journalistikken havde flirtet med tanken om Forfatterskolen: Han søgte ind på Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater og blev færdig fra skolen i 2001. Udover uddannelsen som dramatiker har Lollike læst filosofi og litteratur på RUC.

De første stykker

Christian Lollike i 2002 på Århus Teater med forestillingen ”Operation: Luise og Ferdinand”, som var en omskrivning af Friedrich Schillers berømte klassiker ”Kabale und Liebe”. Debutdramaet indbragte ham en Reumertnominering som Årets Dramatiker, en nominering Lollike siden har fået hele seks gange, inden han i 2009 endelig tog prisen.

Året efter debuten fulgte ”Undskyld, gamle, hvor finder jeg tiden, kærligheden og den galskab der smitter?” på Odense Teater. Allerede i dette stykke brugte Lollike et realistisk afsæt, i dette tilfælde en plejehjemsbeboer, for at lade karakterer, tankestrømme og sekvenser udfolde sig i et fantastisk rum.

Christian Lollike har siden 2005 været ansat som husdramatiker på Aarhus Teater. Her har han også instrueret og iscenesat nogle af sine dramatiske tekster, blandt andet et ”Kødkarrusellen” (2009), der handlede om prostitution og ”Service Selvmord” (2006), der som titlen antyder, handlede om selvmordet som mulighed. I 2007 blev Lollikes stykke ”Nathan (Uden Titel)” opført på forskellige små locations i Århus Domkirke. Stykket var inspireret af G. E. Lessings “Nathan den vise” fra 1779, der handler om Nathans arbejde for at få jøder, muslimer og kristne til at se ud over deres religiøse og kulturelle forskelle.

I 2009 blev Christian Lollike sammen med Mads Thygesen leder af Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater.

Christian Lollikes stykker er i stigende grad indgået i den politiske debat, som nævnt ”Dom over skrig” (2004) om gruppevoldtægt og ”Underværket – the re-mohammed-ty show” (2005), om terrorangrebet den 11. september 2001 på World Trade Center. 

Selvom temaerne i Lollikes dramatik spænder fra plejehjemsbeboere til terroristerne 11. september, har stykkerne det klare fællestræk, at de forsøger at diskutere aktuelle samfundsproblemer eller tendenser, som er svære at tale om eller begribe.

I Christian Lollikes stykker rejses eksistentielle spørgsmål, men hvad enten det handler om selvmord som en menneskeret, religion, kultur, næstekærlighed, voldtægt, selvtægt eller prostitution, gøres det, uden at der opstilles dom, morale eller konklusioner. Det er provokerende tekster, der har refleksion og diskussion som mål. 

 

"Dom over skrig"

”Du ligner stadig Britney Spears, på håret, Sally./

Men jeg skal med bussen, klokken syv./

Ja, ja./

Hvor går vi hen?/

Et sted, hvor vi kan snakke./

Men jeg ville ikke ned i kælderen./

Nej, nej./

Og så går vi videre, op mod skuret, og jeg bliver mere og mere gal for vi havde jo aftalt at hun skulle være min. Dame, og det hele! (…)

Hånden i lommen når vreden kommer. Og der mærker jeg noget, fedtet. Gummi. Det fucking kondom.
Hvad fanden skal jeg med det, nu syv centimeter fra en fisse i fucking baglås?”
Christian Lollike: ”Dom over skrig”, side 4.

I ”Dom over skrig” (2004) følger man retssagen om en gruppevoldtægt fra flere personers synsvinkel, både offerets, de anklagedes og dommerens. I forestillingen møder vi offeret, Sally, hendes kæreste Sako, og vennen Pæl, der alle kommer fra et belastet miljø. Der er en stærk hierarkisk magtstruktur blandt de unge. De stærke kuer de svage, mens den stærkeste udnytter dem alle, så selvom Sako dominerer Pæl, når de er alene, vendes magtstrukturen, når den voldelige Tao gør sin entre. Tao skal man adlyde, ellers kan man få en maske: Et helt nyt ansigt – som Taos kæreste der ligger på intensiv med kraniebrud: Hun faldt ud af et vindue.

En aften bliver Sally lokket ned i et skur af Sako og Pæl. Deres klare formål er at have sex med hende, Sako har nemlig lovet Pæl et blowjob af Sally, hvordan han end har kunnet gøre det på hendes vegne. Det er klart fra starten, at sex er noget, der kan handles med i form af tjenester, ydelser eller bodsøvelser. Sally indvilliger halvvejs, men hun vil helst ikke, for det er ved at gå op for hende, at Sako ikke kan lide hende, som hun siger: ”på den der måde, og det gør ikke noget, men jeg gider bare ikke mere.” Sako får alligevel overtalt hende til en lille smule, men pludselig ankommer Tao med sine underhunde, der vil have del i festlighederne. 

Teksten består af 12 scener, og foregår i et næsten nøgent rum. Formen er fragmentarisk uden logiske overgange fra den ene scene til den næste. I en scene er man hos dommeren, der tænker over den sag, han skal dømme dagen efter, samtidig med at han tænker tilbage på en film, han så i tv, hvor en ung pige fortalte, hvor optaget hun var af sex, og hvordan hun ville tages. Det forstyrrer dommeren. Hvad er lyst, og hvad er tvang?

I en anden scene er man hos Sallys forældre, de er grove overfor hinanden, seksuelt frustrerede, voldelige og ensomme. Historien skifter konstant mellem forskellige scener og fortællerstemmer. Flashback af voldtægten og politiets afhøring blandes sammen til en historie om gruppevoldtægten af Sally, om den efterfølgende retssag og om tiden efter dommen. Tiden og perspektivet i den historie, der skildres (dommerens, Sallys, forældrenes osv.) springer frem og tilbage, og giver et komplekst billede af forbrydelsen.

Sproget er groft og karikeret mellem de unge, men det brydes af replikkerne i de næsten ’ultra-voksne’ retssalsscener, hele tiden skiftende og levende, ligesom de surrealistiske miljøskildringer, der lever op til alle fordomme om socialt belastede familier. Tilsammen udgør ”Dom over skrig” en nærmest mareridtslignende kavalkade af scener, der i al sin enkelthed giver et nuanceret, og derfor komplekst, billede af, hvilke mekanismer, der ligger til grund for gruppevoldtægt: Hvordan de grænseoverskridende voldshandlinger kan opstå, hvordan det omgivende samfund reagerer, og at en stigende seksualisering og pornoficering i for eksempel musikindustrien kan påvirke unge og deres opfattelse af seksualitet.

Det stærkt provokerende stykke om gruppevoldtægt vakte så voldsom debat, at Dansk Folkepartis daværende kulturpolitiske ordfører, Louise Frevert, rejste spørgsmål til daværende kulturminister Brian Mikkelsen i Folketinget, om hvad det var rimeligt at bruge offentlige støttekroner på. I manuskriptet findes derfor til slut et ’forspil’, som er Louise Freverts spørgsmål og Brian Mikkelsens svar fra pågældende folketingsdebat.

UNDERVÆRKET – The Re-Mohammed-Ty Show

Christian Lollikes “UNDERVÆRKET” (2005) er en fragmenteret og eksperimenterende dramatisk tekst, der består af et virvar af statements, udsagn og refleksioner over kunst, terrorisme, den vestlige verden og den tredje verden. Men selvom “UNDERVÆRKET” er et teaterstykke, er der hverken hovedkarakterer, tid, sted, handling eller et kausalt fortælleforløb. Teksten eksperimenterer med sig selv som tekst og kommenterer sig selv både direkte og indirekte, hvilket på én gang fungerer som en reference til den vestlige verdens moderne, diskursive kunst og kunstkritik og samtidig skaber en analytisk distance til den historie, der fortælles. Det er en fortælleteknisk finesse, fordi stykket på den måde demonstrerer og kritiserer den komfortable distance, der er mellem den vestlige verdens gode viljer og intellektuelle forståelse af verdens problemer og den handling og de omkostninger, det vil kræve at gøre noget ved dem. 

Stykket falder i tre dele. I første del reflekterer stemmerne/personerne A, B, C og D over kunst, kultur, æstetik, terror, den vestlige verdens herredømme og ulandenes armod. Referencer til og citater fra kunstnere fyger over siderne. Særligt terrorangrebet på World Trade Center bliver galgenhumoristisk diskuteret som et kunstværk med henvisning til avantgardekomponisten Karlheinz Stockhausens udtalelse, hvor han kaldte hændelsen det største kunstværk nogensinde. I stykket er påstanden den, at fordi terrorhandlingen reelt blev live transmitteret, fik angrebet karakter af en happening. Når terror angrebet således blev dokumenteret på utallige tv-kanaler i hele verden, fik det i sammenligning tv-stationernes egne reality-tv shows til at virke falske. Stykkets undertitel er derfor en reference til realityshows kombineret med navnet Mohammed, en reference til profeten og en reference til en af 11.september-terroristerne. I første del diskuteres terrorangrebet 11. september mod Afrikas fattigdom og nød som kunst: Den ene stemme, A, plæderer for voldsomheden og nu-effekten i terrorangrebet, mens den anden stemme, B, “altid har betragtet hungersnøden i Afrika som det ultimative kunstværk, (…) fordi værket er smukkere og mere abstrakt.” 

I anden del taler stemmerne X, Y, Z og W og nu bliver fortællingerne personlige: Vi er nu inde i hovedet på en kvinde, X, der efterlyser sin mand, dagen efter 11. september. Samtidig begynder en anden stemme, Y, at fortælle om en hutu-offensiv i Bukavu, en tredje stemme, Z, tilhører et barn og den sidste stemme, W, tilhører terroristen, der fløj American Airlines Flight 11 fra Boston ind i World Trade Center. Tilsammen fortæller de forskellige historier, hvis grusomhed og malende beskrivelser er rystende, frastødende og langt fra distancerede. Det handler om voldtægt, ydmygelser, sorg og den eksistentielle ensomhed, der er tilbage, når man har mistet troen ikke bare på sin gud, men på menneskeheden som helhed. 

Tredje del er nærmest et efterord. Her er det stemmen M, der fortæller posthumt: “Jeg er Mohammed. Mohammed Atta. Født 1.september 1968 i Egypten. Død i New York 11. september 2001”. Det handler ganske kort om motiverne for terrorhandlingen, om værdier, kultur og om tro. M forklarer logisk og ræsonnerende, at hvis man vil råbe den vestlige verden op, må man gøre det med metoder, der fanger den vestlige verdens medier, “og kun aggression sælger billetter.” 

Teksten modsætter sig enkeltudsagn og konklusioner, fordi den hele tiden taler fra forskellige vinkler med udsagn, der strider mod hinanden, der chokerer og til tider morer i al sin absurditet. Stykket er en kalejdoskopisk og fragmentarisk fortælling, der kommer rundt om mange tankevækkende og chokerende betragtninger, hvoraf flere af dem har lige gyldighed uden på nogen måde at være ligegyldige. Tværtimod er “UNDERVÆRKET” en usentimental, chokerende samtidsanalyse med så meget gods og så mange synsvinkler, at den i et oplyst samfund burde være en del af pensum i enhver gymnasieklasse. 

 

Christian Lollike: ”UNDERVÆRKET – The Re-Mohammed-Ty Show”, side 28:

”B: Men værket er ikke originalt nok. Det store tavse flertal befinder sig uden for værkets direkte virkningsradius, tænker Mohammed, og tager nu sidefag i storytelling. 

D: I april 1994 indleder ekstremistiske hutuer en længere performance ved navn: THE RWANDA KILLING. Denne performance forestiller en organiseret etnisk udrensning i Rwanda. Udrensningen koster 800.000 tutsier og moderate hutuer livet. 

B: That´s more like it, tænker Mohammed. 

D: Værkets højdepunkt følger den klassiske dramatiske fortælleform, men har nu alligevel et højst overraskende point of no-return. Hutuerne finder nemlig på at inddrage AIDS i deres kamp (…). 

Nathan (uden titel)

Forestillingen “Nathan (uden titel)” (2007) er inspireret af den tyske forfatter G. E. Lessings stykke om Nathan den Vise, en rig, jødisk købmand, der ønskede at sprede budskab om tolerance og forståelse blandt kristne, jøder og muslimer. Stykket blev opsat i Århus Domkirke i samarbejde med Århus Teater og fik stor mediedækning.

Lessings “Nathan den Vise” er skrevet i oplysningstiden i 1779 og handler grundlæggende om at se det fælles menneskelige på tværs af kulturer og religioner. I G.E. Lessings dramatiske digt udfordres Jerusalems vise jøde Nathan af den store sultan Saladin til at fremlægge argumenter for, hvilken tro og hvilke love, der må anses som bedst af alle. Den vise Nathan fortæller en historie om en magisk ring, der gives fra far til den højest elskede søn: Efter flere slægtled lander ringen i et dilemma: En far elsker sine sønner lige højt og kan ikke vælge. Derfor får han lavet to ringe, der er identiske med den første. Efter faderens død begynder brødrene at strides om, hvem der har den rigtige ring, og de ender med at bringe sagen for en dommer. De tre brødre repræsenterer jødedommen, islam og kristendommen og moralen er, at de tre religioner har mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro, og at der derfor ingen grund er til at bekæmpe hinanden. 

Dette udsagn bliver i Christian Lollikes version udfordret af modsatrettede spørgsmål, af tankeparadokser og af tunge begreber som synd, skyld og tilgivelse. Stykket er delt op i otte scener og igen er der tale om et fragmenteret fortælleforløb. Nathan bliver stillet til dom og udspurgt af karakterer, der igen kun er nævnt ved forbogstav, fx A, C og D i scene 2. I hele første scene er det en symfoni af stemmer , der taler, men helhedsindtrykket er, at det er én stemme – hele menneskehedens stemme, der taler med og mod sig selv. Teksten er kompliceret og springer hele tiden frem og tilbage, leger med tanker og hypoteser, som vedrører det enkelte menneske såvel som menneskeheden. Det giver ingen mening at gengive teksten, eftersom den ikke har en handling, derimod kan de otte sceners overskrifter danne et helhedsindtryk af de temaer, “Nathan (uden titel)” er vævet sammen af: Menneskets Konstruktion, Om Tillid, Det Økonomike Eventyr, Arv og Tolerance, Kærlighedens Lov, Om Tilgivelse, Den Store Forbrødring (eller I Lessings Værksted) og Om Næstekærlighed.

Teksten og sproget er anderledes poetisk end det for eksempel er i “Dom Over Skrig”, men fortællerstemmen – den spørgende dramatiker, der søger ud i de svære og dystre sider af mennesket – den er den samme. 

 

Christian Lollike: “Nathan (uden titel), side 32:

”S: Hver dag mærker vi truslerne fra den del af verden, den kultur, der prædiker frihed og tolerance, imens den fornedrer mennesker, for hvem den religiøse følelse fylder alt. I den kultur forstår man ikke, hvordan vi føler Gud, hvordan vi lever med Gud, hvordan vi respekterer den åndelighed, Gud har givet os i gave. Alt er skabt af ham. Det forstår I ikke. Jeres storhedsvanvid har bortført jer og forkvaklet jeres sind (…). 

N: Er det ikke nok at vide, at vi genetisk er fuldstændig ens? At ingen skider hvor de spiser? At ingen fædre må lave børn på deres døtre? At alle brænder eller begraver deres døde?” 

Genrer og tematikker

I flere af Christian Lollikes stykker er de dramatiske karakterer reduceret til et bogstav, hvilket man selvfølgelig ikke bemærker så nøje ved en scenisk fremførelse, imidlertid står det helt klart ved læsning af dem, at det er refleksionerne over temaet, brudflader og tankespind, der bærer dramatikken i højere grad end det er et psykologisk nuanceret persongalleri.

Desuden har skuespillerne i Lollikes dramatik ofte flere roller. I en fremførelse af teksten virker det som en slags scenisk magisk realisme: Voldtægtsmanden er også politibetjent og anklager. Og med en smule abstrakt tænkning bliver de mange roller også et billede på samfundet – og på læseren eller tilskueren: Samfundet er ikke kun de andre. Det er også den enkelte. Voldtægtsmanden eller frelseren er også dig.

På Århus Teaters hjemmeside finder man Christian Lollikes cv med følgende beskrivelse af hans dramatik: ”(…) Lollike bruger teatret som talerør for sin samfundskritik, og det kan derfor også virke provokerende, at man som publikum ikke kun bliver underholdt, men i stedet bliver stillet til ansvar og bliver bedt om at tage stilling. Lollike er drevet af nysgerrigheden for mennesket og dets handlinger, og hans dramatik tager derfor ofte udgangspunkt i dokumentarisk materiale. Gennem sin research opsøger han virkeligheden og lader sig heraf inspirere (…) Tonen er lige på og til tider både hård og vulgær, men de seriøse og rørende emner behandles alligevel med lethed og humor. Spillestilen er karikeret og ofte ekstrem og overdrevet. (…)”.

Mennesket og dets omgivende samfund og kultur er centrale temaer i Christians Lollikes dramatik. I stykkerne rejser Lollike samfundsspørgsmål, ofte de dulgte og tabubelagte emner, som både er svære og grænseoverskridende at diskutere. Det er ikke moraliserende men diskuterende dramatik, der hele tiden leger med sprog og modsætningsfyldte antagelser. Som læser har man en fornemmelse af, at dramatikeren diskuterer med sig selv, som i en retssal, hvor man prøver at indtage pro et contra standpunkter og derefter søge yderligere forklaringer: Forbrydelsens karakter er ikke enkel og bevæggrundene til den er lige så komplekse, som det samfund, der omgiver forbryderen, anklageren, forsvareren og dommeren. Det er avanceret samfundskritik, hvor scenen og teateret bliver mere end blot til lyst: Det bliver et debatterende medie, som ikke skyr hverken sproglige eller sceniske grovheder, men som præsenterer publikum for den virkelighed, der omgiver det uden for teateret.

Beslægtede værker

Christian Lollikes dramatik må siges at tilhøre den genre, der kaldes postdramatisk teater, et begreb, der blev lanceret af Andrzej Wirth i 1987, men som først blev rigtig udbredt som genrebetegnelse med udgivelsen af Hans-Thies Lehmanns ”Postdramatisches Theater” i 1999.

Det postdramatiske teater er kendetegnet ved, at traditionelle kategorier som fabel, dramatisk illusion og psykologisk realistiske figurer træder i baggrunden til fordel for montage, fragment og simultane handlingsforløb. Desuden fungerer de dramatiske handlinger ofte som elementer, der har en betydning i sig selv, frem for at være en repræsentation af en fiktiv handling. Den dramatiske tekst indgår på sin vis ’på lige fod’ med andre sceniske elementer som for eksempel krop eller lyd- og lyssætning.

I et interview med journalisten Morten Koefoed til Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift skriver Koefoed, at Lollike tilbyder: “en anden type teater, et teater uden undertekster, hvor der bliver talt ret frem og dialogerne henvender sig lige så meget til publikum som til skuespillerne selv. På trods af et bevidst valg af socialrealistiske emner er teatret for Lollike ikke en scene for social realisme. Hos Lollike er teatret en retssal. Der er en anklaget og en anklager – og sproget er et ubønhørligt manipulationsredskab”. (Koefoed, Morten: Vi tilsiger dig, anklagede Christian Lollike, dansk dramatiker..., Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift 2007-03-02, s. 44).

I samme interview fremgår det da også, at Lollike læner sig op ad arven efter René Pollesch og Frank Castorf, der begge tilhører det (tyske) postdramatiske teater, hvor den dramatiske tekst er underlagt eksperimenter med den dramaturgiske form. Umiddelbart er der ikke en entydig skandinavisk inspirationskilde, men Lollike medgiver i interviewet, at han har skelet til visse skandinaviske film- og teaterfolk:

”Lars von Trier f.eks., eller Lukas Moodysson eller Lars Norén, da han tog nynazisterne ud af fængslet, gav dem en scene og hjalp dem med at skrive deres nynazistiske tanker ned. (…) Lars Norén arbejder måske nok med en sproglig realisme, som jeg selv kan være lidt træt af, men radikaliteten i hans projekter kan jeg godt lide.”

Christian Lollike fremhæver, at han ikke går efter det realistiske i sine stykker, men derimod udnytter fiktionens rum, som foregår på flere planer i distancen mellem det fremstillede, den fremstillende og publikum. Formen er således ikke realistisk, men kan alligevel bringe realistiske – nærmest dokumentarlignende elementer ind i det mere syrede fiktionsrum:

”Jeg kan godt lide, at man siger til publikum: det her er noget vi fremstiller. Jeg er en der fremstiller en figur. Jeg er ikke den her figur, så lad være med at vurdere om, jeg er naturalistisk set godt spillende eller ej.

Ofte når man går i teatret kender man figurerne allerede inden man er kommet ind af døren – man har læst de her figurer så hurtigt. De kan ikke rigtig komme andre steder hen.

I stedet forsøger jeg at skabe en form for utryghed i forhold til figurerne... og så kan de altid kommentere sig selv. De er altid bevidste om, at de står på en scene. Det hele handler om at komme tættere på dem.” (Koefoed, Morten: Vi tilsiger dig, anklagede Christian Lollike, dansk dramatiker..., Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift 2007-03-02, s. 44).

Bibliografi

Bibliografi

Lollike, Christian:
Operation Luise og Ferdinand. 2002. Århus Teater.
Lollike, Christian:
Undskyld gamle, hvor finder jeg tiden, kærligheden og den galskab der smitter…. 2003. Odense Teater.
Lollike, Christian:
Afrikas Stjerne, 2004. Bådteatret.
Lollike, Christian:
Dom over skrig. 2004. Teater Katapult, Århus og Caféteatret, København.
Lollike, Christian:
Faust og Reklamekabareten. 2004. Århus Teater.
Lollike, Christian:
Himlen over os. 2005.
Lollike, Christian:
Underværket – "The re-mohammed –tv show". 2005. Odsherred Teater.
Lollike, Christian:
Service Selvmord. 2006. Århus Teater.
Lollike, Christian:
Nathan. 2007. Århus Teater (Århus Domkirke).
Lollike, Christian:
Grace was here. 2007. Mammutteatret.
Lollike, Christian:
Kosmisk Frygt eller Den dag Brad Pitt fik paranoia. 2008. Århus Teater.
Lollike, Christian:
Fremtidens historie. Drama, 2010. Skuespil.
Lollike, Christian:
Kødkarrusellen. Drama, 2010. Skuespil.
Lollike, Christian:
Det normale liv eller Krop og kampplads. Drama, 2012. Skuespil
Lollike, Christian:
Skakten eller Gerhards eventyr. Drama, 2014. Skuespil.

Om forfatteren

Web

Christian Lollikes hjemmeside er på engelsk. Her finder man både billeder og beskrivelser af forfatterens værker og iscenesættelser.
med Lollike i Kristeligt Dagblad i forbindelse med stykket ”Nathan (Uden titel)”.
Interview i forbindelse med stykket ”Nathan (Uden titel)”
Anmeldelse af ”Nathan (Uden titel)”

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Christian Lollike

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Koefoed, Morten:
Vi tilsiger dig, anklagede Christian Lollike, dansk dramatiker..., Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift 2007-03-02, s. 44.
Matthiesen, Stig:
Teatermennesket, Weekendavisen 2009-05-20, Kultur, s. 2.