Leonardo Fuentes Padura
Foto: Adalberto Roque/AFP/Ritzau Scanpix

Leonardo Fuentes Padura

journalist og BA Christian Baun, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
Leonardo Fuentes Padura
Foto: Adalberto Roque/AFP/Ritzau Scanpix
Main image
Padura, Leonardo Fuentes
Foto: POLFOTO

Indledning

Gamle bøger, farlige og frække kvinder, efterforskning af mærkværdige mord og en god snak med vennerne over en middag med rigelige mængder rom. Det er omdrejningspunktet for hovedpersonen i Leonardo Padura Fuentes’ “Havana-kvartet”, den slidte og nostalgiske politimand Mario Conde. Det er cubanerne og hverdagen, der interesserer Padura. Hans skrivestil er så intens og nærværende, at figuren Mario Conde nærmest er blevet en levende del af Havana, og det er ikke sjældent, at forfatteren får besøg af læsere, der spørger til kriminalkommissær Conde. Leonardo Padura er nok bedst kendt uden sit Fuentes, og han har revitaliseret den cubanske litteratur med sin succesfulde krimiserie. Bøgerne udtrykker en stor kærlighed til Havana men med sin sociale bevidsthed lykkes det samtidig for Padura at skildre skyggesiderne af den cubanske virkelighed.

 

51550900

Blå bog

Født: 1955 i Havana, Cuba.

Uddannelse: Latinamerikansk litteratur fra Havana Universitet.

Debut: Fiebre de caballos, 1983-84. Roman.

Litteraturpriser: Premio Internacional Café Gijón, 1995. Hammett Prisen (Premio Hammett), 1997, 1998, 2005, 2006. Raymond Chandler Award, 2009.

Seneste udgivelse på dansk:  Kættere. Lindhardt og Ringhof, 2015. (Herejes, 2013). Oversætter: Kirsten A. Nielsen.

Inspiration: Ernest Hemingway.

 

 

Hør et lydklip fra 'Forårsblæst over Havana'

Artikel type
voksne

Baggrund

“Denne insisteren på at opgrave fortiden, på at jagte en angivelig selvmorders mere og mere komplicerede genfærd, fremkaldte en bitter smag i munden – det var som at forsøge at elske med et smukt lig, når man havde muligheden for at elske med en varm og levende kvinde. Sandheden var stadig uopnåelig, tænkte han, og den burde fortsætte med at være lukket inde i den fæstning, hvor man havde lukket den ind.”
“Fortidens tåge”, s. 179.

Leonardo Fuentes Padura kom til verden i 1955 i sine forældres nye hus Villa Alicia i Mantilla-kvarteret nær Havana. Dette kvarter i forstaden Arroyo Naranjo har hans familie beboet i fire generationer.

Padura har en universitetsgrad i latinamerikansk litteratur fra Facultad de Arte y Letras på Havana universitet. Under studierne skrev flere af hans venner både poesi og noveller. Padura mente, han kunne gøre dem kunsten efter, og i denne ånd af konkurrence begyndte han at skrive skønlitteratur. Kort efter, at han dimitterede fra universitetet, fik han sit første job som journalist på litteraturmagasinet Caimán Barbudo. Her skrev han kulturelle og historiske artikler, men der var stadig plads til skønlitteraturen ved siden af. Padura ser sit journalistiske arbejde som et vigtigt skridt i sin udvikling som forfatter: “For det første gav det mig en hel ny opfattelse af landet, for det andet ændrede det fundamentalt min skrivestil i forhold til min første roman.” (videointerview, www.havana-cultura.com, 2010). Padura har desuden været redaktør for det toneangivende kulturmagasin La Gaceta de Cuba fra 1990 til 1995.

Padura og hans generation er vokset op med den cubanske revolution og sammenbruddet af idealerne og illusionerne. Netop derfor foregår “Havana-kvartetten” i de fire årstider af 1989 – tiden hvor jerntæppet smuldrede i Europa, og Sovjetunionen endte med at blive opløst.

En vigtig detalje om Paduras liv er, at han stadig bor på Cuba og ikke er emigreret efter sammenbruddet. Mange forlader landet, når de har penge til det, men Padura har valgt at blive i det lokale og beholde sin inspiration. Beslutningen er dog tung; “praktisk talt hele min fars familie lever i udlandet, samt min yngre bror og masser af venner. Det er et intenst, intimt og smertefuldt forhold.”. (Arriazu, Ascen: Our man in Havana: introducing Leonardo Padura Fuentes and the quill of mystery. www.threemonkeysonline.com, 2006-04).

Padura er oversat til femten sprog og har senest udgivet romanen “El hombre que amaba a los perros” i 2009. Romanen udkommer i dansk oversættelse som “Manden der elskede hunde” i 2011. Padura har her udeladt Mario Conde og skrevet en mere politisk roman om bolsjevikken Lev Trotskij og den kommunistiske utopi i det tyvende århundrede.

Udover romaner skriver Padura politiske essays og artikler, og han har omskrevet adskillige af sine værker til filmmanuskripter, men endnu er intet filmatiseret.

Padura bor stadig i huset Villa Alicia og lever et roligt tilbagetrukket liv med sin kone, journalisten Lucía López Coll, og deres hund Chiro.

Forårsblæst over Havana

“Der er ingen søde drømme i en politibetjents nætter, ikke engang erindringen om den sidste eller håbet om den næste kvinde. For hver erindring og hvert håb – som en dag ligeledes bliver til erindring – slæber rundt på den plet, som den daglige skræk i et liv som politibetjent har efterladt sig. Den sidste kvinde mødte jeg, mens jeg efterforskede mordet på hendes mand, (…) den næste kvinde vil jeg måske mindes i sammenhæng med et mord, en voldshandling eller en smerte.”
“Forårsblæst over Havana”, s. 22.

“Vientos de Cuaresma” fra 1994 (“Forårsblæst over Havana”, 2008) er anden bog af fire i serien “Las cuatro estaciones”, som Padura skrev i perioden 1991-98, og som i Danmark kaldes “Havana-kvartetten”. De resterende tre titler er “Den ulastelige cubaner”, “Maskespil i Havana” og “Cubansk Efterårslandskab”.

I “Forårsblæst over Havana” bliver kriminalkommissær Mario Conde sendt ud på sin gamle skole for at opklare et grimt mord på en ung lærerinde. Samtidig med at minderne vælter ind over Conde, begynder han også at få hul på opklaringen. Langsomt falder billedet af den pæne lærerinde fra hinanden. Hun manipulerede sine mange elskere og levede tilsyneladende et dobbeltliv. Udover det specifikke mord opsnuser Conde en større samfundsplage for skolesystemet og ungdommen – et netværk af smuglere af marihuana. Conde har dog ind i mellem lidt svært ved at koncentrere sig om opgaven, da han forelsker sig hovedkulds i den veldrejede og rødhårede, saxofonspillende Karina, der får ham til at gå helt fra koncepterne.

27258212

Grundlæggende er bogen en krimi, men med den dybe skildring af Condes personlige liv og dagligdagen i Havana, bevæger Padura sig som sædvanligt ud over genrens grænser. Den voldsomme forårsblæst binder romanen sammen i den forstand, at der både raser en storm over byen og inden i de personer, vi møder. Alle forelsker sig, slår ihjel, slås og mindes nostalgisk. Folk ridses op som parter i en stående konflikt, og alle har svært ved at nå og forstå hinanden. Flippere, forbrydere, luddere og svindlere på den ene side – og venner, elskere og kollegaer på den anden.

Det er sigende, at mange har forbindelser, de ikke må have. En lærer har sex med en elev. En betjent slår en anden betjent. En betjent beder en ven om at være stikker. En gift kvinde er utro. Og Conde prøver at være venner med de unge elever. Men det er meget svært at nå hinanden i Paduras romaner, og et af resultaterne er en masse eftertænksomhed såsom refleksioner over skæbnen og de valg, man tager i livet – for eksempel om hvem man indgår relationer med.

Romanen er skrevet med en alvidende 3. person fortæller. Karaktererne står tydeligt frem via den flittige brug af dialog samt via monologer, som ender i skæbnefortællinger. Det er tydeligt, når eksempelvis rektoren fortæller videre om sit utilladte forhold med lærerinden (s. 183). Hele romanen foregår i Havana og giver med sin socialrealisme et billede af de konflikter og spørgsmål, der præger den nutidige cubaner – hvilket i sidste ende kan blive en drivkraft til at finde svar og en fremtid i det virkelige Cuba.

Adiós Hemingway

“De syntes alle hjemsøgt af en uro, de kun kunne få udløsning for ved at skrige, komme med voldsomme fagter og sende hinanden lumske blikke. Livet drev dem frem og kastede dem ud i en daglig krig, der fandt sted under åben himmel og på alle fronter. Mens nogle solgte alt hvad man kunne forestille sig, var der andre som købte eller drømte om at købe. Mens nogle brugte deres sidste dråber sved på at trampe i pedalerne på en cykel, sad andre og smilede ugenert bag deres kølige dåseøl, der kun blev solgt for dollars. Mens nogle kom ud fra den lokale kirke, luskede andre ud fra en illegal spillebule.”
“Adiós Hemingway”, s. 93.

Romanen “Adiós Hemingway” (2001), med samme titel på dansk, er et bestilt værk i serien “Litteraturen eller døden” (“Literatura y muerte”), som Padura skrev tilbage i 2000 om forfatteren Ernest Hemingway. Hemingway levede enogtyve år på Cuba og begik tragisk selvmord umiddelbart efter, at han forlod landet i 1960.

På Finca Vigía, Hemingways hjem på Cuba, dukker et skelet frem af jorden efter en voldsom orkan. Obduktionen viser, at liget er skudt ned på nært hold for 40 år siden. Kriminalkommissær Conde, der forlod politiet otte år tidligere, bliver udvalgt af sin gamle makker, kriminalkommissær Manolo, til at finde ud af, om morderen er nobelprismodtageren Hemingway, hvilket vil være en stor skændsel. Conde får nu som detektiv både et gensyn med politiet og med sin yndlingsforfatter i den hårdkogte fiskerby Cojímar. Bogen består af kapitler om Hemingway tilbage i 1958 og kapitler om Condes efterforskning i Hemingways hjem, der er blevet til et museum.

26461480

Conde elsker bøger og er som Hemingway også forfatter. For at tjene lidt ekstra skillinger opstøver han antikke bøger og sælger dem til andre boghandlere. Nu er hans job at opdrive Hemingways gamle venner af, heriblandt den hårdkogte Calixto og tjeneren Raúl, så han kan høre deres fortællinger om livet på Fincaen (gården). Et liv fyldt med kvinder, våben, arrangerede hanekampe og masser af rom. FBI er efter den store forfatter, og det hele ender med et mord i Finca Vigía, som Hemingway og hans nærmeste må flygte fra. Med FBI’s tilstedeværelse får Padura antydet den nationale historie med spændingerne mellem USA og Cuba.

Romanen er en hyldest til forfatteren Hemingway og til krimigenren. Med den gode antihelt Mario Conde som hovedperson i nutiden og den aldrende, men seje Hemingway i fortiden, får romanen en god fremdrift med lige dele fandenivoldskhed og eftertænksomhed. Den alvidende fortæller er helt i baggrunden og lader karaktererne udleve fortællingen med fokus på stemning og miljøskildring. Padura bruger megen dialog, og fortællingen bliver aldrig abstrakt og fraværende. Romanen beskriver den fine balancegang mellem at leve i nuet og samtidig kunne nyde fortidens storhed. Paduras forord beskriver, hvordan han er bevidst om, at fiktion og fakta blander sig i romanen, og at det naturligvis er en fiktiv Hemingway, der træder frem på siderne og møder hans karakter Conde.

Fortidens tåge

“Tynde Carlos, der ikke havde været tynd i mange år, stirrede grådigt på dem [flaskerne], som var de uvurderlige smykker. Conde, der bemærkede glæden i vennens øjne, spurgte igen sig selv, om han gjorde det rigtige ved at levere ham midlerne til hans gradvise selvmord. Men da han så ham drikke den første slurk med stor fysisk og åndelig nydelse, tænkte han igen, at det at hjælpe Carlos med at befri sig for denne ødelagte krop, som han ikke ønskede at leve med, var den vanskeligste prøve, som venskabet og livet udsatte Conde for, men samtidig var det en handling, som var udtryk for stor kærlighed, og han ville selv blive den største taber.”
“Fortidens tåge”, s. 317.

Læserne tages også med på en rejse i fortiden i romanen “La neblina del ayer” fra 2005 (“Fortidens tåge”, 2010). Fortællingen foregår halvt i 1950’erne og halvt i nutiden, og den veksler imellem boghistorie, madhistorie, nationalhistorie og ikke mindst Mario Condes personlige historie, blandt andet om hans far. Netop derfor breder krimien sig ud og bliver lige så meget et farverigt puslespil over Cubansk identitet. Men grænserne er stadig klare, og krimikonventionerne bliver holdt i hævd med en klassisk whodunnit i slutningen af romanen.

Conde har nu skiftet politiskiltet ud med et erhverv som litteraturdetektiv. Som makker har han bogkapitalisten Due, som iklædt universitetsgrad, jernrør og dollar kan klare de fleste forhindringer. Modsat er Conde ‘bare’ en rigtig mand; moralsk og stærk.

Conde er så heldig at falde over en fantastisk bogsamling i en hengemt villa i Havana. Søskendeparret, der ejer bogskatten, kan gøre ham rig, men Conde bliver fatalt forelsket i et gammelt avisudklip med en smuk bolerosangerinde. En typisk situation for Paduras historier, hvor lidenskaben og kapitalen komplicerer og inficerer hinanden. Conde bliver helt besat af Violeta del Río og vil vide, hvorfor hun trak sig tilbage fra en succesrig karriere anno 1960, og ikke mindst hvorfor hun døde. Broren i søskendeparret bliver stukket ned, og måske hænger dødsfaldene sammen.

28118600

Conde kommer helt ud i Havanas mest beskidte kroge og trækker på sin gamle stikker, Afrikaneren, for at finde svar på nye og gamle drab. Mange personer fra det lidenskabelige Havana før revolutionen skal afhøres og afklædes deres løgne, før Conde kan få et klart billede af en by domineret af korruption, prostitution og amerikansk mafia. I pauserne fra den barske virkelighed brænder Conde og vennerne overskuddet fra boghandlen af på solide middage. Det er nuet, venner og sladder, der er i centrum.

Foruden kapitlerne om Conde, der får fortalt historier om høj og lav i 1950’ernes Havana, har Padura indlagt nogle mystiske breve i kursiv, som får tankerne i gang. De afslører en masse detaljer sideløbende med Condes efterforskning, men er brændte breve, der ikke bliver læst af nogen karakterer i romanen. Det er søskendeparrets moder, der her får en tavs stemme, mens hun i romanen egentlig ligger døende hen i et hjørne af villaen. En avanceret teknik som viser Leonardo Paduras udvikling som forfatter.

 

 

 

Genrer og tematikker

På trods af “Havana-kvartetten” ser Padura ikke sig selv som krimiforfatter: “Det vigtigste er at skrive godt og allermest at sørge for, at teksten er mere end et litterært mysterium” (Leonardo Padura's revolution in crime. The Independent. 2008-05-23). Padura vil producere en vedkommende litteratur, og det lykkes i hans romaner at give læseren noget mere at tænke på, end hvem der har begået en forbrydelse. Han er lokal for cubanerne og eksotisk for resten af verden. Men hans problemstilling med en desillusioneret postrevolutionær verden er ikke kun aktuel på Cuba, og man bliver som læser påvirket af de følsomme emner.

Problemer som rådne skolesystemer, stoffer, arbejdsløshed og korrupte politikorps får læseren til at tage stilling til spørgsmål om samfund, moral og værdier. Men imponerende nok er Padura ikke censureret, og man kan med hans litterære succes se en forskydning af de moralske grænser i Cuba. Forfatteren placerer sig præcist på knivsæggen mellem bred underholdning og stærk kritik. Paduras politiske stemme udtrykkes også i hans essays om Cuba, som bliver brugt i universitetsstudier i latinamerikansk politik flere steder i verden. 

Sproget i romanerne bliver aldrig højt og kryptisk, men baserer sig på gode observationer, en flydende fortælling og karakterer, som er lette at forholde sig til. Med gentagelser både i referencer, udtryk og karakterer får man en hjemlig og tryg fornemmelse ved at læse Leonardo Padura.

Padura indrømmer selv, “at han startede med at skrive som Hemingway” (Leonardo Padura's revolution in crime. The Independent, 2008-05-23).Det simple sprog med en dybere liggende mening er Hemingways såkaldte ‘isbjergsteknik’, der også bruges af Raymond Carver. Denne tørre stil lader det psykologiske ane bag karakterer og dialog. Padura bruger skrivestilen sammen med kraftige genrekonventioner som krimien og opbløder dermed den realistiske isbjergsteknik. Dette giver en mere konstrueret litteratur, hvor man kan mærke en vægt på underholdning og arketyper.

Cubas korte historie er påvirket af store omvæltninger, og Padura ønsker at efterlade et mærke for denne særegne periode og specielt for “følelsen af desillusion, da den ideale verden, som de talte om, begyndte at forsvinde, og vi hørte rygter om, at Sovjetunionen ikke var det land, vi havde lært om” (Arriazu, Ascen: Our man in Havana: introducing Leonardo Padura Fuentes and the quill of mystery. www.threemonkeysonline.com, 2006-04). Drømmene og tiden strander for eksempel hos Tynde Carlos, hvis fremtid er skudt i sænk af en kugle i ryggen, som har placeret ham i rullestol. Øjeblikket bliver det eneste, man kan stole på hos Padura, og det må nydes med mad, sex, druk og venner.

Beslægtede forfatterskaber

De litterære forbilleder finder man ved at følge Mario Conde, for Padura udtrykker et sammenfald i de forfattere, de læser – J.D. Salinger, J. L. Borges, D. Hammett og Hemingway. Conde bygger ikke på Paduras egen karakter, men er tværtimod en utopiske politimand, der er skabt, så han kan bevæge sig over alt i den cubanske verden. Det er den hårdkogte kriminallitteratur fra Amerika før 1945, Padura tager afsæt i, og Mario Conde er beslægtet med de berømte fiktionelle detektiver fra Raymond Chandler og Dashiell Hammett – nemlig Phillip Marlowe og Sam Spade. Disse karakterer fra de hårde realistiske krimier er gode mænd, der kan drikke en hel flaske whisky, og stadig ved, de ikke skal slå på kvinder. Det er moralsk stærke karakterer med plads til, at de kan pege fingre af en nederdrægtig verden.

Padura udtrykker selv, at hans generation har fravalgt at efterligne de latinamerikanske forfattere inden for magisk realisme på grund af den nye mere politiske virkelighed: “Vi prøvede at skrive om virkeligheden med ægthed i et hverdagssprog: urban litteratur, altid placeret i byerne, i gaderne.” (Leonardo Padura's revolution in crime. The Independent, 2008-05-23). Netop derfor kan man i Cuba omkring Berlinmurens fald se et skifte fra den politiske og socialistiske roman til den realistiske og mere omfavnede roman, som Padura producerer. Padura førte litteraturen væk fra historier om CIA-folk, der forsøger at infiltrere det socialistiske system, til en langt mere broget litteratur med beskidte karakterer, der sveder, stjæler og er moralsk tvetydige. En ironisk og legende litteratur for de nu illusionsløse cubanere. 

Paduras skrift udstiller samfundsmæssige svagheder og kan sammenlignes med "Den hvide tiger" af indiske Aravind Adiga. Adiga arbejder som Padura som journalist og ønskede med sin roman fra 2008 at vise sit hjemlands svage sider. Hermed skulle der blive åbnet op for en konstruktiv udvikling. Adiga udtrykker det således; “Kritikken fra forfattere som Flaubert, Balzac og Dickens i det nittende århundrede hjalp England og Frankrig med at bliver bedre samfund.” (I highlighted India's brutal injustices: Adiga. www.rediff.com, 2008-10-16). Men først og fremmest må man mærke sig, at Padura ønsker at erindre og fremlægge fortiden. Hvilken udvikling der er brug for, har han endnu ikke svaret på.

Spanske Manuel Vásquez Montalbán er en anden parallel til Padura. Han har på samme måde formået at forny krimilitteraturen i sit hjemland med et bredere krimibegreb. Montalbáns romaner er krydret med gastronomiske betragtninger, som man netop også ser hos Padura. Det kan skyldes kogekunstens evne til at placere sig både lokalt, familiært og farverigt. 

Bibliografi

Romaner på dansk

Padura, Leonardo:
Den ulastelige cubaner. 2007. (Pasado perfecto. 1991).
Padura, Leonardo:
Forårsblæst over Havana. 2008. (Vientos de cuaresma. 1994).
Padura, Leonardo:
Maskespil i Havana. 2006. (Máscaras. 1997).
Padura, Leonardo:
Cubansk efterårslandskab. 2009. (Paisaje de otoño. 1998).
Padura, Leonardo:
Fortidens tåge. 2010. (La neblina del ayer. 2003).
Padura, Leonardo:
Manden, der elskede hunde. Sohns Forlag, 2011.
Padura, Leonardo:
Slangens hale. Sohn, 2012. ( La cola de la serpeinte, 2012). Oversætter: Kirsten A. Nielsen.
Padura, Leonardo: Kættere. Lindhardt og Ringhof, 2015. (Herejes, 2013). Oversætter: Kirsten A. Nielsen.

Udgivelser på spansk

Padura, Leonardo:
Fiebre de caballos. 1983-84. Roman.
Padura, Leonardo:
Con la espada y con la pluma. 1984.
Padura, Leonardo:
Colón, Carpentier, la mano, el arpa y la sombra. 1987.
Padura, Leonardo:
Según pasan los años. 1989.
Padura, Leonardo:
Lo real maravilloso: creación y realidad. 1989. Essay.
Padura, Leonardo:
Alejo Carpentier y la narrativa de lo real maravilloso. 1995. Essay.
Padura, Leonardo:
La puerta de Alcalá y otras cacerías. 1997. Novelle.
Padura, Leonardo:
Modernidad, posmodernidad y novela policial. 2000. Essay.
Padura, Leonardo:
La cola de la serpiente. 2001. Roman.
Padura, Leonardo:
La novela de mi vida. 2005. Roman.
Padura, Leonardo:
El hombre que amaba a los perros. 2009. Roman.

Om forfatteren

Paduras danske forlag, hvor man blandt andet kan læse om den kommende udgivelse “Manden, der elskede hunde” og resten af de danske udgaver.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Leonardo Fuentes Padura