Marina Cecilie Roné

Artikel type
voksne
journalist Signe Juul Kraft, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Main image
Roné, Marina Cecilie
Foto: Martin Lehmann / Polfoto

Indledning

Hvad sker der, når hverdagen bliver slået i stykker af sygdom og død, og man skal vænne sig til, at det trygge og velkendte for evigt er forandret? Det er et af de temaer, Marina Cecilie Roné beskæftiger sig med i sit forfatterskab. Roné har selv mistet sin mand, som døde af kræft, hvilket hun tematiserede i den prisbelønnede roman “N.I.M.B.Y. Not in my backyard” fra 2007, der handler om en familie, hvor faderen er dødeligt syg. I 2010 udkom den uafhængige opfølger “Det skete”, som også fik en flot modtagelse.

 

28160666

Blå bog

Født: 4. marts 1967 i København.

Uddannelse: Skuespiller fra l’Ecole Florent i Paris, 1990.

Debut: Ud af et skød. Lindhardt og Ringhof, 1990. Noveller.

Litteraturpriser: En delt andenplads i Danske Banks Litteraturpris for romanen N.I.M.B.Y. Not in my backyard, 2008.

Seneste udgivelse: Det skete. Gyldendal, 2010. Roman.

Baggrund

“Hendes mor ville aldrig kunne være blevet enke. Hun selv ville heller ikke blive enke. Hun ville blive en kvinde, der havde mistet sin mand. En ene og Helene stork. Hun håbede, hun ville bevare glæden ved damp. Hver dag forestillede hun sig, hvordan det ville blive. Hun øvede sig i det. At lave sig en kop kaffe. At gå fra stuen og ud i køkkenet, hen til elkedlen.”
“N.I.M.B.Y. Not in my backyard”, s. 58

Marina Cecilie Roné er født den 4. marts 1967 i København. Hun voksede op i og omkring København med en ældre bror, en far, der var fotograf, og en mor, der var hjemmegående. Som 20-årig flyttede hun til Sorbonne for at studere fransk sprog og kultur, men fik i stedet et stipendiat ved skuespilskolen l’Ecole Florent i Paris, hvorfra hun dimitterede i 1990. Hun har dog aldrig brugt sin skuespiluddannelse.

1990 var også året, hvor hun debuterede med novellesamlingen “Ud af et skød”, som, med sine skildringer af børns seksualitet, vakte stor debat. I 1991 blev Roné ansat som kritiker på Politiken og skiftede tre år efter over til Information, hvor hun var debatredaktør frem til 1996. I mellemtiden skrev hun romanen “Skrifte til min elskede”, der udkom i 1993.

I årene 1996-1998 var Roné medlem af Det Etiske Råd, mens hun arbejdede på Jyllands-Posten, og i 1999 kom hendes næste skønlitterære udspil i form af skæbneromanen “Lyng”. Hun forsøgte sig herefter inden for lyrikken, hvilket resulterede i digtsamlingen “Kaktushænder”, der blev udgivet i 2000. Året efter udkom romanen “Terkels testamente” og fem år efter igen novellesamlingen “Blomsterbørnene”.

På trods af den omskiftelige karriere var forfattergerningen ikke noget tilfælde: “Det er egentlig ikke noget, jeg har fundet ud af. Jeg har bare altid gjort det og så er jeg blevet ved med det.” (Mailinterview med Signe Juul Kraft, januar 2009).

I 2006 mistede Roné sin mand gennem 10 år, Erling, som døde af en kræftsvulst i hjernen. Sygdomsforløbet inspirerede hende til at skrive romanen “N.I.M.B.Y. Not in my backyard”, der i 2008 blev nomineret til Danske Banks Litteraturpris, og hun endte med at få en delt andenplads og 50.000 kroner. Ronés fokus i romanen er, hvordan livet går videre, selvom den, man elsker, dør: “Kræft er blevet billedet på det værste, der kan ske. Vi frygter den sygdom, for de fleste har set nogen tage elevatoren ned. Men når man selv står midt i sygdommen, er det også et liv som alt andet, så ændrer perspektivet sig. Der er dage, der skal ordnes, børn, der skal hentes og “gud, han fylder fire om nogle få dage”, siger hun. (Mads Würtz Gammelmark: “Bøger kan skrives alle steder”. Dagbladet Holstebro-Struer, 2005-02-08).

I 2010 udkom den uafhængige opfølger “Det skete”, hvis budskab er, at livet går videre, selv efter man har mistet den, man elsker.

Roné ønsker ikke at tegne et billede af, hvor forfærdeligt det er at miste, men derimod at beskrive nuancerne i et alvorligt sygdomsforløb: “Jeg synes ofte, at døden bliver fremstillet sådan lidt ketoganer-op-i-røven-agtigt og puh, hvor det lugter. Det ønskede jeg ikke at gøre, for jeg synes ikke, at det var det, der var det værste ved min mands sygdom. Det var derimod de små tab, som hele tiden fandt sted. Men sådan et liv har nuancer som alle andre liv, og det er den historie, jeg har fortalt,” siger Roné. (Mads Würtz Gammelmark: “Bøger kan skrives alle steder”. Dagbladet Holstebro-Struer, 2005-02-08)

I dag bor Roné lidt syd for Gilleleje. Hun har fire børn, der er født i 1988, 1991, 1992 og 2000.

Ud af et skød

“Hånden er varmere end ryggen nu. Eliza glemmer filmen. Hun lader sig falde i søvn. Hun tæller til hundrede to gange uden at røre sig, uden at give små lyde fra sig. Så gør hun sin vejrtrækning rolig og regelmæssig. Hånden bliver ved med at stryge hen over ryggen. Eliza vender ansigtet ind mod skridtet af kæresten. Hun trækker vejret gennem stoffet i bukserne. Den varme ånde trænger igennem.”
Marina Cecilie Roné: “Ud af et skød”, side 54

Marina Cecilie Ronés debutterede med novellesamlingen “Ud af et skød” fra 1990. Bogen indeholder ni noveller, der alle – set fra barnets synsvinkel – handler om seksualitet og barnets forhold til de voksne, specielt forældrene. Som titlen symboliserer, er novellerne skrevet ud fra den grundtanke, at barnet er et produkt af de voksne; det er kommet ud af moderens skød. Barnet er skabt af seksualiteten, som det bærer naturligt i sig.

Det er især forholdet til det modsatte, voksne, køn, som behandles i samlingen, hvilket novellen “Fjern hende” et eksempel på. “Fjern hende” handler om den lille pige Apoline, der er på stranden med sin far og hans ven. Pigen er meget betaget af vennen, som novellen igennem benævnes ‘Ham’. Da en anden lille pige viser interesse for vennen, slår Apoline hende, og vennen skælder Apoline ud. Pludselig er betagelsen af vennen vendt til had. “Fjern hende” beskriver, hvilken enorm betydning, en tilbedt voksen kan have for et barn. For Apoline består lykken ikke mindst i at have vennen for sig selv. Hendes jalousi afslører en besidderfølelse, som både kan eksistere hos børn og voksne. På den måde skildrer novellen et almenmenneskeligt tema, nemlig vanskeligheden i at dele det, vi holder allermest af, med andre.

Historien “Vinterfredag” beskæftiger sig mere direkte med barnets seksualitet. Novellen handler om den lille pige Eliza, hvis mor har skiftende kærester, der kommer og går i hjemmet. En aften beder Eliza en af moderens kærester om at nusse hende på ryggen. Mens kæresten nusser op og ned af hendes nøgne ryg, presser Eliza munden mod hans skridt og ånder tungt, mens hun lader som om, hun sover. Dette resulterer i en hårdhed mellem hans ben, en følelse mod Elizas mund og en lugt af mand, som den lille pige tilsyneladende også har oplevet med andre af moderens kærester.

Novellen tematiserer skillelinjen mellem barn og voksen. Eliza overskrider den grænse, der er mellem børns og voksnes seksualitet. Hvis en voksen kvinde havde presset munden mod en voksen mands skridt, havde det været en åbenlyst seksuel tilnærmelse. Handlingen er imidlertid udført med barnets uskyldighed. Længslen efter maskulin nærhed og nysgerrigheden efter de voksnes verden med dens hemmeligheder, herunder seksualiteten, fører Eliza ind i en farlig leg med moderens kæreste.

Novellerne bliver fortalt af en alvidende tredjepersons fortæller, der beskriver hovedpersonernes tanker og følelser. Sproget afspejler barnets synsvinkel med termer, der harmonerer med et barns ordvalg og forståelsesramme. Novellerne er fortalt i nutid og repræsenterer på denne måde barnets liv, hvor opmærksomheden er rettet mod det, der sker lige nu og her.