Roslund Börge og Anders Hellström

De voksede begge to op i små provinsflækker i Sverige. Anders Roslund arbejdede sig op til celeber studievært og chef for forskellige redaktioner på svensk tv. Börge Hellström gav den som omvandrende troubadour og sanger i forskellige dansebands. De har begge personlige erfaringer med samfundets skyggesider. Hellström var misbruger, slagsbror og tremmerusker fra han var teenager. Roslund arbejdede i årevis med det kriminelle miljø som reporter.

Den kronragede, kraftige Hellström blev clean og startede i 1998 KRIS – en kriminalitetsforebyggende organisation, som arbejder med misbrugere og forbrydere. Den feterede reporter Roslund med det flotte hår og designerbrillerne dokumenterede KRIS’ tilblivelse i filmen “Lås in dem”. Her opdagede de, at de arbejdede godt sammen og kunne lide hinanden. De besluttede sig for at begynde at skrive sammen.

Hellström har haft et spøgelse med sig fra fortiden. Et spøgelse som kun forsvandt, når han var påvirket, et spøgelse, han ikke har snakket med nogen om, før han blev syvogtredive. Han er blevet misbrugt som barn. Og det blev grundtemaet i deres første bøger: mænd der misbruger.

Roslund har en gang været del af en gruppe borgere, som bevæbnede med baseballbats jagtede en voldtægtsforbryder gennem en lille by. Det blev et andet grundtema: selvtægten.

Begge er socialt indigneret, og med afsæt i fortællinger om den knarvorne kriminalkommissær Ewert Grens giver de indignationen udtryk i en kras realisme med nærbilleder af vold, vanvid, død og elendighed.

I Roslund & Hellströms debutroman “Odjuret” fra 2004 (“Udyret”, 2005) bliver vi introduceret til den gennemgående hovedperson i romanerne, kriminalkommissær Ewert Grens, der har hang til evergreens af Siw Malmquist. Ewert Grens er lige præcis som en kriminalkommissær skal være, mærket på krop af sjæl af halvtreds, tres år i livet og vel en tredive år i korpset. Han er kontrær, i opposition til sine overordnede, isoleret fra de fleste af sine kolleger, men en satans god efterforsker.

Volden, vanviddet og døden leveres af titelpersonen Udyret, som voldtager og dræber små piger, samt af nogle indsatte i et fængsel, som straffer ’voldbollere’, deres navn for sexforbrydere.

25627946

Udyret undslipper og dræber endnu en pige. Pigens far kommer Grens i forkøbet, skyder udyret med en jagtriffel, bliver fængslet og ved en fejl taget for en sexforbryder og sprættet op af en medfange. Der bliver dvælet ved volden og overgrebene, og hadet suser i de indre monologer og dialoger både blandt politifolk og forbrydere. “Kan det ondeste onde – som for eksempel voldtægt, tortur og mord på små børn – nogensinde forstås til bunds, endsige tilgives med tolerance?

Dette er kernen i ret mange krimier. Dog bedst behandlet, når temaet artikuleres af forfattere som Graham Greene, Friedrich Dürrenmatt og Thomas Harris, skribenter, som forsøger dialektisk at forstå ondskab som andet og mere end metafysikkens mørkemand fra det ydre rum, der umotiveret bruger jorden som base. Altså ikke blot leverer en sort masse om det grusomme mellem himmel og jord, tilsat en ode til gode mænd, som ser rødt og tager døden i egen hånd. En sådan diskuterende refleksion er der meget lidt af i Anders Roslund og Börge Hellströms “Udyret””, skrev Bo Tao Michaëlis i sin anmeldelse i Politiken (Bo Tao Michaëlis: Det ondeste onde. Anmeldelse i Politiken, 2005-01-29).

Michaëlis var i den danske jury, da Glasnøglen, prisen for årets krimi i Norden, skulle uddeles. Den gik til Roslund & Hellström for “Udyret”, men selvsagt ikke med Michaëlis samtykke.