Susan Sontag

Oprindeligt blev Susan Sontag navngivet Susan Rosenblatt. Hun blev født i New York den 16. januar 1933 som datter af de jødisk-amerikanske forældre Jack Rosenblatt og Mildred Jacobsen. Men da hendes far, som var pelsforhandler, døde af tuberkulose i Kina i 1938, giftede moderen sig med Nathan Sontag, og Susan og hendes søster Judith fik nu stedfaderens efternavn.

Susan Sontag voksede op i Tucson, Arizona og gik i skole i Los Angeles i Chicago. Da Sontag var en ualmindeligt begavet pige, sprang hun tre klasser over og afsluttede high school i en alder af 15 år. Umiddelbart efter startede hun på universitetet i Chicago, hvor hun tog en bachelor i kunst. Sin kandidateksamen, som hun afsluttede i 1957, tog hun ved Harvard Universitet og Saint Anne’s College i litteratur, filosofi og teologi.

I en alder af 17 giftede Sontag sig med den 28-årige sociologilærer Philip Rieff. Parret fik sønnen David Rieff sammen, inden de blev skilt efter otte års ægteskab i 1958. Sontag har siden udtalt om forholdet: “Jeg var heldig at få et barn og blive gift, da jeg var helt ung. Jeg gjorde det, og nu behøver jeg ikke gøre det længere.” (ifølge www.kirjasto.sci.fi om Susan Sontag).

Efter endt uddannelse arbejdede Sontag i en årrække som underviser i filosofi og religion ved forskellige amerikanske universiteter. Hun skrev ligeledes en del for det politiske og litterære magasin Partisan Review, og det bragte hende i 1960’erne i tæt kontakt med den intellektuelle elite i New York.

Sontags litterære karriere startede, da hun i en alder af 30 år udgav sin første roman “The Benefactor”. Siden har hun udgivet adskillige skønlitterære værker og en lang række essays. Selv om Sontag er berømmet for sine romaner, som i dag er oversat til 32 sprog, er det især hendes essays, der har gjort hende berømt. Hendes pen er nemlig skarp og politisk, om det så handler om analyser af litteratur, film, fotografier eller samfundstilstande. I adskillige værker eksaminerer hun kunsten fra en moralsk synsvinkel og tager fat på, hvordan medierne har indflydelse på kulturens syn på konflikter såsom krig, sygdom eller lignende.

I 1989 blev Sontag præsident for den amerikanske del af PEN, en verdensomspændende organisation af skribenter, som kæmper for det frie ord. På daværende tidspunkt havde hun allerede i mange år været kendt som en progressiv menneskerettighedsaktivist og en aktiv kommentator på verdenssituationen.

Susan Sontag led af kræft fra engang i 1970’erne, og den 28. december 2004 døde hun af leukæmi. Hun er begravet på Montparnasse kirkegård i Paris, hvor hun levede de sidste år af sit liv.

Hovedpersonen i Susan Sontags anden roman, “Death Kit” fra 1967, (“Dødens redskab”, 1968) er den 33-årige dyrt uddannede Dalton Harron, også kaldet Diddy, der er opvokset i en mellemstor by i Pennsylvania. Nu bor han i New York og har et ansvarsfuldt arbejde i en stor, anerkendt virksomhed. Alligevel er han ikke helt tilpas i sit liv. De sidste tre år, efter han blev skilt fra sin tidligere kone Joan, er det som om, hans liv er blevet meningsløst. Som det hedder i romanen: “Diddy, der ikke rigtigt levede, havde et liv. Men næppe som dette. Nogle mennesker er ét med deres tilværelse. Andre, som Diddy, opholder sig kun i den.” (side 5). Som følge af denne mangel på liv forsøgte Diddy nogle uger inden, vi som læsere møder ham, at begå selvmord ved at indtage et halvt glas hovedpinepiller, men heller ikke det lykkes for ham.

Da Diddy tager på forretningsrejse, viser det sig at blive en rejse mod såvel livet som døden. I toget, der transporterer Diddy til konferencen, mærkes han af to oplevelser. Mens toget holder i en tunnel, stiger Diddy ud og møder en ubehøvlet, stor, stærk arbejder, som Diddy slår ihjel. Da han vender tilbage til toget, betror han sig til en medpassager, den blinde pige Hester, som dog ikke tror ham, da hun har kunnet mærke hans tilstedeværelse hele tiden. Spørgsmålet er nu: har Diddy dræbt arbejderen, eller var mordet blot et udslag af hans hjernes tankespind?

For at holde fast i sig selv og sin uskyld indleder Diddy et forhold til den blinde pige. Diddy er fascineret af Hesters blindhed, af ideen om et uvirkeligt blik, og han forestiller sig, at han kan blive mere menneske ved at tage sig af hende. Derfor tager han hende med til New York og lader hende flytte ind hos sig. Samme dag siger Diddy sit job op, og han begynder nu at isolere sig mere og mere. Turene ud i byen bliver kortere og kortere, og maden begynder de at få leveret med bud. Hester overtager de hjemlige pligter, Diddy mister appetitten, og til slut kan Diddy end ikke komme ud af sengen. Til trods for den tiltagende svaghed, vender Diddy til slut tilbage til togtunnelen sammen med Hester, hvor han endnu engang eksekverer mordet på arbejderen. Derefter forlader han såvel liget som Hester og begynder at undersøge tunnelen, som viser sig at være en art dødens mausoleum. Det, Diddy forestillede sig ville være en rejse mod livet, er således blevet et dødens symposium.