Susan Sontag
Foto: Chester Higgins Jr./New York Times/Ritzau Scanpix

Susan Sontag

journalist Karina Søby Madsen. 2006.
Top image group
Susan Sontag
Foto: Chester Higgins Jr./New York Times/Ritzau Scanpix
Main image
Sontag, Susan
Foto: Martin Gust / POLFOTO

Indledning

Susan Sontag har et gennemborende analytisk blik, en skarp pen og en stærk stemme, når hun fremstiller det moderne menneskes tilværelse. Hendes mange såvel skønlitterære som essayistiske værker har gjort hende til en bærbar bevidsthed for kulturelt interesserede i adskillige generationer i USA.

Sontags første romaner, “The Benefactor” og “Dødens redskab”, er inspireret af surrealisterne, hvor drømmenes univers er i centrum. Resultatet er en syret læseroplevelse, hvor det er svært at skelne drøm fra virkelighed. De senere romaner “Manden der elskede vulkaner” og “I Amerika” er noget mere jordnære og tager udgangspunkt i historisk faktuelle emner.

Selv om Sontag er berømmet for sine romaner, som i dag er oversat til 32 sprog, er det især hendes essays, der har gjort hende til en markant litterær stemme. Hendes tanker og filosofiske ideer om litteratur, æstetik, fotografi, sygdom, krig, revolution samt liv og død rækker langt ud over Amerikas grænser og opfordrer til kulturel tænkning og debat uanset national oprindelse.

 

24893529

Blå bog  

  • Født: 16. januar 1933 i New York, USA.
  • Død: 28. december 2004 i Paris, Frankrig.
  • Uddannelse: Filosofi, litteratur og teologi ved Harvard Universitet og Saint Anne’s College, Oxford.
  • Debut: "The Benefactor", 1963.
  • Litteraturpriser: National Book Critics Circle Award, 1978. Malaparte Prize, 1992. National Book Award, 2000. The Jerusalem Prize, 2001. Peace Prize of German Book Trade, 2003. The Price of Asturias Award on Literature, 2003.
  • Seneste udgivelse: Moser, Benjamin: Sontag - her life. Allen Lane, 2019.  

Genre: Essay

Artikel type
voksne

Baggrund

“Men Diddy opfattede det aldrig, som om han »ødelagde« dukken, som Mary og hans mor somme tider irriterende sagde. Diddy vidste, hvad han gjorde. Med hver ny overlast blev Andy et endnu mere værdifuldt, historisk symbol, en journal over Diddys håbløse sorg. Blind, skaldet, lemlæstet, snavset, laset, med huden flænget en halv snes steder, voksede Andy i betydning.”

“Dødens redskab”, s. 59.

Oprindeligt blev Susan Sontag navngivet Susan Rosenblatt. Hun blev født i New York den 16. januar 1933 som datter af de jødisk-amerikanske forældre Jack Rosenblatt og Mildred Jacobsen. Men da hendes far, som var pelsforhandler, døde af tuberkulose i Kina i 1938, giftede moderen sig med Nathan Sontag, og Susan og hendes søster Judith fik nu stedfaderens efternavn.

Susan Sontag voksede op i Tucson, Arizona og gik i skole i Los Angeles i Chicago. Da Sontag var en ualmindeligt begavet pige, sprang hun tre klasser over og afsluttede high school i en alder af 15 år. Umiddelbart efter startede hun på universitetet i Chicago, hvor hun tog en bachelor i kunst. Sin kandidateksamen, som hun afsluttede i 1957, tog hun ved Harvard Universitet og Saint Anne’s College i litteratur, filosofi og teologi.

I en alder af 17 giftede Sontag sig med den 28-årige sociologilærer Philip Rieff. Parret fik sønnen David Rieff sammen, inden de blev skilt efter otte års ægteskab i 1958. Sontag har siden udtalt om forholdet: “Jeg var heldig at få et barn og blive gift, da jeg var helt ung. Jeg gjorde det, og nu behøver jeg ikke gøre det længere.” (ifølge www.kirjasto.sci.fi om Susan Sontag).

Efter endt uddannelse arbejdede Sontag i en årrække som underviser i filosofi og religion ved forskellige amerikanske universiteter. Hun skrev ligeledes en del for det politiske og litterære magasin Partisan Review, og det bragte hende i 1960’erne i tæt kontakt med den intellektuelle elite i New York.

Sontags litterære karriere startede, da hun i en alder af 30 år udgav sin første roman “The Benefactor”. Siden har hun udgivet adskillige skønlitterære værker og en lang række essays. Selv om Sontag er berømmet for sine romaner, som i dag er oversat til 32 sprog, er det især hendes essays, der har gjort hende berømt. Hendes pen er nemlig skarp og politisk, om det så handler om analyser af litteratur, film, fotografier eller samfundstilstande. I adskillige værker eksaminerer hun kunsten fra en moralsk synsvinkel og tager fat på, hvordan medierne har indflydelse på kulturens syn på konflikter såsom krig, sygdom eller lignende.

I 1989 blev Sontag præsident for den amerikanske del af PEN, en verdensomspændende organisation af skribenter, som kæmper for det frie ord. På daværende tidspunkt havde hun allerede i mange år været kendt som en progressiv menneskerettighedsaktivist og en aktiv kommentator på verdenssituationen.

Susan Sontag led af kræft fra engang i 1970’erne, og den 28. december 2004 døde hun af leukæmi. Hun er begravet på Montparnasse kirkegård i Paris, hvor hun levede de sidste år af sit liv.

Mangel på liv

Hovedpersonen i Susan Sontags anden roman, “Death Kit” fra 1967, (“Dødens redskab”, 1968) er den 33-årige dyrt uddannede Dalton Harron, også kaldet Diddy, der er opvokset i en mellemstor by i Pennsylvania. Nu bor han i New York og har et ansvarsfuldt arbejde i en stor, anerkendt virksomhed. Alligevel er han ikke helt tilpas i sit liv. De sidste tre år, efter han blev skilt fra sin tidligere kone Joan, er det som om, hans liv er blevet meningsløst. Som det hedder i romanen: “Diddy, der ikke rigtigt levede, havde et liv. Men næppe som dette. Nogle mennesker er ét med deres tilværelse. Andre, som Diddy, opholder sig kun i den.” (side 5). Som følge af denne mangel på liv forsøgte Diddy nogle uger inden, vi som læsere møder ham, at begå selvmord ved at indtage et halvt glas hovedpinepiller, men heller ikke det lykkes for ham.

Da Diddy tager på forretningsrejse, viser det sig at blive en rejse mod såvel livet som døden. I toget, der transporterer Diddy til konferencen, mærkes han af to oplevelser. Mens toget holder i en tunnel, stiger Diddy ud og møder en ubehøvlet, stor, stærk arbejder, som Diddy slår ihjel. Da han vender tilbage til toget, betror han sig til en medpassager, den blinde pige Hester, som dog ikke tror ham, da hun har kunnet mærke hans tilstedeværelse hele tiden. Spørgsmålet er nu: har Diddy dræbt arbejderen, eller var mordet blot et udslag af hans hjernes tankespind?

For at holde fast i sig selv og sin uskyld indleder Diddy et forhold til den blinde pige. Diddy er fascineret af Hesters blindhed, af ideen om et uvirkeligt blik, og han forestiller sig, at han kan blive mere menneske ved at tage sig af hende. Derfor tager han hende med til New York og lader hende flytte ind hos sig. Samme dag siger Diddy sit job op, og han begynder nu at isolere sig mere og mere. Turene ud i byen bliver kortere og kortere, og maden begynder de at få leveret med bud. Hester overtager de hjemlige pligter, Diddy mister appetitten, og til slut kan Diddy end ikke komme ud af sengen. Til trods for den tiltagende svaghed, vender Diddy til slut tilbage til togtunnelen sammen med Hester, hvor han endnu engang eksekverer mordet på arbejderen. Derefter forlader han såvel liget som Hester og begynder at undersøge tunnelen, som viser sig at være en art dødens mausoleum. Det, Diddy forestillede sig ville være en rejse mod livet, er således blevet et dødens symposium.

Dødens redskab

“Døden = et leksikon over livet. Er dette sted Diddys mareridt? Eller opløsningen af hans mareridt? Et forkert spørgsmål, eftersom der i virkeligheden er to mareridt. Forskellige, om end ikke indbyrdes modstridende. Mareridtet at der er to verdener. Mareridtet at der kun er én verden. Denne. Vent. Måske har han svaret på den desperate forestilling om verden. Livet = verden. Døden = at være helt inde i sit eget hoved. Løser de nye ligninger de to mareridts gåder?”
“Dødens redskab”, s. 307.

“Dødens redskab” er en mareridtsagtig meditation over livet, døden og forholdet mellem netop liv og død. Den fragmenterede antihelts liv forekommer mere og mere uvirkeligt. Har han slået arbejderen i tunnelen ihjel? Eksisterer Hester overhovedet? Hvad er drøm, og hvad er virkelighed? Efterhånden som romanen skrider frem, bliver det en besættelse for Diddy at få mordet på arbejderen bekræftet, som om det kan bekræfte selveste Diddys eksistens: Jeg handler, altså er jeg (i hvert fald ikke død). Tilsvarende forekommer det seksuelle samkvem med Hester i større grad at handle om bekræftelse, end det handler om kærlighed og hengivenhed.

I romanen benyttes ordet “nu” konstant, som en reference til Diddys desperate forsøg på at skabe sig selv på ny, men det ironiske er, at alt, hvad Diddy foretager sig, er en forberedelse til døden og ikke til livet.

Drømmene overtager stadig mere plads end de virkelige oplevelser i Diddys liv, og da Diddy mod slutningen tager Hester i hånden, tager tilbage til tunnelen og eksekverer mordet på arbejderen endnu engang, trænger spørgsmålet, om drømme er mere virkelige end virkeligheden, sig uvægerligt på.

Romanen er – på trods af mordene – langt fra at være hverken handlings- eller spændingsmættet, men de mange filosofiske kommentarer om liv, væren og død, bærer romanen igennem og gør den tankevækkende og inspirerende.

Bidt af en gal vulkan

I romanen “The Volcano Lover” fra 1992 (“Manden der elskede vulkaner”, 1993) fortæller Sontag om samleren Sir William Hamilton, også kaldet Il Cavaliere (kavaleren), der var engelsk gesandt i Napoli i den sidste tredjedel af 1700-tallet. Cavalieren har to store passioner: kunst og vulkaner. Det er netop ved at fremvise sin kunst for andre, at Cavalieren selv bliver til. Det er på den måde, han for alvor føler, han får værdi som person. “Jeg véd, derfor er jeg. Jeg samler, derfor er jeg. Jeg interesserer mig for alt, derfor er jeg. Se blot alt det, jeg ved, alt det, jeg interesserer mig for, alt det, jeg opbevarer og giver videre.” (side 108). Ud over kunsten er han bidt af en gal vulkan. Han er dybt betaget af den lokale vulkan, Vesuv, som han elsker at betragte, og som han bestiger gang på gang.

Selvom Cavalieren beskrives som den fødte ungkarl, lader han sig alligevel overrumple af den underskønne luksusluder og stærke begavelse, Emma Harte. Emma, der er 36 år yngre end Cavalieren, bliver afskibet til Napoli, da hun bliver ubekvem for Hamiltons nevø, der ellers har fornøjet sig med hende i tre år. Cavalieren modtager den lidenskabelige skønhed. Han lærer hende italiensk og fransk, lærer hende at tegne, tager hende med på vulkanvandring, fortæller hende græske sagn og indlemmer hende i det lokale hofliv. Emma suger viden til sig med stor entusiasme, og da hun bliver så god til at imitere figurerne på vaserne og fra de græske sagn, at Cavalierens interesse for såvel vaserne som vulkanen sygner lidt hen, gifter han sig med hende.

Men her slutter historien ikke. Hovedpersonerne er uvægerligt en del af tidens historie, som byder på den franske revolution og Napoleonskrigene, og da den engelske krigshelt, kaldet “helten”, kommer ind i billedet, udspiller romanen sig dels som et trekantsdrama mellem Cavalieren, Emma og helten, og dels som et drama mellem de tre og de historiske omstændigheder.

Manden der elskede vulkaner

“En del af forargelsen over deres misgerninger skyldtes, at en kvinde spillede en så synlig rolle i dem. Det blev endnu et af det gamle regimes familiedramaer, hvor der optræder en stærk kvinde – det vil sige en kvinde, der udøver en upassende stor magt – som efter at have dristet sig ud af den sfære, der retteligt er kvindens (børn, husholdning og lidt talentfulde forsøg med kunst) var blevet magtsyg og depraveret og ved erotisk list har gjort en svag mand til sin slave og korrumperet en retskaffen.”
"Manden der elskede vulkaner", s. 292.

Hovedpersonerne i “Manden der elskede vulkaner” svarer til den historiske virkeligheds grev Hamilton, der var engelsk gesandt i kongeriget Neapel på Napoleons tid, hans anden hustru, den meget yngre Emma, og den engelske krigshelt Nelson. Romanen trækker dermed på historiske begivenheder, men uden at det er de historiske tørre fakta, der dominerer.

Vulkanen i romanen står som symbol på lidenskaben, det ukontrollerede, det utilregnelige, det primitive, livet og døden. Hamilton ‘elsker’ vulkaner, som han iagttager interesseret, men med en vis distance. Selv er han indbegrebet af den rationelle mand, der elsker på en tilbagetrukken og indadvendt måde. Portrættet af den lærde træmand er underholdende, men det er karakteren Emma, der for alvor giver romanen liv. Emmas karakter er mangefacetteret. Hendes natur minder i vid udstrækning om vulkanens, og hendes forhold til omgivelserne er lige så passioneret, som Vesuv er levende. Forholdet mellem Emma og Hamilton er selvfølgelig ikke meget anderledes, end Hamiltons forhold er til vulkanen, mens forholdet mellem Emma og Nelson til gengæld slår gnister.

I Amerika

“In America” fra 1999 (“I Amerika”, 2000) er baseret på en virkelig historie. Hovedpersonen er den polske skuespiller Maryna Zalewska, der i 1876 rejser sammen med en gruppe polakker til Californien for at skabe et nyt og bedre liv i lykkens og utopiens land. I sit følge har hun blandt andet sin mand, Bogdan, en aristokrat i opposition til sin familie, deres fælles søn, Piotr, samt den unge, lovende forfatterspire, Ryszard, som er forelsket i hende. Immigranterne forsøger at skabe et samfund på en vingård i det sydlige Californien, for i Amerika er alt muligt, som Maryna forklarer i brevene hjem til familien. Her kan man repræsentere sig selv lige som man har lyst til.

24636917

Men alt er ikke så let, som det tager sig ud. Amerika tilbyder måske muligheden for en happy ending og en vej væk fra det hierarkiske klassesystem i Europa, men Amerika mærker mennesker, som køerne brændemærkes, og det formår heller ikke at frigøre folk fra deres eget indre. Derfor lykkes det ikke immigranterne at skabe det samfund, de har håbet på, og mange tager tilbage til Polen. Maryna bliver, hun hverken kan eller vil opgive håbet om en anden og bedre tilværelse. Hun lærer engelsk og formår at indlede en ny og lovende skuespilkarriere på den amerikanske scene. Det går så godt, at hun beslutter sig for at starte en karriere som rejsende skuespiller. Hun kører USA tynd i sin egen bil og performer alt fra  Shakespeare til det 19. århundredes farvoritkarakter East Lynne. Som prikken over i’et ender hun med at spille op imod tidens hotteste skuespiller, Edwin Booth.

Immigrantens privilegium

“Det er umuligt at føle sig naturlig, mens man bliver fotograferet, og umuligt at føle sig som den samme person når man har skiftet navn. Marynas lille søn var den første der kaldte sig ved et andet navn. En dag i februar meddelte han at han hed Peter, som han blev kaldt i skolen.”
Susan Sontag: "I Amerika", s. 168.

Susan Sontag giver et gribende portræt af Amerika set fra immigrantens synsvinkel, og historiske vingesus fra Amerika på modernitetens rand er interessant læsning. Men romanen byder på mere end det. Den er en stærk fortælling om en kvindes søgen efter selvtransformation, om idealisme, om kærlighedens mange facetter, og såvel beretningerne om teaterlivet som Ryszards og Marynas indre monologer er underholdende og intens læsning.

Susan Sontag har sagt om “I Amerika”, at: “Jeg ønskede at skrive om Amerika, men med en fremmeds perspektiv. Jeg kan godt lide at skrive om fremmede. De er levende for verden; de tager ikke noget for givet; de ser alle mærkværdighederne. Det er et privilegium at være fremmed, det forstærker ens oplevelser.” (Carl Rollyson: “Regarding Susan Sontag”, side 174). Da Sontag en dag faldt over en selvbiografi af den polske skuespillerinde Helena Modrzejewska i en boghandel, tænkte hun, at det var en fantastisk historie at tage fat på. Men Sontag læste først skuespillerens biografi efter, at hun havde skrevet romanen, for at kunne ‘overtage’ Marynas historie. Derfor er det kun de strukturelle rammer, der er ens for virkelighedens og romanens skuespillerinde, mens personlighederne har vist sig at være ret forskellige.

Sontag har således valgt ikke at genskabe historien, men at skabe sine egne karakterer for på den måde at kunne undersøge deres relationer, hvad de lavede, hvorfor, og hvorfor Amerika betød noget forskelligt for hver enkelt af dem.

På trods af at Sontag ikke benyttede Modjeskas liv som andet end en ramme, blev hun beskyldt for at plagiere historiske skrifter og artikler om Helena Modjeska af en række kritikere. Det tog Sontag nu med sindsro. Hun fremhævede distinktionen mellem forfattere og kilder og forklarede, at sidstnævnte simpelthen var føde for forfatteren, som kunne benyttes efter forgodtbefindende: “Jeg har benyttet disse kilder og jeg har fuldstændig omskrevet dem. Jeg har disse bøger. Jeg har kigget i disse bøger. Der er et argument, der må fremhæves, nemlig at alle former for litteratur er en række af referencer og allusioner.” (Carl Rollyson: “Regarding Susan Sontag”, side 41).

Kunst, kræft og krig

Susan Sontag er en anerkendt skønlitterær forfatter, men det er især som essayist, at hun er slået igennem og er blevet en markant stemme. Hendes første essaysamling “Against Interpretation” fra 1966 indeholder 26 essays om kunst, kunstneren og kunstkritik. Værket er skrevet i en æra, hvor nykritikken med sin symboljagt, mytekritik og hengivenhed til psykoanalysen var på sit højeste. Men hvor nykritikkens stemmer søgte efter den skjulte mening i kunsten, argumenterer Sontag for, at man skal dyrke det synlige, og ikke alene det usynlige. Hun angriber Sigmund Freuds ide om en skjult, iboende mening som modsætning til en klar, åbenbar mening. Hun beklager den moderne, aggressive, imperialistiske tilegnelse af kunstværkerne og fremhæver, hvordan denne bemægtigelse reducerer verden ved at svække den fulde æstetiske oplevelse.

Værket “On Photography” fra 1977 (“Fotografi: essays om billede og virkelighed”, 1985) er en af Sontags mest anerkendte essaysamlinger. Samlingen består af seks essays, som gør op med den opfattelse, at fotografier er realistiske og vidensproducerende; det vil sige at de skaber en sand historie om en given begivenhed. Sontag fremhæver, at fotografier er forførende, fordi de forstås som naturlige udgaver af verden, præsenteret uden fortolkning. Men, argumenterer Sontag, fotografier er et eksempel på aggressivitet, på en invasion, der reducerer verden som helhed til en samling af billeder. I stedet for at tilbyde en fornemmelse af verden, så atomiserer fotografiet den. Faktisk, siger Sontag, så er fotografier et middel til at plyndre verden for substans. Paradokset er nemlig, at jo flere billeder, der cirkulerer, des mindre vides om verden, da verden kan virke fjern og flygtig netop fordi, billederne ikke kan gennemtrænges. Resultatet er, at billederne distancerer iagttageren fra virkeligheden, selvom virkeligheden tilsyneladende bringes tættere på seeren.

Også sygdom er et emne, Sontag har behandlet i adskillige værker. Såvel essayistisk i værkerne “Illness as Metaphor” fra 1977 (“Falske forestillinger om sygdomme – fremkaldt af forkert sprogbrug”, 1979) og i “AIDS and Its Metaphors” fra 1988 (“AIDS og dens metaforer”, 1989) samt skønlitterært i værket “The Way We Live” fra 1991. Sontag viser i disse værker, hvordan metaforer og myter, som omgærder bestemte sygdomme, forstærker patienternes lidelser og ligefrem kan forhindre dem i at søge ordentlig hjælp. Hun afmystificerer de falske ideer og fantasier, der eksisterer i forhold til kræft og aids ved at fremhæve, at de hverken er en dom, en straf eller noget at være flov over og viser i stedet for sygdommene som det, de er: sygdomme.

I “Regarding the Pain of Others” fra 2003 (“At betragte andres lidelse”, 2003) tager Sontag fat, hvor hun slap i “On Photography”. Ved at gennemgå en lang række repræsentationer i billeder og fotografier af andres smerte, genopfrisker hun argumenter omkring, hvordan fotografier kan danne baggrund for meningsforskelle, afføde vold eller skabe apati. Værket er samtidig en analyse af, hvordan krig kan forstås og vurderes med nutidens briller, og på den vis er den et særdeles relevant indlæg i forhold til tidens krigsdiskurs.

En kulturel figur

Susan Sontags romaner har fået en blandet modtagelse af kritikerne. Hun er blevet rost for sine provokerende, gådefulde og filosofiske ideer og for sine skæve karakterer, men flertallet har fremhævet hendes manglende talent i forhold til at strukturere et plot og levendegøre en fortælling. Til gengæld er der generel enighed om hendes talent som essayist. Her var hun særdeles nytænkende, provokerende, og hendes værker kan stadig danne baggrund for heftige kulturelle diskussioner.

Selvom Sontag er kendt som forfatter, essayist, kulturkritiker og aktivist, hviler hendes berømmelse i modsætning til mange forfattere fra hendes generation, ikke alene på hovedværker, men også på hendes profil. Sontag er blevet selve indbegrebet af den forførende intellektuelle, og selv amerikanere, der ikke har læst hendes værker, har om ikke andet en vag ide om hende. Således har hendes profil prydet adskillige bøger og kalendere, den store amerikanske boghandel Barnes & Noble har for nylig benyttet et billede af Sontag til at promovere bøger, ja selv Absolut Vodka har benyttet hendes profil i reklameøjemed. Hun er således blevet intet mindre end en kulturel figur.

Inspirationer og kulturelt fællesskab

Hvis man gerne vil vide, hvilke forfattere og kulturpersoner, Susan Sontag er inspireret af, er det en god ide at læse hendes værk “Under the Sign of Saturn” fra 1980. Her portrætterer hun en række intellektuelle personligheder, som har influeret hende, blandt andet den amerikanske forfatter, essayist og socialkritiker Paul Goodman. Den tyske filosof og litteraturkritiker Walter Benjamins optagethed af fotografiet har haft stor indflydelse på Sontags “On Photography”. Hun kalder selv Benjamin for “fotografiets mest originale og vigtige kritiker”. Den nobelprisvindende forfatter Elias Canetti har især haft indflydelse på Sontags tidlige romaner og essays. Hovedpersonen i Canettis roman “Auto-da-Fe” synes kun at forholde sig til sine tanker, til ‘verden inde i sit hoved’, ligesom også hovedkaraktererne gør det i Sontags to første romaner “The Benefactor” og “Death Kit”.

Af danske forfattere med samme intellektuelle klasse som Sontag, bør nævnes Suzanne Brøgger, som også – især i sine yngre dage – var en skarp systemkritiker. Brøgger siger selv om sine bøger, at de bevæger sig på et usikkert sted mellem fiktion og virkelighed, essay og roman, og det samme gør i høj grad Sontags værker.

Bibliografi

Bøger af Susan Sontag

Sontag, Susan:
The Benefactor. 1963. Roman.
Sontag, Susan:
Dødens redskab. 1968. (Death Kit, 1967). Roman.
Sontag, Susan:
I, Etcetera. 1977. Noveller.
Sontag, Susan:
The Way We Live Now. 1991. Roman.
Sontag, Susan:
Manden der elskede vulkaner. 1992. (The Volcano Lover, 1993). Roman.
Sontag, Susan:
I Amerika. 1999. (In America, 2003). Roman.

Andre værker af Susan Sontag

Sontag, Susan:
Against Interpretation. 1966. Essays.
Sontag, Susan:
Styles of Radical Will. 1969. Essays.
Sontag, Susan:
Falske forestillinger om sygdomme - fremkaldt af forkert sprogbrug. 1979. (Illness as Metaphor 1978). Essays.
Sontag, Susan:
Under the Sign of Saturn. 1980. Essays.
Sontag, Susan:
Fotografi: essays om billede og virkelighed. 1985. (On Photography, 1977). Essays.
Sontag, Susan:
Aids og dens metaforer. 1988. (AIDS and its Metaphors, 1988). Essays.
Sontag, Susan:
Where the Stress Falls. 2001. Essays.
Sontag, Susan:
At betragte andres lidelser. 2003. (Regarding the Pain of Others, 2003). Essays.

Om Susan Sontag

Rollyson, Carl:
Reading Susan Sontag. 2001. Ivan R. Dee. Chicago.
Rieff, David:
Swimming ina sea of death. A son's memoir. 2008 (99.4)
Moser, Benjamin: Sontag - her life. Allen Lane, 2019.

Om forfatterskabet

Links

Susan Sontags danske forlag.
Susan Sontags danske forlag.
Informationer om Susan Sontags liv og forfatterskab.
Anmeldelser af forfatterens bøger. Søg på 'Susan Sontag'
Omfattende artikel om forfatteren med links videre

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Susan Sontag