Vladimir Sorokin

Vladimir Georgijevitj Sorokin blev født den 7. august 1955 i Bykovo, en lille by uden for Moskva, Rusland. Sorokin har selv beskrevet sin barndom som ensom og isoleret. Han ser sin oplevelse af total fremmedgørelse over for verden som en af de vigtigste drivkræfter i sit forfatterskab. Som han udtrykker det i et interview:

”Jeg havde en grundlæggende følelse af, på et meget tidligt tidspunkt, at være droppet ud af verden. Jeg havde en følelse af at være adskilt fra resten af verden af en slags glasvæg – og den fornemmelse begyndte på et meget tidligt tidspunkt og har overhovedet ikke ændret sig siden min barndom. (…) Jeg tror at litteraturen er en måde at overvinde afgrunden mellem sig selv og resten af verden på (…) Det forekommer mig at en person, som er rigtig rask – psykisk rask – ikke ville føle noget behov for at skrive.” (Interview med Sally Laird, Voices of Russian Literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, s. 157).

Sorokin gjorde sin entre i Moskvas kunstneriske og litterære illegale undergrund i slutningen af 1970’erne, der var en tid præget af stagnation, undertrykkelse og streng censur. Han begyndte sin karriere som billedkunstner og tilhørte en gruppe af konceptkunstnere, der i deres værker gjorde op med sovjetstyrets ideologiserede æstetik og afdækkede dets løgne og hykleri. På dette tidspunkt begyndte Sorokin også at skrive, og i midten af 1980’erne havde han opnået status som en nøglefigur i den sovjetiske litterære undergrund. Sorokin kunne imidlertid ikke få udgivet sine værker officielt i Sovjetunionen, hvor de var forbudt indtil 1989, men kun i uofficielle udgaver, der cirkulerede rundt i den litterære undergrund.

I 1985 udkom Sorokins første roman ”Otjered`” (der betyder køen på dansk) på et forlag i Paris. ”Otjered`” udkom først i 1992 i Rusland, et år efter Sovjetunionens sammenbrud. Sorokin har i løbet af de efterfølgende to årtier fået udgivet en lang række romaner, noveller, teater- og filmmanuskripter samt en libretto til en opera. 

Sorokin har for længst slået sig fast som en uomgængelig skikkelse i russisk litteratur. Han har bragt sindene i kog hos mange med sine chokerende og provokerende romaner, der ikke går af vejen for udpenslende skildringer af diverse kropsfunktioner, vold og sex. Samtidig fungerer hans værker som en harsk samfundskritik og satire. Sorokin er en udtalt kritiker af det Rusland, Vladimir Putin har skabt, og han er da også faldet i unåde hos de russiske magthavere for sine synspunkter. Dette er kommet til udtryk ved, at hans bøger er blevet brændt offentligt af Putins ungdomsorganisation ”Vi der går sammen” (nu ”Vore egne”), som i folkemunde også går under navnet Putinjugend. Sorokin er også som en form for chikane blevet stævnet med en anklage om pornografi, som dog senere blev opgivet. Sorokin er oversat til omkring tyve sprog og foreligger på dansk med romanerne ”En opritjniks dag” (2009) og ”Snestormen” (2012).

Han lever i dag et tilbagetrukket liv uden for Moskva med sin kone, som han har været gift med i over tredive år og har nu voksne tvillingedøtre sammen med.

I Vladimir Sorokin's ”Den` opritjnika” fra 2006 (”En opritjniks dag”, 2009) er handlingen henlagt til et fremtidigt Moskva år 2027. Der er blevet opført en stor en mur omkring Rusland til beskyttelse mod det ugudelige Vesten. Kina er i denne fremtidsversion verdens nye magtcentrum, Europa er hensygnende og Rusland er faldet tilbage i et feudalt diktatur, som bygger på russisk nationalistisk ortodoksi. En enevældig hersker styrer sine undersåtter med hård hånd ved hjælp af et korps af opritjnikker. Opritjnikkerne var oprindeligt den middelalderlige zar Ivan den Grusommes (1530-1584) sikkerhedspoliti. De var privilegerede håndlangere med uindskrænkede magtbeføjelser, der terroriserede befolkningen i Det Hellige Ruslands navn på jagt efter virkelige og indbildte fjender. Dette sikkerhedspoliti lader Sorokin elegant genopstå i ”En opritjniks dag”. 

Vi får indblik i en dag i opritjnikken Andrej Komjagas liv. Vi følger hans nidkære arbejde for opritjnikkernes leder Lillefar og Herskeren.  

Fra han vågner om morgenen til lyden af sin mobil hvis ringetone har lyden af afstraffelse med piskeslag, stønnen og rallen, til dagens første opgave, der består af et hævntogt mod en oprørsk adelsmand og hans familie. Derefter går det videre med mord, voldtægt, afstraffelse, afpresning og plyndringstogter mod Det hellige Ruslands fjender. Indimellem bliver der dog også tid til bøn i Himmelfartskatedralen, indtagelse af euforiserende stoffer i form af små guldfisk, der strømmer direkte ind i blodårerne, samt ceremonielle sexorgier med de andre opritjnikker. 

Centralt står opritjnikkernes broderskab. De er en sammentømret nepotistisk klasse, der kan kendes på deres store røde ”Mercere” med afhuggede hundehoveder spændt fast til kofangeren. De forenes af de fælles kampråb ”Ord og gerning”, ”Gud være lovet” og ”Hep Hep Hep”, som lyder både før og efter deres ugerninger.

Komjaga og hans opritjnikbrødre udfører alle former for vold med vellyst og sindsro, i fuld overbevisning om deres handlingers retfærdighed og højere formål. 

”En opritjniks dag” afdækker volden og undertrykkelsens anatomi. Volden i romanen virker ekstra chokerende på grund af synsvinklen. Historien er fortalt nøgternt ud fra en bøddels kølige synsvinkel, og derfor giver den et sjældent indblik i magtmisbrugets rå afstumpethed. ”En opritjniks dag” kan karakteriseres som en middelalderlig dystopisk science fiction roman, der foregår i et højteknologisk fremtidigt samfund gennemsyret af middelalderlige patriarkalske værdier og et pseudomiddelalderligt sprog. Imidlertid kan den også læses som en satire over samtidens Rusland, der er præget af magtfuldkommenhed, korruption og genkomst af gamle totalitære tankemønstre. 

Sorokin har da også selv udtalt i et interview, at hans roman kan læses som en advarsel om, hvad der kan ske, hvis Rusland fortsætter sin nuværende kurs: ”Ruslands fremtid, hvis vi vælger den isolerede vej, bliver Ruslands grusomme fortid. Og en sådan stat, et sådant styre kan kun eksistere med den vold og den afstumpethed, der fremkommer i romanen. Kun via vold og ved at skræmme folk, som under Ivan den Grusomme og under sovjetstyret, kan et sådant diktatur eksistere."

(Per Dalgaard: ”Ivan den Grusomme i ny forklædning”. Information, 2006-09-12).