Vladimir Sorokin

journalist Nanna Hiort Galsøe, iBureauet/Dagbladet Information, 2010. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2015.
Main image
Sorokin, Vladimir
Foto: Forlaget Vandkunsten

Indledning

Forfatteren og dramatikeren Vladimir Sorokin er moderne russisk litteraturs enfant terrible. Han er på en og samme tid et uomgængeligt fænomen og udskældt som ingen anden. Han er kendt for, med sin provokerende og kompromisløse satiriske stil, at afdække tabuer og fortrængninger i dagens Rusland. Han startede sin litterære karriere i den sovjetiske illegale litterære og kunstneriske undergrund i slutningen af 1970’erne og er i dag en af Ruslands betydeligste nutidige forfattere. Sorokin foreligger på dansk med den samfundskritiske fremtidsroman ”En opritjniks dag” og den litterære godbid ”Snestormen”.

 

29331278

Blå bog

Født: 7. august 1955 i Bykovo, Rusland

Uddannelse: Ingeniør, 1977, Det Russiske Statsuniversitet for olie og gas. 

Debut: Otjered`. Vandkunsten, 1985. Roman.

Litteraturpriser: People´s Booker Prize, 2001. Award of Andrei Bely, 2001. Liberty Prize, 2005.

Seneste udgivelse: Snestormen. Vandkunsten, 2012. (Metel, 2010). Roman. Oversat af Tine Roesen.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Nu har han låst hænderne sammen og kløver brølende den frostklare luft. Men det hjælper ham ikke: smak! smak! smak! Pogoda er hurtig på næverne: Stalddrengens mule er allerede helt smurt ind i blod, et øje er forslået, næsen lækker en rød suppe. Purpurrøde dråber flyver, glimter som rubiner i vintersolen, falder på den nedtrampede sne.”
”En opritjniks dag”, s. 18.

Vladimir Georgijevitj Sorokin blev født den 7. august 1955 i Bykovo, en lille by uden for Moskva, Rusland. Sorokin har selv beskrevet sin barndom som ensom og isoleret. Han ser sin oplevelse af total fremmedgørelse over for verden som en af de vigtigste drivkræfter i sit forfatterskab. Som han udtrykker det i et interview:

”Jeg havde en grundlæggende følelse af, på et meget tidligt tidspunkt, at være droppet ud af verden. Jeg havde en følelse af at være adskilt fra resten af verden af en slags glasvæg – og den fornemmelse begyndte på et meget tidligt tidspunkt og har overhovedet ikke ændret sig siden min barndom. (…) Jeg tror at litteraturen er en måde at overvinde afgrunden mellem sig selv og resten af verden på (…) Det forekommer mig at en person, som er rigtig rask – psykisk rask – ikke ville føle noget behov for at skrive.” (Interview med Sally Laird, Voices of Russian Literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, s. 157).

Sorokin gjorde sin entre i Moskvas kunstneriske og litterære illegale undergrund i slutningen af 1970’erne, der var en tid præget af stagnation, undertrykkelse og streng censur. Han begyndte sin karriere som billedkunstner og tilhørte en gruppe af konceptkunstnere, der i deres værker gjorde op med sovjetstyrets ideologiserede æstetik og afdækkede dets løgne og hykleri. På dette tidspunkt begyndte Sorokin også at skrive, og i midten af 1980’erne havde han opnået status som en nøglefigur i den sovjetiske litterære undergrund. Sorokin kunne imidlertid ikke få udgivet sine værker officielt i Sovjetunionen, hvor de var forbudt indtil 1989, men kun i uofficielle udgaver, der cirkulerede rundt i den litterære undergrund.

I 1985 udkom Sorokins første roman ”Otjered`” (der betyder køen på dansk) på et forlag i Paris. ”Otjered`” udkom først i 1992 i Rusland, et år efter Sovjetunionens sammenbrud. Sorokin har i løbet af de efterfølgende to årtier fået udgivet en lang række romaner, noveller, teater- og filmmanuskripter samt en libretto til en opera. 

Sorokin har for længst slået sig fast som en uomgængelig skikkelse i russisk litteratur. Han har bragt sindene i kog hos mange med sine chokerende og provokerende romaner, der ikke går af vejen for udpenslende skildringer af diverse kropsfunktioner, vold og sex. Samtidig fungerer hans værker som en harsk samfundskritik og satire. Sorokin er en udtalt kritiker af det Rusland, Vladimir Putin har skabt, og han er da også faldet i unåde hos de russiske magthavere for sine synspunkter. Dette er kommet til udtryk ved, at hans bøger er blevet brændt offentligt af Putins ungdomsorganisation ”Vi der går sammen” (nu ”Vore egne”), som i folkemunde også går under navnet Putinjugend. Sorokin er også som en form for chikane blevet stævnet med en anklage om pornografi, som dog senere blev opgivet. Sorokin er oversat til omkring tyve sprog og foreligger på dansk med romanerne ”En opritjniks dag” (2009) og ”Snestormen” (2012).

Han lever i dag et tilbagetrukket liv uden for Moskva med sin kone, som han har været gift med i over tredive år og har nu voksne tvillingedøtre sammen med.

En opritjniks dag

”Det er en herlig følelse at efterlade sin sæd i en statsfjendes hustrus skød. Det er endnu herligere end at hugge hovedet af fjenderne selv.”
"En opritjniks dag”, s. 26.

I Vladimir Sorokin's ”Den` opritjnika” fra 2006 (”En opritjniks dag”, 2009) er handlingen henlagt til et fremtidigt Moskva år 2027. Der er blevet opført en stor en mur omkring Rusland til beskyttelse mod det ugudelige Vesten. Kina er i denne fremtidsversion verdens nye magtcentrum, Europa er hensygnende og Rusland er faldet tilbage i et feudalt diktatur, som bygger på russisk nationalistisk ortodoksi. En enevældig hersker styrer sine undersåtter med hård hånd ved hjælp af et korps af opritjnikker. Opritjnikkerne var oprindeligt den middelalderlige zar Ivan den Grusommes (1530-1584) sikkerhedspoliti. De var privilegerede håndlangere med uindskrænkede magtbeføjelser, der terroriserede befolkningen i Det Hellige Ruslands navn på jagt efter virkelige og indbildte fjender. Dette sikkerhedspoliti lader Sorokin elegant genopstå i ”En opritjniks dag”. 

Vi får indblik i en dag i opritjnikken Andrej Komjagas liv. Vi følger hans nidkære arbejde for opritjnikkernes leder Lillefar og Herskeren.  

Fra han vågner om morgenen til lyden af sin mobil hvis ringetone har lyden af afstraffelse med piskeslag, stønnen og rallen, til dagens første opgave, der består af et hævntogt mod en oprørsk adelsmand og hans familie. Derefter går det videre med mord, voldtægt, afstraffelse, afpresning og plyndringstogter mod Det hellige Ruslands fjender. Indimellem bliver der dog også tid til bøn i Himmelfartskatedralen, indtagelse af euforiserende stoffer i form af små guldfisk, der strømmer direkte ind i blodårerne, samt ceremonielle sexorgier med de andre opritjnikker. 

Centralt står opritjnikkernes broderskab. De er en sammentømret nepotistisk klasse, der kan kendes på deres store røde ”Mercere” med afhuggede hundehoveder spændt fast til kofangeren. De forenes af de fælles kampråb ”Ord og gerning”, ”Gud være lovet” og ”Hep Hep Hep”, som lyder både før og efter deres ugerninger.

Komjaga og hans opritjnikbrødre udfører alle former for vold med vellyst og sindsro, i fuld overbevisning om deres handlingers retfærdighed og højere formål. 

”En opritjniks dag” afdækker volden og undertrykkelsens anatomi. Volden i romanen virker ekstra chokerende på grund af synsvinklen. Historien er fortalt nøgternt ud fra en bøddels kølige synsvinkel, og derfor giver den et sjældent indblik i magtmisbrugets rå afstumpethed. ”En opritjniks dag” kan karakteriseres som en middelalderlig dystopisk science fiction roman, der foregår i et højteknologisk fremtidigt samfund gennemsyret af middelalderlige patriarkalske værdier og et pseudomiddelalderligt sprog. Imidlertid kan den også læses som en satire over samtidens Rusland, der er præget af magtfuldkommenhed, korruption og genkomst af gamle totalitære tankemønstre. 

Sorokin har da også selv udtalt i et interview, at hans roman kan læses som en advarsel om, hvad der kan ske, hvis Rusland fortsætter sin nuværende kurs: ”Ruslands fremtid, hvis vi vælger den isolerede vej, bliver Ruslands grusomme fortid. Og en sådan stat, et sådant styre kan kun eksistere med den vold og den afstumpethed, der fremkommer i romanen. Kun via vold og ved at skræmme folk, som under Ivan den Grusomme og under sovjetstyret, kan et sådant diktatur eksistere."

(Per Dalgaard: ”Ivan den Grusomme i ny forklædning”. Information, 2006-09-12).

Snestormen

”Hans blik søgte hen over de omhyggeligt kalfatrede vægge efter et ur, men fandt det ikke. Han skulle lige til at finde sit eget i lommen, men opdagede så pludselig nogle små gullige tal, der hang i luften og lyste over en metalring, der lå på husets symaskine: 19:42.”
”Snestormen”, s. 46.

Vladimir Sorokin udgav i 2010 romanen ”Metel” (”Snestormen”, 2012), der i et nært slægtskab med Lev Tolstojs ”Herre og tjener” er fortællingen om distriktslægen Platon Garin og brødkusken Kozma, kaldet Perkhusja. Det er streng vinter, og lægen har et uopsætteligt ærinde i den afsidesliggende by Dolgoje, hvor han skal vaccinere mod en dødelig pest, der er kommet fra Bolivia. De drager af sted på den lange færd gennem snestorm i kuskens selvkører, der har 50 dværgheste til at trække vognen.

På deres vej møder de uforudsete forhindringer som mystiske glaspyramider, der ligger gemt i sneen, en vodkadød kæmpe og en gigantisk snemand med en trætyk fallos strittende ud i luften. Den første nat tilbringer de først af nød, siden af lyst hos en møller, der har størrelse som en samovar, og hans frodige kone, der vækker lægens kødelige begær. Næste aften møder de nogle nomader, såkaldte vitaminesere, der introducerer lægen til glaspyramiden. Når man varmer pyramiden op, skabes et hallucinerende rum, hvori lægen tror sig fastspændt til en kedel fuld af kogende olie. Efter hallucinationen er lægen livsglad og euforisk over alle verdens muligheder. Hvilke ikke er mange, når det er frostvejr, snestorm og nat, og selvkøreren igen er røget i grøften.

29331278

Handlingen strækker sig over to dages køretur i snestorm, så målet for fortællingen er ikke at komme frem, men at være undervejs. Romanens tid ligner i første omgang russisk landboliv i 1800-tallet, men f.eks. en radiomodtager med hologram, selvkøreren og tubepasta, der kan rejse et filttelt på sekunder, peger på en ikke defineret fremtid, hvor det f.eks. kun er de rige forundt at have benzin. I romanens efterord tidssættes den til 2030’erne, og blandingen af landlig realisme og sci-fi-elementer forekommer helt naturlig i fortællingen.

Der er et skel mellem lægen og det jævne folk, som han er sat til at hjælpe – og uden hvis hjælp han ikke havde overlevet. Lægen og kusken er fuldstændig afhængige af hinanden i sneen, og den opstillede magtbalance forrykkes hele tiden. Der henvises flere gange til Herskeren, og man forstår på gennemgangen af de tre statslige radiokanaler, at der er en seriøs styring med landet. Ingen af de politiske kommentarer er udfoldede, men ligger under fortællingens snedækkede overflade. 

Genrer og tematikker

Sorokins forfatterskab afspejler de sidste tredive års politiske og kulturelle udvikling i Rusland. Det begyndte i opposition til Sovjetstaten i et opgør med dens æstetik, sprog og propaganda. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990’erne var det karakteriseret ved et kompromisløst opgør med sovjettidens hykleri, tabuer og fortrængninger samt en søgen efter en ny mening i den posttotalitære virkelighed. Og i de seneste værker, heriblandt ”En opritjniks dag”, hudfletter Sorokin Putins Rusland og advarer mod den totalitære ideologis genkomst. 

Sorokin blotlægger ikke kun ideologier, men også litteraturens indre mekanismer og virkemidler ved at lege med stil og genre. Han har i den forbindelse udtrykt i et interview, at han ikke opfatter sig selv som forfatter i konventionel forstand. ”I modsætning til rigtige forfattere kan jeg ikke blive genkendt på min stil, fordi jeg ikke har min egen stil ” (Interview med Sally Laird, Voices of Russian literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, side 161)

Sorokins opfattelse af sin rolle som imitator bunder i hans udgangspunkt som konceptkunstner i Sots Art bevægelsen i den sovjetiske undergrund i 1970’erne og 1980’erne. Sots Art var en sovjetisk pendant til den amerikanske Pop Art, der opstod som reaktion på den kommercielle massekultur, hvor eksempelvis Andy Warhol brugte reklamens klicheer i sin kunst. Inden for Sots Art var det ikke forbrugerismen, men sovjetideologiens sprog og æstetik, der blev afdækket og udstillet ved at bruge selv samme æstetik i en ny og overraskende sammenhæng. 

Sorokin har fra begyndelsen af sit forfatterskab udviklet en chokteknik, hvor han leger med læserens forventning. Han lægger sig minutiøst op ad en kendt konventionel stil. Det være sig den socialistiske realisme, der var Sovjetunionens officielle litterære genre, eller den klassiske russiske 1800-tals roman. Derefter sønderriver han den verden, han møjsomt har skabt, ved at lade den eksplodere i vold og kaos. Dette ses f.eks. i romanen ”Roman” (1994), der er skrevet i karakteristisk 1800-tals prosa. Her opbygges en velkendt landlig romantisk idyl, som brutalt rives i stykker, da titelpersonen Roman over 300 sider henne i romanen pludselig slår alle landsbybeboerne ihjel med en økse og tildækker kirken med deres lig. 

Denne absurde og groteske vold optræder hyppigt i Sorokins forfatterskab, der byder på detaljerede beskrivelser af vold, voldtægt og lemlæstelse. Volden kan fortolkes som en afspejling af og reaktion på en voldelig fortid præget af massedrab og tortur under Sovjetstaten og en samtid præget af en opløsning af alle værdier. Volden synes dog også at fungere på et eksistentielt plan, hvor den synliggør menneskets lidelsesfulde forankring i kroppen og forsøg på at undslippe denne. Kroppen i alle dens afskygninger står som et centralt tema hos Sorokin, der udpenslende beskriver alle aspekter af den kropslige tilværelse. 

Sorokin har vakt stor forargelse på grund af sin provokerende stil og kontroversielle temaer, men insisterer på at alt er tilladt i litteraturens verden, som han har udtrykt det i et interview. 

“Jeg skelner altid mellem det etiske og det æstetiske. I den æstetiske sfære er alting tilladt, især fordi langt fra alting er tilladt i livet som sådan. Det jeg tillader i litteraturen, ville jeg aldrig tillade i det virkelige liv, men der er ikke noget modsætningsforhold i det for mig, hvad læseren end måtte tænke. Der er ikke noget problem med moral i litteraturen, fordi moralen slutter uden for vores krops grænser, den slutter så at sige hvor vores hænder ender. Der begynder der et andet rum. Litteraturen i sig selv er livløs. Det er jo bare papir. Den kan ikke gøre dig noget” (Interview med Sally Laird, Voices of Russian literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, s. 159).

Beslægtede forfatterskaber

På spørgsmålet om hvilke forfattere, der har øvet størst indflydelse på hans forfatterskab, svarede Sorokin engang, at det, der havde influeret mest på det, var hans barndoms traumer. Der er da også rigeligt materiale til freudianske fortolkninger i Sorokins værker. Om indflydelsen fra Freud siger Sorokin:” Jeg synes at Freuds (og Jungs) ideer må betragtes som metaforer, ikke som videnskab, og jeg bruger gladelig disse metaforer når de forekommer mig relevante” (Interview med Sally Laird, Voices of Russian literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, s. 156). 

Sorokin bedyrer selv, at malerkunst og filmkunst har øvet større indflydelse på ham end litteraturen, men han nævner dog gang på gang den store russiske 1800-tals forfatter Tolstoj som sin lærermester og inspirationskilde. Om Tolstoj siger han:

Jeg står konstant i lære hos Tolstoj. Han er for mig, hvad Bach er for en musiker - fundamentet for alt. Jeg støtter mig til hans frygtløshed, når han skaber verdener” (Thomas Thurah: ”Hep-hep, Lillefar”. Politiken, 2009-12-10). 

Ud over indflydelsen fra Tolstoj og den russiske 1800-tals realisme ses et tydeligt slægtskab med den russiske groteske og satiriske tradition, som går tilbage til Gogol.

Inden for denne tradition er det nærliggende at se paralleller til Mikhail Bulgakovs groteske sovjetsatire, især i hans romaner ”En hunds hjerte” og ”Mesteren og Margarita” 

Endelig synes Sorokin at være influeret af den dystopiske genre i litteraturen. Her står han med ”En opritjniks dag” i gæld til Jevgenij Samjatin, der skrev den banebrydende fremtidsroman ”Vi” i 1920, som var en forløber til Huxleys ”Fagre nye verden” og Orwells ”1984”. 

Sorokins detaljerede og provokerende beskrivelser af sex og vold i alle afskygninger kan vække mindelser om den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis, der i romanen ”American Psycho” gør brug af samme chokeffekter i sin satiriske beskrivelse af den amerikanske forbrugskultur i 1980’erne. Ligesom hos Ellis er det hos Sorokin vigtigt at holde sig for øje, at voldspornografien ikke er et mål i sig selv, men et middel til at fremføre en prægnant og vedkommende samfundskritik af et nutidigt Rusland, der befinder sig i et moralsk og ideologisk tomrum.

”Snestormen” er en litterær odysse. Som nævnt spiller den op af Tolstojs ”Herre og tjener” i handling og tema, lige som den også hilser på Gogol, i hvis absurde fortælling ”Næsen” næsen bliver en selvstændig skikkelse. Makkerparret Garin og Perkhusja minder om rejsefællerne Sancho Pança og Don Quixote i Cervantes’ ”Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha”. Jonathan Swifts allegoriske samtidskritik i ”Gullivers rejse” og heri kirurgens rejse til lilleputland minder også på mange måder om ”Snestormen”.

I Frans Kafkas ”En landlæge” er der en distriktslæge, der har et uopsætteligt ærinde ude i snestormen og akut mangler en hest. Lægen er drevet af sit kald til at hjælpe folket, og også her er der ‘ujordiske’ heste i stalden.

Islandske Jón Kalman Stefánsson skrev i ”Englenes sorg” (2009) om landposten Jens og drengen, der begiver sig ud på en lang, uopsættelig rejse gennem en nederdrægtig snestorm. Undervejs møder de lige præcis nok mennesker til at overleve, mystiske væsener og døde kvinder. Rejsen ligner Garin og Perkhusjas, og accepten af det mærkværdige og overnaturlige lyser også i begge værker.

Sorokin er i åben dialog med en lang række af verdenslitteraturens hovedværker i det, der på bagsiden af ”Snestormen” kaldes ”alle tiders litterære russiske snestorm”.

Bibliografi

Sorokin, Vladimir:
Otjered` 1985. Roman.
Sorokin, Vladimir:
The queue. 1988. (Otjered`1985). Roman.
Sorokin, Vladimir:
Norma. 1994. Roman.
Sorokin, Vladimir:
Roman. 1994. Roman.
Sorokin, Vladimir:
Serdca četyrech. 1994. Roman.
Sorokin, Vladimir:
Mesjac v Dachau.1994. Prosa-poem.
Sorokin, Vladimir:
Tridtsataja ljubov` Mariny. 1995. Roman.
Sorokin, Vladimir:
Goluboe Salo. 1999. Roman.
Sorokin, Vladimir:
Pjervyj Subbotnik:Rasskazy. 2001. Antologi.
Sorokin, Vladimir:
Pir. 2001. Antologi.
Sorokin, Vladimir:
Moskva. 2001. To romaner og et filmmanuskript.
Sorokin, Vladimir:
Led. 2002. Roman.
Sorokin, Vladimir:
Russkij rasskaz xx veka. 2005. Antologi.
Sorokin, Vladimir:
Četyre.2005. Filmmanuskript til filmen ”Kopejka” og libretto til operaen ”Deti Rozentalja”.
Sorokin, Vladimir:
Trilogija. 2006. Trilogi.
Sorokin, Vladimir:
Den` Opritjnika. 2006. Roman.
Sorokin, Vladimir:
Ice. 2007 (Led 2002). Roman.
Sorokin, Vladimir:
Sacharnyj Kreml. 2008. Roman.
Sorokin, Vladimir:
En opritjniks dag. 2009 (Den`opritjnika 2006). Roman.
Sorokin, Vladimir:
Snestormen. Vandkunsten, 2012. (Metel, 2010). Roman. Oversat af Tine Roesen. Efterskrift af Dirk Uffelmann.

Om forfatterskabet

Artikler

Antologi om moderne russisk litteratur: Sjælens ingeniører: russisk litteratur fra det 20. århundrede, redigeret af Loa Brix, Ole Nyegaard og Trine Søndergaard, Aarhus Universitetsforlag, 2005.
Tetzlaff, Marie:
Sex, drugs og russisk blod. Interview i Politiken, 2009-11-28.
Jakobsen, Joakim:
Hvor der høvles flyver der spåner. Weekendavisen, 2012-04-13.

Web

Her kan man finde en liste over udgivelser, omtale af forfatterskabet og artikler. Det er dog kun en del af hjemmesiden, der er på engelsk.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Vladimir Sorokin

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Dalgård, Per:
”Ivan den Grusomme i ny forklædning”. Information, 2006-12-09.
Laird, Sally:
Voices of Russian literature: Interviews with Ten Contemporary Writers. Oxford University Press, 1999.
Thurah, Thomas:
”Hep-hep, Lillefar”. Politiken, 2009-12-10.