Carl Soya

Der hersker et tilsyneladende overraskende misforhold mellem den opmærksomhed, der blev forfatteren og dramatikeren Soya til del i henholdsvis hans levetid og efter hans død i 1983.  

Da han var på sit højeste udgav han bøger, der solgtes i efter danske forhold astronomiske oplagstal på 50-100.000 eksemplarer. Ganske vist var Soyas berømmelse også notorisk, fordi hans forfatterskab var én lang provokation af borgerskabets værdier - ikke mindst på det seksuelle område - men det sikrede blot, at ingen nordisk læser var i tvivl om, hvem Soya var. Hver ny bog eller teaterstykke blev modtaget med både forargelse og nysgerrighed. En opmærksomhed som Soya gerne søgte, og som han som en tidlig medievant forfatter gerne søgte at påvirke eller fremprovokere.

Men da Soyas forlag i 1996, i anledning af hundredåret for hans fødsel, genudgav et udvalg af hans væsentligste værker, måtte forlaget sande, at tiden var løbet fra dem i kommerciel henseende. Det skyldtes ikke, at forfatterskabet kunstnerisk og litterært set ikke har noget at sige en moderne læser. Men grænserne er flyttet, og det der i Soyas samtid blev opfattet som forargende, vækker ikke samme opstandelse eller interesse i dag.

Carl Erik Martin Soya blev født i København i 1896. Hans far var kunstmaler og professor ved Kunstakademiet, så det blev en barndom i det bedre borgerskabs beskyttede cirkler. Opvæksten i årene omkring århundredskiftet falder sammen med højdepunktet for og de sidste faser af den såkaldte klunketid. Det prægede Soya afgørende, og det spiller en væsentlig rolle i forfatterskabet. Det forklarer måske også, hvorfor provokationen og afsløringen og udstillingen af hykleri og dobbeltmoral kom til at spille så stor en rolle gennem hele forfatterskabet.

For Soya var hykleriet nemlig det, der først og fremmest definerer klunketiden. Det at man forsøger at dække over en skjult virkelighed ved at opretholde en facade overfor omverdenen. Klunketidens stil var det vulgære og overpyntede, stuk og frynser. Det var ikke bare et spørgsmål om stil og mode, men også et forsøg på at skjule en virkelighed, man ikke ønskede at se i øjnene. Ikke mindst på det moralske område, hvor man ikke ville vide af drifter og instinkter.

Det er en beskrivelse, vi kender igen fra flere andre forfattere, der har skrevet deres erindringer fra perioden, bl.a. Otto Rungs fremragende Fra min klunketid (1942) og Benjamin Christensens noget mere overfladiske Midt i en klunketid (1955). Soyas beskrivelse af klunketidens dobbeltmoral og skinhellige borgerskab findes i to af hans mest berømte og holdbare værker, Min farmors hus (1943) og Sytten (1953-54).