Carl Soya

cand. mag. Benni Bødker. 2004.
Main image
Soya, Carl
Foto: POLFOTO

Indledning

Dansk forfatter. Skrev hovedsageligt satiriske skuespil og prosaværker, som i samtiden virkede stærkt provokerende på offentligheden – hvilket var helt tilsigtet. Der hersker et tilsyneladende overraskende misforhold mellem den opmærksomhed, der blev forfatteren og dramatikeren Soya til del i henholdsvis hans levetid og efter hans død i 1983.

Blå bog

Født: 1896 i København.

Død: 1983.

Uddannelse: Filosofikum.

Debut: Kvinderne i Persien (eventyrsamling 1923). Skuespillet Parasitterne 1926.

Vigtige værker: Parasitterne, En gæst, Min farmors hus, Sytten.

Filmatiserede bøger: Sytten; Min farmors hus.

Priser: Ingenio et Arti 1971; Det danske Akademis store pris 1975.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

Der hersker et tilsyneladende overraskende misforhold mellem den opmærksomhed, der blev forfatteren og dramatikeren Soya til del i henholdsvis hans levetid og efter hans død i 1983.  

Da han var på sit højeste udgav han bøger, der solgtes i efter danske forhold astronomiske oplagstal på 50-100.000 eksemplarer. Ganske vist var Soyas berømmelse også notorisk, fordi hans forfatterskab var én lang provokation af borgerskabets værdier - ikke mindst på det seksuelle område - men det sikrede blot, at ingen nordisk læser var i tvivl om, hvem Soya var. Hver ny bog eller teaterstykke blev modtaget med både forargelse og nysgerrighed. En opmærksomhed som Soya gerne søgte, og som han som en tidlig medievant forfatter gerne søgte at påvirke eller fremprovokere.

Men da Soyas forlag i 1996, i anledning af hundredåret for hans fødsel, genudgav et udvalg af hans væsentligste værker, måtte forlaget sande, at tiden var løbet fra dem i kommerciel henseende. Det skyldtes ikke, at forfatterskabet kunstnerisk og litterært set ikke har noget at sige en moderne læser. Men grænserne er flyttet, og det der i Soyas samtid blev opfattet som forargende, vækker ikke samme opstandelse eller interesse i dag.

Klunketiden

Carl Erik Martin Soya blev født i København i 1896. Hans far var kunstmaler og professor ved Kunstakademiet, så det blev en barndom i det bedre borgerskabs beskyttede cirkler. Opvæksten i årene omkring århundredskiftet falder sammen med højdepunktet for og de sidste faser af den såkaldte klunketid. Det prægede Soya afgørende, og det spiller en væsentlig rolle i forfatterskabet. Det forklarer måske også, hvorfor provokationen og afsløringen og udstillingen af hykleri og dobbeltmoral kom til at spille så stor en rolle gennem hele forfatterskabet.

For Soya var hykleriet nemlig det, der først og fremmest definerer klunketiden. Det at man forsøger at dække over en skjult virkelighed ved at opretholde en facade overfor omverdenen. Klunketidens stil var det vulgære og overpyntede, stuk og frynser. Det var ikke bare et spørgsmål om stil og mode, men også et forsøg på at skjule en virkelighed, man ikke ønskede at se i øjnene. Ikke mindst på det moralske område, hvor man ikke ville vide af drifter og instinkter.

Det er en beskrivelse, vi kender igen fra flere andre forfattere, der har skrevet deres erindringer fra perioden, bl.a. Otto Rungs fremragende Fra min klunketid (1942) og Benjamin Christensens noget mere overfladiske Midt i en klunketid (1955). Soyas beskrivelse af klunketidens dobbeltmoral og skinhellige borgerskab findes i to af hans mest berømte og holdbare værker, Min farmors hus (1943) og Sytten (1953-54).

Romaner

Det er ikke romanen som genre, der fylder mest i Soyas produktion. Men det er til gengæld her, to af hans mest blivende værker skal findes. Begge har en udpræget selvbiografisk baggrund.

Min farmors hus (1943) er Soyas første og mest ambitiøse forsøg på at skildre en opvækst i klunketidens København omkring århundredskiftet. Historien ses igennem Sørmand, en lille dreng der har mistet sin mor og derfor vokser op hos sin farmor. Det giver anledning til en først og fremmest meget usentimental skildring af barndommen, der på intet tidspunkt giver efter for det idylliske og naive. Også her er verden nemlig gennemsyret af fortielse og intriger, ikke mindst i form af den sataniske farmor, der under dække af sygdom manipulerer med sine omgivelser - muligvis endda med morderiske hensigter. Men Sørmand er ikke meget mere uskyldsren i sit forsøg på at navigere sig igennem barndommens landskab, og der konkluderes kynisk, at “Det almindelige menneske er en godmodig morder.”

Med Sytten fra 1953-54 er perioden fulgt til dørs med beskrivelsen af en ung mands seksuelle opvågnen. Handlingen er henlagt til den sidste sommer inden 1. Verdenskrig, der markerer uskyldstabet og klunketidens definitive afvikling. Romanens tre dele indledes med en fortale, hvor Soya proklamerer, at “der hører mod til at fortælle interessant. Ja mange interessante oplevelser er vel blot interessante fordi ingen tør fortælle dem.” Det gør Soya til gengæld i historien om den 17-årige Jacob, der plages af samvittighedsnag over at onanere. Under en sommerferie i en provinsby oplever han, at moralen her er lige så streng, som han kender den hjemmefra, selv om der i det skjulte foregår helt andre ting. Hans egen indvielse til seksualiteten skildres så detaljeret, at samtidens kritikere var meget delte i deres holdning til bogen. For nogle var den et moralsk lærestykke, for andre decideret pornografi.

Noveller

Soyas debut fandt sted med en novelle i 1918, og hans bogdebut kom med eventyrsamlingen Kvinderne i Persien (1923), som han dog senere slettede af forfatterskabet. Men noveller og kortprosa fylder meget i det samlede billede. Et overvældende antal tekster blev offentliggjort i aviser og tidsskrifter for bagefter at blive opsamlet i bogform.

Allerede i de tidligste novellesamlinger genfindes skildringerne af den forbudte erotik og de næsten karikerede, udleverende menneskeportrætter. Hans stil som novelleforfatter er næsten altid den korte pointerede historie med en overraskende slutning. De findes fx i samlingerne Ganske almindelige mennesker (1930), Handlingen foregår i Danmark (1936) og Små venlige småfisk (1940).

Dramatik

Det var som dramatiker, at Soya oprindeligt vakte opsigt. Skandalen var på plads allerede fra starten. Hans første skuespil er Parasitterne (1926, udgivet 1929), men Det Kongelige Teater turde ikke opføre stykket, da de mente, at det var for kynisk. I stedet valgte teatret at opsætte Den leende jomfru (1928, udgivet 1934) i januar 1930, hvilket imidlertid også vakte skandale.

Parasitterne er vel nok Soyas mest berømte stykke og blev aldrig rigtig overgået. Det er en besk historie om familien Gruesen, der lever af og for at snylte på andre, mens de på overfladen giver skin af at være helt almindelige mennesker. Handlingen foregår i og omkring et pensionat, der ledes af den grådige ågerkarl Gruesen. Han er ekspert i at tale folk efter munden og indynde sig, hvor der er penge at hente. Stykkets morale er, at folk af hans slags er parasitter, som der skal gøres op med. Men han er i høj grad stykkets mest farverige og dramatiske person, som har tændt Soyas digteriske fantasi mere end de personer, tilskuernes sympati egentlig skal ligge hos. I replikbehandlingen og udleveringen af excentriciteter spores tydeligt den arv fra Gustav Wieds satyrspil, som Soya hellere end gerne vedkendte sig.

Af andre væsentlige skuespil kan bl.a. nævnes Hvem er jeg? (1932), et opsigtsvækkende eksperimenterende stykke, der med afsæt i psykoanalysen lader endnu et almindeligt menneskes indre konflikter udspille sig på scenen. Den diabolske leder af forestillingen, dr. Paprika, udtrykker i forspillet den blotlæggelse og udstilling af almindelige mennesker, som egentlig er drivkraften i hele forfatterskabet:
“Folk ser sig selv i yndig rød belysning./ Og når jég viser dem/ at sjælen ikke blot er blegrød,/ men også blodigrød,/ og helvedgul,/ og baggårdsgrå,/ og argon-blå som alle gåders gåde,/ da gyser de,/ benægter,/ og hader mig.”

Senere fulgte en lind strøm af korte og længere stykker, der varierer fra den storpolitiske satire i Umbabumba (1935) over fantasikomedier, eksistentielle kammerspil, stærkt pointerede moralske stykker og problemrealisme. Til sidstnævnte hører fx det vigtige stykke Efter (1947) om opgøret med besættelsestidens værnemagere. En vinterdag sner en tidligere sabotør inde hos en familie med navnet Isling. Arkitekt Isling har gået tyskernes ærinde under besættelsen, ligesom hele hans omgangskreds. Ingen af dem er blevet dømt for deres handlinger, og de forsvarer sig med, at de blot har handlet i overensstemmelse med den danske regerings forskrifter. Men at Islings navn rimer på den norske landsforræder Quislings, afslører stykkets tydelige moralske holdning.

Besættelsen

Næst efter opgøret med pænheden og den hykleriske seksualmoral, er det nok den skandaleombruste roman En gæst (1941), der vakte størst opsigt og har bevaret en plads i litteraturhistorien.

En gæst er en fantastisk og allegorisk fortælling, som man kender det fra de tyske romantikere E.T.A. Hoffmann og Adalbert von Chamisso, hvor det irreelle og det reelle umærkeligt blandes. Den foruroligende gæst er en tilsyneladende harmløs ørentvist, der får plads i sønnens terrarium hjemme hos familien Jensen. Men efterhånden vokser den til uanede proportioner og tager ganske magten fra familien, som den terroriserer og udnytter.

Soya bedyrede, at historien ikke havde nogen morale, men for besættelsestidens censorer så sagen ganske anderledes ud. De mente, at romanen var en åbenlys satire over den tyske besættelse af Danmark, hvilket førte til, at roman blev beslaglagt, og at Soya måtte afsone en fængselsdom på 60 dage. Retsforfølgelsen skete på tysk opfordring, men det var først og fremmest nidkære danske embedsmænd, der - for ikke at provokere besættelsesmagten - gennemførte censuren.

Eftertiden

Soya var en uhyre produktiv forfatter indenfor snart sagt enhver genre. Ud over dramatik, noveller, romaner og erindringer skrev han også journalistik, anmeldelser, lyrik, børnebøger, librettoer, aforismer og pjecer. Med sit forlag havde han en aftale om, at de i al fald skulle udsende tre bøger af ham om året.

Den store produktion er nok en af årsagerne til, at så forholdsvist lidt har haft evnen til at blive stående. “Hvis du synes, det er noget skidt, skal du bare sige til, så lader vi være med at udgive det,” sagde Soya til sin forlægger Jarl Borgen. “Men det nænnede jeg aldrig,” fortæller Borgen i sine erindringer Forlæggersnak (1998), “skønt der måske nok havde været grund til at vende tommelen ned et par gange.”

Men den vigtigste årsag til, at forfatterskabet ikke i dag læses i tilnærmelsesvist samme omfang, som i dets egen tid, skal nok findes i de øvrige samfundsændringer. Soyas afsentimentalisering af barndommen i Min farmors hus gjorde, at han blev læst i hele Norden. Og hans åbenhjertighed på det seksuelle område i Sytten medførte, at han blev opfattet som provokerende af sin samtid. I dag giver kritikken af den hykleriske seksualmoral ikke anledning til mange løftede øjenbryn. Men i sine bedste værker er Soya fortsat så levende som nogen sinde, fordi deres ærinde ikke udelukkende er provokationen.

Bibliografi

Romaner

Soya, Carl:
En gæst. 1941
Soya, Carl:
Min farmors hus. 1943
Soya, Carl:
Sytten. 1953-54

Noveller

Soya, Carl:
Ganske almindelige mennesker. 1930
Soya, Carl:
Jeg kunne nemt ta' 100 kroner. 1931
Soya, Carl:
Handlingen foregår i Danmark. 1936
Soya, Carl:
Små venlige småfisk. 1940
Soya, Carl:
Blodrødt og blegrødt. 1955
Soya, Carl:
Tilegnet Boccacio. 1959
Soya, Carl:
Tilegnet Gud. 1966

Skuespil

Soya, Carl:
Parasitterne. 1926
Soya, Carl:
Hvem er jeg? 1932
Soya, Carl:
Lord Nelson lægger figenbladet. 1934
Soya, Carl:
Fristelsen. 1935
Soya, Carl:
Det nye spil om enhver. 1936
Soya, Carl:
Brudstykker af et mønster. 1940
Soya, Carl:
Efter. 1947
Soya, Carl:
Frit valg. 1948
Soya, Carl:
Petersen i dødsriget. 1957
Soya, Carl:
Familien i Danmark. 1964
Soya, Carl:
Lutter øre. 1968
Soya, Carl:
Familien Kristensen. 1970

Erindringer

Soya, Carl:
Potteskår. 1970
Soya, Carl:
Åndværkeren. 1972
Soya, Carl:
Ærlighed koster mest. 1975

Litteratur om Soya

Lundbo, Orla:
Soya. 1944
Wamberg, Niels Birger:
Soya. 1966
Bræmmer, Ernst:
Soyas sociale budskab. 1981
Garde, Mogens:
Peber, salt og Soya. 2002
Mai, Anne-Marie:
Danske digtere i det 20. århundrede. 2002 bd. 1. Heri: Sven Skriver: Soya.

Om forfatterskabet

Web

Bibliografiske oplysninger.
Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi
Henvisninger til tekster om Soya.
Anbefaling fra Litteratursiden