Dimitri Verhulsts sproglige stil bærer præg af noget rablende og samtidigt nøgternt. Det er som historierne er fosset ud af hans pen, og at der i hver enkelt fortælling “kunne være meget mere, hvor det kommer fra”. Hans tone er personlig og svær at sammenligne med andre forfatterskaber.
Konceptet i “Altings bedrøvelighed”, hvor en stor del af forfatterens egen biografi bliver anvendt og leget med, er set hos en del danske forfattere i samtiden. Af eksempler kan nævnes Knud Romers “Den som blinker er bange for døden” (2006) samt Erling Jepsens “Kunsten at græde i kor” (2002). Begge disse romaner er baseret på barndomsminder, og de benytter ligesom Dimitri Verhulst en bittersød humor til at skildre brutale sandheder vedrørende henholdsvis tyskerhad og incest.
Konceptet med at anvende humor som afvæbner af tunge emner ses blandt andet også hos den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer, der har skildret verdensbegivenhederne Holocaust og 11. september med bøgerne “Alt bliver oplyst” (da. 2003) og “Ekstremt højt og utrolig tæt på” (da. 2005). Begge Foers romaner håndterer sørgelige skæbnehistorier ved at etablere et charmerende persongalleri og en leg med sproget.
Når Dimitri Verhulst er blevet inspireret til at skrive om et asylcenter efter et journalistisk besøg, giver det et særligt skær af autenticitet, hvis man altså ved det, inden man læser bogen. Som læser forventer man et særligt indblik fra en der har “været der selv”. Denne strategi ses i sin yderste konsekvens hos den tyske journalist og forfatter Günther Walraff, der i 1970’erne blev indbegrebet af “under cover-journalistikken”. Her tog han blandt andet identitet som tyrkisk arbejdsmand – med falsk navn og udklædning – for at kunne give en detaljeret beskrivelse af, hvordan det var at leve på bunden af det tyske samfund. Dimitri Verhulst er ikke ligeså radikal i sin fremgangsmåde, men projekterne er sammenlignelige.
Endelig er Dimitri Verhulst blevet kaldt Belgiens svar på den franske forfatter Michel Houellebecq. Dette skyldes dels det provokerende i forfatterskabet, dels den underliggende vrængen af den vestlige civilisation og dens dehumaniserende kølighed. Begge forfattere har også den historie til fælles, at de er blevet jagtet af familiemedlemmer og andre, der føler sig udstillet i deres bøger. En problematik Knud Romer i øvrigt også kan nikke genkendende til. Når forfattere lader deres værker balancere helt tæt på grænsen mellem virkelighed og fiktion, kan det ofte medføre kraftige reaktioner.