juli zeh
Foto: David Fink

Juli Zeh

journalist Andreas Harbsmeier, iBureauet/Dagbladet Information. 2008.
Emneord
Top image group
juli zeh
Foto: David Fink
Main image
Zeh, Juli
Foto: Matthias Rietschel

Indledning

Det er sjældent, at unge tyske forfattere ryger direkte ind på den litterære verdensscene – og endnu mere sjældent, at de udkommer i Danmark. Men med debuten “Ørn og engel” fik den dengang kun 26-årige tyske forfatter Juli Zeh ikke alene samtlige debutantpriser i Tyskland i 2001, hun høstede også stor respekt over stort set hele verden for sine store romaner, der hudfletter den begavede samtidskritik med retsfilosofiske diskussioner, kriminalintriger og den originale og dramatiske personlige historie. I romanerne bliver den brede diskussion om, hvad der er ret og uret, indlejret i kuriøse historier om teenagegenvordigheder, kokainmisbrug og afpresning, samtidig med at den lille personlige udviklingshistorie spiller sammen med den store Histories tragiske begivenheder. En stor mundfuld, men hvilken én.

 

54978545

Blå bog

Født: Den 30. juni 1974 i Bonn, Tyskland.

Uddannelse: Cand.jur. på et speciale om EU’s udvidelse.

Debut: Adler und Engel, 2001 “Ørn og engel, 2003).

Litteraturpriser: Modtog for sin debut alle årets debutantpriser i Tyskland, 2001.

Seneste udgivelse: Udkanten. Rosinante, 2018. (Unterleuten, 2016). Oversætter: Jacob Jonia. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

Har jura og litteratur noget med hinanden at gøre? Det har det hos den unge tyske forfatter Juli Zeh. Hun er selv uddannet jurist, og har sågar skrevet en ph.d.-afhanding om europæisk ret. Hun blev født i Bonn i 1974, den daværende vesttyske regeringsby, som datter af indehaveren af en af de højeste stillinger i Tyskland, chefen for den tyske forbundsdag. Altså et hjem med klaver. Det lærde og intellektuelle er da heller ikke på nogen måde fremmed for Juli Zeh, der også allerede fra starten af sin forfatterkarriere blev en ofte anvendt kommentator og klummeskriver i den tyske presse. Om alt fra emner om EU til retsfilosofiske udredninger til en grundlæggende kritik af demokratiet.

Det litterære talent blev også dyrket på skolebænken, da hun, sideløbende med at hun færdiggjorde sin juristeksamen, gik på det tyske litteraturinstitut i Leipzig. Det juridiske blev dog på ingen måde lagt på hylden, og hun har sideløbende med sin forfattervirksomhed kørt sin karriere som jurist videre.

Zeh har ikke været særligt meddelsom med sin egen historie, men påfaldende overensstemmelser mellem hendes egen biografi og romanfigurernes historier, giver nok et meget godt fingerpeg om, hvilken baggrund denne tyske forfatter har. .

Juli Zehs historier er personlige, spektakulære historier – ofte om outsidere med et forkvaklet forhold til deres sociale miljøer – der blander sig med moralske spørgsmål flettet ind i juraens snørklede, men stringente og rationelle univers. Det kan lyde komplekst og utilnærmeligt, men bliver faktisk spændende læsning, fordi romanerne også er elementært velfortalte historier om det at være teenager, eller om at søge efter egen identitet og anerkendelse i miljøer, hvor det anderledes og usædvanlige ganske vist tolereres, men ikke påskønnes

Mod afgrunden

“Du er ikke andet end en fantomsmerte i din egen eksistens.”
Juli Zeh: “Ørn og engel”, s. 340.

Det kan være svært at undgå at drage paralleller mellem en forfatters liv og hendes romanpersoner – særligt hvis de synes meget oplagte. Spørgsmålet er bare, hvad man får ud af det? Bidrager det egentlig til vores læseoplevelse eller læseforståelse, om forfatteren nu har noget tilfælles med de personer og de liv, hun skriver om? I Zehs debutroman “Adler und Engel” fra 2001 (“Ørn og engel”, 2003) er hovedpersonen ganske vist en mand, men han er også jurist lige som Zeh – han har også specialiseret sig i international ret – ligesom Zeh, men der hører lighederne også op.

Max hedder hovedpersonen, der ikke ligefrem havde en lykkelig barndom. Tyk og bebumset var det ikke succesoplevelser, der var flest af. For at komme ud af denne svære start på livet opstiller Max et projekt i sit liv: han vil være en stor jurist. Det lykkes og lynhurtigt bliver han del af en international kreds af jurister, der beskæftiger sig med EU- og folke-ret med fokus på det tidligere Jugoslavien. Hans store kærlighed og veninde Jessie, der elsker en anden, skyder sig selv, mens hun taler i telefon med Max. Jessie, der introducerede Max til hans primære bibeskæftigelse, kokain, viser sig at være datter af den største narkobaron i eks-jugoslavien og herefter bryder det hele sammen. Hans stofmisbrug når nye højder, og han siger sit job op og beslutter sig for at gå i hundene. Men pludselig dukker den psykologistuderende Clara op, der skriver på en afhandling om mennesker på stoffer. Og på den måde får de noget ud af hinanden. Han får lidt selskab, hun materiale til sin afhandling. De to kommer lige så langsomt ind på livet af hinanden, mens Max forsøger at forstå Jennies selvmord.

25351770

Romanen er fortalt bagud. Vi møder Max første gang i Wien, døsig af stoffer, og langsomt bliver hele forhistorien rullet op. Max fortæller om sit forhold til Jessie og narkoringen og sit arbejde med EU-udvidelsen mod øst og de forestående internationale retssager mod krigsforbrydere fra krigen i Jugoslavien. Lige så langsomt går det op for læseren, at der en sammenhæng i det hele. Men Max forstår den ikke selv, og man er som læser aldrig helt sikker på, hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi. Ved at lade fortællerperspektivet være hos Max hele romanen igennem, giver Zeh fortællingen en næsten surreel karakter. Konstant på stoffer bliver virkeligheden set gennem hans svævende bevidsthed.

Ved at kæde narkohandlen sammen med krigen på Balkan og særligt med den internationale retsinstans, der er ved at blive stablet på benene, får Zeh givet en massiv kritik af forestillingen om, at det internationale samfund kan dømme over lokale konflikter. Max’ personlige krise er også det internationale samfunds krise over for en konflikt, som den aldrig kan løse. Hvad der er ret og uret i Max’ hoved og i den konflikt, der udspillede sig på Balkan, kommer i virkeligheden ud på ét. Det billede, der står tilbage efter endt læsning, er ikke kønt. Alligevel formår Zeh at åbne små sprækker af håb i forholdet mellem Clara og Max. Måske er den mellemmenneskelige kærlighed alligevel mulig, på trods af mangel på moral og faste spilleregler.

Zehs sproglige stil i debutromanen er allerede fuldt udviklet. Den stringente prosa, hun har fra juraens formelle sprog, kombineres med en omfattende billedrigdom i sproget, der igennem Max’s kokain-bedøvede hjerne, næsten tager pusten fra læseren.

“Ørn og engel” er oversat til 28 forskellige sprog.

En leg med moralen

“Hvis alt er et spil, er vi fortabt. Hvis ikke, er vi det for alvor.”
Juli Zeh: “Legesyge”, side 12.

“Ada var en ung pige og ikke køn.” Sådan begynder det første egentlige kapitel i Juli Zehs anden store roman, “Spieltrieb” fra 2004 (“Legesyge”, 2007). Ada er fjorten år gammel og har netop skiftet skole. Hun er en outsider og skiller sig væsentligt ud fra de piger, der dominerer de mellemste årgange: “I alle klasser fra syvende og opefter gik der fløjls- og silkebløde piger, hvis fødsel var blevet ledsaget af langsomt frembrusende musik, ligesom styresystemet Windows bliver det af sin velkomstouverture. [...] Den aura af indbildsk renhed, der omgav dem, lod sig hverken påvirke af regnskyl eller fugtig sommervarme. Alt klædte prinsesserne, vådt hår, røde næser – det lag støv, der lagde sig over kroppene i gymnastiktimerne, når de sprang ned i den gamle grusgrav. [...] Med denne beskrivelse har man remset alle de egenskaber op, der ikke kunne bruges om Ada.” (s. 13-14).

26967155

Den overbegavede Ada og hendes eneste ven, den mindst lige så selvbevidste og erklæret impotente Alev, sætter de moralske grænser på spil i et form for rollespil, der munder ud i, at de forfører deres tysk- og idrætslærer. Spillet er udtænkt med ubehagelig udspekuleret akkuratesse og går først galt, da følelser begynder at blive involveret. Plottet er grumt – de to lokker læreren til at gå i seng med Ada, mens Alev optager det hele på video, for derefter at afpresse ham til at betale dem penge for at holde mund. Det hele ender i en retssag, hvor Alev og læreren bliver dømt, mens Ada går fri.

Romanens hovedtanke er spillet – legen som motiv. I selve udfordringen af de gængse spilleregler, i det at sætte sig ud over de gældende normer – og den gældende lov. Ada og Alev forfører og afpresser ikke læreren for selv at få noget ud af det, men ganske enkelt for at se, hvad der sker. Hvor langt kan de trænge ham op i en krog, hvor meget magt kan de have over ham, før han bryder sammen? I denne leg bliver den konkrete handling til en retsfilosofisk diskussion om moralens grænser og voldens logik.

Deres leg kommer fra den såkaldte spilteori, der inden for den økonomiske videnskab har til formål at kunne forudsige mennesker handlinger og valg. En af de mest berømte spilteorier er “fangernes dilemma”. Her er situationen: To personer, A og B, er anholdt, og politiet har ikke nok beviser til at få nogen af dem dømt. Hvis ingen siger noget. Men hvis en af dem tilstår at have været med, og at den anden var den, der skød (f.eks.), så vil ham, der tilstår, få en mindre straf – hvis vel at mærke den anden ikke også har sagt noget.

Her er et eksempel: Hvis begge holder mund, går de begge fri. Hvis A snakker og B holder mund, går A fri og B får 10 år. Hvis B snakker og A holder mund, går B fri og A får 10 år. Hvis begge snakker, får de hver to år. Den optimale løsning for begge er selvfølgelig, hvis ingen sagde noget. Men det kræver, at man stoler på, at den anden holder tæt.

Romanen tematiserer en gammel filosofisk diskussion om grænsen mellem ret og uret. For Ada og Alev er regler af enhver slags vilkårlige – dvs. de kunne lige så godt have været anderledes. Derfor kan de selv bestemme deres egne regler. På den måde går de imod forestillingen om, at der findes en endelig retfærdighed, at der i verden findes noget, der objektivt er mere retfærdigt end noget andet. Hele diskussionen forløses (næsten) til sidst i romanen, da Ada indser, at det rigtige må ligge i “respekten” for det andet menneske. Uden den – intet fællesskab. Det kan lyde en smule fortænkt, men romanen i sin helhed er særdeles underholdende – og hårrejsende – i sin fortælling, og de tunge diskussioner er grundigt indlejrede i personernes forhold til hinanden.

At gøre sig fri af fortidens lænker

Juli Zeh har også udmærket sig ved at være en glimrende essayist. Hun har skrevet klummer og længere kommentarer i diverse dagblade. Og nogen af dem udgav hun i essaysamlingen “Alles auf dem Rasen” fra 2006. De er ikke oversat til dansk, men kan man læse tysk, er de bestemt værd at læse. Karakteristisk for denne del af hendes forfatterskab er perspektivet. Det er ikke særligt tysk – hvilket adskiller hende væsentligt i forhold til tidligere generationer af tyske forfattere – og såmænd også en del af hendes samtidige.

Hendes generation af forfattere skal ikke kæmpe for national anerkendelse og bærer ikke rundt på en skyldfølelse i forholdt til Anden Verdenskrig. De har ikke måttet kæmpe for demokrati og mod historien. De har ikke måttet kæmpe mod stærke autoriteter og mod fordomme uden for Tyskland. De kampe er kæmpet af tidligere generationer. I stedet betragter de Europa som deres sted. Europa og EU er ikke en moralsk kamp om internationalisering af det tyske samfund. Det er en realitet, en virkelighed, som man kan arbejde videre med.

“Min generation er langt mindre ideologisk præget end min forældres. Det gælder i alle henseender – også for Europa. Vi er pragmatikere. Den europæiske ide – altså ønsket om et politisk, økonomisk og samfundsmæssigt fællesskab i Europa – er noget, som vi tager for givet; denne idé bliver der dårligt nok sat spørgsmålstegn ved. Vi kræver ikke moralske fællesskaber – som Günter Grass – vi har dem bare. Det får mange til at mene, at min generation lider af politiker- eller Europa-lede. Men det passer ikke. Vi er blot i mange sfærer begyndt at leve det, som for tre eller fire årtier siden højlydt blev krævet. Vi prøver at leve med frigørelse uden at være feminister; vi lever med et genforenet Europa, mens generationen før os kæmpede for denne genforening; vi lever med et fungerende EU uden hele tiden at kræve og ville noget med det.” (Lotte Folke Kaarsholm: “Vi er det, de ønskede”. Interview i Dagbladet Information, 2007-02-27).

En væsentlig del af Juli Zehs samfundskritik går på, at demokratiet måske har udspillet sin rolle, at “demokratiet er den dårligste af alle styreformer, hvis man ser bort fra alle de andre”. Forestillingen i de vestlige demokratier om at vi hele tiden skal udvikle os – personligt og samfundsmæssigt – burde revideres. For i vores konstante bestræbelser på at “udvikle os” er vi i fare for at miste det, vi allerede har opnået.

Skyld og uskyld

I romanen ”Schilf” fra 2007, der endnu ikke er udkommet på dansk, er Zeh igen ude i det retsfilosofiske – men denne gang i en regulær krimiform. Spændingselementet er nu det dominerende: Forholdet mellem to gamle venner fra fysikstudiet på universitet udvikler sig dramatisk, da den enes søn bliver bortført og kidnapperne kræver, at han begår et mord for at få sin søn tilbage. Omfattende diskussioner om kvantefysik og spørgsmålet om, hvad man kan tillade sig i den gode sags tjeneste, ledsager denne krimi. Igen formår Zeh at spænde højtravende filosofiske diskussioner for et actionpræget plot.

“Jeg forstod først, efter at bogen (Shilf) var udkommet, at krimier har sin egen genre. At min bog har en kriminalkommissær og i kraft af sit plot er en krimi var ikke noget stort skridt for mig. Også mine tidligere romaner var på sin vis kriminalistiske. Det handlede næste altid om en forbrydelse, der blev begået, og moralske grænsetilfælde og om at genvinde ligevægten i verden gennem oplysning.” (Hoch, Jenny: Ich verstehe, dass mein Stil viele nervt. Interview i Der Spiegel, 2007-10-13).

Mellem de store romaner har Juli Zeh også haft tid til at mindre ambitiøse bøger. En af dem er “Kleines Konversationslexikon für Haushunde” fra 2005. Her beskriver Juli Zeh sig selv som forfatter set fra en hunds perspektiv. Måske mere kuriøst end egentlig vellykket.

Jura for menigmand

De gennemgående motiver i Juli Zehs forfatterskab er ikke så svære at få øje på. Den centrale figur er den overbegavede outsider, der kompenserer for sin outsiderrolle ved at placere sig selv i en overlegen rolle i forhold til omverdenen. Den er en form for genoplivning af en nihilistiske position, hvor egen følelse af meningsløshed motiverer til overgreb på verden, ud fra devisen: jeg er i stand til at sætte mig ud over den gældende moral, og derfor gør jeg det. Det foreligger ingen begrundelse. I “Legesyge” skriver hun: “Ved de, hvad vi vil? Vi vil ikke have noget fællesskab. Vi vil have fred. Kald De det bare isoleret. Sig bare, at vi er os selv nok. Vi er trætte af de banale og smålige begrænsninger, der under strafansvar tvinger os til at køre med lys på cyklen, vente med at ryge, til vi fylder seksten, og give to euro i timen for at få lov til at stille vores biler i små bokse, som en eller anden har gået omhyggeligt og mageligt og malet på jorden, mens der få timer herfra er hele verdener, der brænder op, udtørres, oversvømmes, eksploderer, forbløder. Vi hører ikke længere hjemme i den her stat, vi er ilet i forvejen for systemet, blev skubbet ud over linjen af tidligere generationers tanker og ønsker og står udenfor, hovedrystende, som det sker for en generation med et par årtiers mellemrum.” (side 527).

Juli Zehs forfatterskab kredser om modsætningen mellem orden og kaos. Hun stiller læseren spørgsmålet om, hvordan vi opbygger en form for moral, når gamle værdier og traditioner går i opløsning. I de store romaner beskæftiger hun sig med, hvad der sker når tidligere tiders fællesskabsformer som familie og nationalstat langsomt opløses i en stadig hastigere udvikling mod individualisering og globalisering.

Ved at lade traditionelle moralske spørgsmål udspille sig konkret mellem nutidige mennesker, som i “Ørn og engel” og “Legesyge” bliver de ellers teoretiske diskussioner levende for læseren. Hun plæderer ikke for en tilbagevenden til gamle værdier og kan altså ikke siges at være konservativ, men diskuterer mulighederne for nye fællesskabsformer i en verden, der lader meget tilbage at ønske. Og hele tiden finder man da også hos de ofte trøstesløse skæbner små sprækker af håb, varme og kærlighed, der ikke kun er tilbageskuende, men peger ind i en fjern, men lovende fremtid.

Filosofisk Tarantino

Det er ikke sådan lige at finde andre forfatterskaber at sammenligne med, når man læser sig igennem Juli Zehs prosa. Dels er hun en unik stilist, der blander sproglig præcision med stor billedrigdom, dels bevæger hun sig inden for en erfaringsverden, der synes ny i litterær sammenhæng. Outsider-temaet finder man naturligvis mange andre steder – også i den tyske litteratur. For selv om Zeh hævder, at hun og andre i hendes egen generation ikke har brug for Günter Grass som en moralsk stemme, så har hun brug for fortidens kæmper som stilistiske pionerer. Ligesom Oscar i Grass’ “Bliktrommen”, er Zehs figurer outsidere, der både vækker sympati og frastøder læseren.

Men i modsætning til Grass og Heinrich Böll og hvad den tyske litteraturs efterkrigstidskoryfæer ellers måtte hedde, spiller den specifikt tyske historie ingen rolle i Zehs forfatterskab. Hun er allerede del af en europæiske virkelighed, hvor det europæiske fællesskab, 11. september og en udfordring af demokratiet er langt mere vedkommende temaer, end omgangen med den tyske historie. Hun er langt mere i familie med eksempelvis den franske forfatter Michel Houellebecq, hvis kyniske verdenshad ganske vist er noget mere radikalt, men ikke desto mindre beslægtet.

Men i modsætning til sortseende nihilister som Houellebecq besidder Zehs personer en vis opbyggelighed. De svinder ikke kun hen i apati og kynisme, men laver også små sprækker ind til en verden, hvor menneskeligheden og moralen har en chance. Andre elementer i Zehs bøger peger på så forskellige forbilleder som Sylvia Plath – den overbegavede og selvdestruktive digter, der begik selvmord i en ung alder og avancerede til myte og idol, men også på filminstruktøren Quentine Tarantino, der i en ganske vist noget mere hårdkogt form lader sine actionhelte diskutere filosofiske spørgsmål, mens verden falder sammen omkring dem.

Bibliografi

Zeh, Juli:
Die Stille ist ein Geräusch. 2002. Rejseberetning.
Zeh, Juli:
Recht auf Beitritt? Ansprüche von Kandidatenstaaten gegen die Europäische Union. 2002. Akademisk afhandling.
Zeh, Juli:
Ørn og engel. 2003. (Adler und Engel. 2001). Roman.
Zeh, Juli:
Ein Hund läuft durch die Republik. 2004. Roman.
Zeh, Juli:
Kleines Konversationslexikon für Haushunde. 2005.
Zeh, Juli:
Alles auf dem Rasen. 2006. Essays.
Zeh, Juli:
Legesyge. 2007. (Spieltrieb. 2004). Roman.
Zeh, Juli:
Det sidste spørgsmål. 2009. (Schilf. 2007). Roman.
Zeh, Juli:
Corpus delicti : en proces. Samleren, 2011. Roman.
Zeh, Juli:
Nultid. Samleren, 2014. (Nullzeit, 2012). Oversat af Hanne Lund. Roman.
Zeh, Juli: Udkanten. Rosinante, 2018. (Unterleuten, 2016). Oversætter: Jacob Jonia. Roman.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Juli Zeh

Om Juli Zeh

Artikel

Marc-Christoph Wagner:
Man kan kun blive ved med at tage stilling. Interview med Juli Zeh i Dagbladet Information, 2006-08-11.

Links

Forfatterens egen hjemmeside.
Juli Zehs tyske forlag.
Juli Zehs danske forlag.
Mindre tysk artikel om Zehs liv og værk.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Julie Zeh

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Lotte Folke Kaarsholm:
Vi er det, de ønskede. Interview i Dagbladet Information, 2007-02-27.
Jenny Hoch:
Ich verstehe, dass mein Stil viele nervt. Interview i Der Spiegel, 2007-10-13.