Sapfo

Der er meget usikkerhed, mange modstridende informationer og myter forbundet med den oldgræske digter og musiker Sapfos liv. Hun blev født omkring 620 f.v.t. på øen Lesbos, der ligger i Ægæerhavet i det nuværende Grækenland. Nogle kilder hævder, at hendes fødeby var Eresos, men at hun flyttede til Mytilene, da hun som barn mistede sine forældre. I hvert fald boede hun i en længere periode af sit liv dér. 

Hun blev født ind en velhavende aristokratisk familie. Der er flere forskellige bud på, hvem hendes forældre kan have været, men man ved, at hun i hvert fald havde to brødre, som hun omtaler i et af sine digte, og at hun var gift og fik en datter ved navn Cleis. Senere i sit liv måtte hun flygte til Syracuse på Sicilien, måske i en form for politisk eksil, og en myte fortæller, at hun endte sine dage ved at kaste sig ud fra en klippe i ulykkelig kærlighed til en færgemand. Dog er denne selvmordsfortælling med al sandsynlighed ikke rigtig. 

Hvad der derimod er helt sikkert er, at Sapfos digte har haft enorm kulturel og litteraturhistorisk betydning. Allerede i sin samtid var hun elsket, beundret og hyldet. Platon kaldte hende den 10. muse og placerede hende dermed på niveau med poesiens gudinder. 

Sapfo digtede på den oldgræske dialekt aiolisk, og det menes, at hendes produktion talte ni bind med lyrik, i alt ca. 10.000 linjer. Kun ét helt digt er bevaret i sin fulde form. Resten er fragmenter, som andre har overleveret og nedskrevet på papyrus, hvoraf der løbende dukker nye brudstykker op. Så sent som i 2014 fandt man resterne af et nyt digt, der kunne tilføjes til Sapfos samling.

Traditionen med at udtrykke emner som kærlighed, kærestesorg og længsel i lyrik, samt at skrive digte med et lyrisk jeg, kan tilskrives Sapfo. Og som litteraturkritiker Tue Andersen Nexø skriver: "At læse Sapfo er at læse en af den europæiske litteraturs urkilder, kort sagt. Samtidig er hun, selvfølgelig, den vigtigste kvindelige forfatter inden … ja, på sin vis nogensinde." (Tue Andersen Nexø: To nye oversættelser af den antikke digter Sapfo er kommet næsten samtidig. Forskellene er for feinschmeckere. Information, 2020-12-23). 

I takt med, at der de seneste år er kommet et større fokus på at medtænke og indskrive kvindelige forfattere i litteraturhistorien, har Sapfos digtning fået ny og positiv opmærksomhed flere steder i verden. Det gælder også i Danmark, hvor der i 2020-2021 udkom hele tre forskellige nyoversættelser af Sapfo til dansk. Den seneste er digter Mette Moestrup og klassisk filolog Mette Christiansens fælles gendigtning "Sapfo", som består af 264 digtfragmenter og to efterord. 

Digtene er oprindeligt forfattet som sangtekster. De har et lyrisk jeg, der benævner sig selv Sapfo, men det er ikke ensbetydende med, at de skal læses biografisk. Digterjeget kan i lige så høj grad være en form for persona. Sangene indgik som en naturlig del af både det politiske og religiøse liv i antikkens Grækenland, hvor Sapfo formodentlig har opført dem som et led i en rituel performance.

39468824

De fleste af digtfragmenterne står på siderne som enkelte ord eller få strofer, og manglende tekst er markeret med en prik. Det første fragment er det eneste fulde digt, der er bevaret. Det har syv strofer med hver fire vers, hvori jeget hidkalder og trygler kærlighedsgudinden Afrodite i håb om, at hun vil alliere sig med hende i kampen om at omvende den elsker, som har forladt Sapfo.

Ud over Afrodite nævner Sapfo flere af guderne fra den græske mytologi, bl.a. Hera, der er gudinde for kvinder og familie, og Artemis, der er gudinde for graviditet og jomfruelighed. Også navnene på kvinder, som man formoder har været kvinder i Sapfos nærmeste omgangskreds – måske hendes elskerinder – indgår. 

I andre fragmenter beskriver Sapfo sine familierelationer, hvordan hun ældes, og hvordan eros får hendes hjerte til at skælve. Hun sammenligner denne skælven med bjergvinden, der rammer egetræerne. Sådanne personificeringer bruger hun til at illustrere, hvordan de følelser, som er forbundet med at elske og begære, mærkes: smerten drypper, og hjertet isner.

Sapfos sprog er enkelt, men mættet med metaforer, sammenligninger og selvopfundne ord eller sproglige nydannelser som sorgskrig og sødbitter. Lotusblomster, regnbueglitrende, violbesmykkede, honningblide og andre sammensatte ord bidrager til den sansemættede, emotionelle og erotiske stemning, der flyder gennem alle digtene.