Simon Strauss

Simon Strauss blev født i 1988, et år før murens fald, og voksede op i Charlottenburg, et velstillet område i det tidligere Vestberlin. Simon Strauss er søn af den kontroversielle dramatiker og modernitetskritiker Botho Strauss, og hans mor er Manuela Reichart, der er forfatter og radiovært.

I et interview til Litteratursiden fortæller Strauss, at han ikke mærkede det store til forandringerne efter murens fald: ”Jeg husker, at der var en sø, hvor bøjerne stadig adskilte Øst fra Vest, men ellers virkede det som om, at spørgsmålet om Øst og Vest aldrig havde været presserende i Vestberlin. Spørgsmålet eksisterede på det nærmeste ikke.” (Markus Floris Christensen: Traum und Trauma - Vi har brug for én, der er villig til at stikke fingeren i såret. Litteratursiden, 2020-02-03).

Den samfundsomvæltning, som murens fald symboliserer, var ikke noget, der berørte Strauss som barn. Først da familien flyttede østpå, og Strauss fik legekammerater som var opvokset i DDR, lagde han mærke til et tegn på forandringen. Legekammeraterne havde nemlig amerikanske navne som Nancy og Dennis, fordi forældrene ønskede at give dem et mere vestligt udtryk. I interviewet til Litteratursiden betegner Strauss selv sin opvækst som privilegeret. Han voksede op med en følelse af, at han kunne gøre, hvad han ville. Han var med til at starte skoleavisen, han gik i teatret og deltog i debatarrangementer:

”Verden var noget, jeg så på med et nysgerrigt blik. Der var mange ting, jeg kunne gøre, og alt var muligt. Dét har ændret sig nu. I dag fokuserer vi på, hvad vi ikke bør gøre, og hvad vi ikke må sige.” (Markus Floris Christensen: Traum und Trauma - Vi har brug for én, der er villig til at stikke fingeren i såret. Litteratursiden, 2020-02-03).

I forbindelse med sine universitetsstudier i historie og oldtidskundskab har Strauss boet i Basel, Poitiers og Cambridge. Derudover har han en ph.d. i videnskabshistorie fra Humboldt-Universität i Berlin. I dag er han bosat i Frankfurt, og ved siden af sit forfattervirke skriver han for forskellige tyske aviser, blandt andet som kultur– og teaterredaktør for Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Simon Strauss debuterede i 2017 med den autofiktive roman ”Syv nætter”. I 2020 udkom hans anden roman, ”Romerske dage”, på dansk.

Simon Strauss var 29 år gammel, da hans debutroman ”Sieben Nächte” udkom i 2017 (”Syv nætter”, 2019). ”Før begyndelsen” hedder første kapitel, der begynder med, at jeg-fortælleren skriver et afskedsbrev for at markere overgangen til den manddomsprøve, han vil udsætte sig selv for. Han har nemlig indgået en pagt, der går ud på at begå syv dødssynder over syv nætter. Efter hver nat skal han beskrive, hvad der skete. Allerede på første side etableres et metaplan, der udvisker skellet mellem fortæller og forfatter, da det er jeg-fortælleren S., der skriver historien frem. S. mimer altså den virkelige forfatter Simon ved at indtage den skrivendes rolle. Som læser har man en følelse af, at hovedpersonen betror sig til én, at det er læseren som er modtageren af brevet og beretningerne, han skriver ned, og det afstedkommer en særlig inderlighed.

46139143

S. er i slutningen af 20’erne og betragter trediverne som begyndelsen på det rigtige voksenliv, et voksenliv, der på ingen måde virker appellerende med alle de forpligtelser, som følger med fuldtidsarbejde, huskøb, ægteskab og børn. Det er netop det voksenliv, han frygter. Han er bange for at blive fanget i den borgerlige livsforms konformitet, bange for, at vanerne vil bedøve følelserne, og at livet bare vil glide forbi, uden han rigtig er tilstede.

Jeg-fortælleren drømmer om et alternativ, om at skabe en gruppe med navnet ”Den nye sanselighed” som skal give plads til følsomhed og indgyde håb om en anden, større verden. En gruppe som dyrker lysten til det naive, fantasifulde og hemmelige. Alt det som han er bange for at skulle give afkald på, hvis hans liv fortsætter i det forventelige spor. Men inden verden kan blive sådan, må han ændre sig selv. Han må gennemleve de syv dødssynder for at kunne træffe beslutningen om, hvad det er for et liv, han vil leve.

Romanen er inddelt i kapitler efter de syv dødssynder: Superbia (hovmod), Avaritia (griskhed), Luxuria (utugt), Indvidia (misundelse), Gula (fråseri), Ira (vrede), Acedia (dovenskab). Handlingen har et fremadskridende forløb, og genremæssigt blandes stiltræk fra autofiktion og essaygenren med den reflekterende sprogform.