angie thomas
Foto: Mark Makela / Ritzau Scanpix

Angie Thomas

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, Bureauet, juni 2019.
Top image group
angie thomas
Foto: Mark Makela / Ritzau Scanpix

Indledning

Angie Thomas er lidt af et mirakel inden for Young Adult-litteraturen. Med sin debutroman, ”The Hate U Give”, gav hun Black Lives Matter-bevægelsen en litterær stemme, og samtidig røg hun ind på internationale bestsellerlister. Debutromanen er siden blevet til en populær Hollywood-film af samme navn. Man kan kalde Thomas’ romaner litterær aktivisme, men man kan også kalde dem en ny generations dannelsesromaner fra et sort ghettoområde i USA.

46196767

Blå bog

Født: 1988 i Jackson, Mississippi, USA.

Uddannelse: BA i creative writing fra Belhaven University.

Debut: The Hate U Give, 2017.

Litteraturpriser: Amnesty Cilip Honour, 2018.

Seneste udgivelse: On the Come Up. Carlsen Puls, 2019. (On the Come Up, 2019). Oversat af Betty Frank Simonsen.

Inspiration: Hiphop, særligt musikere som Lauryn Hill, Tupac Shakur og Nas.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

”Som sagt er jeg helt per automatik cool på Williamson, fordi jeg er sort. Jeg kan gå ud på gulvet og lave det lammeste dansemove, som jeg selv har fundet på, og folk vil tro, at det er den nyeste trend. Hvide mennesker tror, at alle sorte er eksperter på trends og den slags. Det ville jeg aldrig turde gøre til en fest i Garden Heights. Hvis man gør sig selv til grin bare én gang, så er det det. Alle i hele kvarteret vil få det at vide, og ingen vil nogensinde glemme det.”


”The Hate U Give”, s. 253.

Angie Thomas er født i 1988 i Mississippi i USA, hvor hun i sin barndom og ungdom lyttede til rapmusikere som Tupac, Lauryn Hill og B.I.G., hvis måder at fortælle historier i høj grad har inspireret hende som forfatter. Angie Thomas var selv rapper som teenager og drømte om en karriere inden for musikverdenen.

Thomas arbejdede som sekretær for en præst i sin hjemby (en stilling, hun senere har givet Jay, Bris mor, i romanen ”On the Come Up”), mens hun i sin fritid skrev på en ungdomsroman. Hun havde tidligere skrevet en børnebog og fået masser af afslag fra de litterære agenter. Ungdomsromanen udsprang af en episode, der gjorde stort indtryk på Thomas, nemlig mordet på den 22-årige afroamerikanske mand Oscar Grant. ”The Hate U Give” som romanen kom til at hedde, var en videreudvikling af en novelle, hun havde skrevet på creative writing-linjen på college og var affødt af Black Lives Matter-bevægelsen; en bevægelse, der opstod som et svar på den politivold, mange sorte er udsat for i USA.

Nytårsdag i 2009 blev Oscar Grant skudt ned af en politimand i forbindelse med optøjer på en togstation i Californien. Politiets nedskydninger af sorte, unge mænd var ved at være hverdagskost i USA, og episoden satte Angie Thomas i gang med at skrive ”The Hate U Give”: ”Noget, der blev tydeligt med Oscar var, hvordan folk talte om hans fortid. I skolen talte folk om det, han havde gjort og at han måske havde fortjent det, at han var galt på den. Men Oscar kunne have været enhver af de unge fyre, jeg voksede op med, som måske gik rundt og lavede ting, de ikke skulle lave. De bliver alle set som bøller. Og ind imellem bliver de anklaget for deres egen død.” (Afua Hirsch: Angie Thomas: the debut novelist who turned racism and police violence into a bestseller. The Guardian, 2017-03-26. Egen oversættelse).

For ikke at møde en mur af afslag igen kontaktede Angie Thomas en organisation, der fremmer nye stemmer i litteraturen, ”We Need Diverse Books”, hun vandt en pris for sin roman og er herefter blevet kendt som en af nyere tids litterære mirakelhistorier.

The Hate U Give

””Han var en dyb dude, ham der. Meget dyb. Sådan laver de ikke rappere mere,” siger min far.
”Nu kan man godt mærke, hvor gammel du er, far.”
”Whatever. Det passer. Rappere nu om dage tænker kun på penge, damer og tøj.”
”Gammelfar,” hvisker jeg.
”’Pac rappede også om den slags, ja, men han tænkte også på at løfte de sorte op,” siger min far. ”(…) Og han sagde, at Thug Life betød …”
”The Hate U Give Little Infants F…s Everybody,” censurerer jeg mig selv. Det er trods alt min far, jeg taler med.”

”The Hate U Give”, s. 147-48.

Angie Thomas’ ”The Hate U Give” fra 2017 (”The Hate U Give”, 2017) handler om 16-årige Starr, der lever i to forskellige verdener: den fattige, sorte ghetto, Garden Heights, hvor hun bor, og den fine privatskole, hun går på, hvor hun er én af kun få sorte elever.

Efter en fest får Starr et lift hjem af sin barndomsven Khalil og bliver vidne til, at den helt ubevæbnede Khalil bliver skudt ned af en ængstelig, hvid politimand. Starr er det eneste vidne til episoden, som bliver forsidestof i hele landet og fører til protester og optøjer i hendes kvarter. Hendes vidneudsagn er altafgørende for sagen, og romanen tager fat i det betændte efterspil, hvor Starr skal finde ud af at navigere i sine to verdener. Den ene verden er den på privatskolen, hvor Starrs hvide skolekammerater hører om Khalil, at han var pusher og tænker, at han måske selv var ude om det. Den anden er den verden, Starr er vokset op i, hvor en barndomsven er blevet brutalt myrdet og bliver et symbol på social uretfærdighed og institutionel undertrykkelse af sorte.

53415903

”The Hate U Give” er et nænsomt portræt af Starr, en ung kvinde, der langsomt vækkes til social aktivisme, mens hun samtidig prøver at forvalte sit evige dilemma – at være ’ghetto-Starr’, datter af Big Mav, et tidligere bandemedlem, og den anden Starr, der hele tiden prøver at passe ind i sit hvide privatskoleliv. Starr prøver at holde de to verdener adskilt, men finder langsomt ud af, at det måske er en umulig opgave.

Samtidig med at være en coming of age-roman om Starr og det miljø, hun vokser op i, er ”The Hate U Give” også en roman om et splittet USA. Et USA, hvor det stadig er af afgørende forskel, om ens hudfarve er sort eller hvid.

”The Hate U Give” blev en bestseller i USA og internationalt og er siden blevet til en film, der fik premiere i 2018.

 

 

 

On the Come Up

”Regel numero uno i et battle: Kend din modstanders svaghed. Intet, der kommer ud af hans mund i denne runde, er henvendt til mig. Det ligner måske ikke et rødt flag, men det er et gigantisk rødt flag. Jeg gik i sort. En ægte rapper ville gå efter struben efter den omgang. Jeg ville gå efter struben. Han nævner det ikke engang. Det betyder, at der er 98 procents chance for, at det her er skrevet på forhånd. Og at noget er skrevet på forhånd er et kæmpe no-go i Ringen. Et endnu større no-go er, hvis det er skrevet på forhånd af en anden.”


”On the Come Up”, s. 37.

Med ”On the Come Up” (2019) (”On the Come Up”, 2019) lander vi igen i Garden Heights, der socialt belastede kvarter, som vi lærte at kende i Angie Thomas’ første roman. 16-årige Bri vil være rapper, og da vi møder hende i romanens begyndelse, er hun på vej til sit første rap-battle i Ringen, en hiphop-institution i Garden Heights.

Som datter af raplegenden Lawless, der døde lige før sit store gennembrud, ligger der et vist pres på Bri. Ikke kun, fordi hendes tante Pooh er manager og ambitiøs på hendes vegne, men også fordi Bris mor, Jay, har mistet sit job som kirkesekretær, hvilket betyder, at Bri og resten af familien må stå op til et tomt køleskab og et koldt hus. I en periode lever de af madkuponer fra kommunen, og skammen over at være afhængig af andre menneskers velgørenhed fyrer endnu mere op under Bris musikdrømme. Samtidig vil Bri gerne kunne tage sig af sin mor. Jay er kommet ud af et årelangt misbrug efter mordet på Bris far, og Bri er konstant nervøs for, at hendes mor skal få et tilbagefald. Drømmen om at blive en berømt rapper er også drømmen om at kunne forsørge sin familie og føre dem ud af fattigdom.

46196767

Garden Heights er et kvarter præget af bandekriminalitet, narkohandel og diskrimination, men i ”On the Come Up” mærker man samtidig Bris kærlighed til hendes kvarter – det, hun er kommet af – som måske nok står med nogle gevaldige problemer, men som også er et miljø fuld af fællesskab, familiesammenhold og ambitioner om at blive til noget: ”Men her i Garden Heights skaber vi vores egne helte. Børnene i blokkene elsker tante Pooh, fordi hun giver dem penge. De er ligeglade med, hvordan hun skaffer dem. Min far rappede om alt muligt lort, ja, men det er lort, som stammer herfra. Det gør ham til en helt. Måske kan jeg også blive det.” (s. 84).

Bri hitter med sin rap, og pludselig er hun kendt i hele kvarteret. Et af hendes numre går viralt, og pludselig er det, som om alle døre står åbne – men hendes ’come up’, dette gennembrud, som hun har gået og drømt om i årevis – har sine omkostninger. Der er mange fordomme at bekæmpe, når man er en kvindelig rapper i en mandeverden og kommer fra et miljø, der får nogle mennesker til at kategorisere én som ghettorotte.

I sin anden roman vender Angie Thomas tilbage til nogle af de temaer, hun tog fat på i ”The Hate U Give” – sort identitet i et USA, der er fuld af fordomme om sorte – men samtidig er bogen en hyldest til den rap og hiphop-musik, som Thomas selv er rundet af.

Genrer og tematikker

Angie Thomas’ romaner er dialogbårne, fulde af talesprog og raptekster – især i ”On the Come Up”, hvor hovedpersonen Bri tænker, sanser og lever rap. Alt, hvad hun oplever, kommer ud som en raptekst. Thomas siger om sit forfatterskab, at hun er inspireret af hiphop: ”Jeg vil skrive som rapperne skriver. De kan få os til at grine, de kan få os til at græde, de gør os ubehageligt til mode, de giver os en følelse af at være stærke. Når de bruger hiphoppen på en god måde, er de autentiske i deres udtryk og står ved sig selv.” (Maria Russo: Angie Thomas Lets Hip-Hop Speak in Her New Novel, ’On the Come Up’. New York Times, 2019-01-31. Egen oversættelse).

Temaerne i Angie Thomas’ bøger er brutale, og på den måde spejler de også et tekstunivers, man kender fra hip-hoppen: Politivold, diskrimination, bandementalitet, fattigdom, fordomme. Men de er samtidig indlevende, tindrende følsomme skildringer af et miljø, som mange kender meget lidt til, beskrevet med en sådan hverdagsagtig almindelighed, at man kommer under huden på Thomas’ teenagere, deres fantasier, forelskelser og familier. Det er skildringer af et amerikansk samfund i krise, men det er også hverdagsnære portrætter af teenagere med store drømme.

Beslægtede forfatterskaber

Sammen med Angie Thomas er der kommet en ny bølge af socialt bevidste, unge, amerikanske forfattere, der skriver om miljøer og subkulturer, der ikke tidligere har fyldt særlig meget i mainstreamkulturen. Her kan man nævne amerikanske YA-forfattere som Becky Albertalli, der blandt andet har skrevet homo-kærlighedsromanen ”Simon vs verdens forventninger”, 2016, (”Simon vs the Homosapiens Agenda”, 2015) og Adam Silvera, der slog igennem med coming of age-romanen ”More Happy Than Not” (2015). Begge hører til Angie Thomas’ forfattervenner.

Med sin rå realisme og rytmiske skrivestil kan man også sammenligne Angie Thomas med en forfatter som Junot Díaz, der blandt andet i sin novellesamling ”Sådan mister du hende” (2013) ligeledes lader marginaliserede, amerikanske stemmer komme til orde.

Af beslægtede, danske forfattere kan man nævne en forfatter som Kristina Aamand, som med YA-romanen ”For enden af din pegefinger” (2016) giver et indblik i et indvandrermiljø, som danske ungdomsromaner sjældent tager fat i.

Bibliografi

Romaner

Thomas, Angie: The Hate U Give. Gyldendal, 2017. (The Hate U Give, 2017). Oversat af Betty Frank Simonsen.
Thomas, Angie: On the Come Up. Carlsen Puls, 2019. (On the Come Up, 2019). Oversat af Betty Frank Simonsen.

Om forfatterskabet

Her kan du finde information om Angie Thomas’ bøger, optrædener, blog mm.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Angie Thomas