alice zeniter
Foto: Forlaget Etcetera

Alice Zeniter

cand.mag. Selma Rosenfeldt-Olsen, Bureauet, august 2019.
Top image group
alice zeniter
Foto: Forlaget Etcetera

Indledning
Kun 16 år gammel debuterede franske Alice Zeniter med sin første roman, og siden da har hun skrevet yderligere fire, som alle har vundet priser og ros fra kritikere og læsere. Hendes seneste roman ”Kunsten at miste” fra 2017 er, med sine mere end 400.000 solgte eksemplarer i Frankrig alene, en regulær bestseller. Romanen følger en algerisk familie gennem tre generationer. Handlingen er inspireret af Zeniters egen familiehistorie med en far fra Algeriet, som blev nødt til at flygte i kølvandet på Uafhængighedskrigen i 1962, og beskæftiger sig med politiske temaer som integration og immigration.

46756932

Blå bog
Født: 7. september 1986, Clamart, Frankrig.

Uddannelse: Studerede til dramaturg og teaterinstruktør ved Universite École normale supérieure i Paris, 2006-2011.

Debut: Deux moins un égal zéro, 2003.

Litteraturpriser: Goncourt-ungdomsprisen, 2017. Renaudot-ungdomsprisen, 2017. Le Mondes litteraturpris, 2017.

Seneste udgivelse: Kunsten at miste. Forlaget Etcetera, 2019. (L’art de perdre, 2017). Oversat af Mette Olesen.
Inspiration: Géva Caban, Elizabeth Bishop.

 

 

 

 

Alice Zeniter præsenterer ”Kunsten at miste”

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Nå … men problemet var, at det ret hurtigt gik op for os, at uafhængighed ikke er alt. Hvem var det – Shakespeare, måske? – der sagde, at magt aldrig er uskyldig. Hvorfor bliver vi ved med at drømme om, at vi kan blive regeret af gode mennesker? Dem, der ønsker sig magten stærkt nok til, at de opnår den, det er mennesker med uhyggeligt store egoer og overdimensionerede ambitioner, det er altid potentielle tyranner. Ellers ville de ikke ønske sig den plads.”

”Kunsten at miste”, s. 392.

Alice Zeniter (f. 1986) voksede op i Normandiet med en fransk mor og en algerisk far. Som helt lille flyttede hun med familien fra Paris, hvor hun er født, og ud i et stort hus på landet i Normandiet. Hun siger selv, at det var skovens træer, der gav hende lyst til at fortælle historier. Som syvårig omskrev hun slutningen på en roman, hun ikke var tilfreds med. Som 10-årig mødte hun forfatteren Géva Caban, der for alvor gav hende mod på at skrive. Zeniter debuterede purung kun 16 år gammel i 2003 med romanen ”Deux moins un égal zéro”. Sideløbende med sin forfatterkarriere studerede hun til dramaturg og teaterinstruktør ved eliteuniversitetet École normale supérieure i Paris. Herefter flyttede hun nogle år til Budapest, hvor hun blandt andet underviste ungarske børn i fransk.

I 2011 besøgte hun første gang Algeriet, hvor hendes far stammer fra. Faren var på mange måder et eksempel på en succesfuld integration. Dette begyndte at interessere Zeniter, for hvad er omkostningerne ved at blive en del af et nyt land? Hvilken pris må man betale for at lade sig integrere? Tankerne resulterede i udarbejdningen af hendes femte roman ”Kunsten at miste”; et forsøg på at fortælle, hvis ikke farens historie – romanen er jo fiktion – så en historie der minder meget om farens. ”Kunsten at miste” blev Zeniters store gennembrud og solgte mere end 400.000 eksemplarer i Frankrig alene. Herudover blev den oversat til flere sprog, blandt andet dansk i 2019 (af Mette Olesen).

Når det er sagt, vandt de fire foregående romaner ingen ringe hyldest. I alt har Zeniter vundet sytten litterære priser i løbet af sin unge og relativt korte karriere som forfatter. Medregner man hendes uddannelse på eliteuniversitetet og at hun har undervist på Sorbonne, er det intet under, at Zeniter i manges øjne er lig med ren succes. Således foreslår journalisten fra det franske nyhedsmagasin ”28’ Samedi” i et interview med Zeniter om ”Kunsten at miste” med glimt i øjet, at overskriften for Zeniters eget liv burde være ”Kunsten at vinde.”

Kunsten at miste

”Det er derfor, at denne del af historien, for såvel Naïma som for mig, minder om en række lidt gammeldags billeder (oliepressen, et æsel, bjergtoppen, en burnus, olivenplantagen, floden, de hvide huse, der hænger som flåter på bjergsiden mellem sten og cedertræer) krydret med ordsprog. Billeder og ord, der nu og da dukker op som en slags samlemærker fra Algeriet spredt ud hist og pist i en gammel mands tale, når han en sjælden gang siger noget, (…)”


”Kunsten at miste”, s. 20.

Titlen på Alice Zeniters femte roman ”L’Art de perdre” fra 2017 (”Kunsten at miste”, 2019) er inspireret af et digt af den amerikanske digter Elizabeth Bishop, men selve historien er inspireret af Zeniters egen familiehistorie med en algerisk far, som flygtede fra sit hjemland i kølvandet på Algeriets selvstændighedskrig (1954-1962). Romanen tematiserer identitet, immigration, integration og følelsen af at høre til. Vi følger en algerisk familie gennem tre generationer svarende til bogens tre dele.

I første del er det Ali, familiepatriark og olivendyrker på en bjergkam nær Palestro (i dag Lakhdaria) i det nordlige Algeriet. Algeriet er stadig en fransk koloni, og Ali er på god fod med den franske overmagt. Men urolighederne ulmer, og snart bryder selvstændighedskrigen ud. Ali må flygte ud ad landet med sin kone og to børn. De ankommer til Frankrig og kastes rundt til forskellige lejre, indtil de ender i et socialt boligbyggeri i Flers.

I bogens andel del følger vi Alis ældste søn Hamid. Han knokler for at lære fransk, og på ét år indhenter han det, han er bagud i skolen. På mange måder er han et pragteksemplar udi integration. Prisen er, at han fjerner sig fra forældrene og deres historie. Arabisk bliver fremmed for ham, og han holder op med at fejre ramadanen. Han får franske venner. I sommeren 72 tager han til Paris og forelsker sig hovedkulds i byen – og i Clarisse, som han møder til en fest.
Parret får fire børn, hvoraf nummer tre hedder Naïma. Det er hende, vi følger i bogens tredje del. Men faktisk følger vi hende hele tiden. Det er et særligt greb Zeniter benytter sig af; hun skaber en distance mellem sig selv, dvs. sin egen biografi, og handlingen i romanen ved at indsætte karakteren Naïma, som den der reflekterer over og aktivt undersøger sin fars og Algeriets historie. Naïma arbejder i et galleri i Paris. I 2015 får hun til opgave at opsøge værker af en algerisk kunstner. For at gøre det må hun til Algeriet, som hun ingenting ved om. Hendes far har aldrig villet fortælle. Det sender hende og herved læseren ud på familiens rejse. Samtidig har værket en jeg-fortæller, som reflekterer over det, Naïma foretager sig. Er dette ’jeg’ Zeniter? Tæt på, men ikke helt. Som
Zeniter siger i et interview til det franske blad Libération: ”Jeg er forfatteren, jeg er marionetmesteren…” (Claire Devarrieux: Entretien avec Alice Zeniter: «Enfant, j’ignorais pourquoi on n’allait pas en Algérie». Libération, 2017-09-01. Egen oversættelse).

 

Genrer og tematikker

Alice Zeniter er måske nok uddannet dramaturg, men som forfatter er hun prosaforfatter - og det til og med en, der tiltaler en bred læserskare. Hun er interesseret i at fortælle en historie og fortælle den godt; formeksperimenter ser ud til at komme i anden række. Dermed ikke sagt, at de ikke er til stede i værkerne, men de begrænser sig til forsigtig leg med spring i tid eller f.eks. – som det er tilfældet i ”Kunsten at miste” – forsøg med at lade handlingen i et kapitel foregå flere steder samtidig. I et kapitel, der ellers handler om Hamids omskæringsfest, kiler der sig således små afsnit ind, hvor vi pludselig følger Hamids barndomsven Annie, som tydeligvis befinder sig mange kilometer væk, og desuden ikke er inviteret til festen. Annie-afsnittene er korte, men de bryder den ellers nervepirrende (og hjerteskærende – barnet Hamid tror han skal have hele tissemanden kappet af) omskærelsesberetning op, og minder om, at der selv i de mest intense situationer i vores liv samtidig foregår alt muligt andet alle mulige andre steder.
At lade historien i ”Kunsten at miste” strække sig over tre generationer sender tankerne hen på en krønike, og stilmæssigt er det heller ikke helt ved siden af. Det er realistisk prosa, men den har samtidig et strejf af noget andet, noget konstrueret. Jævnfør citatet ovenfor, hvor der netop gøres opmærksom på, hvordan historien der stammer fra en anden generation, minder både jeg-fortæller og Naïma om ”en række gammeldags billeder.” Handlingen er en anelse romantiseret, idylliseret og herved også simplificeret. Som i et eventyr.

Herudover er der med ”Kunsten at miste” tale om en rammefortælling, hvor Naïmas nutidige historie i Paris er rammen, mens bedstefarens og farens historie er indeni rammen. Stilen er ikke den samme indenfor som udenfor rammen: Der er en enorm fart i farfarens historie. Zeniter befinder sig godt i det historiske stof, virker det til. Det er veloplagt skrevet. Når stoffet kommer tættere på Zeniter selv (som det gør i tredje del med historien om Naïma) sænkes farten betragteligt. Vi er meget inde i hendes hoved, og politiske temaer og problematikker diskuteres indgående.
I det hele taget interesserer Zeniter sig i sine bøger for at diskutere politiske og sociale strukturer i vores samfund. Forfatterskabet kredser om temaer som tilhørsforhold, identitet, integration og immigration. Men især også familie og familieforhold handler flere af hendes bøger om. Som forfatter er hun meget analytisk i sin beskrivelse af omverdenen og lader sine fortællere optræde tilsvarende analyserende og forklarende overfor de karakterer, de har med at gøre, og de samfund de befinder sig i.

Beslægtede forfatterskaber

Skal man sammenligne Alice Zeniter med forfattere fra det danske litterære landskab, kan der peges på Siri Ranva Hjelm Jacobsen, som i sin debutroman ”Ø” fra 2016 sætter et lignende fokus på slægtens betydning og migrantens identitet – her hos en familie, der er udvandret fra Færøerne til Danmark. Ligesom det er tilfældet med Zeniter, bruger Hjelm Jacobsens sin egen dobbelte kulturelle identitet og familiehistorie som litterær motor. Der hoppes frem og tilbage i tid mellem bedsteforældrenes liv og fortællerens nutidige liv, hvor også Hjelm Jacobsens jeg-fortæller i romanen søger tilbage til familiens arnested: Færøerne. Stilmæssigt har de to forfattere også ligheder; Hjelm Jacobsens skildringer af tidligere generationers oplevelser har ligesom Zeniter noget næsten eventyrligt over sig og en fart i fortællingen, som ikke er tilsvarende i det stof, der foregår i nutiden.
En anden dansk forfatter værd at fremhæve er Jakob Ejersbo med hans Afrika-trilogi bestående af romanerne ”Eksil”, ”Revolution” og ”Liberty” (2009). Her har vi også til dels at gøre med personligt stof, selvom samtlige værker er betegnet ”fiktion” og også bør læses som sådan. Ikke desto mindre ligger den fiktive Christian i Afrika-trilogien tæt op ad Ejersbo selv. Ligesom hovedpersonen Christian boede Ejersbo alene med sin far i Tanzania i 1980’erne. En af de centrale tematikker, der udfoldes hos Ejersbo, er – ligesom hos Zeniter – forholdet mellem forælder og barn. De to forfattere har udover det politiske fokus på postkolonialisme desuden den lange fortælling tilfælles. Jakob Ejersbo blev også bestsellerforfatter i en ung alder, selvom hans karriere, modsat Zeniter, fik et tragisk endeligt, da han døde af kræft i 2008, og således ikke nåede at opleve, at hans Afrika-trilogi skulle gå hen og blive en tv-serie på DR (2018).
Ses der udover Danmark, er det nærliggende at sammenligne Zeniter med den afghanske forfatter Khaled Hosseinis bragende succes af en debutroman ”Drageløberen” fra 2004. Da Hosseini var 11 år, blev hans far forflyttet til Paris af det afghanske udenrigsministerium. I 1980 var familien klar til at vende tilbage til Kabul, men kunne ikke, da et kommunistisk kup ledet af den sovjetiske hær, gjorde det for farligt at vende tilbage. Hosseinis familie søgte derfor asyl i USA, og havnede i San Jose i Californien.
”Drageløberen” lægger ud med at skildre tiden før den sovjetiske besættelse af Afghanistan, og lader så hovedpersonen Amir flygte, da russerne besætter landet og vende tilbage, da Taliban har magten. Hosseini fokuserer, ligesom Zeniter, både på den store og lille historie: Han formidler de historiske og politiske omvæltninger i Afghanistan, men er ligeledes i stand til at skildre den enkeltes historie og vise, hvordan de etniske skel i et land sætter sine spor hos den enkelte og dennes forhold til sine nærmeste. Familie er også hos ham et vigtigt tema. Stilmæssigt er der dog ingen tvivl om, at Hosseinis prosa er mere poetisk end Zeniters.

Bibliografi

Romaner

Zeniter, Alice: Deux moins un égal zéro. Ed. du Petit Véhicule, 2003.
Zeniter, Alice: Jusque dans nos bras. Albin Michel, 2010.
Zeniter, Alice: Sombre dimanche. Albin Michel, 2013.
Zeniter, Alice: Juste avant l’oubli. Flammarion, 2015.
Zeniter, Alice: Kunsten at miste. Forlaget Etcetera, 2019. (L’art de perdre, 2017). Oversat af Mette Olesen.

Ungdomsroman

Zeniter, Alice: Home Sweet Home. éditions L'école des loisirs, 2019.

Drama

Zeniter, Alice: Spécimens humains avec monstres, 2011.
Zeniter, Alice: Un Ours, of Course!, éditions Actes Sud, 2015.
Zeniter, Alice: Hansel et Gretel, le début de la faim. éditions Actes Sud, 2018.
Zeniter, Alice: Quand viendra la vague. éditions L'Arche, 2019.

Noveller

Zeniter, Alice: Sur les Ewoks. 2015.

Om forfatterskabet

Alice Zeniter er på Facebook, ikke som privatperson, men som forfatter.
Kan man forstå lidt fransk, er der også meget godt at hente om Alice Zeniter på fransk Wikipedia.

Kilder citeret i portrættet

Devarrieux, Claire: Entretien avec Alice Zeniter: «Enfant, j’ignorais pourquoi on n’allait pas en Algérie». Libération, 2017-09-01.
Dély, Renaud: 28’ Samedi – Avec Alice Zeniter - 28 minutes – ARTE, 2019-04-20.