Clarice Lispector

Clarice Lispector blev i 1920 født Chaya Lispector, i hvad vi i dag kender som Ukraine. Hendes forældre var jøder, og de flygtede med deres tre børn fra lidelsen i de russiske progromer, og da Lispector var bare ét år gammel, kom de til Brasilien.

Da Lispector var teenager, flyttede familien fra det nordøstlige Brasilien til Rio de Janeiro, og hun begyndte at læse jura på byens velrenommerede universitet, men allerede som helt ung vidste hun, at hun ville være forfatter. Hun fik sin første tekst udgivet i 1940, samme år hendes elskede far døde, og i 1943 udgav hun sin debutroman ”Perto do coração selvagem”, ”Tæt ved det vilde hjerte”. Kort efter giftede hun sig med diplomaten Maury Gurgel Valente og brugte nogle år som diplomatfrue i bl.a. Napoli og Washington, inden hun blev skilt og vendte hjem til Brasilien i 1959 med sine to sønner.

I de følgende år udgav Lispector nogle af sine hovedværker, heriblandt ”Familiebånd” (1960), ”Passionen ifølge G.H.” (1964), ”Hemmelig lykke” (1971), ”Agua Viva” (1973) og ”Stjernens time” (1977). Selvom hun fik gode anmeldelser for sine bøger og var generelt anerkendt, levede Lispector ikke af sit forfatterskab. Hun skrev klummer for bl.a. Jornal do Brazil, en af de store aviser i Brasilien, og oversatte bøger af blandt andre Agatha Christie og Edgar Allen Poe. Hendes klummer er blevet udgivet i en samlet udgave i 2018, som også er blevet oversat til engelsk. Her kan man se, at hun også bruger de løbende deadlines til at afprøve ting, som senere ender i hendes bøger. Det er ikke mindst synligt med ”Agua Viva”, hvor Lispectors skrift kommer allertættest på hendes eget liv, samtidig med at hun i den forsøger at undvige det menneskelige som udsigelse.

Lispector døde i 1977 af kræft i æggestokkene.

Der har de seneste år været en fornyet opmærksomhed omkring hendes forfatterskab, som har haft nogle prominente forkæmpere, bl.a. den franske filosof Hélène Cixous, og amerikanske Benjamin Moser har skrevet en bestseller af en biografi om hende med titlen ”Why This World”.

”Laços de familia” (1960) (”Familiebånd”, 2011) var svær for Clarice Lispector at få udgivet, hun kæmpede med at finde et forlag, efter hun flyttede tilbage til Brasilien i 1959. Men den blev rost til skyerne, da den udkom, og kaldt en af Brasiliens vigtigste nye udgivelser. Novellesamlingen rummer 13 noveller, som alle kredser om familien som tema.

I novellen ’Kærlighed’ møder vi en kvinde, som med sine egne ord har fravalgt lykken til fordel for hverdagen og glæden og det ordentlige liv, det er at holde sit hus og passe sine børn. En dag, da hun er ude at løbe ærinder, transformeres hun dog af mødet med en blind mand. Det fattigere og mere kummerlige liv, han kommer til at repræsentere, får hende til at gå helt kold i hendes hverdagslige rutine med indkøb og børn.

29022844

Paralyseret kører hun for langt med sporvognen og befinder sig pludselig i botanisk have, hvor hun kommer i kontakt med en anden og mere primal form for liv, vilde planter og spindelvæv, og insekter er ”udsendinge fra det mest forfinede liv i verden.” (s. 30.) Kun tanken om hendes børn får hende til at skynde sig tilbage til familiens hus, men hun er som forvandlet. Hun mærker kærligheden til sin mand og sine børn, og den frygt som kærligheden også medfører, frygten for at der skal ske dem noget. Hun liver ganske enkelt op. Transformation, familie og hverdag er nøgleord i Lispectors forfatterskab. Forskellen på et vildt og utæmmeligt indre liv og en rutinepræget hverdag er der, hvor meget af hendes skriftlige energi kommer fra. Hun viser de ting i livet, som er svære at se.

I titelnovellen får vi en anden form for transformation, da synsvinklen skifter to tredjedele inde i den korte novelle. Fra at have fulgt en voksen datter i hendes afsked med hendes mor, og hendes genfundne selvtillid da først moren er væk, skifter novellen pludselig til hendes mand. Han gribes af en mild panik over at blive forladt af sin kone og søn. Hans konklusion bliver, at de må bryde rutinen og tage i biografen i aften: ”For efter biografen ville det endelig være nat, og denne dag ville brydes som bølgerne mod klipperne ved Arpoador.” (s. 75).