T. S. Eliot

Thomas Stearns Eliot blev født den 26. september 1888 i St. Louis, Missouri, USA, som søn af forretningsmanden Henry Ware Eliot. Om Eliots mor, Charlotte Stearns, er oplysningerne sparsomme, dog fremgår det af kilder, at hun var socialarbejder og interesserede sig for litteratur. Eliot var det sidste barn i en stor søskendeflok. Opvæksten var præget af de begrænsninger, en medfødt skavank gav ham, og han var ofte afskåret fra at deltage i fysiske aktiviteter som sine jævnaldrende. Læsning blev derfor en af hans foretrukne aktiviteter, især fortællinger om det Vilde Vesten holdt han af.

I et interview blev Eliot spurgt, om han drømte om at blive digter, eller om det pludseligt kom til ham. Han svarede, at han ikke mindes den slags ideer. Han begyndte at skrive, da han var fjorten år og gik i skole i St. Louis. Han imiterede digte af den persiske digter Omar Khayyam, men det var ikke en karriere som digter, der drev ham; hvad, han famlede efter, var en klar bevidsthed og et udtryk. (Folke Isaksson: Fører puritanernes arvegods med sig. Information, 1960-07-15).

Eliot kom for alvor i gang med at skrive under sin studietid på Harvard University fra 1906 til 1909. I 1910 rejste han til Europa og bosatte sig i Paris, og her fulgte han i et semester kunsthistorikeren og filosoffen Henri-Louis Bergsons forelæsninger. Efter et kort ophold i Magdeburg, Tyskland, flyttede han til England og levede der resten af sit liv. Han fik ansættelse i Lloyds Bank i London. Det var også i London, at han lærte digteren Ezra Pound at kende. Pound hjalp ham med at redigere og få sine første digte trykt.

Mellem 1917 og 1927 publicerede Eliot en række digtsamlinger, heriblandt sin debut ”Prufrock and Other Observations” (1917) og ”The Waste Land” (1922), der blev hans gennembrud.

I 1927 blev Eliot engelsk statsborger, og samme år blev han medlem af den anglo-katolske kirke. Han var gift to gange, først med Vivienne Haigh-Wood fra 1915 til 1932. Dernæst med Valerie Fletcher som han giftede sig med i 1957 og forblev sammen med frem til sin død i 1965 i London.

”The Love Song of J. Alfred Prufrock” blev første gang udgivet i et litterært tidsskrift i 1915 og siden i bogform i 1917. På dansk er ”J. Alfred Prufrocks kærlighedssang” udgivet i ”Digte 1909-62” fra 1984.

Digtets titel bebuder en kærlighedssang, og dernæst følger et citat fra Dantes ”Den guddommelige komedie” (1472), som handler om at være fanget i helvede i al evighed. Ved at begynde sit digt med en stemme fra helvedes dyb forstyrrer Eliot læserens forventninger til den kærlighedstematik, der bliver slået an i titlen. Det bliver tydeligt, at digtet nærmere er en ’sang’ om frygten for at involvere sig i livet, og om at være på afstand af kærligheden, og i det perspektiv får titlen en ironisk klang.

”Lad os gå du og jeg” lyder det romantisk i første verselinje, men det står hurtigt klart, at digterjeget, der kan læses som titelkarakteren, og det du, der tales til, er adskilte. Du’et er blot en forestillet figur eller en henvendelse rettet mod læseren. Stemningen er også alt andet end romantisk med det foruroligende billedsprog; aftenen ligger som en bedøvet patient på et bord, byen er indhyllet i gul røg, som tilsmudser vinduerne, soden falder fra skorstenspiberne. Der vil være tid, gentager digterjeget, tid til at spørge: tør jeg, men tiden går, og han ældes. Digterjeget beskrives som betragteren og skyggen og virker både handlingslammet og isoleret. Det er, som om digtet spørger, om han tør gøre noget ved sine længsler, før det er for sent, og tiden løber ud.

”J. Alfred Prufrocks kærlighedssang” er skrevet som en bevidsthedsstrøm i frie vers med en rytmisk brug af gentagelser. Billedsproget er kontrastfyldt, og tonen er melankolsk med en snert af ironi. I digtet optræder flere modsætningspar, som bidrager til spændingsfeltet; der er sammenstillingen mellem bevægelse og passivitet, som hænger sammen med tiden, der går, og stilstanden. En anden sammenstilling går på det romantiske over for det moderne, ligesom der er en stærk kontrast mellem den gamle beskidte by og de smukke fantasivæsner i form af havfruer.