Forfatterstafet efterår 2022

redaktionen, august 2022
Top image group

Forfatterstafetten er tilbage med nye forfattere, der er linet op til en række dybdegående interviews, hvor de fortæller om deres forfatterskab. Følg de spændende samtaler med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Corner-Walker Hvidberg, når de løbende bliver lagt op her på siden.

Her kan du også opleve de sidste to sæsoner af Forfatterstafetten:

Forfatterstafet forår 2022

Forfatterstafet efterår 2021

Artikel type
News Item

Glenn Bech: Vi skal gøre op med klassesamfundet

"Den her bog mangler jeg derude. Og der er ikke nogen, der ville eller måske kunne have skrevet den her bog. Jeg har følt, det har været nødvendigt. Jeg har følt, det har været nødvendigt. Jeg har følt, vi mangler et perspektiv – og har manglet det i nogle år i samfundsdebatten. Nemlig spørgsmålet omkring klasse." 

Glenn Bechs manifest "JEG ANERKENDER IKKE LÆNGERE JERES AUTORITET" går i kødet på privilegier, klassesamfundet og homofobi. Romanen er en knytnæve i maven på privilegerede middelklasse-danskere, og han håber manifestet bliver en øjenåbner, som beriger læseren med en forståelse af virkeligheden. 

Glenn Bech er efterårets fjerde gæst i Forfatterstafetten hos Forfatterwebs litteraturformidler, Sarah Corner-Walker Hvidberg. I interviewet fortæller Glenn Bech, hvorfor han mener, at klasseperspektivet skal have et større fokus, når vi taler om, hvilke kort man har på hånden. 

Rasmus Nikolajsen: Har vi en fælles sjæl?

"Sikkert fordi jeg selv har den her historie så tæt på mig, så har jeg altid haft en eller anden form for afsmag for mange 2. verdenskrigs-fortællinger. Eller en vis følsomhed overfor, hvornår de bliver overgjort."

I digtsamlingen "Måske sjælen" går Rasmus Nikolajsen tæt på sin egen families dramatiske historie. Han tager afsæt i en grusom historie, der foregår under 2. verdenskrig og har hans farmor i hovedrollen. Som titlen indikerer, så kredser bogen ligeledes om sjælen, hvilket flere af Nikolajsens bøger gør. Er den individuel eller fælles, og hvis mennesket har en sjæl, har dyrene så også én?

I interviewet med Forfatterwebs litteraturformidler, Sarah Corner-Walker Hvidberg, fortæller Rasmus Nikolajsen, at han gerne vil have, at der skal være plads til at reflektere over sådanne spørgsmål i hans litteratur. 

Rasmus Nikolajsen er efterårets tredje gæst i Forfatterstafetten. 

Anne-Marie Vedsø Olesen: Den nordiske mytologi, den er virkelig mærkelig

"Nu kan jeg være en moderne skjald, der fylder ud og digter ind imellem de her fragmenterede udsagn, fordi der mangler så meget." 

Sådan siger Anne-Marie Vedsø Olesen om arbejdet med romanerne "Vølvens vej – Snehild" og i "Vølvens vej – Misteltenen". 

Den nordiske mytologi er så fragmenteret, at Anne-Marie Vedsø Olesen finder en stor frihed til at se, hvor historien tager hende hen, når hun udfolder sine eventyrlige fortællinger om vølven Snehild og hendes farefulde færd i en mytologisk verden.

Hør mere om forfatterens arbejde og inspirationskilder i interviewet med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Corner-Walker Hvidberg. Anne-Marie Vedsø Olesen er anden gæst i efterårets Forfatterstafet.

Linn Ullmann: Om magtrelationer og metoo

"Jeg har været rasende på pigen. Rasende på kroppens svingninger fra begær til en følelse af get me out of here. Kvalme, rædsel." 

Sådan siger Linn Ullmann om sin nye roman, "Pige, 1983", der følger en ung piges rejse til Paris for at stå model for en kendt modefotograf. Det udvikler sig til en affære mellem pigen og den meget ældre fotograf. Historien bliver ikke fortalt kronologisk, men i flere spor, glimt og tilbageblik. I interviewet fortæller Linn Ullmann, hvad der skal til for at skrive en skønlitterær roman om en virkelig begivenhed, der har trukket spor gennem hendes eget liv. 

Linn Ullmann er efterårets første gæst i Forfatterstafetten, hvor du kan møde flere af tidens markante forfattere. Se hele interviewet med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Corner-Walker Hvidberg her: