Foto: Ib Helles Olsen / Forfatterweb

Geeti Amiri

cand.mag. Maria Roslev, maj 2022.
Top image group
Foto: Ib Helles Olsen / Forfatterweb

Indledning

Geeti Amiri debuterede i 2016 med erindringsbogen ”Glansbilleder”, der råt og ærligt fortæller historien om forfatterens opvækst som flygtningebarn i Danmark, hvor svigt, brud og forsoning dominerer. Hendes anden bog, ”Mosaik” fra 2022, er en fiktiv fortælling, der også handler om splittelsen mellem to kulturer, familiesvigt og identitet. Og netop kulturel splittelse og kvindefrigørelse er de mest gennemgående temaer hos Geeti Amiri, både når hun blander sig i dansk samfundsdebat og skriver bøger.

62644443

 

Blå bog

Født: 21. juni 1989 i Kabul, Afghanistan.

Uddannelse: HF-eksamen og uafsluttede studier i statskundskab og sociologi. Begyndte på læreruddannelsen i 2018.

Debut: Glansbilleder. Lindhardt og Ringhof, 2016. Erindringer.

Litteraturpriser: Hørups debatpris, 2020.

Seneste udgivelse: Mosaik. Gyldendal, 2022. Roman.

 

 

 

 

Mød Geeti Amiri i samtale med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Corner-Walker Hvidberg, maj 2022.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det eneste sted, jeg følte mig hjemme, var i bøgerne. I bøgernes verden var jeg ikke Geeti, der hverken var helt dansk eller helt afghansk, her var jeg bare et menneske. I litteraturens verden skulle jeg ikke tage stilling til, at min storebror blev smidt ud af skolen.”
”Glansbilleder”, s. 278.

Geeti Amiri er født i Kabul i Afghanistan i 1989, men allerede som 1-årig flygtede hun med sin mor og sine søskende først til Indien og siden til Danmark. Geeti Amiris far flygtede direkte til Danmark, og der gik tre år, før familien blev genforenet på Amager. Da Geeti var 14 år, døde hendes far af sygdommen ALS, og hendes ældre bror blev familiens nye overhoved. Indtil da havde Geetis hjem været præget af rummelighed og frihed, men med den kriminelle, hashrygende storebror ved familieroret startede tre år med psykisk og fysisk vold for Geeti. Hun blev straffet, hvis hun tænkte selvstændigt. Som kvinde var hendes rolle at adlyde. Det var i hvert fald storebrorens og Geetis mors families kvindesyn. Kort efter sin 17-års fødselsdag blev hun tvangsfjernet fra hjemmet og anbragt på krisecenter, og de efterfølgende seks år havde hun ingen kontakt med sin familie. Da hun blev 18 år, fik hun tildelt en lejlighed på Nørrebro af kommunen og skulle nu klare sig selv. Det forsøgte hun, så godt hun kunne, men efter fem år var hendes økonomiske problemer så store, at hun ikke så anden udvej end at tage kontakt til sin mor. Hun flyttede tilbage til sit barndomshjem og fik styr på økonomien. Samtidig bearbejdede hun vreden og sorgen over sin mors og familiens svigt, og langsomt begyndte en tilgivelsesproces. Hun mødte også en dansk-afghansk mand, som hun skulle forloves med, men på forlovelsesdagen aflyste hans familie, fordi de mente, at Geeti ikke levede op til afghanske normer for, hvad en ordentlig kvinde er.

I 2016 udgav Geeti bogen ”Glansbilleder”, hvor hun fortæller sin historie. På det tidspunkt var hun en aktiv samfundsdebattør med fokus på kvindekampen i muslimske miljøer i Danmark, og hun var radiovært på ”Geetisk Råd” på P1 samt blogger på først Berlingske og siden Ekstra Bladet.

I 2018 trak hun sig fra samfundsdebatten og mediescenen for at uddanne sig til folkeskolelærer og for at få ro til at finde sig selv. I dag er hendes stemme tilbage i samfundsdebatten, og i 2022 udkom hendes anden roman, ”Mosaik”.

Geeti Amiri bliver tit betegnet som mønsterbryder, fordi hun er vokset op i en indvandrerfamilie på kontanthjælp og har brudt den sociale arv. Selv siger hun: ”Jeg er jo bare en hybrid (...) en hybrid mellem Kabul og København, og mellem, hvad skal man sige, det klassiske familiemenneske og en fri fugl (...) Jeg er nået til den erkendelse, at det er i de der overlap, at jeg findes.” (Flemming Møldrup: ‘Skiftet’, Interview/podcast med Geeti Amiri. Heartbeats, 2021-07-07. Fra 42:27 til 43:00).

Glansbilleder

”I mange år bildte jeg mig ind, at mit afghanske jeg døde med min far, og at jeg derefter var genopstået som dansker. Men når jeg ransager min hjerne og får alt det fortrængte frem, så ved jeg, at hele min opvækst har ledt mig hertil. Et liv mellem to verdener.”
”Glansbilleder”, s. 266.

Geeti Amiris første bog, ”Glansbilleder” fra 2016, er en erindringsbog, der handler om forfatterens opvækst som flygtning i Danmark. I bogens 20 kapitler beretter forfatteren om vold, skyld, skam og svigt i sit eget private liv og i andre dansk-afghanske familier. Hun løfter sløret for det undertrykkende kvindesyn, som hun oplever præger muslimske miljøer i Danmark, og kritiserer også dansk systemtækning. Hun fortæller, hvordan det danske system i form af skole og kommune ikke slår til i mødet med mistrivsel i indvandrerfamilier på grund af misforstået kulturforståelse.

52705568

Romanen er delt i to dele, hvor den første er Geeti Amiris egen historie med fokus på dysfunktionelle familiestrukturer, svær kærlighed, kulturel splittelse og en søgen efter frihed. I romanens anden del er det især hendes families historie, der er i centrum, og Geeti Amiri forsøger at stykke den sammen ud fra de brudstykker, hun kender til. En fragmenteret ophavsfortælling er de fleste flygtningebørns vilkår, hvilket for mange giver ridser i identiteten. Geeti Amiris ærinde med erindringsromanens anden del er både at finde svar på, hvem hendes forældre var, og forsøge at forsone sig med fortiden. Forfatteren gør således op med alle glansbilleder igennem bogen, selv glansbilledet af sin far.

Erindringsromanen har en stram, næsten skematisk struktur med korte kapitler og tidslig kronologi inden for bogens to dele. Sproget veksler mellem nøgterne beskrivelser af hændelser og sentimentale og generaliserende erkendelser, der gengiver et ungt menneskes erfaringer troværdigt.

Tematisk kredser bogen om ophav, identitet, kærlighed, kultursammenstød, kvindefrigørelse og familiestrukturer, og den er både et vidnesbyrd om livet mellem to kulturer og en jagt på sandheden om fortiden for derigennem at kunne finde sin identitet.

Geeti Amiris erindringsbog skildrer også en erkendelse af, at verden ikke er et glansbillede, den er ikke sorthvid og delt op i gode og onde. Livet er mudret, uanset hvor man er vokset op.