Sergej Lebedev

Baggrund

Sergej Lebedev blev født i Moskva i 1981 som søn af to geologer.

Som 10-årig kollapsede den verden han kendte, da Sovjetunionen gik i opløsning.

Bare femten år gammel deltog han som arbejdsmand i et kompagni af geologer på en række ekspeditioner i det nordlige Rusland og Centralasien. På disse ekspeditioner blev der samlet sjældne sten og mineraler, som kunne sælges i udlandet. Indsamlingen foregik bl.a. i de miner, som var gravet af straffefanger i Stalins Gulag-fangelejre. Disse rejser og resterne af den udgrænsede og forsvundne verden og dens mange ofre han her oplevede, har Lebedev beskrevet på følgende måde: ”Det var de dødes land (…) Jeg tog afsted år efter år, og jeg så, hvor mange der var forsvundet. Men de kunne ligeså godt have ligget på Månen, for de var fuldstændig adskilt fra resten af landet. Deres minde var alene lagret geografisk, ikke historisk. Og sommer efter sommer tog jeg på de her mærkelige rejser til det, der ikke fandtes. Jeg følte mig som en shaman, der kunne rejse mellem de levendes og de dødes verden.” (Mikkel Vuorela: Interview: Vi er formet af fortidens rædsler. Information, 2018-11-30).

Rejserne, Lebedev foretog som ungt menneske, spiller en central rolle for forfatterens debutroman – både som geografisk ramme og som udgangspunkt for den skønlitterære undersøgelse af Ruslands dystre og blodige historie. En historie, der ligger indkapslet i det russiske landskab både geografisk og mentalt.

I 2000 begyndte Sergej Lebedev, som er uddannet geolog, at arbejde som journalist for avisen ’Første september’ (Pervoje sentiabrja), og han har fået udgivet digte i tidsskriftet ’Stjerne’ (Zvezda). Foruden debutromanen ”Ved glemslens rand”, som er udkommet på over ti sprog, dækker forfatterskabet over tre andre romaner, der ikke er udkommet på dansk.

Sergej Lebedevs debutroman ”Predel zabvenia” udkom i 2011 (”Ved glemslens rand”, 2018).

Romanen er opdelt i seks kapitler. I de tre første kapitler er afsættet den navnløse jegfortællers barndom og opvækst. Her udfoldes erindringerne fra familiens datja (sommerhus) ved Volgaflodens bred, og særligt relationen til den hemmelighedsfulde karakter ’Bedstefar To’ står centralt. Bedstefar To er egentlig nabo til familien, men han bliver med tiden som et medlem af familien. Der er noget tilknappet og skjult over den ældre og blinde mand, som synes at udøve en særlig magt over den unge hovedperson. Barnets særlige oplevelse af forbundethed med Bedstefar To kulminerer, da jegfortælleren bides af en hund og skal have en blodtransfusion. Den aldrende Bedstefar To insisterer på at give blod og dør. Jegfortælleren oplever med denne hændelse, at Bedstefar To for altid har indskrevet sig i ham – han bærer ham rundt i sit blod ”som en kvist podet på et gammelt træ”, som det lyder i romanen. Sovjetunionens kollaps danner baggrundstæppe for denne afgørende hændelse.

54926952

I romanens sidste tre kapitler, der udgør to tredjedele af den samlede roman, søger den nu voksne og geologuddannede jegfortæller at blive klogere på den enigmatiske og nu afdøde Bedstefar Tos tidligere liv og rejser til Sibirien. Her oprulles også Bedstefar Tos grumme forhistorie. Han var nemlig lejrkommandant i en af Stalins berygtede Gulaglejre. Men han var også far til en søn, som dør i en ulykke som konsekvens af den perverterede og umenneskelige autoritære hårdhed, som faderen udsætter ham for. Hovedpersonens afdækning af Bedstefar Tos grumme baggrund og af den giftige fortid, der altså synes at være gået i arv til ham selv – Bedstefar Tos blod, der ruller i hans eget blod – bliver samtidig til en bredere afdækning af den fortidige skyggeverden af menneskelig afstumpethed og lidelse, som ligger indlejret som en del af det russiske landskab og den russiske mentalitet.

Lebedevs rejse ind denne skyggeverden – ’ved glemslens rand’ – er båret af en fortsat poetisk og filosoferende strøm af refleksioner og sproglige billeder. Og netop litteraturens evne til at italesætte denne den nedarvede historie virker som en afgørende drivkraft i romanen.