Hvordan er det at være teenager, når kabalen med kammerater, forelskelser og pinlige forældre skal gå op? Det har den svenske forfatter Måns Gahrton skrevet en hel del om, blandt andet den meget populære serie om “Eva & Adam”. Historien er udkommet både som bog, tegneserie, tv-film og spillefilm og er lavet i fællesskab med hans faste samarbejdspartner Johan Unenge.
Gahrton har en lang værkliste bag sig med billedbøger for lidt mindre børn og en række manuskripter til tv-serier. Hans fortællinger er båret af en indlevelse i børn og unges tanker og handlinger. Genkendelighed er afgørende i hans univers, hvor kærlighed og relationer i bred forstand er det væsentligste tema. Med humor og varme formidles hverdagens konflikter set fra barnehøjde, altid underlagt en optimistisk grundtone.
137264811
Blå bog
Født: 7. marts, 1961 i Lund i Sverige.
Uddannelse: jurist med speciale i tegneseriers ophavsret.
Debut: Agent Annorlunda, 1986.
Litteraturpriser: Seriefrämjandets Unghunden, 1995 og Serieakademins diplom, 1995.
Seneste udgivelse: Bjørn og Bella sover ude. Bogoo, 2023. (Bosse & Bella sover borta, 2021). Oversat af Susanne Møller Laursen.