Anders Abildgaard
Foto: Ida Marie Martensen i Tokyo i 2016

Anders Abildgaard

stud.litt. Andreas Eckhardt-Læssøe, 2016. Blå bog og bibliografi opdateret august 2024.
Top image group
Anders Abildgaard
Foto: Ida Marie Martensen i Tokyo i 2016

Den danske digter Anders Abildgaard kandiderer til prisen om at være den bedste digter, som færrest læser. Siden debuten Sætninger (2006) er det blevet til fire bøger i alt. Senest udkommet er Ibis (2016). Alle Abildgaards bøger arbejder sig frem som værker, projektorienterede sproglige undersøgelser, som bliver særligt tydeligt i Ibis, hvor det er forbandelsen og vreden, der undersøges. Alligevel er der noget, der binder dem sammen, og det er Abildgaards helt særegne skrift, han er simpelthen én af de stilistisk mest bemærkelsesværdige digtere, der skriver i dag. 

 

138775399

Blå bog

Født: 20. december 1977 i Klokkerholm, Nordjylland.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2002-04. Litteraturvidenskab Københavns Universitet, 2010.

Debut: Sætninger. Anblik, 2006.

Litteraturpriser: Nomineret til Montanas Litteraturpris 2013.

Seneste udgivelse: Den ødelagte kilometer. Gyldendal, 2024.

Inspiration: Stig Larsson, Ovid, Peter Seeberg, Gilles Deleuze og Felix Guattari.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hil for helvede, hil dig, lille kop, er det lille krop, hil i det hele taget alt det, I kan, jo mere desto bedre, dyrk/ vi ville stå trætte ved den slukkede lampe i vindueskarmen/ vi er ikke voksne, hundehvalpe ligger på hjørnet inde i byen, det ved de allerede/ Dürer sidder med raderpennen, lille hare i græsset, lille, lille hare, lille, lille, lille, lille hare/
jeget som en effekt af hjernen, holdt åbent af noget vådt, af hemmeligheder og stoffer”
”Din fjendes fest”, s. 25.

Anders Abildgaard er født i 1977 og er vokset op i Klokkerholm ud for Brønderslev i Nordjylland. I 2002 startede han på Forfatterskolen i København, en uddannelse han færdiggjorde i 2004. Han har også taget en kandidat i litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor han blev færdig i 2010. Som sit speciale arbejdede han på sin oversættelse af den svenske digter Stig Larssons (ikke krimiforfatteren, men en svensk dramatiker, digter og romanforfatter) bog Natta de mina, der udkom på dansk i 2011 på Forlaget Basilisk med den danske titel Godnat til mine kære. I Abildgaards anden bog, Kære venner, findes der også en oversat tekst af Stig Larsson. Oversættelsesarbejdet har i det hele taget præget Abildgaards skrivende praksis. I 2015 udkom hans oversættelse af den tyske digter Friedrich Hölderlins Pindar-fragmenter på Forlaget Virkelig. Og hele anden del af Abildgaards tredje bog Din fjendes fest består af en oversættelse af den tyske filosof Ludvig Wittgensteins dagbøger.

Fra 2005-09 var Abildgaard redaktør på det nu hedengangne tidsskrift Ildfisken med kollegerne Dennis Gade Kofod, Mads Eslund, Harald Voetmann og Anne-Louise Bosmans. Tidsskriftet udgav ny litteratur, både dansk og i oversættelse, og var toneangivende i sin samtid.

Siden 2010 har Abildgaard været tilknyttet Testrup Højskole som underviser på skrivelinjen, og i 2015 startede han sammen med forfatteren Kristian Bang Foss Vesterbro Forfatterskole, hvor nu også Christina Hesselholdt underviser.

Med andre ord har arbejdet med litteratur i forskellige afskygninger, fra elevtekster til filosofiske hovedværker, fyldt, ja, det hele for Abildgaard. Det kan man spore i hans forfatterskab, forstået på den måde, at der gøres flittigt brug af citater, både skjulte og åbenlyse, fra alt fra tegneserier og film til fransk og tysk filosofi. Det betyder ikke, at man ikke kan læse værkerne uden at kende citaterne, det betyder, at der er en samtale med litteraturen som sådan i Abildgaards forfatterskab.

Anders Abildgaard er bosiddende i København, og kan nogle gange høres som tenniskommentator på Eurosport, og i de seneste to år som huspoet i radioprogrammet Wimbledon på Radio 24syv. 

Kære venner

”En der græder i radioen/ Morten der græder af stress/ Morten der græder af skuffelse/ En falder i søvn ved siden af en anden/ det er vinter/ en hund der må have poten ind på stuegulvtæppet/ en futsko vrikket af foden i entreen/ vi står ved et vindue, vi sidder ved bordet/ vi sidder i Christina og Lines stue på anden sal/ nogen græder ved siden af dig/ nogen græder ved siden af dig Line/ ingen vil ind, alle går ud”
”Kære venner”, s. 66.

I sidste del af Abildgaards debut Sætninger findes en række korte tekster, der kan karakteriseres som en række mikrosituationer, der udspiller sig imellem et jeg, et du og et han. Du-henvendelsen er klassisk, men det mest interessante bliver forholdet mellem ”han” og ”jeg,” venskabet. Venskabets sociale rum viser sig som et meget intimt og ofte ret ubehageligt og usikkert rum. Man kan sige, at ”Kære venner” fra 2009, der er den efterfølgende bog, bliver en videre bevægelse ind i, igennem og ud af venskabet.

De rum, personerne befinder sig i, træder ofte i forgrunden og overlader personerne, og venskaberne der udspiller sig, til at forblive i baggrunden. Det har bl.a. noget at gøre med det utroligt pertentlige forhold, der er til sproget, alting skal være på plads, præcisionen er enorm. Ofte bliver rettelsen brugt som stilistisk figur, hvilket giver en spændende opbremsning og fornemmelse af gentagelse. Hvis der bruges faste vendinger, som egentlig er upræcise, men formidler det, de skal, vil der således ofte være en korrektion i sætningen efter.

Det er i det hele taget ikke altid let at få sagt noget hverken for teksterne eller for personerne i dem.

Stilistisk er der tale om tekster, der ofte gør brug af opremsningen, listeformen, til at bevæge teksten videre i spring eller ryk. Eller de kan gøre brug af et næsten sværmende blik, der har svært ved at finde det vigtige i den scene der beskrives. Det sidste peger på et litteratursyn, der problematiserer dét, at man inden for litteraturen ofte arbejder med en præmis om, at noget er vigtigere end noget andet. Det ligger allerede i ideen om en hovedperson, og at den samtale to hovedkarakterer kunne have, var mere vigtig end enhver anden samtale. Det sværmeriske blik skal altså ikke ses som værende symptom på, at der mangler en historie, at bogen ikke handler om noget, men som en nivellering i perspektiv, hvor alt muligt stof kan blive til god litteratur.