Hovedparten af Birde Poulsens illustrationer er først tegnet op med blyant og derefter farvelagt med akvarel. I enkelte af sine bøger har hun dog suppleret akvarellen med tempera, lak og kridt. I højere grad end de fleste mestrer Birde Poulsen det at male vådt-i-vådt, en teknik der er svær at styre fordi farverne gerne må løbe sammen, men endelig ikke for meget. Teknikken er med sine "ujævne" strukturer og den skiftende farveintensitet fremragende til at male naturbilleder med, for eksempel vand og det padde- og tudseskind, som der er så meget af i illustratorskabet. Præcis som ude i naturen er der ikke ret mange jævne farveflader i Birde Poulsens billeder, og i mange tilfælde hjælper hun effekten yderligere på vej ved at drysse salt over billederne, hvor saltkornene tegner små stjernelignende spor, når de suger den våde farve til sig.
I en hel del bogillustrationer har Birde Poulsen i den senere tid brugt blyanten som eneste redskab og fortæller, at hun er blevet mere og mere glad for de udtryksmuligheder den giver. Hendes arbejde med sort og hvidt og alle gråtonerne derimellem kan blandt andet ses i Jens Smærup Sørensens Farer på skolevejen(2001), Ulf Starks Alene med min bror (2001) og Daniel Zimakoffs Fremmed fugl(2002), som er forsynet med en række dejlige fuglevignetter.
Birde Poulsen tænker ikke bare i billeder, men i høj grad også i bogsider når hun planlægger sine illustrationer. Helt fra den første skitse er der tænkt på, hvor teksten skal placeres, og hvor meget den fylder. I modsætning til mange andre illustratorer er det imidlertid forholdsvis sjældent, at hun lader teksten indgå som en del af selve billedfladen. På det enkelte opslag udspiller billedsidens hovedhandling sig oftest i en eller flere illustrationer afgrænset af en farvelagt baggrund, ikke sjældent med en brudt ramme, så figurerne "stikker ud over" baggrunden. Derudover er der som regel en eller flere fritlagte tegninger eller vignetter på hvid baggrund i forbindelse med teksten, og tit også nogle rent dekorative elementer hentet fra naturen.
Blandt andet i Evelyn med de smukke øjne (1998), der har tekst af Sally Altschuler, fortæller Birde Poulsen en helt separat historie i mindre tegninger der ledsager hovedhistorien. Mens Altschulers tekst handler om myg og edderkopper, fortæller illustratoren sin egen historie om den nyudklækkede, rødøjede tudse der efterhånden lærer at bruge sin lange, slaskede tunge til andet end at ramme sig selv i nakken med, og som på sidste side danser en stille sjæler med sin nyfundne, blåøjede partner. Selv når billederne således fabulerer frit, er der fuldstændig styr på tingene: plads til teksten, variation i billedernes rytme, skiftende billedformater der giver mulighed for at fortælle historien i mange korte, nærmest tegneserieagtige sekvenser.
