Birgitte Krogsbøll

Birgitte Krogsbøll blev født i København i 1954 som det mellemste barn i en søskendeflok på tre. Med en mor som teknisk tegner og en far, der var drejermester, tilbragte hun de første år af sit liv på femte sal i en lejlighed i Nordhavn-kvarteret på Østerbro. Da Birgitte Krogsbøll var fem, flyttede familien til et nybygget rækkehus i Herlev. ”Det betød utrolig meget for mig at flytte ud. At komme ned til jorden, mudderet, krattet, at kunne løbe ud i lyset og lege, altid, året rundt, efter skole, og til sengetid, lige afbrudt af måltiderne – helt anderledes end at skulle ned fra femte sal og lege i en mørk, indelukket baggård,” fortæller Krogsbøll (Interview til forfatterweb, september 2014). Det jordnære og legesyge skulle senere vise sig at blive centrale elementer i hendes digte.

I år 2000 fik Birgitte Krogsbøll sine første digte bragt i litteraturtidsskriftet Øverste Kirurgiske, og det var på tidsskriftets forlag, at hun to år senere fik udgivet sin første digtsamling ”Wöldums pulsar syndrom”. Her præsenterer Krogsbøll en række alsidige tekststykker, der spænder fra underfundige digte om den betragtede natur og forskydninger af virkelighed, tid og perspektiv til fantasifulde lister og tekstcollager. I de følgende år var hun flittig bidragyder til Øverste Kirurgiske samt andre tidsskrifter som Hvedekorn og Apparatur. I 2010 blev den stilfærdigt spekulerende og surrealistiske digtsamling ”Stumfilm” udgivet på forlaget Arena, og med de tre digtsamlinger ”Betelgeuse brænder jern” (2012), ”dyr med næb ordnet efter antal vinger:” (2013) og ”perfekt uorden” (2014) har Birgitte Krogsbøll for alvor slået sit navn fast som dansk digter med en unik stemme.

Birgitte Krogsbølls poesi har mange ansigter og er både uregerlig og svær at kategorisere, men den kendetegnes bl.a. ved en spænding imellem orden og uorden. Begge begreber optræder som både drivende kræfter, motiver og som organisatoriske principper i værkerne, når Birgitte Krogsbøll udformer sine poetiske kompositioner af dyr og ting og ord. Hun er desuden en forfatter, der ofte veksler i skala fra jordnære observationer af naturen til overvejelser af mere universel karakter med hverdagen og med det eftertænksomme fortællerjeg i midten. Med sin næsten naturvidenskabelige tilgang til det danske sprogs poesi, sin eksperimenterende metode og sit nysgerrige blik på verden er Birgitte Krogsbøll en af de mest særegne danske digtere i det 21. århundrede.

Birgitte Krogsbølls digtsamling ”Betelgeuse brænder jern” (2012) er en både sørgmodig og poetisk levende skildring af en psykisk krise. I samlingens digte beskriver den plagede fortæller med metaforiske og mere ligefremme vers verden set igennem den nedtryktes blik. Digtsamlingens vigtigste greb er personificeringen af lidelsen i form af en troldeagtig plageånd, der har taget bo i fortællerens krop. Det er i dialog med denne plageånd, at den depressive tilstand bliver levende: ”Jeg æder den ene dag af din barndom/ gnasker den næste af din voksenfernis” (s. 17).

Tabet af evner, livsglæde og tidsfornemmelse gøres håndgribeligt i de mange digte, hvor fortælleren kommunikerer med sin plageånd. Andre digte kigger ud på verden med et resignerende blik og skildrer forsøget på at fastholde dens værdier. Imod samlingens slutning tager fortælleren dog livtag med plageånden, og grebet løsnes afslutningsvist i en genfunden glæde og sansemættet poesiudladning.

29484880

Den indre dialog mellem fortæller og plageånd flyder sammen i de vekslende positioner i forhold til digtenes ”jeg” og ”du”. Nogle gange er det fortælleren selv, der skildrer sin tilstand og sit farveløse levned, og andre gange overtager plageånden jegets position og beskriver sin drillesyge og hærgende fremfærd. Grænsen imellem de to stemmer udviskes, og de flettes sammen i digtenes forløb. Det er naturligvis en pointe, at plageånd og fortæller er to sider af samme sag. Digtene i ”Betelgeuse brænder jern” er desuden uden titel og adskilles blot af et sideskift eller af et ”- - -”, så samlingen fremstår som en helhed eller én lang række af betragtninger og skiftende replikker fra den lidendes indre verden.

Men kan betragte ”Betelgeuse brænder jern” som en form for poetisk gestaltterapi, hvor noget uhåndgribeligt udspaltes i en skikkelse, der kan adresseres. Og det er ved konstruktionen af denne troldeagtige depressionsgestalt, at værket bliver levende og får sin lyriske kraft. Derfor bliver skildringen af depressionens væsen her både nærværende, humoristisk og nem at forholde sig til – uanset hvor trist det hele forekommer.