Linda Boström Knausgård

Linda Boström Knausgård er født i Stockholm i 1972. Hun er datter af den svenske skuespiller Ingrid Böström og er derfor vokset op med teaterlivet tæt inde på livet. Om teatrets påvirkning fortæller Linda Boström Knausgård til Dagbladet Information: ”Jeg har ikke læst på universitetet, men på teatret, den tekst, jeg har i kroppen, er teatrets. Jeg har læst af teatrets tekster, af Strindberg og Tjekhov, og jeg har bevaret utroligt stærke billeder af min mors optræden og forvandlinger på scenen.” (Karen Syberg: Døden i idyllen. Dagbladet Information, 2011-08-26).

Det lå derfor i kortene, at Linda selv skulle være skuespiller. Som barn gik hun på teaterskole og spillede med i små teatertrupper, og som voksen forsøgte hun at blive optaget på skuespillerskolen. Hun nåede langt i optagelsesforløbet, men ikke hele vejen.

Men på samme dag, som hun fik at vide, at hun ikke var blevet optaget på skuespillerskolen, modtog hun et brev om, at hun var blevet optaget på Biskops Arnös forfatterskole. Linda Boström Knausgårds skæbne vendte den dag, og hun valgte at forfølge en karriere som forfatter. På forfatterskolen mødte Linda også for første gang den norske forfatter Karl Ove Knausgård. De to blev et par, da de mødtes igen flere år senere. I 2007 blev de gift, og sammen har de fire børn. Parret gik hver til sit i 2016.

Linda Boström Knausgård debuterede som forfatter i 1998 med digtsamlingen ”Gör mig behaglig för såret”, men hendes store gennembrud kom først i 2011 med novellesamlingen ”Grand Mal”.

At der skulle gå 13 år mellem debutromanen og hendes anden udgivelse skyldes, at Linda i efteråret 1999, et år efter at hun udgav sin første roman, blev indlagt på psykiatrisk afdeling med diagnosen maniodepressiv. En sygdom hun siden har kæmpet med og som har medført flere indlæggelser. I P1-dokumentaren ”Jag skulle kunna vara USA’s president”, der blev sendt på Sveriges Radio i 2005, fortæller Linda Boström Knausgård om, hvordan det er at miste kontrollen over sig selv og sidenhen havne i psykiatrien, og om hvordan hun har kæmpet sig tilbage til livet.

Det var lyrikken, der i første omgang udløste en manisk rus hos den svenske forfatter, og derfor har hun sidenhen afholdt sig fra at skrive lyrik. ”Jeg har brug for prosaen for at have jordforbindelse. Jeg blev nødt til at opgive poesien, for jeg magtede det ikke. Når jeg skrev digte, fik jeg enorme kræfter, jeg behøvede ikke at sove, der var ingen stopklods, det hele var bare fantastisk. Den anden side er skammen og depressionen.” (Dorte Remar: Ud af mørket og ind i livet. Kristeligt Dagblad, 2012-05-03).

Linda Boström Knausgård har selv valgt at være meget åben omkring sin psykiske lidelse, men mange vil også kende til den gennem Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ”Min kamp”, hvor han beskriver familiens liv herunder sin daværende kones sygdomsforløb ned til mindste detalje.

Ud over at skrive bøger har Linda Boström Knausgård taget en uddannelse som radiodokumentarist, lavet kortfilm og skrevet på en løbende krønike til damebladet ”Kvinner och Klär”. I 2013 udkom Linda Boström Knausgårds første roman ”Helioskatastrofen” i Sverige, romanen blev oversat til dansk i 2014. Hendes seneste roman ”Oktoberbarn” udkom i Sverige i 2019 og blev oversat til dansk i 2020.

I 2011 udkom ”Grand Mal” (”Grand Mal”, 2012), der er Linda Boström Knausgårds første prosabog. Bogen indeholder i alt 20 noveller. Kærligheden, familielivet og barnets uskyld er nogle af de værdier, der værnes om i ”Grand Mal”, men livet og lykken er kun til låns, for mørket og det onde ligger altid på lur.

I åbningsnovellen ”Ønsket” er jeg-et samlet med sin mand og sine tre børn rundt om køkkenbordet. Hun taler direkte til et fremmed ”du”, som både kan være læseren, Gud, det onde eller en iboende angst i hende selv. Hun beder dette ”du” om at forsvinde. ”Du vil aldrig komme tilbage. Du forlader os nu, fordi jeg beder dig om det. Dette er en afsked. Det må du aldrig glemme.” (s. 9).

Den direkte tale til et ”du” vender tilbage i slutnovellen ”Den, du frygter”. Her er det en mor, der taler til sit barn i et forsøg på at fjerne hendes smerte. Hun fortæller barnet og underforstået læseren, at livet ikke er let.

29386366

Novellesamlingens titel ”Grand Mal” er også titlen på en af samlingens noveller. Grand Mal er den medicinske betegnelse for den alvorligste form for epilepsi, og et sådant anfald er et ungt par og deres venner vidner til i slutningen af titelnovellen, hvor en leende drengs krop synes besat af ondskab, da han væltes omkuld i et voldsomt krampeanfald. Forud for episoden har parret diskuteret, hvorvidt de skal døbe deres barn, når nu ingen af dem tror på Gud.

Novellerne viser livets uforudsigelighed og skrøbelighed, hvordan alt kan ændre sig på et splitsekund. Lys bliver til mørke, og grin bliver til gråd. Alting har en udløbsdato, hvor endestationen er døden.

I novellen ”Babyalarmen” har et par købt en babyalarm. Gennem alarmen kan de høre barnegråd, skønt deres egen søn sover trygt i sin seng. Det, at der ikke synes at være nogen rationel forklaring på gråden, får moderen til at tænke tilbage på dengang, hun var barn og så syner. Det får hende til at tro, at gråden i alarmen også er et udtryk for noget uvirkeligt og noget uforståeligt. Parret finder sidenhen ud af, at babyalarmen har opfanget et signal fra en anden babyalarm i ejendommen, og at gråden derfor stammer fra et andet barn. Men bekymringen stopper ikke her, for hvorfor bliver dette barn ikke samlet op?