Charles Burns

cand.mag. Christian Jess Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information, 2013.
Main image
Burns, Charles
Tegning: Selvportræt

Indledning

Charles Burns er ikke bange for at tage af hovedstolen. Hans monumentale mesterværk ”Sort hul”, tager udgangspunkt i hans high school-tid i 1970’erne, og i sin nye trilogi der starter med ”X’et ud”, fortsætter han med sin tid i kunstskolemiljøet og den spirende punkscene i slutningen af samme årti. Hans sikre tegnestil er let genkendelig, hver ramme står som en fastfrosset skive af tid. Hans univers er ofte grotesk og absurd, med et stærkt erotisk indhold, men kernen i hans historier er noget så gammeldags som den første forelskelse og den store kærlighed. Han fortæller sine historier ved hjælp af symboler og underbevidste motiver, der konstant dukker op på kryds og tværs.

 

28771800

Blå bog

Født: 27. september, 1955.

Uddannelse: Kandidat fra University of California, Davis.

Debut: Curse of the Molemen. Kitchen Sink, 1986.

Priser: Harvey Award, 1998 m.fl. Eisner Award, 2006.

Seneste udgivelse: X’et ud. Fahrenheit, 2011. Oversat af Paw Krogsbæk Mathiasen.

Inspiration: Robert Crumb.

Genre: Grafiske romaner

 

Artikel type
voksenillustratorer

Baggrund

”Eliza siddende nøgen på et lyserødt håndklæde. Så smuk, at jeg kunne dø. Hun koncentrerede sig, fuldstændig fokuseret på sin tegneblok, men nåh, Gud … hendes hale. Hendes nuttede lille hale der langsomt bevægede sig frem og tilbage, lavede et vifteformet aftryk i støvet. Hun er den ene, det er hun virkelig. Det ved jeg nu”.

”Sort hul”, upagineret.

Charles Burns blev født i Washington D.C. den 27. september 1955, men voksede op i byen Seattle, som familien flyttede til i 1965. Faren var optaget af både kunst og tegneserier og købte bl.a. Tintin-tegneserier til Burns, en karakter, han senere skulle bruge i sine egne værker. Om sin High School-tid i Seattle siger Burns: ”Jeg var det barn der tegnede i High School, og jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse for mig selv, andet end at jeg gerne ville være kunstner, og det vidste jeg ikke hvad var, så jeg gik på en kunstskole. Jeg var ekstremt naiv.” (Chris Randle: It’s not like, here’s Anti-Tintin: An Interview with Charles Burns. Randomhouse, 11-29-2012).

Burns tog på en kunstskole i Oakland, Californien. En tid han senere ville beskrive i sit værk “X’et ud”. På kunstskolen eksperimenterede han med sin udtryksform, han prøvede både fotografi, skulpturer, performancekunst og video, men vendte tilbage til tegneserierne efter at han blev færdig.

Han begyndte at udkomme i magasinet RAW i starten af 1980’erne. Bladet var bl.a. stiftet af Art Spiegelman, der senere skulle vinde en Pulitzer-pris for sin Holocaust-tegneserie ”Maus”. Forlaget bag RAW trykte også to af Burns’ bøger ”Big Baby” og ”Hard-Boiled Defective Stories”. I midten af 80’erne boede han kortvarigt i Italien, og blev inspireret af tegneseriescenen der. Mellem 1994 og 2004 udgav Charles Burns de 12 kapitler, der skulle bliver samlet til ”Sort hul” i 2005 – hans vigtigste værk. Samtidig levede han af illustrationsopgaver, f.eks. for magasinet ”The Believer”. Han designede også pladecovers og leverede illustrationer til reklamekampagner.

I 1999 fik han en udstilling med sine værker på Pennsylvania Academy of the Fine Arts. Den samlede udgave af ”Sort hul” udkom i 2005, og er siden blevet hyldet som en nyklassiker inden for tegneseriegenren. Burns startede et nyt projekt i 2010, en trilogi hvoraf de to første bind er udkommet – ”X’et ud” og ”The Hive”. Han bor i Philadelphia med sin kone og to døtre.

 

Sort hul

”Jeg stirrede ned i et hul, et sort hul, og mens jeg stirrede, åbnede det sig, og jeg kunne mærke, jeg faldt forover, styrtende ned i intetheden. I et stykke tid svævede jeg bare. Jeg var i det her totalt sorte sted. Det var temmelig syret, men det føltes rart”
”Sort hul”, upagineret.

”Black Hole”, der udkom i en samlet udgave i 2005 (”Sort Hul”, 2010), er umiskendeligt Charles Burns’ Magnum Opus. Han brugte 10 år på at lave den, i første omgang i 12 dele, som han udgav mellem 1994 og 2004.

Historien tager udgangspunkt i Burns’ egen opvækst i 70’ernes Seattle, med et fantastisk tvist. Den er bygget op som en temmelig klassisk historie om amerikanske high school-teenagere, med følgende faste elementer: kærlighed og forelskelse, nørderne og de seje, udstødelse, isolation, stoffer, selvmord, alkohol og akavet sex.

Samtidig er der på nærmest hver eneste side en eksplicit seksuel scene eller reference, og/eller en implicit seksuel metafor, ofte i form af et vaginamotiv eller fallos, og en lind understrøm af symboler der går i dialog med hinanden på kryds og tværs gennem værket, hvilket fører til en forstyrrende, ja næsten kvalm læsning.

28255357

Det fantastiske kommer til udtryk i form af en seksuelt overført sygdom, der medfører mutationer og deformiteter, som svømmehud, udposninger, hudblærer osv. De inficerede udstødes fra samfundet, og finder sammen i en lille skov. Sygdommen kan forstås som metafor for aids, men er nok i virkeligheden en metafor for overgangen til voksen, og det limbo mellem barn og voksen som er teenageårene. De foruroligende symboler og sygdommen sætter en uhyggelig atmosfære, som yderligere forstærkes af et handlingsspor, hvor folk fra de udstødtes samfund i skoven forsvinder, og uhyggelige, sammenflikkede dukker findes hængende fra træerne.

De fire personer der udgør kernen af fortællingen er Keith, der er er forelsket i kunstneren Eliza. Hun har en lille hale, som Keith finder både frastødende og tiltrækkende. Keiths skolekammerat Chris, forelsker sig i Rob, som allerede har sygdommen, og har en lille mund under sit kraveben der taler. Chris bliver smittet og stikker af sammen med Rob. Chris’ deformitet er, at han skifter hud som en slange skifter ham. Burns bruger ingen nuancer i sine sort/hvide tegninger. Især den sorte farve dominerer. Tegningerne har en perfekt, ren stil, og hans billeder står som fastfrosne øjeblikke i tid.

 

X’et ud

”Jeg må langsomt trappe ned. Det skal jeg altså, ellers bliver jeg hundesyg. Jeg har talt alle pillerne. Jeg endda lavet en lille kalender. Et skema. Men de sidste fire piller har nærmest ikke virket, og jeg fryser vildt meget. Det virker aldrig helt.”
”X’et ud”, upagineret.

Charles Burns’ ”X’et Out” (”X’et ud”, 2011) fra 2010 er den første tegneserie han lavede efter ”Sort hul”, og første del af en planlagt trilogi, hvoraf bind to (”The Hive”, 2012) også er udkommet. Værket kan beskrives som en sammenblanding af den kanoniserede belgiske tegneserie ”Tintin” af Hergé og beatforfatteren William S. Burroughs og hans cut-up teknik og drømmelandskaber, sat op i mod 1970’ernes kunstskole- og punkscene i USA, som Burns selv var en del af.

I ”X’et ud” følger vi Doug, der er en ung performancekunstner, og som sådan, en videreudvikling af Keith fra ”Sort hul”. I værkets første sekvens optræder Doug i Hergés rene tegnestil – ligne claire – og er på den måde ikoniseret, i forhold til den mere realistiske skildring af Doug der følger. I en slags hallucination, besøger han en fremmed verden gennem et hul i sit soveværelse. Han har en sort Tintin-krølle, og en sort kat (i stedet for Terry, den hvide hund).

28771800

Da vi kommer tilbage på historiens realplan, ser vi at Doug ligger i sengen, tungt bedøvet af piller, med en hovedskade og en seriøs depression. I en række flashbacks ser vi episoder fra Dougs fortid, hans tiltrækning af den mystiske installationskunstner Sarah, Dougs egen performance som ”Nitnit”, der læser cut-up tekster op med en skrattende båndoptager om nakken påført Tintin-maske, og Dougs syge far.

Man er ikke helt klog på, hvad der sker efter endt læsning af ”X’et ud”, og det gør heller ikke noget, for Burns’ ærinde er nødvendigvis at fortælle en konventionel historie. Tilgangen minder om den i ”Sort hul”, der er en række symboler, der optræder gennem historien, bl.a. æg. Som det rødklattede æg fra forsiden, der uundgåeligt fører tankerne hen på kæmpesvampene fra ”Tintin og den mystiske stjerne”, eller titlens X’et ud, der både kan henvise til den pilleoversigt, Doug krydser af, eller den unge punkbevægelses ønske om at melde sig ud af samfundet. Burns har sat farve på sine tegninger i værket, og de vibrerer på siden. ”X’et ud” er et stærkt værk, der ikke mindst imponerer i sin brug af symboler og tematiske og visuelle spor.

Genrer og tematikker

I sine værker har Charles Burns ofte taget udgangspunkt i sin egen opvækst. ”Sort hul” handler om den svære teenagetid, high school, den første forelskelse og de første seksuelle erfaringer, placeret i Burns’ egen by Seattle, omkring 1974.

I ”X’et ud” er vi et par år længere fremme, i 1977 omkring San Francisco, i et kunstskolemiljø med folk i begyndelsen af 20’erne, ligesom Burns selv var dengang: ”Jeg var i Bay Area, dengang alle de her ting begyndte at ske. Efteråret 1977, jeg var der og var begyndt at se de bands der var der. Alting gik meget hurtigt. Det var noget jeg virkelig nød (…), så jeg ville skrive en historie der handlede om præcis den tid.” (Sam Adams: Interview: Charles Burns. A.V. Club, 2010-11-18).

Oven i det selvbiografiske spor kommer Burns’ næsten freudianske brug af symboler, hans metaforiske motiver og hans brug af associationer og drømmelogik frem for en mere konventionel fortællemåde. I ”Sort hul” optræder den vaginale åbning som gennemgående motiv, fra et snit i en død frø, en revnende hud, en kødpølse-sandwich, et sår under foden.

Hertil kommer en række motiver, som ikke umiddelbart kan tolkes i en retning, men som ikke desto mindre skaber en sammenhæng i værket, og en næsten ubevidst destabilisering i læseoplevelsen. I ”Sort hul” er det f.eks. en klippebue, som optræder både som konkret, fysisk sted, i en slanges bugtning og i en mareridtsagtig drøm. I ”X’et ud” optræder cirkelformen som gennemgående motiv, en spands åbning, en dørtelefons runde højttaler, et metafysisk hul i væggen, et brændehul i et sengetæppe osv.

Selvom Burns’ værker har det med at syre ud, set i forhold til konventionelle historier, er de fantastiske elementer der optræder som regel allegoriske repræsentanter for nogle almenmenneskelige erfaringer. Gennemgående drejer det sig om overgangen til voksen, teenageliv, seksualitet og perversion, isolation og udstødelse og ja, kærlighed.

 

Beslægtede forfatterskaber

Som så mange tegneserieskabere fra Burns’ generation er han inspireret af de amerikanske satiretegneserieblad ”MAD Magazine” (1952-2004), som han læste i samlede sort/hvide reproduktioner: ”Min far havde genoptryk af Harvey Kurtzmans MAD-tegneserie. De var små Ballantine paperbacks; Oprindeligt var de i farver, men de her var i sort og hvid.” (Sam Adams: Interview: Charles Burns. A.V. Club, 2010-11-18).

Burns begyndte at tegne i sort/hvid, og efterligne stilen fra MAD. Han var også glad for romantiske tegneserier, som blev spyttet ud i 60’erne: ”Sidst i 70’erne købte jeg stakkevis af romantiske tegneserier fra 60’erne til min kæreste. På en måde var det for sjov, men vi nød dem faktisk begge to.” (Chris Randle: It’s not like, here’s Anti-Tintin: An Interview with Charles Burns. Randomhouse, 2012-11-29).

Det romantiske inkorporerer Burns både eksplicit i ”The Hive”, hvor Doug og hans kæreste Sarah læser de samme romantiske 60’er-tegneserier som Burns selv gjorde, og implicit i sit valg af tema, der ofte har det romantiske som omdrejningspunkt.

Burns er også inspireret af William S. Burroughs syrede beat-bøger fra 1950’erne og 60’erne. Især ”Naked Lunch” fra 1959, hvis drømmeverden ”The Interzone”, placeret i et alternativt, marokkansk Tanger, er en direkte inspiration for paralleluniverset i ”X’et ud”, der også har tydelige marokkanske træk. Tegneseriemæssigt var det Robert Crumbs tegneserier og hans blad ”Weirdo” (1981-1983), der især gjorde det legitimt at skildre det underlige og det perverse, uden nødvendigvis at blive stemplet som pervers.

De underlige væsener, der optræder i Burns værker, som f.eks. sushivæsenerne eller de andre mystiske skabninger fra ”The Hive”, er inspireret af den ordløse tegneserietegner Jim Woodrings værker. Woodring er ligeledes fascineret af at udtrykke noget underbevidst ved hjælp af symboler og associationer.

Charles Burns er gode venner med en anden stor amerikansk tegneserieskaber, Daniel Clowes, og de to har da også mange tematiske ligheder. Især er lighederne tydelige i Clowes’ tidligere værker, som ”Like a Velvet Glove Cast in Iron” fra 1993, hvor der også optræder mærkelige væsener, og som handler om feticher og seksualitet.

 

Bibliografi

Tegneserier

Burns, Charles:
Curse of the Molemen. RAW Books, 1986.
Burns, Charles:
Thrilling Defective Stories. Pantheon, 1988.
Burns, Charles:
Blood Club. Kitchen Sink Press, 1991.
Burns, Charles:
Skin Deep. Kitchen Sink Press, 1992.
Burns, Charles:
Sort hul. Fahrenheit, 2010. Oversat af Paw Krogsbæk Mathiasen. (Black Hole, 2005).
Burns, Charles:
X’et ud. Fahrenheit, 2011. Oversat af Paw Krogsbæk Mathiasen. (X’ed Out, 2010).
Burns, Charles:
The Hive. Fantagraphics, 2012.

Om forfatterskabet

Web

Charles Burns’ profil hos Fantagraphics

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Charles Burns

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Sam Adams: Interview: Charles Burns. A.V. Club, 2010-11-18.