jeffrey eugenides
Foto: Ricardo Barros

Jeffrey Eugenides

stud.mag. Ester Skibsted Holm, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
jeffrey eugenides
Foto: Ricardo Barros

Indledning

Med et sprudlende sprog og en fabulerende fortællestil behandler Jeffrey Eugenides ungdommens spirende seksualitet og det svære stadie mellem den idealistiske og naive ungdom og det komplicerede og desillusionerede voksenliv. Han er mester i at fortælle kringlede historier fra altid charmerende og skæve synsvinkler. Læseren hvirvles gerne rundt mellem forskellige fortællinger og perspektiver, men bliver kun behageligt rundforvirret i Eugenides’ farverige og snørklede univers.

47236924

Blå bog

Født: 8. marts 1960, Detroit, Michigan.

Uddannelse: BA i Engelsk fra Brown University og MA i Creative Writing fra Stanford University.

Debut: The Virgin Suicides. 1993.

Litteraturpriser: Henry D. Vursell Memorial prisen fra the American Academy of Arts and Letters, 1995. Pulitzerprisen, 2003. WELT-Literaturpreis, 2003. Great Lakes Book Award, 2003.

Seneste udgivelse: Andenhåndsvidne. Gyldendal, 2019. Oversat af Mich Vraa. Noveller.

Inspiration: Vergil, Leo Tolstoy, Vladimir Nabokov, Philip Roth, Gabriel García Márquez og Henry James.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Søanemoner spirede frem mellem mine klassekammeraters ben. De fandtes i alle farver, sort, brun, elektrisk gul, livlig rød. Højere oppe hoppede deres bryster som vandmænd, blidt pulserende med spidser af grel pink. Alt bølgede i strømmen, slugte mikroskopiske plankton, voksede sig større minut for minut. De sky, klodsede piger var som søløver der lurede i dybet.”

”Middlesex”, s. 300.

Jeffrey Eugenides blev født og voksede op i Detroit i en amerikansk familie med græske og engelske rødder. Her gik han i skole på University Liggett School – en privatskole i den mondæne Detroit-forstad Grosse Pointe. Ifølge Eugenides selv vidste han allerede som 15-årig, at han ville være forfatter. I en Q & A til den amerikanske talkshowværtinde Oprah Winfreys internetbaserede bogklub beskriver han sit yngre selv som følger: ”Jeg var imidlertid et drømmende, kunstnerisk, ambitiøst barn. Jeg havde altid nydt at skrive historier og ja mine lærere mente, at jeg udviste ”talent”. Så jeg satte mig for at stræbe imod et litterært liv.” (Oprahs Book Club, 2007). Beslutningen om at blive forfatter var kraftigt inspireret af at have læst James Joyces ”The Portrait of the Artist as a Young Man”. Eugenides overså dengang ironien i Joyces skildring af den unge ukueligt idealistiske hovedperson forfatteren Stephen Dedalus. Han identificerede sig fuldstændig med den ambitiøse unge forfatter med et græsk efternavn ligesom ham selv og besluttede sig derfor for også at gå forfattervejen (Oprahs Book Club, 2007).

Efter High School blev Eugenides optaget på Brown University, hvor hans roman ”Bryllupsintrigen” udspiller sig. Her begyndte han sit litterære liv med at studere den engelsksprogede litteratur. Efter at have erhvervet sig en BA i 1983 og fyldt sit hoved til randen med ny viden tog han som mange idealistiske unge mænd før ham på dannelsesrejse. Først rejste han rundt i Europa, hvorefter han drog til Calcutta i Indien for at melde sig som frivillig hos Mother Teresa. Da han vendte tilbage til USA, påbegyndte han på Stanford University sin MA i engelsk og Creative Writing.

Selvom han havde skrevet ivrigt siden teenageårene, havde han imidlertid ikke travlt med at publicere. Han ønskede først at mestre og udvikle sit håndværk. Hans første roman ”The Virgin Suicides” kom derfor først i 1993 (på dansk i 1994 under titlen ”Jomfruselvmorderne”). Udover sine tre anmelderroste romaner har Eugenides løbende publiceret noveller og essays i diverse tidsskrifter heriblandt The New Yorker og The Yale Review.

Ved siden af sin forfattervirksomhed har Jeffrey Eugenides engageret sig i at give andre skrivetalenter mulighed for at blomstre. Blandt andet støtter han projektet 826 Chicago, som tilbyder gratis undervisning til unge forfatterspirer. 

I dag bor Eugenides med sin hustru og datter i Princeton, New Jersey, hvor han er ansat som professor og underviser i Creative Writing ved Princeton University.

Jomfruselvmorderne

”Trip Fontaine så hende med en sådan intensitet, at han ophørte med at eksistere. Verden indeholdt i det øjeblik kun Lux. En sitrende Aura omgav hende, en skimren som af atomer der var ved at rive sig løs, et fænomen vi senere tilskrev alt det blod, der løb væk fra Trips hoved.”
”Jomfruselvmorderne”, s. 72.

I sin første roman, ”The Virgin Suicides” fra 1993 (”Jomfruselvmorderne”, 1994), fortæller Eugenides den grufulde, men fascinerende historie om fem smukke teenagesøstres tragiske selvmord. Begivenhederne finder sted inden for ca. et år i en trist forstadsflække i det amerikanske midtvesten og fortælles af en flok jævnaldrende drenge fra lokalmiljøet 20 år efter selvmordene. Et stykke inde i voksenlivet kan det fortællende ”vi” stadig ikke helt slippe Lisbon-pigerne og deres tragiske skæbner.

23119714

Tragedien begynder, da den yngste søster på 13, enspænderen Cecilia, begår selvmord ved at kaste sig fra et vindue ned på et spir i rækværket omkring familiens hus. Dette sker under en tam forældreovervåget fest, hvor fortællerne selv er til stede. Festen er forældrenes kejtede forsøg på at opmuntre Cecilia efter hendes første selvmordsforsøg, men ender i stedet med at stille familiens problemer til skue for omverdenen. Efter Cecilias død vælger forældrene – den grå matematiklærer Mr. Lisbon og hans strikse og dominerende katolske hustru Mrs. Lisbon – gradvist at isolere resten af døtrene, Therese, Bonnie, Mary og den frivole og rebelske Lux, fra omverdenen. I takt med, at huset falder fra hinanden både indvendigt og udvendigt og familiens kontakt til omverdenen reduceres til næsten ingenting, stiger nysgerrigheden og fascinationen hos de unge drenge. Hvad der startede som en typisk teenagebetagelse af fem dragende og utilnærmelige katolske søstre, vokser sig til en fælles besættelse blandt drengene.

Pigernes historie fremlægges for læseren i en form, der ligner en kriminalteknisk rapport. Begivenhederne udfoldes og sammenstykkes gennem diverse øjenvidneberetninger, som drengene selv har indhentet. Alt fra tandlægen, præsten, nysgerrige naboer og Lux’ hemmelige hashrygende kæreste Trip til de knækkede forældre er citeret for deres version af historien. Desuden forelægges en række bilag i form af billeder, avisudklip, politirapporter og dagbogsnotater alt sammen med det formål at nå frem til en forklaring på selvmordene.

Gennem denne bevisfremlæggelse får drengene dog mest af alt tegnet et tydeligt billede af deres egen voldsomme besættelse og ikke mindst det passive og fiskefluebefængte lokalsamfund, de er vokset op i – et samfund som lader familien og pigerne gå til under deres nysgerrige blikke. Hvad der umiddelbart fremstilles som en objektiv undersøgelse, ligner, som bogen skrider frem, mere og mere en subjektiv om end kollektiv selvransagelse.