Foto: Ulla Montan

Monika Fagerholm

cand.mag. Marie Hauge Lykkegaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
Foto: Ulla Montan

Indledning

Monika Fagerholm vil ikke sættes i bås som en filosofisk anlagt finsk mumitrold. Den finlandssvenske forfatter med de tykke, flersporede romaner i bagagen er dog heller ikke så let at sætte i bås som noget som helst. Hun er langt fra den eneste nordiske forfatter, der skriver om store mørke skove, er inspireret af gamle sagn og udforsker den nordiske kultur- og naturforståelse, men Monika Fagerholm bryder konventioner frem for at følge dem.

At tilhøre en sprogminoritet i sit hjemland og samtidig leve af at skrive er et emne, Fagerholm ofte taler om i interviewsituationer, og i hendes bøger er det tydeligt, at hun er optaget af sproget; melodien, mulighederne for at eksperimentere med form og forståelse.

 

29590400

Blå bog

Født: 26. februar 1961 i Helsingfors.

Uddannelse: Kandidat i psykologi og litteratur fra Universitetet i Helsingfors, 1987.

Debut: Sham. Söderström, 1987.

Litteraturpriser: Runebergspriset, 1995. Tack för boket-medaljen, 1995. Augustpriset, 2005. Aniarapriset, 2005.

Seneste udgivelse: Glitterscenen og pigen hun træder i dansen med røde guldbånd. Tiderne Skifter, 2012.

Inspiration: Kerstin Ekman, Inger Edelfeldt, Doris Lessing, Tennessee Williams.

 

 

 

Filmklip fra svenske Arkivet med Monika Fagerholm om Den amerikanske pige

Fagerholm, Monika filmklip

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Doris Nat&Sandra Dag, Sandra Nat&Doris Dag: det var deres alter egoidentiteter i den leg hvor de smil de havde indøvet foran spejlet på bunden af svømmebassinet i huset i den sumpede del også hørte til.”

”Den amerikanske pige”, s. 122.

Monika Fagerholm er født i Helsingfors i 1961. Hun er finlandssvensk, hvilket vil sige, at hun er finsk, men har svensk som modersmål. Dermed skriver hun på et minoritetssprog, og det at udgive bøger, som ikke alle i hjemlandet kan læse uden oversættelse, fremhæver hun som noget særligt betydningsfuldt.

Fagerholm er kandidat i psykologi og litteratur fra Universitetet i Helsingfors. Hun dimitterede i 1987, samme år som debuten ”Sham”, en række ultrakorte noveller, udkom. Gennembruddet kom i 1994 med den første roman ”Skønne kvinder ved vandet”, som vandt stor anerkendelse i både Finland og Sverige, blev oversat til ni sprog og filmatiseret.

Siden fulgte romanen ”Diva”, og senest har Fagerholm udgivet det todelte romanværk ”Enden på glitterscenen”. Første del, ”Den amerikanske pige”, fik hun den svenske August-prisen for i 2007. Sidste del, ”Glitterscenen”, indbragte hende en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris i 2010.

Både studierne i litteratur og psykologi har sat aftryk i forfatterskabet, men det er ikke det psykologiske portræt, Fagerholm først og fremmest er interesseret i at skabe som forfatter: ”Efter at have læst psykologi i mange år, blev jeg træt af at tænke på den måde. Især når jeg læste litteratur, hvor alt kan forklares med henvisninger til psykologi,” har hun forklaret. (Silja Hiidenheimo: Interview. Books from Finland, 1998).

Hun sammenligner det at skrive med at være på en rejse. Stilistisk set har Fagerholm da også udviklet sig meget gennem årene. Fortællingerne er løbende blevet mere fragmenterede, men det er også mærkbart, at hun udforsker sproget på nye måder, for hver bog hun skriver: ”At skrive er en udforskning, forstået på den måde, at jeg ikke ændrer skriften, men det at skrive ændrer mig.” (Silja Hiidenheimo: Interview. Books from Finland, 1998).

Monika Fagerholm har arbejdet som oversætter og som medredaktør på KLO, et litteraturtidsskrift for unge. I dag er hun bosat i den finske by Ekenäs.


Skønne kvinder ved vandet

”De kalder dem familien Engel. Det skyldes bilen, den hvide engel fra den anden side af havene.”
”Skønne kvinder ved vandet”, s. 15.

Monika Fagerholms første roman ”Underbara kvinnor vid vatten” fra 1994 (”Skønne kvinder ved vandet”, 1996) er et generationsportræt fra 1960'erne. Over tre somre fra 1964-66 møder vi to familier, der ferierer i den finske skærgård tæt på grænsen til Sverige. Isabella og Kajus bor med sønnen Thomas i ’den hvide villa’ i ’sommerparadiset’. Thomas er syv år ved romanens begyndelse, og det er gennem hans øjne, historien fortælles. Isabella er smuk og til tider lidt sky. Både Kajus og Thomas forguder hende.

21392936

Den anden sommer ankommer Gabriel og Rosa Engel til stedet sammen med datteren Renée. Da de svinger ind i sommerparadiset i deres hvide amerikanerbil, forandres alt. Rosa og Isabella bliver strandkvinderne. De bader og dagdrømmer og ligner Jacqueline Kennedy og Elizabeth Taylor, når de er sammen. Men dagdrømmene tager overhånd. Livet som husmor er ikke længere lykken. Rosa har været i USA og har set, at livet kan tage sig meget anderledes ud, end det gør i det finsk-svenske ferieparadis. En fælles familieudflugt til Sverige giver udslaget; strandkvinderne stikker af.

For Thomas får mødet med Renée Engel betydning. Hun kan sejle, forsvinder af og til ind i skoven i flere dage ad gangen og opfører sig i det hele taget ikke som nogen pige, Thomas før har mødt.

60'erne var en opbrudstid, hvor familiemønstre og kønsroller blev taget op til revidering. Verden blev mindre og mulighederne flere. Både månelandingen, tupperware og amerikanske filmstarletter væves ind i fortællingen. Det hele sætter spor.

I sammenligning med Monika Fagerholms senere romaner er denne skrevet i et forholdsvis enkelt og let tilgængeligt sprog. Det er fabulerende og ofte tvetydigt, men der er tale om en forholdsvis konkret historie.

Thomas forstår langt fra alt af, hvad der rør sig i sommerparadiset. Hans beretning er ufuldstændig og ensidig i sit fokus på morens sindstilstand. Samtidig viser fortællingen, hvor meget børn faktisk opfatter, og hvilke konsekvenser forældrenes selvrealiseringsprojekter kan få for børnene – både mens de står på og fremadrettet.

Diva

”Jeg er Diva. Alt jeg fortæller er sandt. Luk øjnene, drøm om det smukkeste der findes. Åbn øjnene igen. Se mig. Pigekvinden. DivaLucia. Tretten år, snart fjorten. Baby Wonder. Hende man ikke troede fandtes.”
”Diva”, s. 11.

Romanen ”Diva” udkom i 1998 (”Diva”, 2002). Den 13-årige Diva bor i en finsk provinsby sammen med sin mor og sine tre brødre. Hun er kæreste med Leo, men drages også af læreren Daniel, den sofistikerede og, som Diva selv, overbegavede Frances og af Gabriella, teaterdronningen fra de ældste klasser.

Diva har appetit, både bogstavelig talt og i overført betydning. Hun afsøger konstant egne og andres grænser; seksuelle, intellektuelle og socialt acceptable. Hun elsker følelsen af at være i centrum og misundt, og det er hun ofte. Hun er skolens smukkeste pige, og den oplagte Luciabrud hvert år. Luciakronen er hendes kæreste eje, og følelsen af varm stearin, der løber ned i håret er det bedste, hun ved. ”Den lille død”, kalder hun det. ”Jeg er Diva. Alt, hvad jeg fortæller er sandt”, står der i prologen, men det er blot et spil, et led i hendes test af omverdenen.

23937670

Med Diva som den upålidelige og selvforherligende fortæller beskrives hendes hverdag som elev på Østerskolen, hvor de andre piger flokkes om hende. Kysogkramfuglene, kalder hun dem, for Diva har lavet sit eget sprog, der tillader hende at fremhæve, forskønne og sortere over for læseren. Ord og sætninger, der er særligt vigtige i hendes øjne, er markeret med fed. Historien er fortalt efter hendes manipulerende hoved.

”Diva” tegner et portræt af en usædvanlig fremmelig teenager, men den er også en roman om pubertet med alt, hvad det indebærer af selvransagelse, spirende seksualitet og venskaber, der brydes fra den ene dag til den anden. Desuden er romanen et sprogligt eksperiment. Hvad sker der, hvis man lader en trettenårig, selvbevidst, overbegavet pige tage styringen i sin roman? Man får et resultat, som er lige så fragmenteret som teenagerens tankeverden.

Den tematisering af stærke og uafhængige kvinder, der ligger som en rød tråd gennem Fagerholms forfatterskab, er måske allertydeligst i ”Diva”, men det er også en roman om grænser, der er til for at blive rykket. Forestillingen om den uskyldige Luciabrud, mønstereleven som alle misunder, fordrejes og nedbrydes. Hvad, der står tilbage, er måske det, der fylder allermest i teenagerens hoved: Kaos, kærlighed og oprør.

 

Den amerikanske pige

”’Jeg er en fremmed fugl, Bengt, er du også?’ ’Ingen kender min rose i verden undtagen jeg’ Hun havde talt sådan med underlige ord. Hun havde været en fremmed der på Egnen.”
”Den amerikanske pige”, s. 9.

Monika Fagerholms ”Den amerikanska flickan fra 2004 (”Den amerikanske pige”, 2007) er første roman i den todelte fortælling ”Enden på glitterscenen.”

Vi er på Egnen i de finske skove, nogle år efter en fatal hændelse i efteråret 1969. Da var den 19-årige amerikanske pige Eddie de Wire på sommervisit. Hun blev kæreste med den jævnaldrende Bjørn, men havde også et forhold til den yngre Bengt. Rygtet siger, at Bengt slog hende ihjel ved et uheld. Samme aften som drabet fandt sted, hængte Bjørn sig.

Eddies død er noget, der ikke tales åbent om, men gerne spindes myter på. Det er disse myter, Sandra Wärn og Doris Flinkenberg, to ensomme teenagere, dykker ned i. I første omgang er der tale om uskyldig leg. Legen hedder 'Den amerikanske pige'. De leger også ’Lorelei Lindberg’, som er Doris’ selvopfundne navn til Sandras mor, som forlod Egnen, da Sandra var lille. Også historien om hende er omgærdet af mystik, og Sandra gør den desto mere mystisk ved at digte nye historier om moderen.

26807395

Pigerne bliver ældre, og leg bliver alvor. Doris begynder at tvivle på historierne om Eddie de Wire, på Sandra og på sig selv. Detektivarbejdet tager overhånd. Doris tager sit eget liv. Mærket af det spind af løgne og fortiede sandheder, der førte til venindens død, forlader Sandra Egnen. Selvmordet står som et mysterium i mysteriet om den amerikanske pige. Sandra møder gamle bekendte, der har nye oplysninger om Eddie de Wire.

Mordgåden er romanens omdrejningspunkt. På den måde er der tale om en kriminalroman, men ”Den amerikanske pige” er også et psykologisk portræt af to piger og deres identitetsøgning og spirende seksualitet. Desuden er den en fragmenteret beretning fra de finske skove, som mest af alt ligner et eventyrland, man ikke ønsker at fare vild i.

Der springes frem og tilbage i tid, det varsles, hvad der siden vil ske, og først til slut har vi, måske, hele historien på plads. Persongalleriet er omfangsrigt, hovedpersonerne er mytomaner, og romanen er spækket med referencer til 1960’ernes popkultur og til litterære klassikere.

Både denne roman og efterfølgeren bryder med kriminal- og spændingsromanens opklaringsfokuserede fortællegreb.

 

Glitterscenen og pigen hun træder i dansen med røde guldbånd

”- Suzette Packlén, ”jeg fascineres af Døden i hende”, silke, fløjl, klude, laser, kludestrimler; hende”.
”Glitterscenen”, s. 222.

I 2009 udgav Monika Fagerholm ”Glitterscenen” (”Glitterscenen”, 2012). Den tager over, hvor ”Den amerikanske pige” slap, men kan også læses som en selvstændig historie. 

Mysteriet om Eddie de Wires død er endnu uopklaret, og de unge piger på Egnen drages fortsat af sagen. Med tiden har fortællingen fået en tragisk sidehistorie – den om Doris Flinkenberg, der tog sit eget liv i jagten på sandheden.

Fortællingen starter ved pigen Johanna, en plejedatter til Solveig, som kendte både Doris og Eddie. Johanna er en central figur i ”Glitterscenen”. Hvorfor, forstår man først meget langt inde i romanen.

Maj-Gun Maalaama er præstedatter og arbejder i kiosken på torvet. Suzette Packlén er datter af kludevæveren ved Den Fjernere Indsø. Maj-Gun er sprudlende og nysgerrig. Suzette er trist og tavs; et modsætningspar lig Doris og Sandra i den første roman. Som så mange før hende er Maj-Gun optaget af den amerikanske pige. Hun drages af Eddie de Wires ulykkelige kæreste Bengt, der stadig bor på Egnen og af den sky Suzette, der virker så fremmed – ligesom den amerikanske pige.

Suzette drømmer om sin første kæreste, Tom Maalamaa, Maj-Guns bror. Fatale misforståelser opstår, og de to pigers veje skilles. Suzette finder sammen med Tom igen. Da er Maj-Gun gravid med Bengts barn, men Bengt er død. Maj-Guns datter adopteres af Solveig, som viser sig at ligge inde med løsningen på gåden om Eddie de Wire. Historierne i ”Glitterscenen” er som de kludestykker, Suzette voksede op med; de passer ikke sammen, men danner alligevel et hele. Myterne om den amerikanske pige binder dem sammen.

Romanen låner fortællegreb fra folkevisen: Centrale elementer gentages ordret igen og igen, som sidste vers i folkevisens strofer. Romanens undertitel: ”og pigen hun træder dansen med røde guldbånd” er titlen på en folkevise.

Glitterscenen er en sindstilstand og der, hvor de unge piger drømmer og graver i mysterier. Skellet mellem fantasi og virkelighed er udvisket. Også hovedpersonerne har svært ved at skelne. Der er flere fortællere, men lige som i første roman støttes læsningen af én underliggende, alvidende fortæller, der kæder hændelser sammen uden at røbe noget, før alle svar gives til sidst.

 

Genrer og tematikker

Fagerholm har kvinderne i centrum; de hjemmegående husmødre med uudlevede drømme, den fremmelige teenagepige, der tiltrækker alle omkring sig som en magnet og selv tiltrækkes af både drenge og piger, den unge amerikaner, der druknede, og hvis historie i al evighed vil plage Egnens unge kvinder. Hun bliver ofte fremhævet som en feministisk forfatter, der forsøger at nedbryde og udvide kvindeidealer.

Frem for alt er Monika Fagerholm dog en finlandssvensk forfatter, der ønsker at udvikle og påvirke sit lands og sit sprogområdes litteratur. Om finsk litteratur siger hun: ”Nogle gange er det som om vi i Finlandssverige bruger mumitroldene som et påskud. (…) vi vil alle være småfilosofiske mumitrolde. (…) Det bliver ret hurtigt meget nuttet, og jeg kan savne den rigtige knivsæg.” (Sara Stribe Pavell: # 29 Författaren som pirat – intervju med Monika Fagerholm. 10tal.se, 2009).

Monika Fagerholm bevæger sig rundt i flere genrer, men altid på en måde, så hun føjer nyt til genren og bryder dens rammer. Fortællingerne har flere spor og flere sidestillede hovedpersoner, skellet mellem drøm og virkelighed er næsten udvisket, og det er aldrig til at vide, hvad der er sandt.

Dramaturgisk gør Fagerholm en dyd ud af ikke at følge den klassiske komposition. Hun udtrykker det selv således: ”En roman skal have en dramatisk nerve, men den kan se ud, som hvad som helst. Vi er blevet oversvømmet af en enkelt variant af den aristoteliske dramaturgi: To vendepunkter, en i begyndelsen og en lidt før slutningen. Denne dramaturgiske kurve er jo ikke dårlig, men der findes andre.” (Sara Stribe Pavell: # 29 Författaren som pirat – intervju med Monika Fagerholm. 10tal.se, 2009).

Betragter man hele forfatterskabet, er det tydeligt, at Fagerholm afsøger dramaturgiske og stilistiske grænser. Hun ophæver uskrevne regler og flytter sig som fortæller bog for bog. Nogle træk går dog igen. Eksempelvis den alvidende fortæller, der trækker paralleller til fortiden og løfter sløret for fatale hændelser i fremtiden. Fagerholm bruger fortællegrebet til at skabe fremdrift, spænding, forvirring og nysgerrighed. Også de drømmende hovedpersoner, der lever i en verden af fantasier, er at finde i flere værker.

Andre elementer, der går igen i romanerne er referencer til musik, litterære klassikere, amerikansk popkultur og gamle sagn. På grund af sit fokus på myteoverlevering i lokalsamfundet og et omfattende og detaljeret beskrevet persongalleri er Fagerholms romaner blevet sammenlignet med de nordiske sagaer. ”Glitterscenen” henter inspiration fra folkevisernes ordrette gentagelse af hovedbudskabet, og romanen har desuden en henvisning til den græske myte om Orfeus, der hentede Eurydike op fra underverdenen.

Således peger meget ud af teksten i Monika Fagerholms værker. De kan læses på mange niveauer og lukker op for et utal af mulige tolkninger, for der gives ikke mange svar.

 

Beslægtede forfatterskaber

Monika Fagerholm understreger, at det er af stor betydning for hende, at hun skriver på et minoritetssprog i sit hjemland. Ser man på, hvad der karakteriserer andre samtidige finlandssvenske forfattere, tegner der sig et mønster, og Monika Fagerholm falder fint ind i det: ”Episk bredde, psykologisk intensitet og fyldig persontegning, et righoldigt stof integreret i en overbevisende handling, formbevidsthed, metafiktiv refleksion, evnen til at skabe et suggestivt, fiktivt univers – alle disse romantekniske grunddyder er i rigt mål repræsenteret i den finlandssvenske prosas nye opblomstringstid, som oven i købet kvantitativt domineres af kvindelige forfattere.” Sådan opsummerer Pia Ingström fællestrækkene for 1980’er og 90’er generationen af finsk/svenske forfattere. (Pia Ingström og Ann-Christine Snickars: At holde sig savnet fra livet. Nordisk kvindelitteraturhistorie på nettet, 2012).

Sin forkærlighed for fragmenterede, psykologiske portrætter af stærke, myteomspundne kvinder deler Monika Fagerholm imidlertid med flere svenske forfatterinder.

Mara Lee skriver om usædvanlige kvinder fra konkurrenceprægede miljøer. I romanen ”Salome” følger vi Elsa Mo, en selvsikker primaballerina på cirka samme alder som Fagerholms Diva. Magtkampe og seksualitet er centrale emner i romanen, hvor beskrivelser af krop, psyke og forestillinger væves sammen til en kaotisk koreografi.

Sara Stridsberg skriver skønlitteratur om virkelighedens stærke kvinder. Debutromanen ”Happy Sally” handler som Sally Bauer, der svømmede over den engelske kanal i 1939, og ”Drømmefakultetet” handler om Valerie Solanas, feminist, forfatter og kvinden der skød Andy Warhol. ”Drømmefakultetet” fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2007.

Kerstin Ekman startede med at skrive kriminalromaner. Siden udviklede forfatterskabet sig i retningen af realistiske, samfundskritiske romaner med rødder i såvel biblens fortællinger som nordisk mytologi, men Ekman har ikke sluppet kriminalstoffet. I stedet har hun videreudviklet det og, lige som Fagerholm, sprængt rammerne for, hvad kriminalromanen kan. Eksempler på det kan læses i romanerne ”Hændelser ved vand” og ”Mordets praksis”.  

Inspirationen fra filmskaber og forfatter David Lynch slår kraftigt igennem i det todelte romanprojekt ”Enden på glitterscenen”. Historien om mordet på den amerikanske pige og det opklaringsarbejde, der med tiden kommer til at inddrage hele Egnen, hvor alle har hver deres version af historien, bringer mindelser om Lynch’ tv-serie ”Twin Peaks”. Kulissen, de sumpede, vildtvoksende finske skove, er heller ikke langt fra de dunkle canadiske skove ved Twin Peaks. ”Glitterscenen” indledes med et Lynch-citat fra bogen ”Lynch om Lynch”.

 

Bibliografi

Romaner

Fagerholm, Monika:
Skønne kvinder ved vandet. Rosinante, 1996. (Underbara kvinnor vid vatten. 1994).
Fagerholm, Monika:
Diva. Rosinante, 2002. (Diva. 1998).
Fagerholm, Monika:
Den amerikanske pige. Tiderne Skifter, 2007. (Den amerikanska flickan. 2004).
Fagerholm, Monika:
Glitterscenen og pigen hun træder i dansen med røde guldbånd. Tiderne Skifter, 2012. (Glitterscenen. 2009).

Om forfatterskabet

Kilder

Fogelholm, Emma:
Författarporträtt: Monika Fagerholm. svenska.yle.fi, 2006-07-21.

Søg i bibliotek.dk

Emnesøgning i bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet