Monika Fagerholm

Monika Fagerholm er født i Helsingfors i 1961. Hun er finlandssvensk, hvilket vil sige, at hun er finsk, men har svensk som modersmål. Dermed skriver hun på et minoritetssprog, og det at udgive bøger, som ikke alle i hjemlandet kan læse uden oversættelse, fremhæver hun som noget særligt betydningsfuldt.

Fagerholm er kandidat i psykologi og litteratur fra Universitetet i Helsingfors. Hun dimitterede i 1987, samme år som debuten ”Sham”, en række ultrakorte noveller, udkom. Gennembruddet kom i 1994 med den første roman ”Skønne kvinder ved vandet”, som vandt stor anerkendelse i både Finland og Sverige, blev oversat til ni sprog og filmatiseret.

Siden fulgte romanen ”Diva” og det todelte romanværk ”Enden på glitterscenen”. Første del, ”Den amerikanske pige”, fik hun den svenske August-prisen for i 2007. Sidste del, ”Glitterscenen”, indbragte hende en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris i 2010. Ti år senere fik hun prisen for romanen ”Hvem slog bambi ihjel?”.

Både studierne i litteratur og psykologi har sat aftryk i forfatterskabet, men det er ikke det psykologiske portræt, Fagerholm først og fremmest er interesseret i at skabe som forfatter: ”Efter at have læst psykologi i mange år, blev jeg træt af at tænke på den måde. Især når jeg læste litteratur, hvor alt kan forklares med henvisninger til psykologi,” har hun forklaret. (Silja Hiidenheimo: Interview. Books from Finland, 1998).

Hun sammenligner det at skrive med at være på en rejse. Stilistisk set har Fagerholm da også udviklet sig meget gennem årene. Fortællingerne er løbende blevet mere fragmenterede, men det er også mærkbart, at hun udforsker sproget på nye måder, for hver bog hun skriver: ”At skrive er en udforskning, forstået på den måde, at jeg ikke ændrer skriften, men det at skrive ændrer mig.” (Silja Hiidenheimo: Interview. Books from Finland, 1998).

Monika Fagerholm har arbejdet som oversætter og som medredaktør på KLO, et litteraturtidsskrift for unge. I dag er hun bosat i den finske by Ekenäs.

Monika Fagerholms første roman ”Underbara kvinnor vid vatten” fra 1994 (”Skønne kvinder ved vandet”, 1996) er et generationsportræt fra 1960'erne. Over tre somre fra 1964-66 møder vi to familier, der ferierer i den finske skærgård tæt på grænsen til Sverige. Isabella og Kajus bor med sønnen Thomas i ’den hvide villa’ i ’sommerparadiset’. Thomas er syv år ved romanens begyndelse, og det er gennem hans øjne, historien fortælles. Isabella er smuk og til tider lidt sky. Både Kajus og Thomas forguder hende.

Den anden sommer ankommer Gabriel og Rosa Engel til stedet sammen med datteren Renée. Da de svinger ind i sommerparadiset i deres hvide amerikanerbil, forandres alt. Rosa og Isabella bliver strandkvinderne. De bader og dagdrømmer og ligner Jacqueline Kennedy og Elizabeth Taylor, når de er sammen. Men dagdrømmene tager overhånd. Livet som husmor er ikke længere lykken. Rosa har været i USA og har set, at livet kan tage sig meget anderledes ud, end det gør i det finsk-svenske ferieparadis. En fælles familieudflugt til Sverige giver udslaget; strandkvinderne stikker af.

For Thomas får mødet med Renée Engel betydning. Hun kan sejle, forsvinder af og til ind i skoven i flere dage ad gangen og opfører sig i det hele taget ikke som nogen pige, Thomas før har mødt.

60'erne var en opbrudstid, hvor familiemønstre og kønsroller blev taget op til revidering. Verden blev mindre og mulighederne flere. Både månelandingen, tupperware og amerikanske filmstarletter væves ind i fortællingen. Det hele sætter spor.

I sammenligning med Monika Fagerholms senere romaner er denne skrevet i et forholdsvis enkelt og let tilgængeligt sprog. Det er fabulerende og ofte tvetydigt, men der er tale om en forholdsvis konkret historie.

Thomas forstår langt fra alt af, hvad der rør sig i sommerparadiset. Hans beretning er ufuldstændig og ensidig i sit fokus på morens sindstilstand. Samtidig viser fortællingen, hvor meget børn faktisk opfatter, og hvilke konsekvenser forældrenes selvrealiseringsprojekter kan få for børnene – både mens de står på og fremadrettet.