Daniel Glattauer

Daniel Glattauer er født i Wien i Østrig d. 19. maj 1960, hvor han også er vokset op. Han har stadig en bolig i Wien, men hans foretrukne arbejdsplads er det hus, han ejer i naturområdet Waldviertel i det nordlige Østrig. Der finder han den nødvendige ro til at skrive.

Som studerende ved Wiens Universitet læste han kunsthistorie og pædagogik og opnåede i 1985 en doktorgrad med afhandlingen ”Ondskaben i uddannelsen”. Studietiden var vigtig for hans forfatterskab, eftersom han fandt sammen med en gruppe af litterært interesserede. De arrangerede mindre oplæsninger i Wien, og Glattauer fandt et publikum for de noveller, han skrev i sine 20’ere. Han var begyndt at skrive allerede som teenager; hovedsagelig kærlighedsdigte til piger, han havde forelsket sig i.

Med årene på universitetet bag sig blev hans forsøg ud i lyrik og fiktion overdøvet af journalistikken. Han fik et job som skribent på det konservative dagblad Die Presse, hvor han arbejdede i tre år, indtil han i 1988 skiftede til det østrigske venstreliberale dagblad, Der Standard. Gennem tyve år var han tilknyttet avisen. Hans hovedområde var retsreportager, men han viste sin evne for at skrive humoristisk i en fast satirisk klumme, der gjorde ham populær blandt læserne. Sideløbende nåede han at færdiggøre to romaner ”Der Weihnachtshund” (2000) og ”Darum” (2003), som ikke er oversat til dansk, men blev godt modtaget i hjemlandet og filmatiseret. Hans gennembrud som forfatter kom med den romantiske roman ”Gut gegen Nordwind” i 2006 (”God mod nordenvind”, 2011), der først blev en succes i de tysktalende lande og siden internationalt. Den er solgt i over en million eksemplarer. I 2009 udgav Glattauer efterfølgeren på tysk ”Alle sieben Wellen”, der har nået lignende salgstal. Når han selv reflekterer over sit virke, mener han ikke, at skriveprocessen som forfatter og journalist er så forskellig endda. ”Uafhængigt af indholdet stiller jeg altid mig selv det samme banale spørgsmål: Hvad er min næste sætning? Og når jeg ved præcist, hvad jeg vil sige i den næste sætning, hvordan formulerer jeg det så?” (Johan Vardrup: Interview med forfatteren. Forfatterweb, 2011-09-26) er det nærmeste, han kommer en beskrivelse af sin metode. De store spørgsmål om, hvorvidt han kan skabe en spændende og troværdig fortælling, beskæftiger han sig gerne med på det ubevidste plan og ikke ved arbejdsbordet.

I romanen ”Gut gegen Nordwind” fra 2006 (”God mod nordenvind”, 2011) udfolder Daniel Glattauer en kærlighedshistorie gennem en udveksling af e-mails. Kvinden Emmi Rothner vil afbestille et magasinabonnement, og ved en fejl sender hun sin opsigelse per e-mail til Leo Leike i stedet for udgiveren. Emmi og Leo kender ikke hinanden, men de begynder at skrive sammen. Emmis udgangspunkt er, at hun søger adspredelse fra sit familieliv; Leo er tilknyttet et forskningsprojekt om e-mails som transportmiddel for følelser. Hans akademiske interesse for korrespondancen bliver dog snart afløst af hans lyst til at lære Emmi at kende. Over omkring et år opbygger de et virtuelt baseret venskab, som fører til en forelskelse, og en stor del af romanen kredser om deres mulighed for at mødes eller fastholde distancen.

28682360

På sin vis er historien en hyldest til fantasien, idet Emmi og Leo skriver, hvordan de forestiller sig hinanden - Leo er både klar til at se Emmi som selvsikker, genert, feminin og temperamentsfuld. I deres e-mails kan hun være det hele, men de længes alligevel efter mere. Et centralt tema i værket er, at mennesket har behov for nærhed. Dette underbygges af, at Leo søger fysiske forhold til andre kvinder uden for deres flirten i mailboksen, mens Emmi holder fast i sit ægteskab.

Fortællermæssigt er romanen konstrueret så enkelt, at det kunne ligne et kreativt benspænd. Den ene hovedperson sender en e-mail, hvorpå den anden svarer, og sådan fortsætter det. Glattauer karakteriserer primært Leo og Emmi ved at give dem to tydeligt identificerbare stemmer. Leo skriver ofte afdæmpet, analytisk - medmindre han har drukket - hvorimod Emmi er mere følelsesladet. Handlingen er bundet til deres skiftende synsvinkler, og man kan ikke vide, om Emmi og Leo nogle gange lyver sig bedre og fordrejer sandheden om deres tilværelser, når de refererer til dem på mail. Hvem ved, hvem der egentlig gemmer sig bag computerskærmen?

Dermed håndgribeliggør romanen for læseren, hvordan identiteter bliver flydende, når de former sig i det digitale rum.