rasmus halling nielsen
Foto: Samleren

Rasmus Halling Nielsen

stud.public. Martine Stock, iBureauet/Dagbladet Information. 2015. Blå bog og bibliografi opdateret december 2024.
Top image group
rasmus halling nielsen
Foto: Samleren

Det var forstadens rastløshed, der fik den i dag København-bosatte digter og forfatter Rasmus Halling Nielsen til at skrive. Mange år senere har han udgivet utallige tekster både på egen hånd og gennem etablerede forlag. Fælles for teksterne er, at de udfordrer læseren såvel som genren og sproget. Centralt i forfatterskabet er internettet, som han inddrager aktivt i sine tekster og bruger til at skabe nye tekstlige sammenhænge.

139812662

Blå bog

Født: 16. maj 1983, København.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2011.

Debut: 6 digte. Apparatur, 2005.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Walkthrough black sites. OVBIDAT, 2024. Digte.

Inspiration: Hans Jørgen Nielsen, Per Kirkeby, Jørgen Michaelsen, Claus Carstensen, Lotte Lotass og Mikkel Thykier.

 

 

 

 

 

Hør Rasmus Halling Nielsen læse op af sin digtsamling ”Skubber på luften som en fjer”.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Min elskede Aladdin pas på – på verden – hold den for mig som en verden af glas jeg aldrig vil skære mig på”
”Vi elsker maskiner”, s. 22.

Den Forfatterskole-uddannede Rasmus Halling Nielsen er født i København i 1983 og opvokset i Allerød. Opvæksten i den nordsjællandske forstad var med forfatterens egne ord ”ret rodet og kontrastfyldt”: ”På den ene side havde man de her store, grønne græsplæner og solen, der altid skinnede. På den anden side var der også en masse børn og unge, som, på grund af kedsomhed, gjorde, hvad de havde lyst til. Det var ret modsætningsfyldt.” (Martine Stock: Interview med forfatterweb, september 2015).

I de ældre klasser i folkeskolen mærkede han for alvor rastløsheden og kedsomheden på egen krop. Forfatteren og digteren, der holdt sig fysisk aktiv på basketballbanen fem gange om ugen, oplevede, at det var sværere at holde sig aktiv i klasseværelset: ”Jeg kunne godt knokle mig selv i laser med sport og styrketræning, men mit hoved blev ikke stimuleret. Ligegyldigt hvor meget fysisk aktivitet, jeg havde gang i, manglede jeg noget. Det var sådan, jeg startede med at skrive historier.” (Martine Stock: Interview med forfatterweb, september 2015).

Rasmus Halling Nielsen, der i dag er meget orienteret mod formen i sine tekster, koncentrerede sig dengang mest om fortællingen og fandt en udfordring og ro i at skrive og konstruere historier. Også at læse litteratur blev et roligt ’helle’ for ham: ”Jeg læste hele tiden og havde en konstant trang til at balancere det fysiske med det intellektuelle. Men jeg var ikke selektiv. Jeg tog ned på skolebiblioteket og tog gerne en halv hylde med hjem.” (Martine Stock: Interview med forfatterweb, september 2015).

Langsomt begyndte han at udvikle sit sprog og sin litterære horisont. Han gik fra at høre hård hip hop til at høre rockmusik, og særligt The Doors blev en indgang til poesien. Førhen havde lyrik og poesi ikke rigtig sagt ham noget, men musikken bidrog med en forståelse. Han eksperimenterede med sin egen form ved blandt andet at indsætte otte punktummer i stedet for ét i skole-fristile til lærerens delte forundring og anerkendelse. Talentet blev senere anerkendt af Forfatterskolen, som han dimitterede fra i 2011. Siden hen har han været en meget produktiv forfatter og udgivet på egen hånd såvel som hos etablerede forlag. 

Tvillingerne

”for jeg er en statue rejst af børn med brækkede arme lad nu det billede/ hvile i sig selv og begynd invasionen af mit inderste rum med tale/ om de knitrende stjerner én efter én skodder vi dem i askebægeret”
”Tvillingerne”, s. 20.

Rasmus Halling Nielsens digtsamling ”Tvillingerne” fra 2012, der består af digtsamlingerne ”Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet” og ”Det gule gæstebud”, er oprindeligt udkommet som privattryk og givet til forfatterens venner og bekendte.

Gennem de to digtsamlinger tematiserer Rasmus Halling Nielsen universelle emner på et både hverdagsagtigt konkret plan og et surrealistisk obskurt niveau. Balancen mellem det på én gang jordnære og abstrakte er kendetegnende for forfatterens stil, som det blandt andet kommer til udtryk i følgende sætning: ”Hvis jeg blot må berette om spejlet flere lysår væk men meget lyrisk/ så kan dét berette om mig flere lysår væk mens jeg spiser en shawarma” (s. 20).

29316791

I digtene af varierende længde antydes et kærlighedsforhold gentagne gange, uden at dette nogensinde slås fast: ”gennem stisystemer finder jeg vej til din mund/ gennem stisystemer finder jeg vej til dig/ nu skal jeg gå den lange vej hjem igen/ gennem regn og slud/ tættere kommer jeg ikke/på det gule gæstebud” (s. 41). Som det fremgår af citatet, arbejder forfatteren med et gennemgående fortællende ’jeg’ og et ’du’, og derudover rummer digtene henvisninger til en række af Rasmus Halling Nielsens personlige, litterære idoler, blandt andet malerne Svend Johansen og Asger Jorn, der omtales ved fornavn og bidrager til en uformel, næsten venskabelig tone i digtene.

I teksten udfordrer forfatteren grammatik og udelader mere eller mindre helt tegnsætning. Han blander flere steder dansk med engelsk; både hele sætninger og enkelte ord. Hans fabulerende stil ses også i kendte udtryk, der omskrives. Ordsproget ”Tusinde engle kan ikke tage fejl” bliver for eksempel til ”Tusinde engle i mit hår kan ikke tage fejl”. Sætningen gentages igen og igen gennem de cirka halvtreds sider og forbinder de to, i udgangspunktet selvstændige, digtsamlinger med hinanden.