Erik Fosnes Hansen

Artikel type
voksne
cand. mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information, 2011.
Main image
Hansen, Erik Fosnes
Foto: Cornelius Poppe / Scanpix

Erik Fosnes Hansens forfatterskab kredser om tilfældigheder, især de meget mærkværdige tilfældigheder, nærmest mirakuløse. Selv er han på ingen måde en tilfældighed, men vel snarere et mirakel som forfatter. Kun 20 år gammel debuterede han med romanen ”Falketårnet” og fik øjeblikkelig succes, og allerede som 25-årig placerede han sig på litteraturens verdenskort med sin anden roman ”Salme ved rejsens afslutning”. Siden har han udgivet endnu to romaner. I alle romanerne er fortiden fortællingens scene. Indholdsmæssigt er de forskellige, men et fællestræk er forkærligheden for afvigeren, outsideren. Det fokus har resulteret i fire romaner med en fantastisk psykologisk indsigt, en sproglig musikalitet, en allegorisk leg med mennesker og masker og et godt plot. Det er ikke uden grund, at han anses som en fantastisk fortæller på linje med landsmanden Knut Hamsun.

27072992

Blå bog

Født: 6. juni 1965 i New York.

Uddannelse: Litteraturvidenskab og kunsthistorie ved Universitetet i Bergen samt uddannelse ved Skrivekunst-akademiet i Hordaland, også i Bergen.

Debut: Falketårnet. Dreyers forlag, 1985.

Litteraturpriser: P2-lytternes romanpris, 1998. Bokhandlerprisen, 1998. Bokhandlerprisen, 2006.  Cappelenprisen, 2006.

Seneste udgivelse: Løvekvinden. Gyldendal, 2007. (”Løvekvinnen”, 2006).

Inspiration: To romaner, der har gjort indtryk på forfatteren som barn, er ”Ulvehiet” af Oskar Bratten og ”Den siste viking” af Johan Bojer.

Baggrund

”Enhver begivenhed er i princippet helt usandsynlig. Selve verdens eksistens er helt uden for, hvad vi kunne forvente, ja, selve det faktum at vi lever, er en ekstrem excentricitet i universets ocean af molekylærhændelser.”

”Beretninger om beskyttelse I”, side 110

Erik Fosnes Hansen er født i New York i 1965, men voksede op i Oslo i et ikke-akademisk miljø. Han gik på Rudolf Steiner skolen i Oslo fra 1973 til 1983 og på Freies Jugendseminar tæt på Stuttgart fra 1985-86. Hans debut ”Falktårnet” udkom i 1985 (da. 1992), og siden da har Fosnes Hansen måttet leve med omverdenens store forventninger til den næste roman. Presset udefra opfatter han som et grundvilkår, og den tidlige berømmelse har efter hans eget udsagn givet ham en ungdom udover det normale med en masse opmærksomhed. Det har selvfølgelig haft stor betydning for hans selvbillede, for som han siger: ”I et selskab ved alle straks, hvem jeg er, og det skaber en anden situation end den, andre unge mennesker oplever. Der kan så ske det, at man ikke oplever sig selv som det unge menneske, man er, men som digteren, forfatteren Erik Fosnes Hansen. Man spejler sig i andres opfattelse af sig selv, og de møder jo billedet af forfatteren”. (Carsten Andersen: Hans skæbne var at være verdensarv. Politiken, 1999-01-01). Billedet af en rigtig stor forfatter, må man sige. Erik Fosnes Hansen er en af Norges mest sælgende forfattere, og hans forfatterskab er oversat til over 30 sprog. Og det er ikke uden grund. Han er en eminent romanforfatter, der evner at fortælle en god historie.

Og netop den gode historie ligger ham meget på sinde. En god roman må have et gribende plot for at holde sin læser fanget: “Jeg kan ikke udstå romaner, der på en måde er smukke, men hvor der egentlig ikke er nogen handling. Jeg keder mig vældig hurtigt.” (Søren Kassebeer: Det magiske punkt. Berlingske tidende, 2007-05-19). Hans egne romaner kendetegnes også af et stærkt plot, og måske af den grund kaldes han ofte en gammeldags fortæller.

Udover at være fascineret af fortællingens fremdrift har han også en stærk lidenskab for mad. Det forklarer måske den litterære ekskurs og udgivelsen af ”Kokebok for Otto”, der er en skønlitterær kogebog til hjælp for enlige mænd og andre køkkennovicer. Et godt måltid giver ifølge Fosnes Hansen en metafysisk tryghed, ”for mad er jo noget af det, der forbinder os med verden”. .” (Søren Kassebeer: Det magiske punkt. Berlingske tidende, 2007-05-19).

Måske maden kan afhjælpe fornemmelsen af at føle sig anderledes. Den følelse kendetegner ikke alene mange af hans romanskikkelser og ham selv, men også hele Norges befolkning, som han selv siger: ”En nordmand kan ikke leve uden samtidig at føle sig dybt anderledes. Dette er på godt og ondt selve definitionen på en nordmand, og det er ikke uden grund, at nordmænd kalder deres land for Anderledeslandet.” (Erik Fosnes Hansen: Ulv, Ulv. Weekendavisen, 2001-05-04).

Salme ved rejsens afslutning

”Det lå dér som et stort hvidt og sort fabelvæsen; som en dampende drage i fortøjningerne. (…) Med gule bogstaver, skinnende nye mod en sort bund, stod: TITANIC – Liverpool. Det var et rigtigt navn.”
”Salme ved rejsens afslutning”, side 45.

Erik Fosnes Hansens roman ”Salme ved reisens slutt” fra 1990 (”Salme ved rejsens afslutning”, 1991) fortæller historien om syv musikere, der sejler med Titanic de skæbnesvangre aprildage i 1912. De underholder gæsterne til det sidste. Selv da officeren har udkommanderet: ”Redde sig, hvo der kan!” (side 396), spiller de et finalenummer. Händels Largo. Der har været mange gisninger om, hvilket sidste nummer orkestret spillede, men Fosnes Hansen har frit gendigtet alt om orkestrets personer og også om den sidste sang. Det er på den baggrund, romanen tager sit afsæt, som en lang rejse mod en uundgåelig undergang. Men den er også syv misforståede musikbegavelsers historie, og således lige så meget syv mænds forlis, som Titanics.

I begyndelsen af romanen er Jason, den engelske violinist, på vej til Waterloo med sin violinkasse under armen. På sin vandring glider han ind og ud af barndomserindringer. Han mindes billeder af syndfloden, ”af vandet, der steg og steg – og alle de nøgne, skrækslagne mennesker…” (side 17). ”Er Gud ond?” spørger barnet Jason sin mor, en replik den voksne Jason smiler ad. Udover at introducere et fortællegreb, hvor barndomserindringer glider ind og ud af romanens nutid, foregriber scenen også slutningen. Den sætter desuden en stemning af fortabthed, der er fælles for alle syv musikerskæbner.

På stationen skal Jason mødes med resten af orkestret. Det tæller den unge, nyankomne David fra Østrig, russeren Alex, ireren James, franskmanden Georges, italieneren Petronius Witt og pianisten og kokainmisbrugeren ”Spot”. Musikernes liv folder sig ud i lange flash backs, og historie efter historie fører også gradvist tættere på især fem af medlemmernes ensomme liv. De har alle for længst mødt deres ”isbjerg”. For som Fosnes Hansen selv siger: ”Vi er alle på vores sidste rejse. Vi skal alle møde vort 'isbjerg' og gå til grunde i rædsel. Forinden skal vi igennem trængsler, kærlighed, angst, håb - i et mønster vi måske sjældent forstår” (Ole Lindbo: Den sidste rejse. Politiken, 1991-09-05).