e fosnes hansen
Foto: Marcel Leliënhof / Gyldendal

Erik Fosnes Hansen

cand. mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information, 2011.
Top image group
e fosnes hansen
Foto: Marcel Leliënhof / Gyldendal
Main image
Hansen, Erik Fosnes
Foto: Cornelius Poppe / Scanpix

Indledning

Erik Fosnes Hansens forfatterskab kredser om tilfældigheder, især de meget mærkværdige tilfældigheder, nærmest mirakuløse. Selv er han på ingen måde en tilfældighed, men vel snarere et mirakel som forfatter. Kun 20 år gammel debuterede han med romanen ”Falketårnet” og fik øjeblikkelig succes, og allerede som 25-årig placerede han sig på litteraturens verdenskort med sin anden roman ”Salme ved rejsens afslutning”. Siden har han udgivet endnu to romaner. I alle romanerne er fortiden fortællingens scene. Indholdsmæssigt er de forskellige, men et fællestræk er forkærligheden for afvigeren, outsideren. Det fokus har resulteret i fire romaner med en fantastisk psykologisk indsigt, en sproglig musikalitet, en allegorisk leg med mennesker og masker og et godt plot. Det er ikke uden grund, at han anses som en fantastisk fortæller på linje med landsmanden Knut Hamsun.

 

53584357

Blå bog

Født: 6. juni 1965 i New York.

Uddannelse: Litteraturvidenskab og kunsthistorie ved Universitetet i Bergen samt uddannelse ved Skrivekunst-akademiet i Hordaland, også i Bergen.

Debut: Falketårnet. Dreyers forlag, 1985.

Litteraturpriser: P2-lytternes romanpris, 1998. Bokhandlerprisen, 1998. Bokhandlerprisen, 2006.  Cappelenprisen, 2006.

Seneste udgivelse: Et hummerliv. Gyldendal, 2017. (Et hummerliv, 2017). Oversætter: Sara Koch.

Inspiration: To romaner, der har gjort indtryk på forfatteren som barn, er ”Ulvehiet” af Oskar Bratten og ”Den siste viking” af Johan Bojer.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Enhver begivenhed er i princippet helt usandsynlig. Selve verdens eksistens er helt uden for, hvad vi kunne forvente, ja, selve det faktum at vi lever, er en ekstrem excentricitet i universets ocean af molekylærhændelser.”

”Beretninger om beskyttelse I”, side 110

Erik Fosnes Hansen er født i New York i 1965, men voksede op i Oslo i et ikke-akademisk miljø. Han gik på Rudolf Steiner skolen i Oslo fra 1973 til 1983 og på Freies Jugendseminar tæt på Stuttgart fra 1985-86. Hans debut ”Falktårnet” udkom i 1985 (da. 1992), og siden da har Fosnes Hansen måttet leve med omverdenens store forventninger til den næste roman. Presset udefra opfatter han som et grundvilkår, og den tidlige berømmelse har efter hans eget udsagn givet ham en ungdom udover det normale med en masse opmærksomhed. Det har selvfølgelig haft stor betydning for hans selvbillede, for som han siger: ”I et selskab ved alle straks, hvem jeg er, og det skaber en anden situation end den, andre unge mennesker oplever. Der kan så ske det, at man ikke oplever sig selv som det unge menneske, man er, men som digteren, forfatteren Erik Fosnes Hansen. Man spejler sig i andres opfattelse af sig selv, og de møder jo billedet af forfatteren”. (Carsten Andersen: Hans skæbne var at være verdensarv. Politiken, 1999-01-01). Billedet af en rigtig stor forfatter, må man sige. Erik Fosnes Hansen er en af Norges mest sælgende forfattere, og hans forfatterskab er oversat til over 30 sprog. Og det er ikke uden grund. Han er en eminent romanforfatter, der evner at fortælle en god historie.

Og netop den gode historie ligger ham meget på sinde. En god roman må have et gribende plot for at holde sin læser fanget: “Jeg kan ikke udstå romaner, der på en måde er smukke, men hvor der egentlig ikke er nogen handling. Jeg keder mig vældig hurtigt.” (Søren Kassebeer: Det magiske punkt. Berlingske tidende, 2007-05-19). Hans egne romaner kendetegnes også af et stærkt plot, og måske af den grund kaldes han ofte en gammeldags fortæller.

Udover at være fascineret af fortællingens fremdrift har han også en stærk lidenskab for mad. Det forklarer måske den litterære ekskurs og udgivelsen af ”Kokebok for Otto”, der er en skønlitterær kogebog til hjælp for enlige mænd og andre køkkennovicer. Et godt måltid giver ifølge Fosnes Hansen en metafysisk tryghed, ”for mad er jo noget af det, der forbinder os med verden”. .” (Søren Kassebeer: Det magiske punkt. Berlingske tidende, 2007-05-19).

Måske maden kan afhjælpe fornemmelsen af at føle sig anderledes. Den følelse kendetegner ikke alene mange af hans romanskikkelser og ham selv, men også hele Norges befolkning, som han selv siger: ”En nordmand kan ikke leve uden samtidig at føle sig dybt anderledes. Dette er på godt og ondt selve definitionen på en nordmand, og det er ikke uden grund, at nordmænd kalder deres land for Anderledeslandet.” (Erik Fosnes Hansen: Ulv, Ulv. Weekendavisen, 2001-05-04).

Salme ved rejsens afslutning

”Det lå dér som et stort hvidt og sort fabelvæsen; som en dampende drage i fortøjningerne. (…) Med gule bogstaver, skinnende nye mod en sort bund, stod: TITANIC – Liverpool. Det var et rigtigt navn.”
”Salme ved rejsens afslutning”, side 45.

Erik Fosnes Hansens roman ”Salme ved reisens slutt” fra 1990 (”Salme ved rejsens afslutning”, 1991) fortæller historien om syv musikere, der sejler med Titanic de skæbnesvangre aprildage i 1912. De underholder gæsterne til det sidste. Selv da officeren har udkommanderet: ”Redde sig, hvo der kan!” (side 396), spiller de et finalenummer. Händels Largo. Der har været mange gisninger om, hvilket sidste nummer orkestret spillede, men Fosnes Hansen har frit gendigtet alt om orkestrets personer og også om den sidste sang. Det er på den baggrund, romanen tager sit afsæt, som en lang rejse mod en uundgåelig undergang. Men den er også syv misforståede musikbegavelsers historie, og således lige så meget syv mænds forlis, som Titanics.

I begyndelsen af romanen er Jason, den engelske violinist, på vej til Waterloo med sin violinkasse under armen. På sin vandring glider han ind og ud af barndomserindringer. Han mindes billeder af syndfloden, ”af vandet, der steg og steg – og alle de nøgne, skrækslagne mennesker…” (side 17). ”Er Gud ond?” spørger barnet Jason sin mor, en replik den voksne Jason smiler ad. Udover at introducere et fortællegreb, hvor barndomserindringer glider ind og ud af romanens nutid, foregriber scenen også slutningen. Den sætter desuden en stemning af fortabthed, der er fælles for alle syv musikerskæbner.

På stationen skal Jason mødes med resten af orkestret. Det tæller den unge, nyankomne David fra Østrig, russeren Alex, ireren James, franskmanden Georges, italieneren Petronius Witt og pianisten og kokainmisbrugeren ”Spot”. Musikernes liv folder sig ud i lange flash backs, og historie efter historie fører også gradvist tættere på især fem af medlemmernes ensomme liv. De har alle for længst mødt deres ”isbjerg”. For som Fosnes Hansen selv siger: ”Vi er alle på vores sidste rejse. Vi skal alle møde vort 'isbjerg' og gå til grunde i rædsel. Forinden skal vi igennem trængsler, kærlighed, angst, håb - i et mønster vi måske sjældent forstår” (Ole Lindbo: Den sidste rejse. Politiken, 1991-09-05).

Beretning om beskyttelse I

”Det drejer sig med andre ord om usandsynlige tilfældigheder. Det drejer sig om ”mærkelige ting”. Om tilsyneladende meningsfyldte sammenfald, som ikke har kausal – årsagsmæssig – sammenhæng”.
”Beretninger om beskyttelse I”, side 110.

Romanen ”Beretning om beskyttelse I” fra 1998 (”Beretning om beskyttelse I”, 1999) er første bind af et bebudet dobbeltværk, men indtil nu er der kun kommet den ene. Flere norske kritikere har udtalt, at romanen handler om alting og om altings sammenhæng. Og allerede titlen afslører da også, at Fosnes Hansens tredje roman efter debuten rummer flere fortællinger, mere præcist fire beretninger i alt. Den første og den sidste beretning har samme hovedperson, den excentriske norske rigmand Wilhelm Bolt. I den første beretning er han netop død, hvilket dog ikke forhindrer ham i at tænke både over tilstanden og livet: ”På en måde var det, som om han samtidig var både inde og ude, inde i kisten og i alting uden for den. Han var inden for og uden for tiden, og det var noget ganske nyt” (side 12). Måske er det netop Bolt, der som lig i sin kiste fortæller beretningerne og dermed fungerer som romanens altseende og alvidende fortæller. I hvert fald springer fortællingerne rundt uhæmmet af tid og rum. Fra den døde Bolt i nutidens Norge springes der til en fyrmesterfamilie i Gotland i slutningen af 1800-tallet, videre til fyrster og kunstnere i renæssancens Rom og Firenze i slutningen af det 15. århundrede og tilbage til en beretning fra Bolts ungdom.

Bolt har flere interesser, hvor bierne er en af dem. Den unge slægtning Lea bliver mediet, der indvier læseren i Bolts verden. Han interesserer sig også for mærkelige begivenheder. Han er fascineret af usandsynlige tilfældigheder, og han har samlet på dem længe og arkiveret dem i talrige protokoller. Det handler om det, Bolt med et udtryk fra den glemte østrigske biolog Paul Kammerer, kalder for serialitet som det modsatte af kausalitet. Det man også kunne kalde tilværelsens mirakel. Beskyttelsen, som romantitlen introducerer, er de mange sammenfald af begivenheder, der redder menneskers liv. Det er de sammenfald, der skaber mening i en ellers fuldkommen kaotisk verden.

Løvekvinden

”Jeg vil her skrive berømte personer med skæg eller meget hår ned på en liste. Men det skal være personer, hvor skægget eller håret spiller en given og vigtig rolle. Som Samson. Hvem som helst dur ikke, såsom Jesus”.
”Løvekvinden”, s. 197.

En mærkelig pige fødes en decemberdag i 1912, og fødslen tager moderens liv. Den lille pige fødes med en genfejl, så hun er dækket af hår, også i ansigtet. Eva, som den lille pige døbes, er ”løvekvinden” og romanens hovedperson.

I romanen ”Løvekvinnen” fra 2006 (”Løvekvinden”, 2007) følger vi Eva igennem en opvækst alene med hendes far, stationsforstander Arctander, der både er kontrollerende og fjern fra verden, men med hjertet på rette sted. Han vil beskytte både barnet og sig selv. Stationsforstanderen lukker derfor pigen inde i deres fælles hus i håbet om at skærme både hende og sig selv fra den uvidende lokalbefolkning og deres nyfigenhed. Helt holdt væk fra verden er Eva heldigvis ikke. Hanna, den jordnære husholdersker, lillebyens læge og apotekerparret kærer sig alle om barnet og forener sig om hende i et hensynsfuldt venskab.

26760593

Romanen begynder imidlertid et helt andet sted – nemlig ved slutningen med en invitation indenfor til en dag i cirkus: ”Ah, ai, aiaiaaiai, kom nærmere, mine damerr og herrer, kom bare nærmerre.”, lyder invitationen ind til et freakshow med mange vanskabninger, hvor hovedpersonen Eva også er. Starten sætter foruden det gennemgående greb, hvor der skiftes mellem tredje og første person, en forventning om en fortælling om outsideren som offer. En forventning som ikke indfries. Eva er en stærk og intelligent person, men hun må igennem mange fornedrelser og selverkendelser, før hun bliver herre over sit liv.

For at forstå sin skæbne bruger Eva litteraturen, og hun læser om bl.a. Samson og Esau. Men myterne tilfredsstiller ikke hendes nysgerrighed, så hun må ud og prøve kræfter med det virkelige. Og i mødet med den jævnaldrene, smukke Arvid vågner både seksualiteten og viljen til at finde sit ”jeg”.

Romanen er således en udfoldelse af Evas sind i al sin kompleksitet med nysgerrighed, smerte og vrede, og hun bliver aldrig prototypen på vanskabningen som offer, men nærmere et billede på en almenmenneskelig følelse af ikke at blive set.

Genrer og tematikker

Erik Fosnes Hansen skriver om fortiden. Han skriver den frem, så man skulle tro, han selv havde været der. Hvad end det er livet på Titanics jomfrurejse, renæssancens Italien eller et nordnorsk kursted i 1912, fremstår det med en sansende detaljerighed og et knivskarpt vid. Alle romanerne vidner da også om, at der ligger et mægtigt researcharbejde bag dem. Glæden ved og forundringen over lokomotiver, bier, naturen, maden, fyrtårne, snekrystaller, farvelære i 1600-tallet og meget andet er slående i hele forfatterskabet, og det giver de fire romaner en ekstrem stofmæthed.

Et andet fællestræk i forfatterskabet er kondenseringen af ”bonmots”. Der er mange kloge sætninger om livet og verden, som uden problemer kan trækkes ud og bruges i andre sammenhænge.

Og så er der naturligvis interessen for afvigeren og fascinationen af tilfældets magi. Debutromanen og den seneste roman handler begge om en ensom opvækst, hvor hovedpersonerne står uden for et fællesskab. ”Salme ved rejsens afslutning” og ”Beretninger om beskyttelse” indeholder begge flerstrengede fortællinger, men også her kendetegnes karaktererne ved at stå udenfor. Udforskningen af menneskets psykologi er centralt i forfatterskabet og især spørgsmålet om, hvordan mennesket reagerer i større grupper, synes at fascinere forfatteren. Personskildringerne i alle romanerne vidner om forfatterens overbevisende psykologiske indsigt, noget en forfatter, ifølge Fosnes Hansen, må evne: "Psykologien er forfatterens allervigtigste fag, den kommer før både sproget, grammatikken og dramaturgien. Hvis du mangler psykologisk indsigt, kan du ikke skrive bøger, det er helt sikkert. Men med denne indsigt følger naturligvis også en indsigt i de menneskelige illusioner. I værste fald tror jeg, at man på samme måde som en læge eller en psykolog kan blive en smule kynisk på menneskehedens vegne"(Thomas Hebsgaard: Man må tro på sin egen illusion. Information, 2007-05-26)

En rød tråd i forfatterskabet er også de religiøse temaer, eller måske snarere behandlingen af livets store spørgsmål som skæbne, tilfælde, tro og overtro. Der plæderes på ingen måde for en bestemt tro i forfatterskabet. Det er snarere det mirakuløse i selve livet, der hyldes.

I den forstand er der noget klassisk over Fosnes Hansens måde at skrive på. Sproget er smukt svunget, men det er især den episke strøm, man hæfter sig ved. Det er en fortællestil, hvor der er god tid til detaljer, samtidig med at spændingsfremdriften er konstant nærværende. Erik Fosnes Hansens litteratur er en hyldest til den store fortælling. Det er en skøn mulighed for eskapisme. Og netop rejsen ind i illusionen er et nøglepunkt for både forfatterskabet og Fosnes Hansen selv: "Jeg er meget optaget af, at illusionen har en værdi i sig selv. Det, at du bliver hensat i en anden virkelighed og tilværelse, hvor andre love gælder, tror jeg altid har været - og altid vil være - tiltrækningskraften ved litteraturen.” (Thomas Hebsgaard: Man må tro på sin egen illusion. Information, 2007-05-26).

Beslægtede forfatterskaber

Erik Fosnes Hansen trækker på flere genrer i sit forfatterskab, og det er netop blandingen af realisme, fantasme og metaforik, der giver liv til læseoplevelsen. Han forbinder hændelser og personer ud fra et associativt princip, og inden for fortællingens ramme springes der ubesværet i tid og rum.

Den fortællestil findes hos en lang række kunstnere, men især danske Peter Høeg har i ”Fortællinger om natten” også arbejdet med både en magisk realisme og en symfonisk fortællestil. Både det fantastiske og mytiske giver mindelser til Karen Blixen, og ligesom hendes karakterer i ”Vintereventyr” og ”Syv fantastiske fortællinger” reflekterer over tilværelsens karakter i lange passager, lader Høeg og Fosnes Hansen deres personer fundere over livets magi.

Den store leksikalske viden om alt mellem himmel og jord er endnu et træk, de to deler. Deres forgrenede historier og pudsige karakterer udbygges vedvarende med mange videnskabelige betragtninger. Den forkærlighed for videnskaberne findes også hos tyske Daniel Kehlmann bl.a. i romanen ”Opmålingen af verden” fra 2005 om Alexander von Humboldt og Carl Friedrich Gauss.

Forsøget på at forstå og fortælle det europæiske menneske, som det fremstår i ”Salme ved rejsens afslutning” og ”Beretninger om beskyttelse I” finder man også i romanen ”Teser om eksistensen af kærlighed” af Torben Guldberg. Den tusind år gamle mand, der siden renæssancen har indsamlet historier om kærlighed i håbet om at finde svaret på spørgsmålet: Hvad er kærlighed?, minder en hel del om Wilhelm Bolt fra ”Beretninger om beskyttelse I”, der indsamler magiske tilfældigheder med beskyttende effekt.

Den episke strøm, der løber igennem Fosnes Hansens forfatterskab skriver ham ind i den europæiske romantradition sammen med store fortællere som Dickens og Mann. Han er en klassisk fortæller. Selv siger han: ”Personligt vil jeg blot råbe en lille protest mod den opfattelse, at fortællingen er en forældet form, som ikke længere har nogen plads i litteraturen. Hvis fortællingen ikke har noget at gøre i litteraturen, hvor søren har den så noget at gøre?” (Niels Lillelund: At fortælle menneskene. Jyllandsposten 1998-11-17).

Bibliografi

Romaner

Hansen, Erik Fosnes:
Falketårnet. Gyldendal, 1992. (Falketårnet. Dreyers Forlag. 1985).
Hansen, Erik Fosnes:
Salme ved rejsens afslutning. Gyldendal, 1991. (Salme ved reisens slutt, Cappelens forlag. 1990).
Hansen, Erik Fosnes:
Beretninger om beskyttelse I. Gyldendal, 1999. (Beretninger om beskyttelse. Cappelens forlag. 1998).
Hansen, Erik Fosnes:
Løvekvinden. Gyldendal, 2007. (Løvekvinnen, Cappelens forlag. 2006).
Hansen, Erik Fosnes: Et hummerliv. Gyldendal, 2017. (Et hummerliv, 2017). Oversætter: Sara Koch.

Biografi

Hansen, Erik Fosnes:
Underveis. Cappelen Damm, 2001.

Kogebog

Hansen, Erik Fosnes:
Kokebok for Otto. Forlaget Press, 2005.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Erik Fosnes Hansen

Om forfatterskabet

Artikler

Vinterberg, Søren:
Liv eller lov. Politiken, 1990-05-19.
Bjørnvig, Bo:
Det i mig er klogere end mig. Weekendavisen, 1999-05-12.
Ping Huang, Marianne:
Ny roman: Pelspigen. Information, 2007-05-25.
Wivel, Henrik:
Venus in furs. Weekendavisen, 2007-05-25.
Wagner, Marc-Christoph:
Kultursammenstød er nogen gange en nødvendighed. Information, 2007-07-25.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Lindbo, Ole:
Den sidste rejse. Politiken, 1991-09-05.
Lillelund, Niels:
At fortælle menneskene. Jyllandsposten, 1998-11-17.
Andersen, Carsten:
Hans skæbne er at være verdensnavn. Politiken, 1999-01-01.
Fosnes Hansen, Erik:
Ulv, Ulv. Weekendavisen, 2001-05-04
Kassebeer, Søren:
Det magiske punkt. Berlingske, 2007-05-19.
Hebsgaard, Thomas:
Man må tro på sin egen illusion. Information, 2007-05-25.