Kari Hotakainen

Selvom Kari Hotakainen først i 2004 slog sit navn fast for et bredere nordisk publikum med romanen “Hjemmefronten” og med den hæder den indbragte ham, da han samme år blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris, er han langt fra at være ny i faget som forfatter. Forud for den prisbelønnede succesroman ligger en over 20 år lang og ganske omfattende produktion, der indbefatter fem digtsamlinger, tre børnebøger, seks romaner, adskillige radiospil og et teaterstykke for børn. Til listen af romaner skal foruden “Hjemmefronten” tilføjes romanen “Isaak-katedralen”, der udkom på dansk 2006, og romanen “De uberørte” fra 2008. Desuden blev Hotakainen i maj 2006 tildelt Nordisk Dramatikerpris for dramaet “Punhukka”, der dog ikke endnu ikke findes i en dansk oversættelse. Trods forfatterens omfattende produktion foreligger kun romanerne, “Hjemmefronten”, “Isaak-katedralen” og senest “De uberørte” i danske oversættelser.

Kari Hotakainen voksede op i den lille by Pori, midt i Finland. Efter humaniorastudierne på universitet i Helsinki arbejdede han en periode som reklamemand på et forlag. Hotakainen har siden 1986 boet med sin kone og deres to døtre i Helsinki.

Hotakainen betegner sig selv som den ordknappe bondedreng, der var nødt til at blive forfatter: “Når jeg ikke kunne lide at snakke, måtte jeg jo skrive. Desuden ... der var ikke noget andet, jeg duede til. Ifølge min familie og mine venner er jeg det mest upraktiske menneske, de nogensinde har mødt”. (Dorte Hygum Sørensen: “Almindelig tavs finsk samtale”. Interview i Politiken, 2004-05-30). Den ironiske anekdote, som Hotakainen bruger til at beskrive sit kald som forfatter, peger videre end selve interviewsituationen og hen i mod noget centralt i hans forfatterskab.

I den prisbelønnede roman “Juoksuhaudantie” fra 2002 (“Hjemmefronten”, 2004) følger vi lagerarbejderen, Matti Virtanen, i hans fastbesluttede og vanvittige jagt på at købe sig et parcelhus og dermed genvinde sin kone og datter, der har forladt ham, efter at han “midt i ishockeykampen mod Sverige” har kvitteret konens bebrejdelser med et knytnæveslag.

25205340

For at tjene penge til at købe parcelhuset og genvinde den tabte drøm – den lykkelige familie – sælger Matti al inventaret i lejligheden. Han igangsætter en lyssky handel af hælervare i ejendommens kælder, og på lejlighedens eneste tilbageblevne møbel, et massageleje, tilbyder han massage til kvarterets kondiløbere og ensomme kvinder. Ambitionen om at genvinde kone og barn ved købet af et parcelhus, en drøm som oprindeligt var hans kones, Helenas, virker umiddelbart som et harmløst projekt. Og udstyret med alskens remedier; kikkert, pulsur, kort og notesblok, kaster Matti sig ud i en minutiøs undersøgelse af parcelhuslivets “grundlove”. Men læseren bliver hurtig klar over at dette projekt også optegner en menneskelig deroute, hvor romanens hovedperson fuldender den tragiske bevægelse ind i den ensommes selvforanstaltede vanvidsverden.

Livet bag parcelhusenes velfriserede ydre viser sig i løbet af romanen at være mindre velfungerende og ligetil, end man kunne foranlediges til at tro. Især bliver forkynderne af dette parcelhusliv, romanens mange ejendomsmæglere, sat i et skarpt kritisk og satirisk lys. Og netop fascinationen af denne ejendomsmæglerfigur udgjorde en væsentlig inspiration for romanen, da forfatteren sammen med sin familie selv ledte efter et nyt hus. Hotakainens egen boligsøgning udviklede sig med over 350 besigtigede salgsopstillinger til et omfattende researcharbejde forud for romanen. “Det var disse oplevelser, der gav mig ideen til at bruge ejendomsmæglere i min roman, og da jeg først havde fået ideen, syntes jeg, at den var oplagt. Af flere grunde: Matti ønsker sig et hus af den slags, der blev bygget til de frontkæmpere, der vendte hjem fra krigen mod Sovjetunionen. På den måde kommer den historiske dimension med. Samtidig er ejendomsmæglere et billede på de mekanismer, der gælder i det moderne kapitalistiske samfund.” (Søren Kassebeer: “Manddom og galskab”. Interview i Berlingske Tidende, 2004-05-29).