Hotakainen, Kari
Foto: Veikko Somerpuro

Kari Hotakainen

journalist Andreas Tonnesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Top image group
Hotakainen, Kari
Foto: Veikko Somerpuro
Main image
Hotakainen, Kari
Foto: Hilde Lillejord / POLFOTO

Indledning

Finske Kari Hotakainen slog sit navn fast for et bredere nordisk publikum med romanen “Hjemmefronten”, som indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris i 2004. Portrættet af lagerarbejderen Matti Virtanens metodiske fortabelse viser med al tydelighed, at vi her har en forfatter, der med benhård og satirisk tone formår at spidde den afmagt og indestængthed, der lurer under det moderne velfærdssamfunds regelrette indretning. Også i “Isaak-katedralen”, der udkom på dansk i 2006, bliver der med såvel humor som melankoli taget livtag med den angst og afmagt, det enkelte menneske føler indsat i en verden, der ikke er hans egen. I Hotakainens seneste roman “De uberørte” blander det samfundskritiske sig med noget, der ligner en kriminalhistorie, og vi følger en række ensomme skæbner, der alle har problemer med erotikken og intimiteten.

Hotakainen udfolder sine samfundssatiriske fortællinger med et sprog, der i sin kraft og præcision fører læseren helt ind under huden på hverdagens mennesker, hvor normaliteten konstant koger over og brænder på i al sin rablende vanvid.

 

53806295

Blå bog

Født: 9. januar 1951 i den finske by Pori.

Uddannelse: Humaniorastudier ved universitetet i Helsinki.

Debut: Harmittavat takaiskut, 1982 (digte, ikke oversat til dansk).

Litteraturpriser: Kalevi Jäntii Prisen, 1989. Savoniaprisen, 1993. Finlandsprisen, 1993. “Tak for bogen medaljen”, 1998. Topeliusprisen, 2000. Finlandiaprisen, 2002. Nordisk Råds Litteraturpris, 2004. Nordisk Dramatikerpris, 2006.

Seneste udgivelse: Åndehul. Gyldendal, 2017. (Henkireikä, 2013). Oversat af Birgita Bonde Hansen. Roman.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Jeg besluttede mig til at gå på opdagelse i kulturen omkring parcelhuslivet, og når jeg engang vendte tilbage, ville jeg kende hver en detalje, hver en facet i denne boform. Jeg besluttede mig til at udforske alle parcelhuse i området, uanset om de var til salg eller ej. Jeg besluttede mig også til at stifte bekendtskab med det folkefærd, der opretholdt deres helt egen kultur ude i byens omegn. Jeg var et etageejendomsmenneske, og jeg havde ingen berøringsflade med flok, der havde valgt andre boformer.”

“Hjemmefronten”, s. 51.

Selvom Kari Hotakainen først i 2004 slog sit navn fast for et bredere nordisk publikum med romanen “Hjemmefronten” og med den hæder den indbragte ham, da han samme år blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris, er han langt fra at være ny i faget som forfatter. Forud for den prisbelønnede succesroman ligger en over 20 år lang og ganske omfattende produktion, der indbefatter fem digtsamlinger, tre børnebøger, seks romaner, adskillige radiospil og et teaterstykke for børn. Til listen af romaner skal foruden “Hjemmefronten” tilføjes romanen “Isaak-katedralen”, der udkom på dansk 2006, og romanen “De uberørte” fra 2008. Desuden blev Hotakainen i maj 2006 tildelt Nordisk Dramatikerpris for dramaet “Punhukka”, der dog ikke endnu ikke findes i en dansk oversættelse. Trods forfatterens omfattende produktion foreligger kun romanerne, “Hjemmefronten”, “Isaak-katedralen” og senest “De uberørte” i danske oversættelser.

Kari Hotakainen voksede op i den lille by Pori, midt i Finland. Efter humaniorastudierne på universitet i Helsinki arbejdede han en periode som reklamemand på et forlag. Hotakainen har siden 1986 boet med sin kone og deres to døtre i Helsinki.

Hotakainen betegner sig selv som den ordknappe bondedreng, der var nødt til at blive forfatter: “Når jeg ikke kunne lide at snakke, måtte jeg jo skrive. Desuden ... der var ikke noget andet, jeg duede til. Ifølge min familie og mine venner er jeg det mest upraktiske menneske, de nogensinde har mødt”. (Dorte Hygum Sørensen: “Almindelig tavs finsk samtale”. Interview i Politiken, 2004-05-30). Den ironiske anekdote, som Hotakainen bruger til at beskrive sit kald som forfatter, peger videre end selve interviewsituationen og hen i mod noget centralt i hans forfatterskab.

Hjemmefronten

I den prisbelønnede roman “Juoksuhaudantie” fra 2002 (“Hjemmefronten”, 2004) følger vi lagerarbejderen, Matti Virtanen, i hans fastbesluttede og vanvittige jagt på at købe sig et parcelhus og dermed genvinde sin kone og datter, der har forladt ham, efter at han “midt i ishockeykampen mod Sverige” har kvitteret konens bebrejdelser med et knytnæveslag.

25205340

For at tjene penge til at købe parcelhuset og genvinde den tabte drøm – den lykkelige familie – sælger Matti al inventaret i lejligheden. Han igangsætter en lyssky handel af hælervare i ejendommens kælder, og på lejlighedens eneste tilbageblevne møbel, et massageleje, tilbyder han massage til kvarterets kondiløbere og ensomme kvinder. Ambitionen om at genvinde kone og barn ved købet af et parcelhus, en drøm som oprindeligt var hans kones, Helenas, virker umiddelbart som et harmløst projekt. Og udstyret med alskens remedier; kikkert, pulsur, kort og notesblok, kaster Matti sig ud i en minutiøs undersøgelse af parcelhuslivets “grundlove”. Men læseren bliver hurtig klar over at dette projekt også optegner en menneskelig deroute, hvor romanens hovedperson fuldender den tragiske bevægelse ind i den ensommes selvforanstaltede vanvidsverden.

Livet bag parcelhusenes velfriserede ydre viser sig i løbet af romanen at være mindre velfungerende og ligetil, end man kunne foranlediges til at tro. Især bliver forkynderne af dette parcelhusliv, romanens mange ejendomsmæglere, sat i et skarpt kritisk og satirisk lys. Og netop fascinationen af denne ejendomsmæglerfigur udgjorde en væsentlig inspiration for romanen, da forfatteren sammen med sin familie selv ledte efter et nyt hus. Hotakainens egen boligsøgning udviklede sig med over 350 besigtigede salgsopstillinger til et omfattende researcharbejde forud for romanen. “Det var disse oplevelser, der gav mig ideen til at bruge ejendomsmæglere i min roman, og da jeg først havde fået ideen, syntes jeg, at den var oplagt. Af flere grunde: Matti ønsker sig et hus af den slags, der blev bygget til de frontkæmpere, der vendte hjem fra krigen mod Sovjetunionen. På den måde kommer den historiske dimension med. Samtidig er ejendomsmæglere et billede på de mekanismer, der gælder i det moderne kapitalistiske samfund.” (Søren Kassebeer: “Manddom og galskab”. Interview i Berlingske Tidende, 2004-05-29).

Centralvarme generationens diffuse kamp

“Under alle omstændigheder går der mænd og kvinder iblandt os, som er blevet såret i denne krig, og de er mindst lige så mange, som der er registrerede krigsveteraner. Antallet af savnede har ingen noget tal på, det er så godt som umuligt at føre statistik over dem, de benægter alt og lever i det skjulte på værtshuse rundt omkring i landet. Andelen af krigsskadeerstatninger i form af underholdningsbidrag i den samlede pengestrøm er så stor, at presset på sociologerne bliver ved med at vokse.”
Kari Hotakainen: “Hjemmefronten”, side 111-112.

Titlen “Hjemmefronten” henviser til den moderne mands identitetskamp, som den udspiller sig midt mellem kvindefrigørelse, madlavning, bleskift og grædende børn. Hovedpersonen Matti er, som han selv beskriver det, den nye generations frontkæmper, der tilhører “centralvarme”-generationen – generationen der er fulgt efter de gamle frontkæmpere, heltene der forsvarede Finland mod russisk invasion ledet af Stalin i Vinterkrigen i 1939: “De havde ikke lært mig noget, som jeg kunne bruge i arbejdet med at passe et hjem. De havde ikke så meget som prøvet at skifte en ble, de havde aldrig tilberedt en makaronigratin for slet ikke at tale om, at de skulle have vandret i timevis frem og tilbage mellem soveværelset og køkkenet med et barn, der havde mellemørebetændelse. De havde befriet landet, kvindens frigørelse og opgaverne på hjemmefronten skulle min generation tage sig af”. (side 21). Således træder den historiske dimension humoristisk ind i romanen. Den tidligere generations heltefigur, hvis kampe og værdier var defineret af klare frontliner – klart definerede landegrænser og kønsroller – er hos Hotakainen skiftet ud med den kriseramte hjemmefar, der kæmper en diffus kamp for selvretfærdiggørelse og sammenhæng.

Hotakainen sammenvæver på raffineret vis en række forskellige stemmer i sin komposition. Fra kapitel til kapitel veksles der mellem de forskellige karakterers synsvinkler og stemmer, og man pendler som læser fra det ene mentale rum til det næste. Med denne teknik understreger Hotakainen den problematiske kommunikation mellem menneskenes indre turbulente følelsesliv og det omgivende samfunds regelrette tonefald. Også ironien, som måske er et af de mest markante træk ved romanen, opstår i kraft af denne problematiske udveksling.

Isaak-katedralen

“Hukommelsen er barmhjertig, den udvælger godbidderne fra fortiden og lader ben, brusk og sener ligge tilbage på kanten af tallerkenen. Jeg lukkede øjnene. (…) Underbevidstheden stiller ingen spørgsmål, den optager, hvad den har lyst til, og overlader det til mennesket selv at klippe materialet sammen til en fornuftig helhed. Eftersom jeg ikke var et menneske, men en patient, måtte jeg nøjes med den uklippede version.”
“Isaak-katedralen”, s. 9.

I “Iisakin kirkko” fra 2004 (Isaak-katedralen”, 2006) er det den halvfjerdsårige Paavo, der er fortællingens hovedperson. Han vågner op på et finsk sygehus efter en hjerneblødning og efterfølgende operation med konstateringen: Gud findes ikke. Efter døden er der ingenting. Alt er før den.” (side 7). Han deler stue med to andre gamle mænd, og det er til han store ærgrelse, da han synes, de er nogle vrøvlehoveder, men mest af alt fordi de svage og sengeliggende mænd inkarnerer den hjælpeløshed og ensomhed, Paavo selv fornemmer. Det er et stærkt billede af den gamle mands afmagt, angst og melankoli, som Hotakainens roman giver læseren: I aften kommer I alle i brusebad”, sagde Jokinen. Så kan vi også få vasket Jormakkas ører.” Jeg havde lyst til at flyve ud af vinduet, ud af min krop. Jeg så mig selv hjælpeløs ude i baderummet med vildtfremmede, sæbeindsmurte hænder på min hud, de flyttede sig op til mine ører og masserede mine øreflipper og øregange, mens jeg sad på en plasticstol med hængende nosser. Snart kommer der en hånd, der uden at spørge mig om noget vil sæbe mit allerdyrebareste ind.” (side 19).

26189659

Bundet til sengen pendler vi som læsere sammen med Paavo frem og tilbage mellem oplevelserne på sygehuset og erindringsglimt af hans nyligt afdøde kone, Kyllikki, og deres eneste søn. Sønnen, Pekka, der arbejder i Sankt Petersborg med at forgylde kritusfiguren i Isaak-katedralen op til byens 300 års fødselsdag, har Paavo brudt med, da han til moderens begravelse har bekendt Paavo sin tro på Gud. Udskrevet fra sygehuset er det nu Paavos mission at tage til Sankt Petersborg, og med sin nylige nærdødsoplevelse vil han en gang for alle afhjælpe sønnen hans illusioner om et liv hinsides døden. Men missionen viser sig at være ikke helt så enkel, som Paavo havde tænkt sig den. For rejsen til Sankt Petersborg og mødet med Pekka, der med sine fyrre år, knirkende knæ og en voksende isse ikke er så fremmed og anderledes endda, bliver i høj grad en belæring for Paavo selv. Hans ateistiske hårdnakkethed viser sig således hen mod romanens slutning, som et uholdbart panser han har brugt til at skærme sig mod savnet af den afdøde kone, det brudte forhold til sønnen og angsten for døden. Med sin skråsikre ateisme har Paavo forsøgt at gøre sig hård og lukke af over for alle de ting, som han gennem sit liv har bundet sig til med håb og kærlighed, og som det er så smertefuldt at miste.

De uberørte

“Finland var et så ungt land, en nation, der var vokset op så hurtigt og med så stor hastværk, at den aldrig havde haft tid til at stoppe op og studere sig selv mellem benene.”
“De uberørte”, s. 19.

I Kari Hotakainens roman “Huolimattomat” fra 2008 – på dansk “De uberørte” ) – består det primære persongalleri af kriminalbetjenten Antero Mokka, kvinden Leila Korkonen og yuppien Harri Boström. De knyttes ikke bare sammen i kraft af det handlingsspor, som Hotakainen med ekspertise forstår at bryde op og sætte sammen i en krydsklippende og meget scenisk komposition. De er nemlig også kendetegnet ved et yderst problematisk forhold til de intime sider af dem selv og deres seksualdrift. Leila er rejst fra landet til storbyen Helsinki for at studere filosofi på universitetet. Med sig i bagagen har hun allerede en katastrofal sexdebut, der har gjort hende hård og modvillig over for de finske mænd omkring hende. Hendes drift næres dog i stadig i den skjulte fantasi om den ideelle mand. Efter knapt et års universitetsstudier finder Leila ud af, “at filosofi intet har med virkeligheden at gøre”. I stedet beslutter hun at gøre noget ved den mangel på nærhed og intimitet, hun oplever omkring sig og på et mere ubevidst plan i sig selv. Resultatet bliver Ømhed og Nærhed A/S – en lille virksomhed, der forsøger at røre, de mange ’uberørte’ mænd, der i den totale mangel på kvindelig berøring, går rundt som tikkende bomber. Netop sådanne indestængte, tikkende bomber er for så vidt romanens to mandlige hovedfigurer. Yuppien Harri Boström er den af Leilas kunder, som rent faktisk eksploderer og forsøger at voldtage hende. Voldtægten mislykkes, og i stedet er det Leila, der ender med at efterlade en slemt tilredt Harri i en tilfældig grøft.

27091229

Derfor sidder Leila ved romanens start ved forhørsbordet over for kriminalbetjenten Antero Mokka, og mellem disse to opstår der en særlig kontakt. For Mokka er også en indestængt mand, der i en menneskealder har vendt det døve øre til sin egen indre stemme og i stedet ladet arbejdet fylde det hele, lyttende til andres sørgelige historier. Ligesom Leila kalder Mokka sjovt nok personerne, han møder ved sit forhørsbord, for klienter, og det understreger måske nok grunden til den kærlighed, der pludseligt spirer mellem de to. De har begge en vis lydhørhed over for de fortrængte sider i dem selv. Derimod er Harri Boström definitivt slået ud af kurs efter sin eksplosion, og han ender med at tage livet af sig selv. Ind i dramaet mellem de tre hovedfigurer installerer Hotakainen en række mere perifere, men meget sigende figurer. Blandt disse finder man Matt Dickson, pornoproducenten, der er overbevist om sin egen revolutionære rolle i menneskehedens udvikling. Men denne figur gør i langt højere grad læseren opmærksom på den moderne sexindustris usmagelig blanding af intimitet og forbrugskultur.

Den følelse af fremmedgjorthed, indre uartikuleret smerte og undertrykt seksualdrift, som Hotakainen med vanlig humor krænger ud af sine romanfigurer, tegner sig således allerede fra starten som et mere omfattende billed på et finsk samfund fuld af usund selvfortrængning og en skævvreden seksualopfattelse.

Perspektivering og litterære åndsfæller

Et gennemgående træk ved Hotakainens romaner er den konstante svingning mellem karakterernes turbulente, indre følelsesliv og en ydre verden, der ikke rummer muligheden for at udtrykke og behandle disse følelser. Indenfor disse rammer udstilles det moderne velfærdssamfunds knapt så flatterende sider; det være sig det offentlige sygehus, hvor mennesker bliver patienter, eller materialismens løgnagtige drømmebilleder, der inkarneres i ejendomsmæglerens hykleriske skikkelse. Hotakainen formår at skildre disse konfliktfyldte områder med en mesterlig fornemmelse for de forskellige figurers sproglige univers. Det er ud af denne sproglige nærhed, at romanernes forunderlige blanding af satire og tristesse bliver levende.

Med sine mange stemmelejer og den konstante pendlen mellem indre og ydre, mellem det dagligdags og det rablende giver Kari Hotakainens romaner mindelser om danske Peer Hultberg i romaner som “Byen og Verden” og “Requiem”. Selv nævner Hotakainen så forskellige inspirationskilder som den russiske forfatter Nicoláj Gógol, den tyske ekspressionist Alfred Döblin, surrealismen og stumfilmen – i Hotakainens litterære produktion indgår der da også en romanbiografi om stumfilmskuespilleren Buster Keaton. Og med den mærkværdige blanding af satire og tristesse for øje kunne man pege på ligheder med den finske filminstruktør Aki Kaurismäki, der blandt andet er blevet kendt for filmene “Skygger i Paradis” (1986), “Manden uden fortid” (2002) og “Lys i tusmørket” (2006). I dansk sammenhæng kan Hotakainens romaner yderligere ses i forlængelse af en samfundssatirisk tradition fra Ludvig Holberg over over Hans Scherfig. 

Bibliografi

Hotakainen, Kari:
Buster Keaton: elämä ja teot. 1991. Romanbiografi.
Hotakainen, Kari:
Bronks. 1993. Roman.
Hotakainen, Kari:
Syntisäkki. 1995. Roman.
Hotakainen, Kari:
Pariskunta, pukki ja pieni mies. 1997. Roman.
Hotakainen, Kari:
Klassikko. 1997. Roman.
Hotakainen, Kari:
Sydänkohtauksia, eli kuinka tehtiin Kummisetä. 1999. Roman.
Hotakainen, Kari:
Hjemmefronten. 2004. (Juoksuhaudantie. 2002). Roman.
Hotakainen, Kari:
Isaak-katedralen 2006. (Iisakin kirkko. 2004). Roman.
Hotakainen, Kari:
De uberørte. 2008. (Huolimattomat. 2008). Roman.
Hotakainen, Kari:
Eftermæle (Ihmisen osa, 2009). Gyldendal, 2011. Roman.
Hotakainen, Kari:
. Roman. Guds ord. Gyldendal, 2013. (Jumalan sana, 2011). Oversat af Birgita Bonde Hansen.
Hotakainen, Kari:
Naturens lov. Gyldendal, 2016. (Luonnon laki, 2013). Oversat af Birgita Bonde Hansen. Roman.
Hotakainen, Kari: Åndehul. Gyldendal, 2017. (Henkireikä, 2013). Oversat af Birgita Bonde Hansen. Roman.

Digte

Hotakainen, Kari:
Harmittavat takaiskut. 1982. Digte
Hotakainen, Kari:
Kuka pelkää mustaa miestä. 1985. Digte
Hotakainen, Kari:
Hot. 1987. Digte
Hotakainen, Kari:
Runokirja. 1988. Digte
Hotakainen, Kari:
Kalikkakasa. 2000. Digte

Børnebøger

Hotakainen, Kari:
Lastenkirja. 1990. Børnebog.
Hotakainen, Kari:
Ritva. 1997. Børnebog.
Hotakainen, Kari:
Näytän hyvältä ilman paitaa. 2000. Børnebog.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kari Hotakainen

Om forfatterskabet

De værker af Kari Hotakainen, der er oversat til dansk, er udgivet på forlaget Gyldendal.
En interessant side med oversigt over finske forfattere. Der er en komplet bibliografi og en kort beskrivelse af forfatterskabets temaer.
Anmeldelser af forfatterens bøger. Søg på 'Kari Hotakainen'

Artikel

Andersen, Jens:
Velfærd på finsk. Interview i Berlingske Tidende, 2005-07-16.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Hotakainen, Kari'

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Hygum Sørensen, Dorte:
Almindelig tavs samtale. Interview i Politiken, 2004-05-30.
Kassebeer, Søren:
Manddom og galskab. Interview i Berlingske Tidende, 2004-05-29.