Eva Ibbotsons børnebøger tager læseren med ind i en verden af mystiske og magiske fænomener. I “Den skjulte ø” møder man spøgelser, der bor på en nedlagt perron i London og vogter over den hemmelige dør, Gumpen, der fører til en skjult ø, og i “Heksejagten” møder man troldmænd, der bor på store mørke slotte og gode som mindre gode hekse. Men man kan også møde mere almindelige væsner – som den lille forældreløse pige Annika i “Stjernen fra Kazan”. Annika vokser op hos de to kokkepiger Ellie og Sigrid i 1800-tallets Wien og lever en sorgløs tilværelse, indtil der en dag står en fremmed dame uden for hendes dør og siger, hun er hendes mor. Uanset om fortællingen foregår på en skjult ø eller i det gamle Wien, tages læseren med ind i en historie, hvor forfatterens sans for detaljer skaber et univers, man ikke kan undgå at blive en del af. Historiernes karakterer har personlighed, man føler med dem eller i mod dem, men vigtigst af alt, de er troværdige.
26162629
Blå bog
- Født: 21. januar 1925 i Wien, Østrig.
- Død: 20. oktober 2010 i Newcastle, England.
- Uddannelse: Fysiologistudier ved London University, afsluttet i 1945, forskning ved Cambridge University, 1946-1947, pædagogikum fra University of Durham, 1965.
- Debut: The Great Ghost Rescue, 1975 (Rick redder spøgelserne, 1976).
- Litteraturpriser: Carnegie Medal shortlist, 1979. British Library Association, 1979. Best Romantic Novel of the Year Published in England, 1983. Romantic Novelist Association, 1983. Smarties Prize Shortlist, 1998. Best Books designation Shool Library Journal, 1998. Guardian Children’s Fiction Award runner-up, 2001. Nestlé Smarties Prize shortlist, 2001. Guld, 2001. Whitbread Children’s Book of the Year award shortlist, 2001.
- Seneste udgivelse: Sære skabninger på slottet. Sesam, 2006. (The beasts of Clawstone Castle, 2005). Oversat af Susanne Vebel.