j isaksen
Foto: Heidelberg Finn/Ritzau Scanpix

Jógvan Isaksen

cand.mag. René Hjelm, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
j isaksen
Foto: Heidelberg Finn/Ritzau Scanpix
Main image
Isaksen, Jógvan
Foto: © Dorthe Juul Myhre

Indledning

Mord på Færøerne er en yderst sjælden begivenhed og forekommer stort set ikke. Desto større opsigt vakte Jógvan Isaksens debut med krimien ”Blid er den færøske sommernat” i 1990, hvor han satte en hårdkogt og begivenhedsrig kurs med masser af blod, vold, galgenhumor, aktion tilsat en del kludder i kærlighedslivet, og i hvis kølvand de efterfølgende krimier troligt har lagt sig. Samtidig får det færøske samfund mange rammende og satiriske skud for boven, og hans populære krimier om den jævnligt beduggede Hannis Martinsson har således været et frisk havpust i færøsk litteratur.

 

47174767

Blå bog

Født: 1950 i Tórshavn på Færøerne.

Uddannelse: Mag.art. i nordisk litteratur, 1982.

Debut: Blíð er summarnátt á føroyalandi. Mentunnargrunnur Studentafelagsins, 1990.

Litteraturpriser: Hædersprisen ”Mentanarvirðisløn Landsins” fra det færøske kulturministerium, 2007. Den færøske kultur- og litteraturpris, ”Mentanarvirðisløn M.A. Jacobsens”, 2011. 

Seneste udgivelse: Norske løve. Marselius, 2019. Krimi.

Inspiration: Raymond Chandler, Ernest Hemingway, Ian Rankin, Michael Connelly, Knut Hamsun og August Strindberg.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Solskinsvejr havde afløst tågen, men i mit hoved var tågen ikke lettet (…) Oplysninger fra en ældre sanding og en næsten lige så gammel dansk kvinde var alt, hvad der kunne tyde på, at der var noget at lede efter. Suppen var foreløbig meget tynd”.

”Metusalem”, s. 81.

Jógvan Isaksen er født den 25. august 1950 og opvokset i Færøernes hovedstad Tórshavn, mens hans forældre Magnhild og Reimar Isaksen er fra den nordligere bygd Gøta. Eftersom han blev født blot fem år efter anden verdenskrigs afslutning, kom denne voldsomme begivenhed til at sætte sit markante aftryk på Isaksens tankeverden, bl.a. via forældrenes og andres beretninger om krigen (Jógvan Isaksen i telefon- og mail-interview med René Hjelm, september 2013), hvilket til dels også kommer til udtryk i hans forfatterskab.

Efter at have taget gymnasieeksamen i Tórshavn i 1970 tog han til Danmark for at læse nordisk filologi på Aarhus og Københavns Universitet. I 1982 blev han magister i nordisk litteratur og har siden 1986 været lektor i færøsk sprog og litteratur på Københavns Universitet. Jógvan Isaksen har derfor det meste af sit liv haft fast bopæl i Danmark, hvor han også har haft sit litterære virke ved at bidrage med tekster på både færøsk og dansk. Før sin debut som skønlitterær forfatter med kriminalromanen ”Blíð er summarnátt á føroyalandi” (”Blid er den færøske sommernat”, 1991) var han nok mest kendt som en kontant og ærlig anmelder i den færøske avis Sosialurin og i andre færøske medier.

Efter sin skønlitterære debut i 1990 har han fortsat sin undervisning og forskning på Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet og har sideløbende med sin skønlitterære produktion bl.a. været redaktør for tidsskriftet Nordisk Litteratur årene 2000-2007 og har i mange år været redaktør for det hæderkronede gamle færøske forlag Mentunargrunnur Studentafelagsins. Jógvan Isaksen har i det hele taget været en meget produktiv fag- og skønlitterær forfatter i hen ved 30 år og må siges at være blandt de førende kritikere og forfattere i færøsk sammenhæng. Hans krimier er oversat til flere sprog, der udover på dansk også foreligger på bl.a. islandsk og tysk.

 

Blid er den færøske sommernat

”Hovedet røg tilbage, som om han var blevet slået. Han kiggede op på mig et øjeblik og begyndte at le. – Philip Marlowe. Ja, sagde jeg. ”Lady in the Lake”. - Ser man det, du kender din Chandler. ’De’ var blevet til ’du’”.
”Blid er den færøske sommernat”, s. 55.

Jógvan Isaksens debutroman ”Blíð er summarnátt á Føroyalandi” (”Blid er den færøske sommernat”, 1991) blev overvejende positivt modtaget af anmelderne, da den udkom på Færøerne i 1990 og blev også hurtigt en bestseller. Den tager sin begyndelse på Færøerne i slutningen af 1980’erne, hvor historiens hovedperson, freelancejournalisten Hannis Martinssons mistanke bliver vakt i forbindelse med to af hans venners mystiske død. Han sætter sig for at undersøge de nærmere omstændigheder og kommer hurtigt frem til, at der ikke er sket nogen ulykke, men at der står en større forbryderisk sammensværgelse bag.

Med snilde, mod og skarpsind får han brudt en kode, der leder ham nærmere en forklaring. Det viser sig dog hurtigt, at folkene fra Paraguay ikke er på Færøerne for at forhandle nogen fiskeriaftale. De er nemlig gamle nazister, der under dække af at være regeringsrepræsentanter er kommet til Færøerne for at lede efter en gammel tysk ubåd, som de nogle dage efter anden verdenskrigs afslutning efterlod i en færøsk grotte, som der kan sejles ind i. Den er lastet med nazistisk tyvegods, og resten af den begivenhedsrige og turbulente fortælling handler om, hvordan Martinsson med sin nye kæreste, politibetjenten Duruta, og andre venner forsøger at forhindre nazisterne i at få deres tyvekoster med tilbage til Paraguay. 

28785585

Romanen har alle krimiens kendetegn, f.eks. en klart profileret helt, som selvfølgelig er ganske uheroisk i egen, lave og småalkoholiserede selvforståelse. Derudover minder Martinsson om Raymond Chandlers detektiv Philip Marlowe, mens selve krimien formidles som en hårdkogt og begivenhedsmættet jeg-fortælling, der fastholder læserens nysgerrighed fra først til sidst. Eftersom der stort set er medsyn hele vejen gennem plottet, har læseren ikke større indsigt i mordenes gådefulde sammenhæng end Martinsson, hvilket blot skaber desto større spænding.

Selvom der også bliver tid og plads til forelskelse i Duruta, så er det ikke de stormfulde følelser eller dybdepsykologien, der har prioritet i romanen, men i stedet hovedpersonens handling ligesom i eventyrgenren og i f.eks. Alexandre Dumas d. æ.’s ”De Tre Musketerer”. Til gengæld skaber Isaksen med sin ofte meget barberede skrivestil, der også kendes fra Ernest Hemingway, ekstra betydningslag ved at indlægge referencer til færøsk og anden litteratur ind i sin til tider meget satiriske beskrivelse af færøsk mentalitet. Især den færøske tåge får en metaforisk betydning i forhold til Martinssons forsøg på at opklare forbrydelsernes uklare sammenhæng.

 

Grå oktober

”Oktoberkulden kom langsomt krybende ned fra fjeldene i nord og harmonerede absolut med de følelser, der skvulpede inde i mig. (…) Jeg tænkte over eksistentielle spørgsmål (…) Men dette varede kun et lille øjeblik, for så godt kendte jeg mig selv, at jeg var klar over, at begyndte jeg at kradse i overfladen på tilværelsens store spørgsmål, var det et sikkert tegn på tømmermænd.”
”Grå oktober”, s. 9.

I 1995 kom opfølgeren til ”Blid er den færøske sommernat”, nemlig krimien ”Gráur oktober” (”Grå oktober”, 1995), der allerede med titlen anslår den overordnede, kolde og urovækkende stemning.

Romanen åbner med en scene, hvor en journalist i Færøernes Radio bliver forgivet med blåsyre i sit glas vand for åben mikrofon. Kort tid efter bliver en lokal bums af uforklarlige årsager fundet hængt i sin celle på politistationen, mens en anden journalist bliver fundet død med en stor kniv i sin nakke. Og som i ”Blid er den færøske sommernat” kommer læseren i selskab med freelancejournalisten Hannis Martinsson, der uden større idealer end at finde en god historie til sin avis beslutter sig for at undersøge sagen. Hans efterforskning og søgen efter morderne og deres konspiration trækker linjer til både den italienske mafia, CIA og Vatikanet – og tilbage igen til den færøske missionær og storreder Hanus í Rong, der på ingen måde kun har hvid og ren fisk i lasten på sine skibe.

28785542

Som i ”Blid er den færøske sommernat” er der også i ”Grå oktober” tale om en rammefortælling, dvs. om en historie, der er rammet ind af en åbningsscene med et mord og et sidste kapitel – et ”Postludium” eller ”Epilog”, hvor de sidste løse tråde forbindes. Og ligesom i debutromanen er Martinsson både hovedperson og jeg-fortæller, der ikke har større viden end læseren (med undtagelse af selve åbningsscenen), idet begivenhederne hele tiden udfoldes fra Martinssons synsvinkel.

Med undtagelse af et par steder, hvor fortællingen træder vande, er der tale om en meget begivenhedsrig og intens krimi, der med både sort galgenhumor, samfundskritik og leg med referencer til andre værker skaber høj underholdningsværdi – og samtidig stof til eftertanke. Med en kort og overordnet set koncis skrivestil bliver tempoet nærmest hele tiden holdt i femte gear, der hænger sammen med Martinssons praktiske og meget aktive tilgang til mordenes opklaring. Dog forekommer hans kærlighedsforhold til Duruta lidt mærkeligt og rigeligt ”hårdkogt” i ”Grå oktober”, fordi han stort set gennem hele romanen synes nærmest ligeglad med, hvor hun er, eller hvorfor hun aldrig tager sin telefon.

 

Metusalem

”Hver gang jeg nærmede mig nye oplysninger, blev muligheden lukket eller som nu: afbrudt (…) Men skønt jeg nu havde arbejdet med dette puslespil i næsten en uge, så havde jeg endnu intet billede. Jeg havde løse brikker, men manglede alt for mange til at få nogen sammenhæng”.
”Metusalem”, s. 198.

Jógvan Isaksens fjerde krimi ”Metusalem” fra 2008 (”Metusalem”, 2011) har formentlig fået netop den titel, fordi et gammelt skelet bliver fundet i en drænet sø uden for Tórshavn. Det menes at være ca. lige så gammelt som Bibelens Metusalem, der ifølge 1. Mosebog blev 969 år. Men det viser sig at være forkert.

Hannis Martinsson, der nu forsøger at slå sig op som konsulent og privatdetektiv i Tórshavn, bliver nemlig ringet op af en ældre færing, der hævder, at skelettet kun er fra 1961, og at skelettet var vedkommendes bror. Den ældre færing får langsomt overbevist Martinsson om rigtigheden af sin påstand, men der er stadig en lang række ubesvarede spørgsmål: Er der tale om en drabssag, og i bekræftende fald, hvorfor er liget havnet i en sø udenfor Færøernes hovedstad? Og hvorfor har skelettet en flere hundrede år gammel bispering på sin højre hånd, der skal have tilhørt biskop Absalon, Københavns grundlægger?

28785232

Sammen med Martinsson kommer vi på sporet af et mord, hvor offeret har betalt med sit liv for at forhindre den militære stormagt USA i at gennemtvinge en militær udbygning på Færøerne under den kolde krig hen over hovedet på landets befolkning. Og med hjælp fra politiet når Martinsson frem til en meget overraskende afsløring af morderen.

Hannis Martinsson er blevet mindre hårdkogt og nærmest lidt faderlig i ”Metusalem”, hvilket nok skyldes, at han i denne roman nu er far til den otteårige Turið. Sammenlignet med de tidligere krimier er denne noget mere reflekteret og velkomponeret og lidt mindre hæsblæsende hektisk. Men Martinsson er stadig en handlekraftig helt med hang til våde varer og lavt selvværd, der modigt tager kampen op mod lovens krænkere.

”Metusalem” er som de tidligere krimier en rammefortælling, mens Martinsson stadig er den halvfallerede og næsten kronisk fuldesyge jeg-fortæller, der ikke overraskende sammenligner sig selv med Raymond Chandlers detektiv Philip Marlowe. 

Tågen i denne krimi er en metafor for Martinssons manglende klarsyn i forhold til den gåde, han forsøger at afdække, mens lyden af tågehornet fungerer som en slags ildevarslende ledetråd, der peger frem imod det, der skal komme af fornyet ondskab. Derudover er der lagt drabelige kvæd-strofer ind i teksten, der således skaber merbetydning og som samtidig harmonerer med Martinssons ofte brutale og mange gange selvironiske univers.

 

Nordlys

”Jeg gik op til baren og bad om to guldøl og to dobbelte Fernet Branca. Jeg var så sjæleglad. Pigen i baren spurgte mig, om jeg havde set nordlyset de seneste nætter, jeg sagde ja. Hun sagde også, at de havde lovet meget kulde i nat, så det ville nok blive en forrygende nordlysnat”.
”Nordlys”, s. 215.

Isaksens femte krimi om Hannis Martinsson og hans opklaringer er ”Norðlýsið” fra 2009, (”Nordlys”, 2013). Her bliver Olof Palme-mordet i Sverige i 1986 gentaget i miniudgave på Færøerne, idet den færøske lagmand – der her er en kvinde – får en kugle for panden, lige før hun skal holde tale.

I denne roman er læseren igen i selskab med Hannis Martinsson, der som i ”Metusalem” stadig er en privatdetektivskonsulent udi ”information og rådgivning”. Men den globale økonomiske krise kradser også helt ned i Martinssons pengepung, og han må supplere med journalistikken på en lokal avis. Hans lidt småkyniske redaktør sætter ham på sagen, og vi følger herefter Martinsson, mens han forsøger at opklare mordet ved at snuse rundt i Tórshavns underverden.

Men mystikken spreder sig blot som nordlysets elektromagnetiske lysbølger blandt Martinsson og alle andre i det færøske samfund, fordi mordene på højtstående politikere med homoseksuelle tilbøjeligheder og fordrukne bumser bliver flere og flere. Men side for side danner der sig langsomt et mønster, idet de fleste myrdede er skabs-homoseksuelle, der ikke tør være andet i det fordømmende færøske samfund. Til sidst viser det sig da også, at morderen er en sindsforvirret hader af al homoseksualitet, hvis sjæl allerede i barndommen er blevet forkrøblet i et fanatisk, indremissionsk hjem.

50754618

Med denne tematiske tråd kan ”Nordlys” ses som en kritik af den færøske behandling af landets homoseksuelle, der som regel fornægter deres rigtige seksualitet af frygt for alle slags ydmygelser og forfølgelser.

Selvom Martinsson også i denne krimi er tøet mere op, idet mordene nu berører ham mere, er han stadig den hårde, illusionsløse journalist-detektiv, der har mere lyst til flasken end til Duruta. Mht. sprog, form og fortælletekniske forhold bliver hele historien også i denne krimi oprullet fra Martinssons 1. persons-synsvinkel i et kort og skrabet sprog, der ved sin galgenhumoristiske selvironi også kan genfindes i de færøske kvad og islandske sagaer. Og endnu engang spiller vejret ind på stemningen og på personernes sindstilstand, selvom tågen nu er afløst af det mystisk-magiske nordlys. Men selvom Martinsson nok er blevet en anelse mere medfølende overfor de myrdede, og selvom ”Nordlys” også kan læses som en kritik af det færøske samfunds udstødte, så er også denne krimi rigtig hårdkogt, hvor stillingtagen for samfundets svageste nok er en for sød cocktail til vores helt.

 

Genrer og tematikker

Jógvan Isaksens skønlitterære forfatterskab består udelukkende af kriminalromaner, der primært udspiller sig i færøske kulisser. Der er således tale om historier, der bygger på de velkendte konventioner fra krimigenren, hvor f.eks. Hannis Martinsson især i de tidligere kriminalromaner ligger tæt på Raymond Chandlers detektiv Philip Marlowe. I samtlige krimier er det den små-alkoholiserede hovedperson Hannis, der går igen, og selvom han hverken har fået særligt høje karakterer i samfundets karakterbog eller har fundet nogen større forløsning på kærlighedens område, viser han sig både handlestærk og heltemodig, når forbryderne skal fanges og fældes. 

Skrivestilen er som regel enkel, ironisk og lakonisk og kendes både fra de islandske sagaer og Hemingway. Klicheer som ”Politiet stod på bar bund” er også velrepræsenterede på bekostning af mere øjenåbnende metaforer på skrivestilens niveau. Det er snarere den færøske tåge, der som nævnt mest bruges metaforisk som et ydre billede på Martinssons kamp mod uklarhed vedrørende de gådefulde og til tider mørkelagte forbrydelser – og ikke mindst hans egen kamp mod de indre alkoholtåger. Derudover minder tågen om den urovækkende musik og tåge i Twin Peaks, der fungerer på samme måde, nemlig som en ledetråd og forvarsel om, at mere uhygge er på vej.

Alt i alt overholder Isaksen i vid udstrækning de gængse krimikonventioner. Eksempelvis udgør selve fortællingens struktur og plot som i mange andre krimier et klart afrundet forløb: Allerede i åbningsscenen bliver læseren vidne til et mord, men uden at det fremgår, hvem morderen er eller hvorfor mordet begås. Herefter kommer (anti-)helten Martinsson på banen, der på trods af megen modvilje fra f.eks. politiet tager en rask beslutning og begynder at undersøge sagen. Typisk for genren viser der sig også i Isaksens krimier at stå et større komplot bag mordene. Og med Hannis’ 1. persons-synsvinkel og med ham som jeg-fortæller i krimierne bliver læseren derved let trukket med i plottets strøm af voldsomme og samtidig sjove begivenheder, der fører til optrævlingen af det bagvedliggende komplot.

 

Beslægtede forfatterskaber

Ofte skelnes der mellem den skandinaviske krimi i traditionen fra det svenske forfatterpar Sjöwall og Wahlöö, der med socialrealisme og kritik tager stilling til f.eks. social ulighed, og så den hårdkogte amerikanske krimitradition med repræsentanter som f.eks. Raymond Chandler, der netop ikke tager stilling til sociale spørgsmål.

Det er i sidstnævnte tradition, at Isaksens krimier hovedsageligt befinder sig. Han har f.eks. i et interview udtalt, at han i sine kriminalromaner ” … ikke har nogen stor social bevidsthed. I dette aspekt er jeg tættere på amerikanerne” (Jürgen Ruckh: Autoreninterview: mit dem Autoren Jógvan Isaksen. Literaturportal Schwedenkrimi.dk, 2006. Egen oversættelse). Selvom Isaksen har mange gode beskrivelser af det færøske samfund med dets velbjærgede, indremissionske og hykleriske storkapitalister, så betyder det ikke, at Isaksen stiller de udstødte som f.eks. bumsen Petur Kári fra ”Grå oktober” i et varmere lys: Isaksen er nemlig ikke socialrealist i sine romaner, idet han ikke tager stilling eller vælger side i sociale spørgsmål om (u)retfærdighed.

Isaksens forfatterskab har flere ligheder med den amerikanske tradition end med den klassiske detektivhistorie, der mere lægger vægt på refleksion (f.eks. Conan Doyles historier om Sherlock Holmes) og den psykologiske krimi, som f.eks. Patricia Highsmith er repræsentant for, selvom Isaksens krimier dog stadig indeholder træk fra begge disse typer. Men lighederne mellem Hannis Martinsson og Chandlers detektiv Philip Marlow er langt flere, dels ved deres hårdkogte og usunde ydre, dels fordi de ikke kun har en reflekterende tilgang til opklaringen af historiernes gåder, men også en udpræget handlingsorienteret.

Dermed har disse hovedpersoner også meget til fælles med eventyrets praksis-orienterede helt. I den amerikanske krimi er helten altså handlende på en mere pågående og fysisk måde end f.eks. Sherlock Holmes eller Agatha Christies detektiv Hercule Poirot og minder dermed også om helten i eventyret, der må skride til handling for at overvinde alle tænkelige forhindringer, farer og fjender.

Med hensyn til selve brugen af historiske begivenheder i plottet har Isaksen meget til fælles med f.eks. den engelske historiker og krimiforfatter Robert Goddard. Begge har gåden og dens løsning som det centrale i plottet, mens hovedpersonen med sin jeg-fortælling aldrig ved mere end læseren, hvilket som nævnt vækker nysgerrighed og skaber spænding. Detektivens erkendelse af gådens uforklarlige årsager og afsløring af det bagvedliggende komplot sker dermed samtidig med læserens. Samtidig fletter de mange gode refleksioner over f.eks. krig og kærlighed ind i plottet, hvilket får deres skildringer af nutidens samfund til at stå rammende klart i lyset af dets historiske forudsætninger.

 

Bibliografi

Romaner

Isaksen, Jógvan:
Blid er den færøske sommernat. Vindrose, 1991. Oversat af Kirsten Brix. (Blíð er summarnátt á Føroyalandi. 1990).
Isaksen, Jógvan:
Grå oktober. Vindrose, 1995. Oversat af Ebba Hentze. (Gráur oktober. 1994).
Isaksen, Jógvan:
Korsmesse. Forlaget Torgard, 2009. Oversat af forfatteren. (Krossmessa. 2005).
Isaksen, Jógvan:
Metusalem. Forlaget Torgard, 2011. Oversat af Povl Skårup. (Metusalem. 2008).
Isaksen, Jógvan:
Nordlys. Forlaget Torgard, 2013. Oversat af Inger Smærup Sørensen. (Nordlýsið. 2009).
Isaksen, Jógvan:
Den femte mand. Marselius, 2016. (Tann fimti maðurin, 2016). Oversat af Jógvan Isaksen.
Isaksen, Jógvan: Prædikeren. Marselius, 2017. (Prædikaren, 2017). Oversætter: Anya Mathilde Poulsen. Krimi.
Isaksen, Jógvan: Norske løve. Marselius, 2019.

Børnekrimi

Isaksen, Jógvan:
Brandstifteren. Vindrose, 1998. Oversat af Kirsten Sørensen. (Brennivargurin. 1991).

Om forfatterskabet

Web

Jógvan Isaksen på KrimiWiki.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jógvan Isaksen

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Ruckh, Jürgen: Autoreninterview: mit dem Autoren Jógvan Isaksen. Literaturportal Schwedenkrimi.dk. April 2006.
Hjelm, René:
Eget interview. Forfatterweb, september 2013.