Jógvan Isaksens debutroman ”Blíð er summarnátt á Føroyalandi” (”Blid er den færøske sommernat”, 1991) blev overvejende positivt modtaget af anmelderne, da den udkom på Færøerne i 1990 og blev også hurtigt en bestseller. Den tager sin begyndelse på Færøerne i slutningen af 1980’erne, hvor historiens hovedperson, freelancejournalisten Hannis Martinssons mistanke bliver vakt i forbindelse med to af hans venners mystiske død. Han sætter sig for at undersøge de nærmere omstændigheder og kommer hurtigt frem til, at der ikke er sket nogen ulykke, men at der står en større forbryderisk sammensværgelse bag.
Med snilde, mod og skarpsind får han brudt en kode, der leder ham nærmere en forklaring. Det viser sig dog hurtigt, at folkene fra Paraguay ikke er på Færøerne for at forhandle nogen fiskeriaftale. De er nemlig gamle nazister, der under dække af at være regeringsrepræsentanter er kommet til Færøerne for at lede efter en gammel tysk ubåd, som de nogle dage efter anden verdenskrigs afslutning efterlod i en færøsk grotte, som der kan sejles ind i. Den er lastet med nazistisk tyvegods, og resten af den begivenhedsrige og turbulente fortælling handler om, hvordan Martinsson med sin nye kæreste, politibetjenten Duruta, og andre venner forsøger at forhindre nazisterne i at få deres tyvekoster med tilbage til Paraguay.
28785585
Romanen har alle krimiens kendetegn, f.eks. en klart profileret helt, som selvfølgelig er ganske uheroisk i egen, lave og småalkoholiserede selvforståelse. Derudover minder Martinsson om Raymond Chandlers detektiv Philip Marlowe, mens selve krimien formidles som en hårdkogt og begivenhedsmættet jeg-fortælling, der fastholder læserens nysgerrighed fra først til sidst. Eftersom der stort set er medsyn hele vejen gennem plottet, har læseren ikke større indsigt i mordenes gådefulde sammenhæng end Martinsson, hvilket blot skaber desto større spænding.
Selvom der også bliver tid og plads til forelskelse i Duruta, så er det ikke de stormfulde følelser eller dybdepsykologien, der har prioritet i romanen, men i stedet hovedpersonens handling ligesom i eventyrgenren og i f.eks. Alexandre Dumas d. æ.’s ”De Tre Musketerer”. Til gengæld skaber Isaksen med sin ofte meget barberede skrivestil, der også kendes fra Ernest Hemingway, ekstra betydningslag ved at indlægge referencer til færøsk og anden litteratur ind i sin til tider meget satiriske beskrivelse af færøsk mentalitet. Især den færøske tåge får en metaforisk betydning i forhold til Martinssons forsøg på at opklare forbrydelsernes uklare sammenhæng.
