Portræt af Dennis Jürgensen
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Dennis Jürgensen

cand.mag. Julie Lystbæk-Hansen, 2015. Opdateret af Julie Lystbæk-Hansen, 2019. Senest opdateret af journalist Rebekka Andreasen, september 2022.
Top image group
Portræt af Dennis Jürgensen
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Dennis Jürgensen har altid haft forkærlighed for gys og gru, uanset om han skriver for børn, unge eller voksne. Efter i årtier at have skrevet horror og gys for unge, tog han i 2014 hul på sin første krimiserie for voksne. Det blev til Roland Triel-serien, der tæller seks bind, og siden har han skrevet to bind i krimiserien om efterforskerne Teit og Lehmann. Med vanlig sans for lige dele tør humor og makabert billedsprog henvender Jürgensen sig til voksne, der som børn begejstret har læst hans fortællinger. Med sine krimier har han også fået nye læsere til at hoppe ombord i sit omfangsrige forfatterskab.

 

134109084

Blå bog

Født: 3. februar 1961 i Brønshøj.

Uddannelse: Realeksamen, 1978. Ellers autodidakt.

Debut: Kærlighed ved første hik. Tellerup, 1981.

Litteraturpriser: Børnebibliotekarernes Kulturpris, 2001. Orla-prisen, 2005 og 2007.

Seneste udgivelse: Bloddue. Politiken, 2022. (En Teit & Lehmann-krimi, 2).

Inspiration: Edgar Allan Poe og Stephen King.

 

 

 

 

 

 

Hør, hvordan makkerparret Lykke Teit og Rudi Lehmann blev til, i Forfatterwebs Forfatterstafet, hvor litteraturformidler Sarah Hvidberg interviewer.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Triel så sig i spejlet. Somme tider ønskede han at ingen så tilbage, hvilket måtte betyde at han var død. Skyggen var aktiv. Den vuggede under hjerneskallen som en vagtsom kobra. Visse dage fulgte den ham fra han vågnede til han slukkede natlampen. Andre gange lå den bare sammenrullet, hadefuld, og ventede på hævn.”
”Løbende tjener”, s. 36.

Dennis Jürgensen er født i 1961 i Brønshøj og bor i dag i Rødovre. Det er hans børne- og ungdomsbøger, der har gjort ham berømt i Danmark. Dem besluttede han sig for at skrive, da han efter realeksamen ikke havde noget overvældende behov for hverken at læse videre eller få et 8–16 job. Fra 1978 kastede han sig ud i at skrive forskellige manuskripter og stædigt sende dem ind til forlag. Tre år og en del afslag senere fik han antaget en bog hos forlaget Tellerup, som udgav hans bøger frem til 2019.

”Kærlighed ved første hik” udkom i 1981 og er siden blevet læst af mangen en folkeskoleelev. Efter den er det rullet derudad med over 60 udgivelser, især rettet mod børn og unge, og primært inden for genrerne gys, horror, sci-fi og fantasy med humoren som fællesnævner. Dennis Jürgensen har endda sin egen klub – Dennis-Klubben – som Tellerup stiftede i 1992 som et tilbud til alle Dennis-læsere.

Ifølge Dennis Jürgensen selv er fanskaren en af årsagerne til, at han tog springet ud i voksen-krimi-genren. På en boglanceringsturne i 2010 stødte han på flere 30-40-årige mænd, som i deres ungdom havde været og stadig var begejstrede Jürgensen-fans. De spurgte ham, om ikke det var på tide at skrive noget for voksne.

Derudover spillede Jürgensens behov for at udvikle sig som forfatter også en central rolle for debuten som krimiforfatter. ”Jeg følte, at der skulle ske noget nyt i mit forfatterskab. Der var en række muligheder, og krimien var én af dem. Den har jeg ikke prøvet før, men genren har altid appelleret til mig, og jeg vil gerne underholde, når jeg laver noget.” (Henrik Dannemand Jensen: ”Jeg har altid brugt antihelte”. Berlingske Tidende, 2014-08-10). Ønsket om at underholde hænger også sammen med en interesse for at undersøge menneskets mørke sider og på den måde skabe dybde i karakterudviklingen: ”Krimien er perfekt til både at fortælle en spændende og vedrørende historie, anvende psykologi og forhåbentlig give mine personer mere tyngde.” (Dennis Jürgensen forfatterportræt: Interview med Dennis Jürgensen. Tellerup.dk). 

Det er ikke kun i sin begejstring for horror og gru, Jürgensen finder underholdning og spænding. I sin fritid er han en ivrig fuglekigger, og det er noget, der kan få pulsen i vejret, når en sjælden fugl er inden for kigge-vidde: ”Så sveder man. Adrenalinet koger.” (Henrik Dannemand Jensen: ”Jeg har altid brugt antihelte”. Berlingske Tidende, 2014-08-10). 

I efteråret 2021 kunne Dennis Jürgensen fejre sit 40-års jubilæum som forfatter.

Løbende tjener

”Liget havde pæne tænder, men de sad i en mund, der aldrig mere ville tygge eller tale. Det slog Triel at man så ud som om man var blind, når der ikke længere var liv i øjnene, som de millioner af fisk trawlere verden over lossede af på havne hver eneste dag.
…vi er ikke andet end fisk i universets store ocean…det er omsonst at tro andet…levende og sprællende…eller døde og stirrende…”
”Løbende tjener”, s. 321.

I 2014 udkom ”Løbende tjener”, der er Dennis Jürgensens første voksenkrimi.

Tro mod den klassiske detektivroman lader Jürgensen handlingen udspille sig omkring en desillusioneret knudemand af en detektiv – nærmere bestemt efterforskningsleder Roland Triel fra afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Romanens undertitel, ”En Roland Triel krimi 1”, angiver, at der er tale om den første i rækken af en serie om Triel og hans efterforskningshold.

Roland Triel bærer på en mørk fortid i form af en personlig tragedie. Fire år tidligere blev hans kone myrdet og hans datter mishandlet i familiens eget hjem. Gerningsmanden blev aldrig fundet. Triel er derfor en plaget mand; han fører fiktive telefonsamtaler med datteren Andrea, som har forholdt sig tavs efter den frygtelige begivenhed.

53305822

Ved romanens begyndelse etableres et dobbeltplot: Triels kones morder giver lyd fra sig for første gang i fire år, samtidig med at nogle brutale hændelser finder sted i København og omegn. Direktøren for milliardforretningen ”Løbende tjener”, Frans Jessen, trues på livet, og hans tidligere ven findes myrdet på besynderlig og makaber vis. Triel må jonglere med trangen til at forfølge de spor, hans kones morder lægger ud, og den nye sag, som bliver en stor udfordring for hans lille team af kriminalassistenter.

Opklaringsarbejdet bliver et kapløb med tiden, da nye mord begås. Det spejles også i romanens tredjepersonsfortæller, der blandt andet påtager sig morderens blik og lader læseren få kendskab til forbrydelserne før politiet. Gyset består dermed ikke i chokket fra den pludselige opdukken af et nyt lig, men i den forventning om grusomheder, som morderens synsvinkel bringer med sig.

Handlingen kanaliseres også gennem blandt andre Frans Jessen og Roland Triel. Sproget er holdt i en kæk, men prosaisk tone – særligt blandt Triels kolleger, hvor dialogen er den bærende fortællestruktur. Hos Triel og den mystiske morder er en art indre monolog på spil. Med springene i synsvinkel opmuntrer Jürgensen læserens eget detektivarbejde i forhold til karakterernes indbyrdes forbindelser.

Eksploderende skadedyr

”Inge Renee havde aldrig brudt sig om Sort Tang. Der rugede noget dystert og uforklarligt i huset, hvis konstruktion gav sig i efterårsstormene fra nordvest. Så kunne væggene finde på at udstøde hule dunk eller vandrørene jamrede sig, som om noget levende bevægede sig imellem etagerne. Som barn lå han tit søvnløs i halve nætter og lyttede hunderæd til lydene, især når der sad en gammel ugle og klagede sig i skoven. Den skreg som er forladt barn, så de værste spøgelseshistorier hjemsøgte hans fantasi.”


”Eksploderende skadedyr”, s. 146.

Som de tidligere bind i serien ”En Roland Triel krimi” er femte bind, ”Eksploderende skadedyr” (2018), delt i to centrale handlingsforløb. Det ene knytter sig som tidligere til Roland Triels personlige mareridt: Mordet på hans kone og datteren Andreas efterfølgende traumatisering. De foregående bind har afsløret identiteten på den person, som angiveligt slog Triels kone ihjel og mishandlede Andrea. Nu er Andrea kidnappet af morderens mor og dennes barnebarn - den mentalt forstyrrede, androgyne morder Inge Renee Janné. 

Andet spor knytter sig til en drabssag i Valby, hvor morderen har futtet offeret af med militært sprængstof. Motivet præsenteres allerede i prologen, hvor morderen, som kalder sig Sweeperen, besøger den lammede Johnny Tavers på et hospital og præsenterer sin planlagte hævn over en tyve år gammel begivenhed, der placerer Johnny som én blandt tre skyldige. Triel bliver sat på sagen med sit hold, samtidig med at han må forholde sig til Inge Renee Jannés krav om, at han offentligt vedkender sig faderskabet til den androgyne morder. 

54927126

I et sidespor følger romanen journalisten Klavs Fortman og journalistpraktikanten Siam i deres forsøg på at opspore Andreas kidnappere. I et andet sidespor optræder psykologen Erling Gard, hvis klient, den PTSD-ramte veteran Rane Theiss, har en forbindelse til Sweeperens sprængte offer.

Som vanligt præsenteres de mange handlingstråde og karakterer med en blanding af humor og alvor i Jürgensens maleriske sprog. Synsvinklen fortalt i tredje person springer rundt mellem de forskellige karakterer og formidler deres tanker og refleksioner blandet med dialog. På den måde giver Jürgensen et psykologisk portræt af både forbrydere og ofre, hvilket også skaber et overraskelsesmoment i afsløringen af Sweeperens sande identitet. 

Tematisk er omdrejningspunktet omsorgssvigt og overgreb. Det gælder for både Sweeperen, Inge Renee og Andrea, at de på hver deres måde har været udsat for krænkelser som børn, som har resulteret i ret forskellige reaktionsmønstre. Selvom forbryderne er skruppelløse og vanvittige i deres handlinger, tilskrives de altså et motiv, som bunder i en uretfærdighed begået imod dem.

Teit og Lehmann-serien

”Tågen kom rullende fra havet som et stofligt monster uden lemmer eller lyd. Han havde set fronten nærme sig og tænkte, at de godt kunne nå ind til fastlandet, men på få øjeblikke opslugte hvid tomhed og isnende kulde de vidstrakte sandflader. Den udviskede horisontens takkede konturer, så diget forsvandt i det fjerne.”

”Mand uden ansigt”, s. 7.

Efter seks Roland Triel-krimier fik Dennis Jürgensen lyst til at opfinde et nyt krimiunivers. Resultatet er serien om den danske kriminalassistent Lykke Teit fra Københavns Politi og hendes tyske kollega Rudi Lehmann, der er kommissær i Flensborg. Hvor Jürgensen i Triel-serien tog udgangspunkt i storbymiljøet, har han med første bind i Teit og Lehmann-serien rykket handlingen til vandkantsdanmark. ”Mand uden ansigt” udkom i 2021, og bogen foregår i det sønderjyske marskområde, som Jürgensen kender godt som inkarneret fugleentusiast. Netop her lader han sit dansk/tyske makkerpar samarbejde om en sag. En 11-årig dreng finder liget af en mand på en revle langt ude i Vadehavet – midt mellem Danmark og Tyskland. Om at bruge naturen aktivt fortæller Jürgensen: ”I bedste Nordic Noir-stil spiller naturen en stor rolle i ”Mand uden ansigt”. De åbne, øde vidder og den smukke, men også rå natur, der kan være livsfarlig, hvis du ikke har respekt for den, passede godt til den historie, jeg ville fortælle". (Rebekka Andreasen: »Der skal være noget galgenhumor, jeg kan simpelthen ikke lade være«. Bogmagasinet, marts 2021).

38856049

Jürgensen bruger både vejr og miljø til at skabe en ulmende uhygge i kriminalromanen, der er bygget op af små, korte tempofyldte kapitler og forskellige fortællestemmer. Bogen kredser om pædofili og kompliceret sorg, og Jürgensen dykker også ned i de dynamikker, der er i små samfund, hvor alle kender alle, og hvor man både holder øje med – og passer på – hinanden.

Teit og Lehmanns samarbejde fortsætter med en selvstændig historie i ”Bloddue” (2022), hvor forfatteren tager læserne med til Nordtyskland. Teit assisterer Lehmann i en sag, der begynder med en ældre kvinde, der er dræbt i sit hjem i Flensborg. Flere drab følger, og pludselig bliver Lehmann personligt involveret. Historien er bygget op af mange handlingsforløb, som strækker sig over flere årtier. Igen blander Jürgensen krimi og gys for at fortælle om et mørkt kapitel i Tysklands historie. Drabssagen har spor, der peger tilbage til Stasi og fortidens DDR, hvor overvågning og undertrykkelse var hverdag for mange.

I serien bruger Dennis Jürgensen humor som en ventil, især i form af Lehmanns ironiske bemærkninger, så læserne får en smule luft, inden forfatteren igen serverer uhygge eller alvor. Samspillet mellem hovedkaraktererne er i centrum i serien. Lykke Teit er i begyndelsen af 30’erne, Rudi Lehmann er næsten dobbelt så gammel. Hurtigt udvikler de et slags far-datter-forhold, et venskab. Teit er fraskilt og mistede sin lille datter i en tragisk ulykke år tilbage. Lehmann, der for længst har fejret sølvbryllup og har voksne børn, gemmer også på en personlig tragedie. De er forskellige, men har alligevel en del tilfælles.

Genrer og tematikker

Selv om Dennis Jürgensen med sine to krimiserier for voksne har bevæget sig i en mere realistisk retning, så trækker han stadig på det gyser-gen og den galgenhumor, der er en umiskendelig del af hans forfatter-dna.

I Jürgensens krimier er der spor af hans sans for det outrerede; dels i karaktertegningerne, dels i romanernes detaljerede beskrivelser af horrible drab og dødsfald. Særligt romanernes gerningsmænd antager nærmest mytologisk karakter i kraft af deres mystik, usårlighed og forvandlinger. Med det outrerede følger også en god portion ironi. Jürgensen lægger ikke skjul på, at en af krimiens topprioriteter er at underholde med lige dele rædsel og fryd. Bestialske drab og drabsmænd fascinerer. En krimi som ”Løbende tjener” har dermed ikke til hensigt at gå i dybden med morderens psykologi – han er snarere en metafor for det mørkeste i mennesket; en person blottet for empati; skruppelløs og ustoppelig. Alligevel prioriterer Jürgensen også at fremhæve, hvordan personlige tragedier kan få folk til at træffe grusomme beslutninger, sådan som det fremgår i for eksempel ”Eksploderende skadedyr” og ”Mand uden ansigt”.

Det ses også i efterforskeren Roland Triel, hvis karakter er den klassiske antihelts. Hans personlige kæpheste risikerer at komme i vejen for hans professionelle virke. Både fordi hans spekulationer omkring hans kones morder distraherer ham fra igangværende sager, og fordi hans personlige involvering i en mordsag gør ham ekstra labil over for andre mordsagers følelsesmæssige påvirkninger. Han må kæmpe for at holde fast i sin rationalitet og ikke overgive sig til vredens irrationelle impulser. Som sådan er han en vaskeægte antihelt – i konstant konflikt med sig selv. Med antihelt-skikkelsen trækker Jürgensen en tråd til resten af sit forfatterskab. ”Jeg har altid brugt antihelte. Sådan var det også med Viktor i min debutbog ”Kærlighed ved første hik”. (…) Sådan en figur er nemmere at udvikle og få noget spændende ud af. Det er jo sådan, at vi udvikler os. Vi skal igennem nogle prøvelser, og hvis vi klarer dem, så er vi blevet rigere som mennesker. En figur, der har styr på det hele – the cool guy, som klarer tingene med et fingerknips – er jo ikke så interessant,” fortæller han. (Henrik Dannemand Jensen: ”Jeg har altid brugt antihelte”. Berlingske Tidende, 2014-08-10). 

I serien om det dansk/tyske makkerpar Teit og Lehmann tager Jürgensen fat på alvorlige emner som kompliceret sorg og pædofili, og i ”Bloddue” beskæftiger han sig med, hvordan Tysklands dystre nære fortid stadig kaster skygger over nutiden.

Beslægtede forfatterskaber

Selvom Dennis Jürgensen formentlig ikke selv vil slå sig op på at skrive direkte politisk, kan man i ”Løbende tjener” finde en mere eller mindre direkte værdikritik. Milliardæren Frans Jessen er absolut ikke flatterende beskrevet. Han er, hvis ikke direkte usympatisk så i hvert fald ærgerrig på en fordækt og moralsk tvivlsom måde. Samtidig går hans arbejdsmani ud over de mennesker, der står ham nærmest. Triel og hans kolleger er, som også Teit og Lehmann, mere jordnære folk, som tager bussen, spiser kedelige færdigretter, går med kiksede hornbriller og ikke er for fine til at omgås hinanden med en grovkornet, kærlig humor.

Jürgensen er også bevidst om denne indlejrede samfundskritik, og hvordan krimigenren giver mulighed for at formidle kritikken i en letfordøjelig form: ”Samtidig kan jeg flette lidt samfundskritik og aktuelle emner ind uden at det nødvendigvis behøver blive tungt.” (Dennis Jürgensen forfatterportræt: Interview med Dennis Jürgensen. Tellerup.dk).

Grådig kapitalisme og dens konsekvenser er et motiv, som går igen i det, man generelt betegner den skandinaviske krimi. Social ulighed er et tema, som for eksempel optræder i Henning Mankells forfatterskab om politimanden Kurt Wallander og hos den norske krimiforfatter Jørn Lier Horst. Hos Jürgensen er den sociale kritik dog ikke nær så udtalt som hos hans skandinaviske kolleger. Den realistiske tone og fortællestil er dog et træk, han deler med Mankell og Horst, hvor både en aktuel sag og efterforskernes privatliv beskrives i hverdagsrealistisk mol.

Bibliografi

Bøger for voksne

Jürgensen, Dennis:
Relief (bind 1- 4). Tellerup, 1993.
Jürgensen, Dennis:
Løbende tjener. Tellerup, 2014. (En Roland Triel krimi, 1).
Jürgensen, Dennis:
Dansende røde bjørne. Tellerup, 2015. (En Roland Triel krimi, 2).
Jürgensen, Dennis:
Hviskende lig. Tellerup, 2016. (En Roland Triel krimi, 3).
Jürgensen, Dennis:
Marcherende myrer. Tellerup, 2017. (En Roland Triel krimi, 4).
Jürgensen, Dennis:
Eksploderende skadedyr. Tellerup, 2018. (En Roland Triel krimi, 5).
Jürgensen, Dennis: Faldende masker. Tellerup, 2019. (En Roland Triel krimi, 6).
Jürgensen, Dennis:
Mand uden ansigt. Politiken, 2021. (En Teit & Lehmann-krimi, 1).
Jürgensen, Dennis:
Bloddue. Politiken, 2022. (En Teit & Lehmann-krimi, 2).

Børne- & Ungdomsbøger

Se portrættet af Dennis Jürgensen som børne- og ungdomsbogforfatter.

Om forfatterskabet

Artikel

Tjalve, Henrik: En uforløst fortid plager fortsat. Skive Folkeblad, 2022-08-23.

Links

Læser- og bogklub med mange oplysninger om Dennis Jürgensen, diskussionsforum, chat, m.m.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Dennis Jürgensen

Kilder citeret i portrættet

Dannemand Jensen, Henrik:
Jeg har altid brugt antihelte”. Berlingske Tidende, 2010-08-10.