Dennis Jürgensen

I 2014 udkom ”Løbende tjener”, der er Dennis Jürgensens første voksenkrimi.

Tro mod den klassiske detektivroman lader Jürgensen handlingen udspille sig omkring en desillusioneret knudemand af en detektiv – nærmere bestemt efterforskningsleder Roland Triel fra afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Romanens undertitel, ”En Roland Triel krimi 1”, angiver, at der er tale om den første i rækken af en serie om Triel og hans efterforskningshold.

Roland Triel bærer på en mørk fortid i form af en personlig tragedie. Fire år tidligere blev hans kone myrdet og hans datter mishandlet i familiens eget hjem. Gerningsmanden blev aldrig fundet. Triel er derfor en plaget mand; han fører fiktive telefonsamtaler med datteren Andrea, som har forholdt sig tavs efter den frygtelige begivenhed.

53305822

Ved romanens begyndelse etableres et dobbeltplot: Triels kones morder giver lyd fra sig for første gang i fire år, samtidig med at nogle brutale hændelser finder sted i København og omegn. Direktøren for milliardforretningen ”Løbende tjener”, Frans Jessen, trues på livet, og hans tidligere ven findes myrdet på besynderlig og makaber vis. Triel må jonglere med trangen til at forfølge de spor, hans kones morder lægger ud, og den nye sag, som bliver en stor udfordring for hans lille team af kriminalassistenter.

Opklaringsarbejdet bliver et kapløb med tiden, da nye mord begås. Det spejles også i romanens tredjepersonsfortæller, der blandt andet påtager sig morderens blik og lader læseren få kendskab til forbrydelserne før politiet. Gyset består dermed ikke i chokket fra den pludselige opdukken af et nyt lig, men i den forventning om grusomheder, som morderens synsvinkel bringer med sig.

Handlingen kanaliseres også gennem blandt andre Frans Jessen og Roland Triel. Sproget er holdt i en kæk, men prosaisk tone – særligt blandt Triels kolleger, hvor dialogen er den bærende fortællestruktur. Hos Triel og den mystiske morder er en art indre monolog på spil. Med springene i synsvinkel opmuntrer Jürgensen læserens eget detektivarbejde i forhold til karakterernes indbyrdes forbindelser.

Som de tidligere bind i serien ”En Roland Triel krimi” er femte bind, ”Eksploderende skadedyr” (2018), delt i to centrale handlingsforløb. Det ene knytter sig som tidligere til Roland Triels personlige mareridt: Mordet på hans kone og datteren Andreas efterfølgende traumatisering. De foregående bind har afsløret identiteten på den person, som angiveligt slog Triels kone ihjel og mishandlede Andrea. Nu er Andrea kidnappet af morderens mor og dennes barnebarn - den mentalt forstyrrede, androgyne morder Inge Renee Janné. 

Andet spor knytter sig til en drabssag i Valby, hvor morderen har futtet offeret af med militært sprængstof. Motivet præsenteres allerede i prologen, hvor morderen, som kalder sig Sweeperen, besøger den lammede Johnny Tavers på et hospital og præsenterer sin planlagte hævn over en tyve år gammel begivenhed, der placerer Johnny som én blandt tre skyldige. Triel bliver sat på sagen med sit hold, samtidig med at han må forholde sig til Inge Renee Jannés krav om, at han offentligt vedkender sig faderskabet til den androgyne morder. 

54927126

I et sidespor følger romanen journalisten Klavs Fortman og journalistpraktikanten Siam i deres forsøg på at opspore Andreas kidnappere. I et andet sidespor optræder psykologen Erling Gard, hvis klient, den PTSD-ramte veteran Rane Theiss, har en forbindelse til Sweeperens sprængte offer.

Som vanligt præsenteres de mange handlingstråde og karakterer med en blanding af humor og alvor i Jürgensens maleriske sprog. Synsvinklen fortalt i tredje person springer rundt mellem de forskellige karakterer og formidler deres tanker og refleksioner blandet med dialog. På den måde giver Jürgensen et psykologisk portræt af både forbrydere og ofre, hvilket også skaber et overraskelsesmoment i afsløringen af Sweeperens sande identitet. 

Tematisk er omdrejningspunktet omsorgssvigt og overgreb. Det gælder for både Sweeperen, Inge Renee og Andrea, at de på hver deres måde har været udsat for krænkelser som børn, som har resulteret i ret forskellige reaktionsmønstre. Selvom forbryderne er skruppelløse og vanvittige i deres handlinger, tilskrives de altså et motiv, som bunder i en uretfærdighed begået imod dem.

Efter seks Roland Triel-krimier fik Dennis Jürgensen lyst til at opfinde et nyt krimiunivers. Resultatet er serien om den danske kriminalassistent Lykke Teit fra Københavns Politi og hendes tyske kollega Rudi Lehmann, der er kommissær i Flensborg. Hvor Jürgensen i Triel-serien tog udgangspunkt i storbymiljøet, har han med første bind i Teit og Lehmann-serien rykket handlingen til vandkantsdanmark. ”Mand uden ansigt” udkom i 2021, og bogen foregår i det sønderjyske marskområde, som Jürgensen kender godt som inkarneret fugleentusiast. Netop her lader han sit dansk/tyske makkerpar samarbejde om en sag. En 11-årig dreng finder liget af en mand på en revle langt ude i Vadehavet – midt mellem Danmark og Tyskland. Om at bruge naturen aktivt fortæller Jürgensen: ”I bedste Nordic Noir-stil spiller naturen en stor rolle i ”Mand uden ansigt”. De åbne, øde vidder og den smukke, men også rå natur, der kan være livsfarlig, hvis du ikke har respekt for den, passede godt til den historie, jeg ville fortælle". (Rebekka Andreasen: »Der skal være noget galgenhumor, jeg kan simpelthen ikke lade være«. Bogmagasinet, marts 2021).

38856049

Jürgensen bruger både vejr og miljø til at skabe en ulmende uhygge i kriminalromanen, der er bygget op af små, korte tempofyldte kapitler og forskellige fortællestemmer. Bogen kredser om pædofili og kompliceret sorg, og Jürgensen dykker også ned i de dynamikker, der er i små samfund, hvor alle kender alle, og hvor man både holder øje med – og passer på – hinanden.

Teit og Lehmanns samarbejde fortsætter med en selvstændig historie i ”Bloddue” (2022), hvor forfatteren tager læserne med til Nordtyskland. Teit assisterer Lehmann i en sag, der begynder med en ældre kvinde, der er dræbt i sit hjem i Flensborg. Flere drab følger, og pludselig bliver Lehmann personligt involveret. Historien er bygget op af mange handlingsforløb, som strækker sig over flere årtier. Igen blander Jürgensen krimi og gys for at fortælle om et mørkt kapitel i Tysklands historie. Drabssagen har spor, der peger tilbage til Stasi og fortidens DDR, hvor overvågning og undertrykkelse var hverdag for mange.

I serien bruger Dennis Jürgensen humor som en ventil, især i form af Lehmanns ironiske bemærkninger, så læserne får en smule luft, inden forfatteren igen serverer uhygge eller alvor. Samspillet mellem hovedkaraktererne er i centrum i serien. Lykke Teit er i begyndelsen af 30’erne, Rudi Lehmann er næsten dobbelt så gammel. Hurtigt udvikler de et slags far-datter-forhold, et venskab. Teit er fraskilt og mistede sin lille datter i en tragisk ulykke år tilbage. Lehmann, der for længst har fejret sølvbryllup og har voksne børn, gemmer også på en personlig tragedie. De er forskellige, men har alligevel en del tilfælles.