Voker Kutscher
Foto: Monica Sandel / Lindhardt og Ringhof

Volker Kutscher

cand.mag. og journalist Anders Olling, 2016. Blå bog og bibliografi opdateret 2022.
Top image group
Voker Kutscher
Foto: Monica Sandel / Lindhardt og Ringhof
Main image
Foto: Wikipedia

Indledning

Volker Kutscher genskaber mellemkrigstidens vilde Berlin i krimiserien om kriminalassistent Gereon Rath, der i sit opklaringsarbejde ender i miljøer med lurvede kriminelle, mystiske bordeller og kokain-cabaretter. Den tyske forfatter trækker i sine romaner på den amerikanske gangsterroman, men sætter scenen i Weimarrepublikken i en tid, hvor Berlin er på kogepunktet og præget af social og politisk uro, dekadence og en radikal kunstnerisk opblomstring. Det er en fascinerende rejse ind i de sidste tider, før nazismen ledte Tyskland ind i totalitarisme og undergang. 

 

62339527

Blå bog  

Født: 26. december 1962 i Lindlar, Tyskland. 

Uddannelse: Studier i germanistik, filosofi og historie på universiteterne i Köln og Wuppertal. 

Debut: Bullenmord. Emons, 1996 (s.m. Christian Schnalke).

Litteraturpriser: Krimi-Blitz-prisen hos den tyske litteraturformidlingsportal Krimi-Couch, 2012.  

Seneste udgivelse: Lunapark : Gereon Raths sjette sag. Lindhardt & Ringhof, 2022. (Lunapark, 2016). Oversat af Hanne Lund. (Gereon Rath, 6).

 

 

 

Videoklip

Artikel type
voksne

Baggrund

”Døren gled lydløst op, og pludselig trængte det dumpe virvar af mange stemmer og den afdæmpede lyd af vild jazzmusik ud fra lokalet. En mand så dem an, imod ham var gorillaen ude på gaden en spirrevip. Først efter han havde mønstret dem indgående, trådte han til side og lod dem passere.”
”Den våde fisk”, s. 207-208.

Volker Kutscher blev født i 1962 i nærheden af Köln i det daværende Vesttyskland. Som ung studerede han ifølge egen beskrivelse ”brødløse kunster” i germanistik, filosofi og historie på universiteterne i Wuppertal og Köln, mens han især i forbindelse med studierne i tysk litteratur prøvede at finde en vej ind i forfattergerningen. Den humanistiske studiebaggrund ledte dog i første omgang ikke Kutscher ind i bogverdenen, og efter sin universitetstid blev han redaktør på et lokalt dagblad i den lille by Wipperfürth, ikke langt fra Köln. Sideløbende med sit virke som journalist begyndte han alligevel i halvfemserne at udgive bøger sammen Christian Schnalke. I 2002 skrev Volker Kutscher sin første bog som eneforfatter, ”Der schwarze Jakobiner”, og fem år senere fik han sit endelige gennembrud som krimiforfatter med ”Den våde fisk”, Kutschers første roman i serien om Gereon Rath, opdageren fra Köln, som vikler sig ind og ud af mordgåder i mellemkrigstidens Berlin.  

Siden har Volker Kutscher været fuldtidsforfatter og holdt sig til sin succesfulde formula: En blanding af mørk, amerikanskinspireret krimi blandet med historielektioner fra Weimarrepublikkens Berlin, hver gang med Gereon Rath som omdrejningspunkt.  

Egentlig havde Volker Kutscher ikke forestillet sig, at han skulle skrive populærlitteratur med elementer så ufine som krimiplots og pageturner-suspense, og som ung humaniora-studerende var hans ambition at opfinde en helt ny form for roman. Men da han som journalist stiftede nærmere bekendtskab med den mere håndværksmæssige tilgang til skrivning, indså han, at det kræver sin kunst at skrive, så det appellerer bredt. I dag kan bestsellerforfatteren ikke forestille sig en anden indstilling til sin gerning, og med Kutschers egne ord havde han ikke som ung set, ”hvor svært det er at skrive populærlitteratur. Eller hvor sjovt det er” (Werner Grosch: Interview i Kölnische Rundschau, 2013-02-07. Egen oversættelse). 

Selvom Volker Kutscher skriver om Berlin, bor han i dag i Köln med sin familie. Han har dog siden firserne haft sin jævnlige gang i Tysklands hovedstad. 

Den våde fisk

”Rath så sig i spejlet. En barbering ville pynte, men i dette badeværelse fandtes ikke noget af den slags. Han smed masser af koldt vand i hovedet og vaskede sig også på overkroppen [...].
Hans spejlbillede så stadig ikke synderligt tilforladeligt ud, men nu følte han sig i det mindste frisk.”
”Den våde fisk”, s. 522.

”Der nasse Fisch fra 2007 (”Den våde fisk”, 2009) blev Volker Kutschers litterære gennembrud efter en tilværelse som deltidsforfatter i over et årti. Romanen er første bind i serien om den ambitiøse politiopdager Gereon Rath, der med rod i privatlivet og en lovlig høj promille (og det, der er værre) forsøger at opklare et mord, der fører ham direkte ned i Berlins vilde underverden i 1929. 

Egentlig er Rath sat fra bestillingen som opdager i Köln, da han i nødværge har dræbt en morder. Nu er han blevet overflyttet til sædelighedsafdelingen i Berlin, hvor han dog ikke kan holde sig fra en sag om et uidentificerbart og molesteret lig, der bliver fundet i en af byens kanaler. Rath opdager en forbindelse til en gruppe af russere, som forsøger at lave et kommunistisk kup mod tidens Weimarrepublik.

Volker Kutscher introducerer i ”Den våde fisk” sin succesfulde opskrift på en original krimi. Han blander amerikansk hard boiled-tradition med en historisk roman om Berlin i tiden omkring 1930, hvor moderne fænomener som revolutionære undergrundsbevægelser, organiseret kriminalitet og storbydekadence vinder frem. 

27644317

Der sendes i ”Den våde fisk” en række hilsner til den amerikanske kriminallitteratur. F.eks. hedder kongen af den berlinske underverden Johann Marlow, et navn, som leder tankerne hen på forfatteren Raymond Chandlers berømte serie om den poetiske antihelt Philip Marlowe. Der er tilsyneladende også en henvisning til nyere noir-krimilitteratur, da Gereon Rath indleder bogen med at efterforske en pornosag om en dobbeltgænger til kejser Wilhelm II – noget, som leder tankerne hen på James Ellroys ”L.A. Confidential” (1990). I Ellroys eksempel er der dog tale om prostituerede Hollywood-lookalikes, mens det tyske eksempel byder på en kopi af en afsat kejser med et imponerende voluminøst moustache.  

Som en voldelig cocktail af storby-modernitet og historietime er ”Den våde fisk” en dramatisk rejse ind i Berlin, i tiden før nationalsocialisterne tog over. Det er mødet mellem storbyens neonlys og resterne af den gamle verden, som mødes i en politisk forandringstid, kort inden de sidste rester af 1800-tallets Europa må vige for historien