marilynne robinson
Foto: AllOverPress 2009

Marilynne Robinson

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
marilynne robinson
Foto: AllOverPress 2009

Indledning

Marilynne Robinson er en slags legende inden for amerikansk litteratur. Fire romaner er det blevet til, siden hun debuterede med ”Housekeeping” i 1980, og alle har nået noget nær klassikerstatus. Hendes Pulitzerprisvindende roman ”Gilead”, en døende præsts brev til sin lille søn, er efter sigende en af Barack Obamas yndlingsbøger og har fundet en stor, international læserskare, på trods af sit religiøse tema og forholdsvis stillestående handling. 

Med lynskarp intelligens, umættelig fortællelyst og et sansemættet, poetisk sprog går Robinson tæt på stille eksistenser i det amerikanske Midtvesten. Robinson kaldes ofte en ”religiøs forfatter”. Selv siger hun, at hun er religiøs og forfatter.

   

53855385

Blå bog

Født: 26. november 1943 i Sandpoint, Idaho.

Uddannelse: Ph.d. i Engelsk fra University of Washington, 1977.

Debut: Housekeeping, 1980.

Litteraturpriser: Pulitzer Prize for Fiction (Gilead), Orange Prize for Fiction (Home).

Seneste udgivelse: Det som er os givet : essays. Gyldendal, 2018. (The givenness of things. 2015). Oversætter: Jakob Levinsen.

Inspiration: John Calvin.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Lys har altid betydet meget for mig, men det er svært bare tilnærmelsesvist at yde det retfærdighed. Det var, som om der var en tyngde i lyset – som om lyset tvang fugten ud af græsset og fik den sure gamle saft i verandaens gulvbrædder til at stige op, ja, som om det tyngede træerne ganske let nedad, som sne sidst på vinteren.”
”Gilead”, s. 49.

Marilynne Robinson er vokset op i en lille by i Idaho, der minder meget om byen Fingerbone fra hendes gennembrudsroman ”Hus og Hjem”. Hendes far arbejdede med tømmer, og de første mange år af Robinsons liv blev tilbragt i den vilde natur. Noget, der med hendes egne ord har haft en stor religiøs indvirkning på hende. Hendes forældre var dog ikke videre religiøse, men for Robinson kom interessen i teologi helt naturligt. ”Det var som en fisk i vandet. Det var helt naturligt for mig.” (Emma Brockes: A Life in Writing: Marilynne Robinson. Guardian, 2009-05-30).

Som barn læste hun alt, hvad det lokale bibliotek kunne byde på, og senere tog hun en Ph.d. i Engelsk på University of Washington i Seattle. Hun gik ikke særligt op i, hvilken karriere, hun skulle få, for som hun siger: ”Jeg har aldrig været ambitiøs på den måde, som det er meningen, at man skal være ambitiøs. Hvilket er en kæmpe hjælp, hvis man gerne vil skrive.” (Emma Brockes: A Life in Writing: Marilynne Robinson. Guardian, 2009-05-30).

Det var, mens hun skrev på sin afhandling, at hun påbegyndte sin første roman, fordi hun, som hun siger, blev optaget af at skrive ”udvidede metaforer”. De udvidede metaforer udviklede sig til romanen ”Housekeeping”, som Robinson ved et tilfælde viste til en ven, som derefter sendte den til sin agent. Til Robinsons store overraskelse blev romanen udgivet, og ”Housekeeping” (1980) blev hurtigt betragtet som en klassiker i amerikansk litteratur.

Først 24 år senere kom hendes næste roman, ”Gilead”, men Robinson har i mellemtiden beskæftiget sig med mange andre ting. Hun underviser på en af de ældste og mest anerkendte skriveskoler i USA: the Writers’ Workshop på University of Iowa. Og så har hun skrevet indtil flere nonfiction bøger om nogle af de emner, der interesser hende. Senest ”Absence of Mind: The Dispelling of Inwardness from the Modern Myth of the Self” (2010), som omhandler mødet mellem videnskab og tro; et af de emner, der optager Marilynne Robinson allermest.

Robinson er fraskilt og mor til to voksne drenge. I dag bor hun i Iowa City, hvor hun underviser, og de lokale ser hende ind imellem gå tur med hunden med hovedet begravet i en bog af Thoreau eller Melville. 

 

Hus og hjem

”Hvis der havde været sne, ville jeg have lavet en figur, en kvinde der skulle stå ved skovstien inde mellem træerne. Børnene ville være gået helt hen for at se på hende (...) Selv om hendes hænder var af is og ikke rørte dem, ville hun være mere end en moder for dem, så stille og rolig som hun var, mens vi var sådan nogle vilde og forældreløse nogen.”
”Hus og hjem”, s. 132-33.

Det var nærmest ved et tilfælde, at Robinsons debutroman ”Housekeeping” (1980) (”Hus og hjem”, 1982) blev til, og selv tænkte forfatteren, at teksten var for mystisk til at blive udgivet. Robinson var i gang med sin afhandling om Shakespeares tidlige stykker, men begyndte at skrible tilfældige billeder ned på papir, som hun kom i skuffen. Da hun efter noget tid læste det igennem, kunne hun se, at en historie begyndte at melde sig. ”Jeg tog stakken af sedler ud, og de hørte sammen. Jeg kunne se, hvad de pegede frem mod, jeg kunne høre stemmen for mig.” (Emma Brockes: A Life in Writing: Marilynne Robinson. Guardian, 2009-05-30).

26778263

Stemmen, hun begyndte at høre, tilhører Ruth, den unge fortæller i ”Housekeeping”. Ruth og lillesøsteren Lucille vokser op i bedstemorens hus i den lille by Fingerbone. Der er de blevet efterladt af moderen, der begår selvmord ved at køre sin bil ud over en skrænt, og da bedstemoren nogle år senere dør, flytter morens lillesøster Sylvie ind. I sammenligning med bedstemorens regelmæssige husførelse er Sylvie en excentrisk eksistens, der ikke passer ind i lillebyens moralske normer, og den nye livsstil kommer til at slå en kile ind mellem de to søstre. Ruth og mosteren finder sammen i en slags drømmeverden, mens Lucille desperat forsøger at tilpasse sig det omgivende samfund.

Den poetiske prosa er oversat af Inger Christensen og skaber en stemning, hvor det er, som om naturen hele tiden er ved at bryde ind i menneskelivet og nedbryde enhver skrøbelig idé om identitet. Som da Ruth sammen med Sylvie ror ud til en lille ø, hvor Sylvie mener, at skovene kan være beboet af vilde børn: ”De var lette og fåmælte og helt igennem vant til kulden, og for dem var det nærmest en spøg at blive sendt ud i skoven, selvom de havde mistet deres øjne og brækket deres fødder. Det er bedre ingenting at have, for til sidst vil selv vores knogler falde af.” (s. 137-8).

Også i Robinsons debutroman skinner en optagethed af religion igennem, men det tematiseres ikke på samme måde som senere i forfatterskabet. Religion og spiritualitet hænger i ”Housekeeping” uløseligt sammen med naturen.

Gilead

”Jeg så en sæbeboble duve forbi mit vindue, fed og bævrende og næsten så guldsmedeblå, som de bliver lige inden de springer. Så kiggede jeg ned på gårdspladsen, og der sad I, du og din mor, og pustede sæbebobler til katten (...) I to var så optaget af katten, at I ikke så de himmelske følger af jeres verdslige anstrengelser.”
”Gilead”, s. 12.

Der skulle gå 24 år, før Robinson atter udgav en roman. Denne gang en aldrende præsts lange brev til sin syvårige søn, der begynder således: ”Jeg fortalte dig i går aftes, at jeg måske snart skulle herfra, og du spurgte, hvor jeg skulle hen. Op til Vorherre, svarede jeg. Hvorfor det? spurgte du. Fordi jeg er gammel, svarede jeg.” (s. 7).

Også romanen ”Gilead” fra 2004 (”Gilead”, 2005) kom til Robinson som en stemme. Denne gang stemmen på John Ames, en 77-årig præst i den lille by Gilead. Ames ved, at han snart skal dø, og han nedskriver sit liv, sin fars og bedstefars liv, så hans lille søn senere vil kunne lære sin slægt at kende. Han er et reflekteret, troede menneske, der forsøger at konfrontere sine indre dæmoner, og selv her ved livets slutning forsøger han at blive klogere på menneskelivet.

26206499

I mødet med Jack Ames Boughton udfordres Ames dog konstant. Jack Ames Boughton er søn til Ames’ bedste ven, Boughton, en aldrende pastor, som bor lige i nærheden. De to har fulgt hinanden gennem livet, og Ames har delt Boughtons sorg over den vanskelige søn, der i en årrække har vendt familien ryggen. Nu vender den fortabte søn hjem. Ames’ unge kone og 7-årige søn tager glædestrålende imod det friske pust fra verden udenfor, mens Ames ængsteligt betragter den mand, som han har svært at se som andet end ondskabsfuld.

Marilynne Robinsons religiøse verdensbillede folder sig ud i Ames’ overvejelser om tilgivelse. Mest indtrængende er dog Ames’ forundring over livet, som skinner igennem hver sætning: ”Hvorend man vender sit blik, kan verden lyse i forklarelsens skær. Man behøver ikke tilføre den andet end en smule ønske om at se. Men hvem har modet til det?” (s. 220).

Der er ikke nogen tvivl om, at dette evigt undersøgende syn på verden ligger tæt på Robinsons eget, og om processen med at skrive romanen siger hun: ”Det var en nydelse at skrive ”Gilead”; det tog mindre end tre år, hvilket er kort tid for en roman. Det føltes som at udforske et sind, jeg troede på.” (Marie Tetzlaff: Obamas yndlingsforfatter var på fransk visit i København. Politiken, 2010-12-09).

Hjemme

””Man ser noget smukt i et barn, og det lever man nærmest for, man føler, at man ville give sit liv for det, men man kan ikke få lov til at beholde det eller beskytte det. Og hvis det barn bliver en voksen mand, som ikke har nogen selvrespekt, bliver det simpelthen ødelagt, så man knap kan huske, hvad det var ... ””
”Hjemme”, s. 317.

Marilynne Robinsons roman ”Home” fra 2008 (”Hjemme”, 2010) udspringer af ”Gilead” uden direkte at være en toer eller en opfølger. Den er i stedet en slags selvstændig ledsager, i og med, at den omhandler de samme mennesker og foregår på samme tidspunkt, blot nu med fokus på Boughton-familien. Robinson selv siger, at hun ikke var færdig med personerne fra ”Gilead”, da hun færdiggjorde bogen: ”Når jeg har skrevet en roman eller en historie, savner jeg personerne – det føles næsten som en sorg.” (Sarah Fay: Marilynne Robinson, The Art of Fiction no. 198. The Paris Review. Fall, 2008).

Hvor ”Gilead” var en lang monolog med meget få replikker, udgøres meget af handlingen i ”Home” af samtalerne i det Boughton’ske hjem. Historien fortælles af Glory, der vender hjem for at sørge for sin aldrende far. Hun er 38 år og vender hjem efter et ulykkeligt kærlighedsforhold til en gift mand.

28160461

Senere vender også Jack, Glorys bror, hjem, som må siges at være romanens hovedperson. Jack er selve inkarnationen af den fortabte søn. Han var en skarnsunge som barn og har altid været en stor bekymring for sine forældre, og dog er han det af sine mange børn, Boughton elsker allerhøjest. Perpleks over hans tilbagevenden forsøger Glory at finde ud af, hvad det er for et liv, Jack har levet i de mellemliggende år, men han vedbliver med at være en gåde for hende.

Jack er i en evig kamp med sig selv og sine omgivelser, og hans mange konflikter med faderen bunder i en fundamental skepsis over for den tro, som hans far og faderens gode ven, pastor John Ames, står som sikre eksponenter for. Allerhelst ville han dele sin fars stærke tro, men han er den fødte tvivler og søger efter en tilgivelse, som han ikke for alvor tror på. Mødet med den døende far er hjerteskærende og næsten dømt til at mislykkes.

Robinson går med ”Home” lige i kødet på problematikken omkring nåden, som også på sin vis var central for hendes forrige roman. Hvad nytter det at blive tilgivet af andre, hvis man ikke selv tror, og hvis man først og fremmest ikke kan tilgive sig selv? Det er et af de centrale spørgsmål i ”Home”.

Lila

”Og så satte de sig på jorden, på fyrrenålene, Doll med ryggen mod et træ og barnet krøbet sammen på hendes skød, ind til hendes bryst, og hun hørte lyden af hendes hjerte, mærkede det slå. Regnen faldt tungt. En gang imellem plaskede store dråber ned på dem. Doll sagde: ”Jeg sku ha vidst, der kom regn. Og nu har du fået feber.” Men barnet lå bare ind til hende, håbede, at hun måtte blive der, hvor hun var, håbede, at regnen aldrig ville holde op.”
”Lila”, s. 9.

Med ”Lila” fra 2014 (”Lila”, 2015) har Marilynne Robinson givet sig selv lov til at blive lidt længere i Gilead, hos den ældre præst John Ames og de øvrige mennesker, som vi kender fra ”Gilead” og ”Home”. Denne gang fortælles historien fra Lilas vinkel, den unge hustru til John Ames, som vi i Gilead fik lov at betragte med den ældre præsts evige forundring og forelskelse.

Romanen begynder dramatisk. Et barn sidder forsømt på en trappesten og fryser, hun er blevet losset derud af husets indbyggere, som er ligeglade med hende, og hun må ikke komme ind igen, fordi hun hele tiden græder. Doll, en kvinde, som også bor i huset ind imellem, men ellers lever som vagabond, tager barnet under armen og stjæler hende. Barnet er Lila, der senere på sine vandringer dukker op i Gilead og møder den meget ældre John Ames. Livet som præstefrue adskiller sig på alle måder fra det liv, hun har kendt, og erindringerne om Doll og de øvrige vagabonder, der tog sig af hende som barn, bliver ved at dukke op. For første gang i sit liv har hun, der ellers altid har været undervejs, mulighed for at stå stille og betragte sit liv, og som læser får man lov at følge hendes forundrede granskning af sin egen historie.

51595386

Kort efter at Lila og John Ames møder hinanden i kirken, døber han hende. Helt uceremonielt og nede ved den flod, hvor Lila har slået sig ned i et lille træskur. Vandet er et gennemgående element i ”Lila”, ligesom Lilas tanker om at blive vasket ren for synd er det. Hun er skamfuld over sit liv. Sin uvidenhed, sin fattigdom, sin forældreløshed, alt dette skammer hun sig over, og hun er vant til ikke at turde stole på nogen. Hun er vant til, at afhængighed af et andet menneske er en svaghed. I mødet med John Ames er hun nødt til at hengive sig til troen på noget – til kærligheden, men også til religionen, som kan ligne en redning. En mulighed for at skylle skammen væk. Men spørgsmålet i ”Lila” er, om nåden egentlig er mulig?

”Lila” er en kærlighedshistorie, historien om mødet med kærligheden for et menneske, der er fundamentalt alene. Men det er samtidig historien om et menneskes møde med troen, når man aldrig har turdet tro på noget.

Genrer og tematikker

Robinsons romaner beskæftiger sig med livets store spørgsmål på en måde, som man sjældent ser i litteraturen i dag. Her skinner Robinsons optagethed af religion tydeligt igennem: Det er refleksioner om liv, død, skønhed og tilgivelse, der fylder siderne. De seneste tre romaner, ”Gilead”, ”Home” og ”Lila” foregår i en lille by i Iowa i halvtredserne, og der foregår ikke meget, udover de tanker og samtaler, der finder sted i to aldrende præsters hjem.

Robinson er ikke bange for stilstand, hun finder skønheden i de små hverdagsagtige ting og fokuserer på de store dramaer, der udspiller sig i en families køkken. Om dette fokus siger hun: ”Jeg synes, at de små dramaer i samtaler, tanker og refleksion er meget mere individuelle og langt mindre klichéprægede end ... Jeg mener, når folk tager på eventyr, så er det 90 ud af 100 gange noget, de har læst om i en brochure. Det er ikke den del af tilværelsen, der interesserer mig.” (Emma Brockes: A Life in Writing: Marilynne Robinson. Guardian, 2009-05-30).

Fælles for ”Gilead” og ”Home” er temaet om fædre og sønner. I ”Gilead” skriver John Ames bogen som en slags testamente til sin lille søn. Samtidig kæmper han for at åbne sit sind for den hjemkomne Jack Ames Boughton, der er en slags ”reservesøn” for Ames og som han, meget mod sin vilje, aldrig rigtigt har kunnet lide. I ”Home” ligger fokus på forholdet mellem samme Jack Boughton og hans far, som han konstant kommer til at skuffe ved blot at være den, han er. Forventning og skuffelse mellem forældre og børn er et stort tema for begge romaner. I ”Lila” er det Lila, der ind imellem går og taler med sin søn, mens han stadig er i hendes mave, og der sættes fokus på oplevelsen af at blive mor, når man er et menneske, der altid har følt sig fundamentalt alene i verden.

Med ”Lila” bliver det også tydeligt, hvad Robinson kan i forhold til synsvinkel. Som i ”Home” er vi helt tæt på en tredjeperson, denne gang Lila, og historien, som vi troede, vi kendte den fra de to første romaner, ser nu anderledes ud, fordi den fortælles fra Lilas synsvinkel. Der er sågar faktuelle ting, der ændrer sig, fordi de erindres anderledes.

Robinsons debutroman ”Housekeeping” handler ikke om fædre og sønner, men om mødre og døtre. Eller rettere døtre, der savner en mor og et fast holdepunkt i tilværelsen. Debutromanen adskiller sig også fra de senere romaner ved at være skrevet i et langt mere drømmeagtigt og poetisk sprog. Det er, som om der med tiden er kommet mere og mere dialog ind i Robinsons forfatterskab, og i debutromanen er det så godt som ingenting. Men allerede her i første roman får man en klar fornemmelse af Robinsons fokus: Det er hovedpersonen Ruths tanker og refleksioner, der er bærende for handlingen. Marilynne Robinson udtrykker det således: “Jeg er interesseret i tankens metaforiske egenskaber, dens slægtskab med myter og drømme, mest af alt i dens følelsesmæssige fylde og dens upåvirkethed af tid.” (Emma Brockes: A Life in Writing: Marilynne Robinson. Guardian, 2009-05-30).

Robinsons optagethed af et begreb som ‘nåde’ bliver især tydeligt med hendes seneste roman, ”Lila”. Lila har levet et hårdt og omstrejfende liv, og man kan sige, at hun tages til nåde af den ældre præst, der tilbyder hende tryghed, sikkerhed, kærlighed. I hvert fald er det en trøst for John Ames at tænke sådan, så måske er det i virkeligheden ham, der bliver frelst i mødet med Lila. I ”Lila” bliver det tydeligt, at det med nåden, ”redningen”, netop ikke er så simpelt. Hvem bliver reddet? Og kan man reddes? Ensomheden er et grundvilkår hos Robinson, og selv efter, at Lila og John Ames har fået barn sammen, overvejer hun ind imellem at gå, bare gå, tilbage til det ensomme liv, hun kom fra. Det står som en evig mulighed for hende, et måske mere virkeligt og ærligt alternativ til det liv, hun pludselig har med hus og hjem, mand og barn. 

Beslægtede forfatterskaber

Det er svært at sammenligne Robinson med andre forfattere, for hun er klart en ener inden for litteratur i dag. Hun undskylder ikke for sin interesse i teologi og er ikke bange for at skræmme læsere væk ved at lade det meste af dramaet foregå i tanken eller i en samtale mellem to mennesker. Hun tilstår selv, at hun ikke når at læse sine samtidige kollegers bøger, men i langt højere grad er i konstant dialog med klassikere som John Calvins ”Institutio religionis Christianae” og Hermen Melvilles ”Moby Dick”. Det er derfor på sin vis mere nærliggende at sammenligne hende med amerikanske romantiske forfattere som Ralph Waldo Emerson og Henry David Thoreau, der på samme måde var optaget af naturens skønhed, tankens uforgængelighed og troens styrke.

Af nutidige forfattere vil det være mest nærliggende at sammenligne hende med en forfatter som Alice Munro, som heller ikke er bange for at bede sine læsere om at tænke, og hvis noveller på samme måde lader de store dramaer foregå i små, hverdagsmæssige ting. En beslægtet nordisk forfatter kunne være Per Petterson, som især med ”Ud og stjæle heste” skriver sansemættet om forventninger og svigt mellem fædre og sønner og om den ordløse kraft i naturen. 

Bibliografi

Romaner

Robinson, Marilynne:
Hus og hjem. Gyldendal, 1982. (Housekeeping, 1980).
Robinson, Marilynne:
Gilead. Gyldendal, 2005. (Gilead, 2004).
Robinson, Marilynne:
Hjemme. Gyldendal, 2010. (Home, 2008).
Robinson, Marilynne:
Lila. Gyldendal, 2015. (Lila, 2014). Oversat af Juliane Wammen.

Essays

Robinson, Marilynne:
Mother Country: Britain, the Welfare State, and Nuclear pollution. 1989.
Robinson, Marilynne:
The Death of Adam: Essays on Modern Thought. 1998.
Robinson, Marilynne:
Absence of Mind: The Dispelling of Inwardness from the Modern Myth of the Self. 2010.
Robinson, Marilynne:
Da jeg var barn, læste jeg bøger. Gyldendal, 2014. (When I Was a Child I Read Books. 2012). Oversætter: Jakob Levinsen.
Robinson, Marilynne: Det som er os givet : essays. Gyldendal, 2018. (The givenness of things. 2015). Oversætter: Jakob Levinsen.

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Marilynne Robinson

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Brockes, Emma:
A Life in Writing: Marilynne Robinson. Guardian, 2009-05-30.
Fay, Sarah:
Marilynne Robinson, The Art of Fiction no. 198. The Paris Review. Fall, 2008.
Tetzlaff, Marie:
Obamas yndlingsforfatter var på fransk visit i København. Politiken, 2010-12-09.