Iben Sandemose

illustrator Søren Jessen. 2004.
Main image
Sandemose, Iben
Foto: POLFOTO

Indledning

Norsk illustrator og forfatter.
Har hovedsageligt skrevet børnebøger. Både historierne og illustrationerne i Iben Sandemosens værker tager ofte udgangspunkt i ensomhed versus lykken ved at finde en ny ven. Hendes karakteristiske sorte streg er gennemgående i alle hendes illustrationer, hvor farver ofte bruges til at understrege stemninger og følelser.

 

 

24464237

Blå bog

Født: 1950 i Oslo, Norge.

Uddannelse: Lærer.

Debut: Kort katt & Genever. Cappelens forlag i Norge, 1984.

Litteraturpriser: Har flere gange modtaget prisen for ”Årets vakreste bok” i Norge.

Seneste udgivelse: Dahle, Gro, Iben Sandemose og Bjarne Møller: Havet i hovedet. Socialt Udviklingscenter SUS, 2008. Billedbog.

Inspiration: Ingen specielt.

 

 

Artikel type
illustratorer

Baggrund

Iben Sandemose udgav sin første bog i 1984. Siden er det blevet til i omegnen af 28 bøger inklusiv de årskalendere, som tilsyneladende er blevet et hit i Norge, men som ikke er udkommet i Danmark. Syv af hendes bøger er imidlertid oversat til dansk, og dem vil jeg derfor koncentrere mig om.

Iben Sandemose er uddannet som lærer og arbejdede som formnings- og sløjdlærer – blandt andet på en Rudolf Steiner skole – men i 1979 sprang hun fra det faste job og ud i livet som kunstner. Hun har udstillet grafik, tegninger og graveret glas og debuterede i 1984 med bogen Kort katt & Genever på Cappelens forlag i Norge.

Hun har ikke eksperimenteret meget med sin streg. Den tydelige sorte kontur har været fundamentet i alle hendes bøger. Til gengæld må man sige, at hun får uhørt meget ud af den. Hendes bøger er små grafiske mesterværker, tydeligst i de bøger der er (næsten) helt sort/hvide. Jeg skriver næsten, fordi hun alligevel ikke helt kan holde sig fra for eksempel at gøre et månesegl gult som i Mellem sol og måne eller male kongens kåbe knaldende rød i Vil du være min kæreste?

Men det er den sort-hvide grafiske stil, der er Iben Sandemoses kendemærke. Det, og de meget karakteristiske ”væsner” hun tegner, hvad enten det er mennesker, katte, fisk eller mus. Faktisk er det nogle gange lidt svært at se, hvad der er mennesker, og hvad der er kat. Men når man tegner sine egne væsner, er alt lovligt. ”Så kan man både tegne hale, hugtænder og hvad man nu måtte have lyst til,” siger Iben selv. ”Desuden er det ikke bevidst fra min side. Det er bare kommet ud af blyanten. Det er ikke min skyld.”

Der er især en figur, som går igen i mange af Iben Sandemoses bøger: En lille, ensom pige med rottehaler og store øjne. ”Det ensomme er helt sikkert mig,” siger Iben. ”Det sidder bare så dybt. Følelsen af at være alene, skrækken for at ingen kan lide en mere, at jeg ikke duer. Måske har jeg arvet det efter min far.” Det kan man få et indblik i ved at læse Ugler i Sandemose, som er en illustreret bog om hendes far og hans far – den berømte forfatter Aksel Sandemose. Jeg har haft fornøjelsen af engang at høre Iben Sandemose fortælle om sin barndom, og det var bestemt ikke kedeligt. Derfor tror jeg også godt, jeg tør sige, at hun gennem hele sit forfatterskab har ”høvlet af hovedstolen” som Per Højholdt engang sagde. Han sagde også, at man skulle passe på med det. Det er Iben ikke bange for.

 

Vingemus og grædende løver

Vingemus og kattejammer (1989) og Selv løverne græd den nat (1990) handler begge om en ensom pige, der gerne vil have en ven. Der er masser af farver i begge bøger, men også en hel del sorte flader. Sort er en fantastisk farve, dels fordi den gør alle andre farver smukke, men også fordi den er uhyre stemningsskabende. Og jeg tror, det netop er denne egenskab der gør, at sort er en gennemgående farve i Iben Sandemoses bøger. For samtidig med at sort ligger i bunden af tegningerne i de to nævnte bøger, ligger der også en tristhed i bunden af historierne. De to ting får Iben til at spille smukt sammen, og det gør bøgerne helstøbte og interessante. Se for eksempel tegningen af pigen i træet i Vingemus og kattejammer på side 22 – 23. Det er en stemningsfuld tegning. Sammenlign den med tegningen side 38-39 hvor baggrunden er blå og træet gult, og pigen har fundet sin ven. Sådan bruger man farver til at skabe stemning og underbygge historien.

Tegnestilen i Selv løverne græd den nat er meget lig den i Vingemus og kattejammer, men der er også et par tegninger, der peger frem mod de kommende bøger. Tegningen af pigen Kafonga der ankommer til muffongernes hus er næsten helt sort/hvid. Kun pigens tøj, måneseglet og de blålige glimt i havoverfladen har farve. En stil der rendyrkes i de kommende bøger.