Iben Sandemose

illustrator Søren Jessen. 2004.
Main image
Sandemose, Iben
Foto: POLFOTO

Indledning

Norsk illustrator og forfatter.
Har hovedsageligt skrevet børnebøger. Både historierne og illustrationerne i Iben Sandemosens værker tager ofte udgangspunkt i ensomhed versus lykken ved at finde en ny ven. Hendes karakteristiske sorte streg er gennemgående i alle hendes illustrationer, hvor farver ofte bruges til at understrege stemninger og følelser.

 

 

 

24464237

Blå bog

Født: 1950 i Oslo, Norge.

Uddannelse: Lærer.

Debut: Kort katt & Genever. Cappelens forlag i Norge, 1984.

Litteraturpriser: Har flere gange modtaget prisen for ”Årets vakreste bok” i Norge.

Seneste udgivelse: Fiat og farmor. Alma 2002. Oversat af Susanne Vebel. Billedbog.

Inspiration: Ingen specielt.

 

 

Artikel type
illustratorer

Baggrund

Iben Sandemose udgav sin første bog i 1984. Siden er det blevet til i omegnen af 28 bøger inklusiv de årskalendere, som tilsyneladende er blevet et hit i Norge, men som ikke er udkommet i Danmark. Syv af hendes bøger er imidlertid oversat til dansk, og dem vil jeg derfor koncentrere mig om.

Iben Sandemose er uddannet som lærer og arbejdede som formnings- og sløjdlærer – blandt andet på en Rudolf Steiner skole – men i 1979 sprang hun fra det faste job og ud i livet som kunstner. Hun har udstillet grafik, tegninger og graveret glas og debuterede i 1984 med bogen Kort katt & Genever på Cappelens forlag i Norge.

Hun har ikke eksperimenteret meget med sin streg. Den tydelige sorte kontur har været fundamentet i alle hendes bøger. Til gengæld må man sige, at hun får uhørt meget ud af den. Hendes bøger er små grafiske mesterværker, tydeligst i de bøger der er (næsten) helt sort/hvide. Jeg skriver næsten, fordi hun alligevel ikke helt kan holde sig fra for eksempel at gøre et månesegl gult som i Mellem sol og måne eller male kongens kåbe knaldende rød i Vil du være min kæreste?

Men det er den sort-hvide grafiske stil, der er Iben Sandemoses kendemærke. Det, og de meget karakteristiske ”væsner” hun tegner, hvad enten det er mennesker, katte, fisk eller mus. Faktisk er det nogle gange lidt svært at se, hvad der er mennesker, og hvad der er kat. Men når man tegner sine egne væsner, er alt lovligt. ”Så kan man både tegne hale, hugtænder og hvad man nu måtte have lyst til,” siger Iben selv. ”Desuden er det ikke bevidst fra min side. Det er bare kommet ud af blyanten. Det er ikke min skyld.”

Der er især en figur, som går igen i mange af Iben Sandemoses bøger: En lille, ensom pige med rottehaler og store øjne. ”Det ensomme er helt sikkert mig,” siger Iben. ”Det sidder bare så dybt. Følelsen af at være alene, skrækken for at ingen kan lide en mere, at jeg ikke duer. Måske har jeg arvet det efter min far.” Det kan man få et indblik i ved at læse Ugler i Sandemose, som er en illustreret bog om hendes far og hans far – den berømte forfatter Aksel Sandemose. Jeg har haft fornøjelsen af engang at høre Iben Sandemose fortælle om sin barndom, og det var bestemt ikke kedeligt. Derfor tror jeg også godt, jeg tør sige, at hun gennem hele sit forfatterskab har ”høvlet af hovedstolen” som Per Højholdt engang sagde. Han sagde også, at man skulle passe på med det. Det er Iben ikke bange for.

 

Vingemus og grædende løver

Vingemus og kattejammer (1989) og Selv løverne græd den nat (1990) handler begge om en ensom pige, der gerne vil have en ven. Der er masser af farver i begge bøger, men også en hel del sorte flader. Sort er en fantastisk farve, dels fordi den gør alle andre farver smukke, men også fordi den er uhyre stemningsskabende. Og jeg tror, det netop er denne egenskab der gør, at sort er en gennemgående farve i Iben Sandemoses bøger. For samtidig med at sort ligger i bunden af tegningerne i de to nævnte bøger, ligger der også en tristhed i bunden af historierne. De to ting får Iben til at spille smukt sammen, og det gør bøgerne helstøbte og interessante. Se for eksempel tegningen af pigen i træet i Vingemus og kattejammer på side 22 – 23. Det er en stemningsfuld tegning. Sammenlign den med tegningen side 38-39 hvor baggrunden er blå og træet gult, og pigen har fundet sin ven. Sådan bruger man farver til at skabe stemning og underbygge historien.

Tegnestilen i Selv løverne græd den nat er meget lig den i Vingemus og kattejammer, men der er også et par tegninger, der peger frem mod de kommende bøger. Tegningen af pigen Kafonga der ankommer til muffongernes hus er næsten helt sort/hvid. Kun pigens tøj, måneseglet og de blålige glimt i havoverfladen har farve. En stil der rendyrkes i de kommende bøger.

Kæreste mellem sol og måne

Tegningerne i Vil du være min kæreste? (1990) er sort/hvide bortset fra kongens tøj, pels og kongekrone. Det er nogle meget enkle, afdæmpede tegninger, men så meget desto smukkere – især fordi den sparsomme brug af farve gør sig utroligt godt. Da den ensomme konge endelig finder sin dronning til sidst, springer farverne ud i verden og gør træerne grønne. Meget symbolsk og meget effektfuldt.
En af tegningerne viser kongen, der løber af sted op ad en masse trapper. Der må have været mange trapper i Iben Sandemoses liv. Hun elsker i hvert fald at tegne dem. En tilsvarende tegning findes både i Selv løverne græd den nat, Vingemus og kattejammer og Fiat og farmor (i forenklet form).

I Mellem sol og måne (1992) er hovedfiguren for en gangs skyld en hund i stedet for en pige eller kat. Bogen er den mest konsekvent sort/hvide af hendes billedbøger på dansk. Kun tre steder sniger et gult månesegl sig forsigtigt ind øverst på siden. En lille sort hund mister sin skygge og bruger resten af bogen på at lede efter den. Det lykkes til sidst, og de forsvinder sammen ud i livet. I sorg og glæde, som der står på sidste side. Tegnestilen er som altid enkel og naivistisk. Ved hjælp af meget små midler udtrykker de imidlertid fuldt lige så meget som enhver anden billedbog.

Døden før nytår

Englepels (1995) handler om en pige der mister sin bedste ven – katten Jambo – natten før nytårsaften. Hvem skal hun nu skyde raketter af sammen med? Men det ville ikke være en ægte Iben Sandemose historie, hvis ikke pigen ender med at finde sig en ny ven. I dette tilfælde en prikket kat. Tegnestilen er den velkendte med sparsomme farver, men ikke helt så få som i de to foregående bøger. Det er, som om Iben Sandemose er landet et sted mellem sine to første bøger og de to, der gik forud for ”Englepels.” Visse opslag i bogen er dog så enkle, at de næsten fordamper. Se for eksempel tegningen af englen der flyver forbi solen, månen og videre ind i selve himlen.

Den pukkelryggede familie

Ugler i Sandemosen (2001) er ikke en billedbog, men et portræt af Ibens far Bjarne Sandemose og derigennem også af farfaren Aksel Sandemose.

23716550

Bogen indeholder både fotos og tegninger, og selvom den henvender sig til et voksent publikum, anvender Iben sine ”normale” virkemidler fra børnebøgerne og skaber derved en unik, gribende, personlig beretning om sin familiære baggrund. Tegningerne er, som vi kender dem fra børnebøgerne: Masser af trapper, katte, fisk og en lille ensom pige med strithår. Adspurgt om sit forhold til (lange) trapper, siger Iben Sandemose: ”Det har vel noget med selvfølelsen at gøre – at føle sig lille i et stort hus … og hvor fører trappen hen?”

For de mindste

Som noget nyt er Iben Sandemose begyndt at lave bøger for de mindste billedbogslæsere. Det ligner en serie, men på dansk er der indtil nu kun udkommet den første: Fiat og farmor (2002). Hovedpersonerne er pigen Fiat og hendes farmor, der oplever spændende ting på vej hjem fra børnehaven.

Tegnestilen er sådan set den velkendte, men alligevel ser det helt anderledes ud. Primært fordi denne bog ikke handler om en ensom pige, men tvært imod om en pige der har en ven. Sin farmor. Og det afspejler sig i tegningerne. Væk er den lille sammenkrøbne pige i det ene hjørne. Nu fylder pigen i mange tilfælde hele tegningen og ikke nok med det. Hun spjætter med benene og spræller med armene og er slet ikke som de piger, vi ellers kender fra Ibens bøger. Der er heller ikke sparet på farverne. I alle de andre bøger, hvor pigen har båret hat, har den været ensfarvet grøn eller gul. I denne bog er den stribet og i mange farver. Hattene siger det hele.

Iben Sandemose er selv blevet farmor, og det har inspireret hende til bogen. Udgangspunktet er altså ikke hende selv, men barnebarnet, og det har åbenbart taget noget af det forknytte og afdæmpede. Måske har Iben Sandemoses illustratorskab med den sidstnævnte bog taget en helt ny retning? Det vil tiden vise.

Bibliografi

Af Iben Sandemose

Sandemose, Iben:
Vingemus og kattejammer 1989.
Sandemose, Iben:
Selv løverne græd den nat 1990.
Sandemose, Iben:
Vil du være min kæreste? 1990.
Sandemose, Iben:
Mellem sol og måne 1992.
Sandemose, Iben:
Englepels 1995.
Sandemose, Iben:
Ugler i Sandermosen 2001.
Sandemose, Iben:
Fiat og farmor 2002.
Dahle, Gro:
Havet i hovedet. Socialt Udviklingscenter SUS, 2008.

Om Iben Sandemose

Skotte, Kim:
Aksels engel 1998. I: Politiken: interview med Iben Sandemose, 1998-10-07

Links

Links

Forlaget Cappelens beskrivelse af Iben Sandemose.