Jan Solheim

Jan Solheim er vokset op på Amager og gik som 15-årig på et tegnehold på Københavns Ungdomsskole, parallelt med skolegangen i 10.-klasse. På ungdomsskolen fik han kontakt til en tegner, der arbejdede på en lille privat tegnestue. Her blev han tilbudt en plads, og han var ikke et øjeblik i tvivl om, at dét skulle prøves af. Det valg har han ikke fortrudt siden.

Siden har Solheim arbejdet med illustration på mange forskellige måder: En kort periode på et reklamebureau, som farvelægger af avisstriber, med tegnefilm som ”Jungledyret Hugo”, ”Hjælp jeg er en fisk”, ”KatjaKaj” og ”BenteBent” m.fl. samt med bladillustration. I dag arbejder han primært med at illustrere bøger og med tegneserier.

Han henter inspiration til sit mangfoldige udtryk rundt omkring i kunsten, ikke blot hos tegnere og forfattere, men også hos f.eks. instruktøren Woody Allen, musikerne David Bowie og Annie Lennox og maleren Picasso. Og så er han i øvrigt ikke helt begejstret for idéen om at trække nogen frem på bekostning af andre, fordi der er så mange, der gennem tiden har inspireret på forskellig vis. Så de nævnte er faktisk blot en brøkdel af det samlede billede: ”Det er næsten umuligt for mig at vælge nogle få ud..... der er så utrolig mange andre, og det skifter jo over tid, sådan noget.” (Nana Bugge Rasmussen, interview med forfatterweb oktober 2015).

Efter mange år i København er Jan Solheim flyttet på landet med sin familie. Han betegner det som et stort vendepunkt i livet: ”Det har krævet lang tids omstilling, men jeg oplever nu en (for mig) helt ny form for fordybelse og inspiration i mit arbejde. Jeg vil klart anbefale det.” (Nana Bugge Rasmussen, interview med forfatterweb, oktober 2015).

Anden bog i Jan Solheim og forfatter Kasper Hoffs serie ”Doktor Z” hedder ”Tidspillerne” (2011) og handler om vennerne Mylle og Viggo, der har et særligt bekendtskab, Doktor Zakarov, som resten af byen mener er skingrende skør. En dag får de lov at følge med på det naturhistoriske museum, hvor Zakarovs ven Professor Graversen har gjort et fund: Et skelet fra stenalderen. Graversen er dog meget frustreret, for i skelettets hånd ligger et Slejfer-kort. Og sådan nogle havde man som bekendt ikke i stenalderen, så nu er Graversen overbevist om, at ingen vil tro hans ekstraordinære fund. Mylle taber både næse og mund: han mistede nemlig netop dét kort samme morgen.

Doktor Z regner den snart ud: Han har nemlig lavet nogle såkaldte tidspiller, som kan bringe mennesker frem og tilbage i tiden. Mylle og Viggo har tidligere på eftermiddagen plaget om at få lov til at prøve dem, men Doktor Z ved, hvor farligt den slags kan være, så han afviste blankt. Nu konkluderer han, at eftersom Mylles kort er landet i stenalderpigens hånd, må de to drenge alligevel have været der. Altså er der ikke andet for end at rejse lynhurtigt frem og tilbage mellem stenalderen og nutiden for at genoprette balancen mellem tid og rum.

28844697

Solheims illustrationer er sort/hvide og med en enkelhed i stregen, der dog rummer, hvad der skal til for at lade fantasien lege videre: Som f.eks. på side 62 hvor Mylle og Viggo netop er landet i stenalderen og står måbende i en skov. Alt sammen beskrevet gennem et enkelt udtryk – ingen buttede sangfugle eller naturalistiske florabeskrivelser her – men alligevel forstår vi situationen: den ukendte og underlige natur, drengenes rådvildhed. Tegningerne er på én gang tidstypiske og tidløse: Mylle og Viggo er beskrevet i en stil, som ethvert stort barn i dag vil kunne identificere sig med: Gummisko og stylet hår f.eks., men også med et udtryk, som børn gennem de seneste 100 år nemt ville kunne afkode.

Da bogen jo ikke er en tegneserie, men netop en illustreret historie, har Solheim nøje valgt og fravalgt hvilke elementer, der skal illustreres. Disse valg og fravalg understreger fint bogens temaer som venskab, mod og solidaritet – og ikke mindst genialitet over for normalitet, som er en kontinuerlig konflikt inkarneret i Doktor Zakarov.