Stefán Máni
Foto: Mathieu Bourgois/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Stefán Máni

cand.mag. René Hjelm, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
Stefán Máni
Foto: Mathieu Bourgois/Writer Pictures/Ritzau Scanpix
Main image
Stefán Máni
Foto: Jóhan Páll Valdimarsson

En dag i 1995 sagde islandske Stefán Máni farvel til sit fabriksarbejde, satte sig ind i sin Lada med sit manuskript og kørte til Reykjavík for at udgive det. Lige siden er der kommet en perlerække af thrillers, der går ned på de psykologiske dybder for at se nærmere på menneskets livsanskuelser, moral og frie vilje. Romanerne indeholder både grå hverdagsrealisme, der brydes af magisk realisme og outreret vold, der ligner 1990’ernes beskidte realisme og hårdkogte brutalisme. Med sin barberede skrivestil ligger Mánis univers også tæt på den nøgterne og illusionsløse livsanskuelse i de islandske sagaer.

29427364

Blå bog

Født: 3. juni 1970 i Reykjavík på Island.

Uddannelse: Ingen.

Debut: Dyrnar á Svörtufjöllum. Eget forlag, 1996.

Litteraturpriser: Krimiprisen Blóðdropinn, 2007.

Seneste udgivelse: Ødeland. Gyldendal, 2012. Oversat af Rolf Stavnem.

Inspiration: The Doors, H.P. Lovecraft, Edgar Allen Poe, Stephen King og Jean-Paul Sartre.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er hen på eftermiddagen, og klokken er nogle minutter i fire, men det er, som om verden ikke gider stå op denne dag. Himlen er tonet i gråt, så langt øjet rækker, havet er mørkegråt i øst og sort i vest, den kølige vind lugter af rådne havplanter…”
”Skibet”, s. 344.

Stefán Máni blev født den 3. juni 1970 i Reykjavík og voksede op i den lille bygd Ólafsvík på vestsiden af Island. Efter han forlod skolen som 17-årig, arbejdede han nogle år i den islandske fiskeindustri som bygningsarbejder og med unge med psykiske problemer.

Den mest afgørende begivenhed i hans liv indtrådte, da han sammen med mange andre mistede sit arbejde i 1991, hvilket skabte et stort tomrum i ham. Efter at have stirret i sin indre afgrund af svimlende tvivl og håbløshed satte han sig ned en dag og forsøgte sig med et digt, der efter utallige fejlslagne forsøg fandt sin færdige form under titlen ”Leikhús” (da. ”Teater”). På denne måde fik han ikke kun bygget bro over denne indre sjælløse afgrund, men også udfyldt den, lukket den.

Han har således ligesom den tyskfødte forfatter Hans Keilson brugt selve sin skrivepraksis som en eksorcisme af egne dårlige oplevelser og af indre skyggesider. ”Jeg mistede mit job på fabrikken, og der var intet andet at lave i Ólafsvík. Jeg var ved at eksplodere af tomhed … Jeg drak. Det var, som om jeg var ved at drukne, og så brugte jeg det at skrive som en redningskrans. Det var terapi.” (Tine Maria Winther: Fra fiskefileter til forfatter. Politiken, 2009-06-13).

Det blev begyndelsen til en forfatterkarriere, der efter debuten med ”Dyrnar á Svörtufjöllum” (1996) og efterfølgende seks romaner førte til, at han ti år senere slog sit navn fast både på den nationale og internationale litteraturscene med den stort anlagte thriller ”Skibet” i 2006. Romanen blev samme år prisbelønnet som årets bedste, islandske spændingsroman og er oversat til tysk og dansk. Indtil videre er det blevet til ni romaner, hvoraf ”Ødeland” og ”Skibet” foreligger på dansk.

Men på trods af den store produktion har han dog ikke kun siddet bag skrivebordet, men har stadig høstet erfaringer fra den virkelige verden. I forbindelse med sin research til sidstnævnte roman fik han også for første gang lejlighed til at prøve kræfter med havet. Han stod til søs med et fragtskib for at kunne skrive dokumentarisk og overbevisende realistisk om den ni mand store besætning om bord på skibet Per Se.

Skibet

”’OG HOLD SÅ KÆFT!’, råber Sæli ud over rælingen. Han holder med begge hænder om kanten på den kolde ræling, bider tænderne sammen, spærrer de tårevædede øjne op og spænder hver eneste muskel i kroppen, som om han ville sætte af med fødderne og hoppe over bord.”
”Skibet”, s. 366.

Stefán Mánis thriller ”Skipið” fra 2006 (”Skibet”, 2009) lægger ud i Reykjavík i 2001, hvor læseren får indblik i tilværelsen hos en ni mand stor besætning, der gør sig klar til at mønstre på fragtskibet Per Se. De har alle deres problemer og makabre hemmeligheder med om bord på det skib, de skal føre fra Island til Surinam i Sydamerika for at afhente en last med råstoffet bauxit til en islandsk fabrik.

Den største hemmelighed er dog de fem besætningsmedlemmers planer om at begå mytteri mod rederi og kaptajn for at forhindre deres egen formodede afskedigelse efter turen. Men efter at nogen saboterer skibets radiokontakt med omverdenen, breder mistilliden og forvirringen sig, og deres heroiske oprør løber ud i sandet. Den faderlige kaptajn får talt sin besætning til rette, og fragtskibet fortsætter sin ensomme sejlads, mens den mørke atlanterhavsstorm slår skibet stadig længere ud af kurs. Efter at have drevet omkring i ca. 3 ½ måned uden maskinkraft havner de på Antarktis, hvor de overlevende på skibet prøver at nå ud til to fjerntliggende forskningsstationer. Ingen af dem når frem, men forsøger lige til det sidste at fornægte døden på hver deres måde.

27721109

Selvom denne fortælling bl.a. udspiller sig samtidig med terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001, så bliver det ikke nævnt med et ord, hvilket understreger besætningens totale isolation fra omverdenen. Denne isolationsfølelse og fremmedgørelse gælder ikke kun de underordnedes forhold til kaptajnen og rederiet, men også i vid udstrækning i forhold til hinanden.

Besætningsmedlemmerne har vidt forskellige livsanskuelser og kan heller ikke stå sammen om at redde deres liv. Denne gensidige mistillid kommer også til udtryk i formen, idet tiden ofte rykkes lidt frem eller tilbage alt efter, hos hvem synsvinklen ligger. Derudover beskrives samme situation flere gange, men med tre forskellige personers synsvinkler. Hermed bliver alt relativt med et håbløst fravær af noget absolut sandt, de alle kan finde sammen om. Det hele opløses i ligegyldig og mørk destruktion, hvilket formidles i en abrupt, enkel og knaldhård sprogstil.