Michael Strunge

Michael Strunge Jensen blev født den 19. juni 1958 og voksede op i en lejlighed i Hvidovre, en af Københavns vestlige forstæder. Han gik i skole på Sønderkærskolen i Hvidovre og fik med sin åbenlyse begavelse lov at springe et par klasser over. Efter afsluttet skolegang fortsatte Strunge på Vester Borgerdyd Gymnasium, hvorfra han blev student i 1977. Herefter bød livet på småjobs, blandt andet fik den litterært interesserede unge mand job som biblioteksmedhjælper. De kunstneriske interesser fik Strunge til at søge ind på Kunsthistorie på Københavns Universitet, men studierne varede ganske kort. Miljøet var simpelthen for kedeligt og uinspirerende. Som han senere har fortalt: “Det jeg oplevede på universitetet, da jeg gik der et halvt år, var, at i løbet af no time havde folk tillært det sprog, som lærerne havde, og havde overtaget deres meninger.” (Vibeke Blaksteen: “Væbnet med ordenes vinger”. Gyldendal, 1991, side 37).

På det tidspunkt var Michael Strunge godt i gang med at skabe sit eget sprog. I løbet af gymnasieårene var han begyndt at skrive digte, og i 1978 debuterede han i det litterære tidsskrift Hvedekorn. Det gav ham kontakt til tidsskriftets redaktør, Poul Borum, som inviterede ham med i sin første forfatterskole. Her blev betydningsfulde venskaber knyttet med forfattere som F.P. Jac, Henrik S. Holck, Søren Ulrik Thomsen, der var mere eller mindre etablerede i det litterære miljø. Og debuten i Hvedekorn fulgtes hurtigt op af den første digtsamling, “Livets hastighed”, der udkom i 1978.

Allerede dengang havde Michael Strunge voldsomme psykiske problemer. Han var flere gange indlagt på psykiatriske afdelinger, blandt andet på Sankt Hans, Nordvang og Rigshospitalet, og han fik diagnosen maniodepressiv. Om sin sygdom – som om alt andet – var Strunge meget åben, og adskillige af hans digte henter inspiration fra opholdene på psykiatriske afdelinger, ligesom man kan læse hans forfatterskab med sygdommen for øje og følge op- og nedturene. Opturene giver sig hovedsageligt udslag i storhedsforestillinger og et guddommeligt klarsyn, mens der til depressionerne knytter sig sortsyn og selvmordstanker. Lyset og mørket er to spor, der trækker sig igennem forfatterskabet som en undersøgelse af de vigtigste kontraster i menneskelivet, med livet og døden som yderpunkter.

Michael Strunge tilhører den generation, der i medierne blev udråbt til Nå-generationen, en beskrivelse som indikerede, at her havde vi med en gruppe unge at gøre, som ikke ville noget som helst. I modsætning til 1970’ernes hippier, der gik til demonstrationer, diskuterede politik og lod håret gro langt, så var der ikke tale om et samlende oprør i 80’er-generationen. Betegnelsen ’Nå-generationen’ optrådte første gang i medierne i starten af 1980 som en kritik af generationen. Det fik en gruppe af unge til at tage begrebet på ordet. Heriblandt Michael Strunge. Resultatet blev et stort arrangement ved navn NÅ!!80 i Huset i København i efteråret 1980, hvor mere end 150 unge – såvel bands som lyrikere – optrådte på scenerne over weekenden. 80’erne begyndte således med et Nå, men det var et farverigt og udtryksfuldt et af slagsen.

Først og fremmest var Michael Strunge lyriker. Hans produktion blev til i løbet af otte år, fra han var 19 til sin død som 27-årig, og det blev til i alt elleve digtsamlinger. Men han skrev også et par noveller og deltog som kritiker aktivt og engageret i den litterære debat. Især hans diskussioner af og med samtidige forfattere i tv-programmet Bazar er berømte. Her var det bekendelseslitteraturen, han gav en over snuden. Han mente, at en forfatter som Lola Baidel var alt for navlepillende, og i stedet agiterede han for poesi med visioner og et kunstnerisk udtryk, der spejlede digtets udsagn. Derudover øvede han sin kritikerindflydelse som litteraturanmelder på Politiken. Men sin største kritikerindsats bedrev han nok som redaktør af tidsskriftet Sidegaden, som han redigerede fra 1981 til 1983. Fra denne platform udvikledes et forum for avantgardistisk og eksperimenterende undergrundskunst indenfor litteratur, musik, foto og malerkunst, samt et debatorgan for de unge, der ønskede at finde nye udtryksformer og værdier. Mange af disse unge befandt sig i periferien af punkmiljøet, ligesom Strunge selv. De søgte inspiration i og identifikation med punkmiljøets oprør, og medierne udråbte flere gange Strunge til punkernes talerør. Det afviste Strunge dog at være, men han fremhævede, at digterne og punkerne havde et fællesskab i kampen mod det betonsamfund, de var omgivet af.

Da Michael Strunge døde den 9. marts 1986, var han på hjemmebesøg fra Rigshospitalet, hvor han var indlagt i en manisk periode. Han boede med sin kæreste igennem tre år, Cecilie Brask, i en lejlighed på fjerde sal. Det sidste, han sagde til Cecilie, inden han sprang ud af vinduet, var: “Jeg kan flyve”. Cecilie Brask fortæller om sit forhold til Michael Strunge: “En gang imellem kunne han skræmme mig, når inspirationen fik så voldsomt fat i ham, at han ikke kunne stoppe. Så kunne han bevæge sig ind i et univers, hvor jeg ikke kunne følge ham. Han forestillede sig, han var et billede, der kørte gennem en computer. Han var krigsfange i 1. Verdenskrig eller indianer. Når han så vendte tilbage til den virkelighed, vi delte med hinanden, måtte han begynde at opbygge sin tilværelse igen. Han sagde selv, han havde det, som om han var blevet genfødt.” (Cecilie Brask: “Jeg kan flyve” i “Briste punktet. 24 kunstnere om livets smerteligste øjeblikke”. Gyldendal, 2000).

Michael Strunges gravsted ligger på Assistens Kirkegård i København.

Den første digtsamling af Michael Strunge er “Livets hastighed” , som udkom i 1978. Titlen er en parafrase over David Bowies nummer “Speed of life”, en reference der understøttes af, at digtsamlingen indledes med et citat fra Bowies nummer “Change”: “Turn and face the strain.” Med såvel titlen som citatet indikerer Strunge, at Bowie er et ikon for ham, og samtidig trækker han bånd til punkmiljøet, som Bowie selv fandt inspiration i. Citatet udtrykker endvidere, at læseren må berede sig på at stifte bekendtskab med det fremmedartede og mærkelige. Ligesom David Bowie satte sig i scene som den fiktive rum-superstjerne Ziggy Stardust, iscenesatte Michael Strunge sig som en visionær poet, der via sproget forsøgte at skabe nye muligheder igennem ændringer.

Allerede i det indledende digt, der bærer samme titel som samlingen, bemærker man den inciterende rytme, som skal vise sig så karakteristisk for Michael Strunges poesi. Der er en voldsomhed i udtrykket, der dels skabes igennem korte vers og opbrudte sætninger, dels igennem ordvalg såsom digtets indledende: ‘knuser’, og dels igennem en total afvisning af fortiden og en åbenlys hengivelse til fremtiden. Stilen trækker på punkens udtryk, der er hård og manifest, og som igennem såvel konkret vold som voldelige udtryk tager afstand fra fortiden og samtiden. Første strofe i det indledende digt, “Livets hastighed”, slår det inciterende fast. Her hedder det: “Knuser uret/med mine tanker/– jeg lever kun/med livets hastighed”. Strofen rummer såvel de korte, opbrudte sætninger, de bastante ord og en afvisning af tiden målt og formet af ure og de pligter, det medfører, og en hengivelse til at flyde med livets hastighed. En hastighed, der altså også manifesterer sig i selve digtets form og udtryk.

20904569

Noget andet, der bliver klart i det indledende digt, er, at det er jeget, der er i centrum. Det markeres i tredje strofe således: “– død og træt af/ikke at være mig selv”. Her leger Strunge med begrebet ‘dødtræt’. Ved at adskille det sammensatte ord, får han både anført, at han er dødtræt af ikke at være sig selv, og at det ikke at være sig selv er ensbetydende med at være død. Derfor sættes jeget i centrum – som i digtets afsluttende linjer: “– jeg ændrer mit liv/før det ændrer mig”. I resten af digtsamlingen er det med jeget som brændpunkt, at poesiens rytme folder sig ud – over kroppen, drømmene og visionerne, som er de centrale temaer i digtene.

Et andet væsentligt træk ved samlingen er en konstant kontrastering af dag og nat, af lys og mørke. Men det er ikke dagen og lyset, der fremhæves som positivt, sådan som vi er vante til. I stedet er det natten. Hos Strunge bliver dagen synonym med nutiden, med ideen om objektivitet og med fortrængning af drømme, mens natten og mørket står for drømmene og længslerne og for intuitionen. Om natten må man famle sig frem, bruge og skærpe sine sanser. Kontrasten benyttes ligeledes til at markere et skel mellem en tidligere generation og en kommende. Det ses eksempelvis i digtet “Nye dage”. Her hedder det: “Vi er dem der elskede drømmene trofast og intuitivt/mens andre lod dem blegne/i dagens smukke lys”. Det er for øvrigt også i natten, at digteren kan udfolde sine tanker, og at kroppene kan mødes og finde sammen i drømmen om fællesskab og kærlighed. Ja ligefrem i drømmen om at smelte sammen. Drømmen om det ultimative nærvær står helt centralt i denne digtsamling, og her udfolder Strunge nogle af de smukkeste kærlighedsdigte. For eksempel i digtet “Vor”. I digtets første vers hedder det: “Vor kærlighed, et svævende digt/af formfuldendt formløshed”. Noget af det første, man bemærker, er den implicitte reference til Vorherre. Her er ‘Vorherre’ udskiftet med ‘vor kærlighed’, hvilket indikerer, at kærligheden er sat i stedet for Gud: den nye guddom er kærligheden. I sætningen markeres desuden en kontrast mellem det formfuldendte og formløse, der indikerer, at den ultimative sammensmeltning i kærligheden ikke kan eksistere. Kontrasten manifesteres tydeligere senere i digtet med sætningerne: “hvor vi bliver én i ønsket om hinanden/og jeg/du bliver to i ønsket om at rummes og rumme”. Parret kan altså mødes i ønsket om hinanden, men i ønsket om at rummes og rumme er de alligevel hver for sig. Digtet afsluttes således: “hvor vi bliver os i ønsket om at rumme og rummes/af hinanden/hvor kærlighed bliver et digt.” Her er det stadig ønsket, der forener parret, og ikke den konkrete virkelighed. At kærlighed bliver til digt kan læses som en drøm om, at den ultimative kærlighed kan folde sig ud som det ultimative digt, men det fremstår nærmere som en markering af, at den ultimative sammensmeltning netop blot er drøm, er digt.

Det sidste digt i samlingen, “Det kommende”, er en fremtidsvision. En vision, der tager afsked med maskinernes hersken – både fjernsynets, urets, og den maskinelle tænknings –, og som peger frem mod en generation af mennesker, der forstår, at “Det kommende/er det nye/gamle/det fremmede/selvfølgelige/kendte/erkendelsen af helets sammenhæng/fundet i venskab og ord/mellem stjerner og folk fra verden”. I digtet skabes en særegen forening af univers og jeg (af stjerner og folk), som bliver synonym med Strunges lyriks særlige stræben efter skønhed og evighed.