David Foster Wallace

Ida Holmegaard, uddannet fra Forfatterskolen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Main image
Wallace, David Foster
Foto: Klim

Indledning

Den amerikanske forfatter David Foster Wallace er både kendt for sin digressive og næsten manisk nysgerrige prosa og for sine essays og reportager om så forskellige emner som hummere, krydstogtskibe og valgkamp. Han skrev en selvbevidst og ofte formeksperimenterende prosa men forsøgte samtidig at finde en vej ud af, hvad han mente var postmodernismens efterhånden trætte og afstumpede ironi og distance. Uanset hvad han skrev om, gik han til det med ydmyghed, interesse og et øje for detaljer, som gør hele hans store produktion interessant og læseværdig.

 

46913442

Blå bog

Født: 21. februar 1962 i Ithaca, New York.

Død: 12. september 2008 i Claremont, Californien.

Uddannelse: College, Amherst University. Master, University of Arizona.

Debut: The Broom of the System. Viking Penguin Inc., 1987.

Litteraturpriser: Time Magazine’s Best Book of the Year, 1996. Salon Book Award, 1996.

Seneste udgivelse: Små udtryksløse dyr og andre noveller. Klim, 2019. Oversat af Claus Bech.

Inspiration: Thomas Pynchon og Don DeLillo.

Genre: Essay

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Again the wraith disappears and instantly reappears holding a can of Coke, with good old Coke's distinctive interwoven red and white French curls on it but in an alien unfamiliar Oriental-type writing on it instead of the good old words Coca-Cola and Coke. The unfamiliar script on the Coke can is maybe the whole dream's worst moment.”
”Infinite Jest”, s. 832.

David Foster Wallace blev født i den amerikanske stat New York i 1962. Kort tid efter flyttede familien til Champaign, Illinois, fordi faren havde fået tildelt et professorat i filosofi på University of Illinois. Wallaces mor var engelsklærer med speciale i grammatik. Som ung spillede Wallace tennis på konkurrenceniveau men opgav at forfølge en professionel karriere. Efter at have færdiggjort high school begyndte han at studere matematik og filosofi på Amherst University, men kort tid efter indskrivningen på universitetet gennemgik Wallace et af sit livs mange psykiske sammenbrud. I en periode opholdt han sig hjemme hos sin familie, men da han vendte tilbage til universitetet var det med en ny ambition; han ville være forfatter. Han skiftede hovedfag, læste videre, og mens han stadig studerede, skrev han størstedelen af sin første bog, ”Broom of the System”, der i 1985 blev antaget på et større forlag.

Wallace havde gennem hele sit liv store psykiske problemer, led af periodiske depressioner og kæmpede med afhængighed af alkohol og marihuana. Blandt andet var han flere gange indlagt og boede en periode på et rehabiliteringshjem for stofbrugere i Boston.

I de perioder, hvor han var mere psykisk stabil, var Wallace til gengæld en meget produktiv forfatter. Gennem sin karriere skrev han både noveller og romaner og desuden reportager og essays til store, amerikanske magasiner. Han underviste også på forskellige universiteter, blandt andet Amherst University, University of Illinois og Pomona College. Det store gennembrud kom i 1996 med romanen ”Infinite Jest”; et værk, som især beskæftiger sig med afhængighed af underholdning, forlystelser og stoffer, og som blandt andet foregår på et rehabiliteringshjem og på et tennisakademi.

I 2004 blev Wallace gift med kunstneren Karen Green, og sammen bosatte de sig i Californien. Han havde i mange år været medicineret med antidepressiva, men på grund af bivirkninger og hans overbevisning om, at medicinen obstruerede hans skrivepraksis, standsede han medicineringen i 2007. I 2008 begik David Foster Wallace selvmord i sit hjem. Udkastet til hans sidste roman, ”The Pale King”, er udkommet posthumt. 

Infinite Jest

”A nameless cat oozes by on the broad windowsill above the back of the fabric couch. Animals here come and go. Alumni adopt them or they just disappear. Their flees tend to remain. Gateley's intestines moan. Boston's dawn coming back on the Green Line this morning was chemically pink, trails of industrian exhaust blowing due north. The nail-parings in the ash-tray on the floor are, he realizes now, too big to be from fingernails.”
”Infinite Jest”, s. 278.

I 1996 udkom romanen ”Infinite Jest”, der er et hovedværk i Wallaces forfatterskab. Romanen udspiller sig i en nær, dystopisk fremtid, hvor USA, Canada og Mexico tilsammen udgør O.N.A.N. (Organization of North American Nations). USA's store mængde af miljøfarligt affald er blevet samlet på et område, der før udgjorde staterne Maine og New Hampshire og en del af Quebec, men som nu er ét stort giftigt og ubeboeligt krater.

”Infinite Jest” udspiller sig mestendels i den fiktive by Enfield, dels på Enfield Tennisakademi, dels på Ennet House, et rehabiliteringshjem for stofbrugere. Bogen har flere hovedpersoner og et væld af bipersoner; vi følger blandt andre Hal Incandenza, et ungt tennistalent, hvis far var tennisakademiets grundlægger, og Don Gately, en medarbejder på Ennet House, som tidligere i sit liv understøttede sit misbrug af narkotika ved et virke som indbrudstyv.

Romanens titel refererer til den sidste film, som familiefaren James Incandenza optog, inden han tog livet af sig selv ved at stikke hovedet i en mikroovn. Hans film er så underholdende, at alle, der ser den, mister lysten til alt andet end at se netop denne film igen og igen. De bliver enten vanvittige eller afgår ved døden, ude af stand til at opfylde deres egne kropslige behov. Da en separatistisk terrorgruppe fra Quebec ønsker at bruge filmen i deres kamp mod amerikanerne og mod O.N.A.N., får fortællingen om Incandenza-familien et storpolitisk perspektiv og flettes sammen med historien om beboerne i Ennet House, da en af disse beboere er Joelle, en skuespillerinde, som har optrådt i filmen ”Infinite Jest”.

Tematisk kredser romanen især om forskellige former for afhængighed, underholdning og det amerikanske frihedsbegreb. Især indtagelsen af narkotika fylder meget i romanen; mange af karaktererne gennemgår den samme bevægelse, hvor deres stofindtag langsomt, men sikkert kammer over – først i afhængighed, siden i totalt sammenbrud og apati. Som der står om karakteren Joelle på side 222: ”The Fun had long since dropped off the Too Much. She's lost the ability to lie to herself about being able to quit, or even about enjoying it, still.”

Dette er vand

”Men min oplevelse af kabinerengøringen er måske det ultimative eksempel på stress som følge af en forkælelse, der er så ekstravagant, at man slår kolbøtter inde i hovedet. Hvad enten jeg er varm på hende eller ej, er det et faktum, at jeg sjældent ser noget til 1009's kabinesteward, den gennemskinnelige og mongolske kvieøjede Petra. Men jeg har god grund til at mene, at hun ser mig. For hver gang jeg er væk fra 1009 i mere end en halv time, er der gjort fuldstændig rent og ryddeligt, når jeg kommer tilbage (...)”
”Noget muligvis sjovt, jeg sikkert aldrig vil gøre igen” i ”Dette er vand”, s. 76.

David Foster Wallace er mindst lige så kendt for sine reportager og sin essayistik, som han er for sine fiktive værker. Gennem hele sit forfatterskab skrev han for store, amerikanske publikationer som blandt andre Rolling Stone, Harper's og The New York Times. I 2014 udkom for første gang et dansk udvalg, ”Dette er vand”, på forlaget Klim.

Bogens første tekst er en tale, Wallace holdt for dimittenderne fra Keyton College i 2009. Titlen ”Dette er vand” stammer fra en lille fabel, Wallace indleder talen med: To unge fisk svømmer i havet og møder en ældre fisk, som spørger dem: ”Hvordan er vandet?”. Lidt efter spørger den ene unge fisk den anden: ”Hvad pokker er vand?” Wallace beskriver i talen, hvordan uddannelse kan give redskaber, der gør de studerende i stand til at være opmærksomme og se verden, se ud over egne egoistiske og smålige domme. For ikke at blive fanget i sin egen lille bevidsthed, mener Wallace, må man altid se sig omkring og minde sig selv om: Dette er vand. Dette er vand.

51222830

Et af samlingens mest kendte tekster er ”Noget muligvis sjovt jeg sikkert aldrig vil gøre igen”, en reportage fra en uges ophold på luksuskrydstogtskibet The Nadir. En uge, hvor alt hvad Wallace oplever, fra maden til skibets kasino til medarbejdernes ansigtsudtryk, er designet til at få ham til at føle sig afslappet, stimuleret, serviceret og glad. Han fremskriver de personer, han møder, tjenerne, pensionisterne og de forkælede teenagere, med både kærlighed og humor, og beskriver, hvordan al glæden og feriestemningen til tider kan synes både klaustrofobisk og manipulerende.

Teksterne i ”Dette er vand” varierer meget i tema. Ud over de førnævnte essays indeholder samlingen tekster om senator McCains præsidentkampagne, en hummerfestival, amerikansk TV-fiktion, et dyrskue, tennisstjernen Roger Federer og Wallaces egne oplevelser efter terrorangrebet 11. september 2001. Teksternes fællestræk er et klart sprog, en stor følsomhed over for detaljer, en lyst til at give plads til begivenhedernes bipersoner som lydmænd, piccoloer og rutsjebaneførere, og ikke mindst en meget nysgerrig, generøs og ydmyg tilgang til det stof, han beskriver.

Altid ovenover

”Lugten er, mere end noget andet, ligesom den her swimmingpool: blegetsødt salt, en blomst med kemiske kronblade. Poolen her en stærk, klar, blå lugt, men du ved godt, at lugten aldrig er lige så stærk, når du først er nede i det blå vand som nu, hvor du udmattet af svømningen hviler nede i den lave ende, hvor det hoftedybe vand skvulper blidt mod det sted, hvor det hele er forandret.”

Ud over romaner og essays skrev David Foster Wallace også noveller. Blandt andet har han bidraget til antologien ”Fødselsdagshistorier” fra 2002, som er redigeret af forfatteren Haruki Murakami, med ”Altid ovenover” (”Forever Overhead”, udgivet for første gang i samlingen ”Brief interviews with hideous men”, 1999). Novellen beskriver en kort scene: en ung dreng bader i en pool og vil springe ud fra den højeste vippe. Det er hans trettenårs fødselsdag. Han bader omgivet af sin familie – sin søster, der leger og sine forældre, der hviler i liggestole ved poolkanten – men alligevel er han alene. Beskrivelsen af scenen er rig på detaljer; lugten af popcorn og klor, lyset der falder hen over poolen og vippen, hvordan trinnene op af stigen til vippen skærer ind i fødderne.

Et meget bemærkelsesværdigt forhold i teksten er, at den er fortalt i anden person med mange sætninger i bydeform. ”Tillykke med fødselsdagen. Det er en stor dag, stor som hele det sydvestlige himmeltag. Du har tænkt det igennem. Der er den høje vippe. Nu vil de snart hjem. Kravl op og gør det.” (s. 98).

50577376

Der er noget næsten uhyggelig ved den tiltaleform. Hvem er den person, som taler? Hvem kan vide så meget om denne trettenårige, om, hvordan hans krop ændrer sig, om hvad han oplever, og samtidig beskrive scenen med så stor ro og autoritet? Dette fortællergreb tydeliggør tekstens interesse for forskellen mellem det barnlige og det voksne. Det er, som om det voksne i drengen stadig er noget fremmed, det har sin egen stemme, som han ikke selv kan bebo endnu, men det er hele tiden tilstede, indtrængende og uhyggeligt.

Ferielandskabet og de nøgne kroppe, der ligger og steger i sololie, snackbaren og det turkisblå poolvand vækker mindelser om inventaret i essayet ”Noget muligvis sjovt, jeg sikkert aldrig vil gøre igen”, der handler om en tur på et krydstogtskib. Selvom den ene tekst er fortalt fra et barns og den anden fra en voksens perspektiv, har de to, sammen med andre af hans værker, interessen for at undersøge den passive, næsten bedøvede stemning, der kan opstå på amerikanske feriesteder til fælles.

Genrer og tematikker

David Foster Wallaces stil kan bedst beskrives som maksimalistisk. Hvor man inden for en minimalistisk litterær tradition forenkler stoffet, undlader adjektiver for at lade læseren drage sine egne konklusioner eller ligefrem tilbageholder information, gør Wallace nærmest det modsatte. Hans skønlitterære værker, især ”Infinite Jest” og den sidste, ufærdige roman ”The Pale King”, er fulde af komplekse forklaringer, digressioner, anekdoter, referencer, noter og detaljer. Det er, som om hans fortællere og flere af hans karakterer lider af en art manisk nysgerrighed, en lyst til at finde ud af alt om alting. Hans sætninger er til gengæld, om end ofte lange, meget enkle og klare, og selv om værkerne ikke altid er opbygget kronologisk, er de fleste af hans scener og indskudte anekdoter beskrevet sammenhængende med få uforudsigelige brud. 

Selvom Wallace ofte beskrives som postmodernist, tog han selv, især senere i forfatterskabet, afstand fra brugen af den betegnelse om sine værker. I sit essay om amerikansk TV og skønlitteratur, ”E Unibus Pluram”, beskriver Wallace, hvordan massemedierne og reklameverdenen fuldstændig har indoptaget den postmoderne litteratur og kunsts ironiske og selvbevidste attitude. TV-producere er, ifølge Wallace, blevet mestre i at få deres publikum til at grine med på og være indforståede med, hvor fjollet, forfladiget og kapitalistisk TV er. Wallace efterlyser en litteratur, der ikke bare stiller sig an i ironisk distance til de banale, popkulturelle fænomener eller peger på, hvor konstrueret og selvbevidst, den selv er. Han savner en litteratur, som tør risikere, at nogen kalder den for banal eller sentimental: ”Den næste gruppe af ægte, litterære ”rebeller” her i landet kan meget vel komme fra en underlig flok antirebeller, fødte kiggere, som på en eller anden måde tør træde tilbage fra det ironiske kiggeri, og som har den barnlige frækhed ligefrem at gå ind for og eksemplificere enkeltbundne principper.” (”Dette er vand”, s. 211). Flere af hans værker kan læses som et forsøg på at forene postmodernismens selvbevidste, legende stil med en litterær stemme, hvor følelser og endog smerte faktisk kan eksistere uden altid at skulle stå i citationstegn.

Der er ofte noget klamt, forlystelsessygt og barnligt ved de voksne i Wallaces bøger. Gennem forfatterskabet problematiserer han den amerikanske forståelse af ”frihed”, som han fremstiller som det at have frihed til at have det godt og være glad på et hvilket som helst tidspunkt. Det er, som om det underholdende og glittede bliver metaltræt i længden hos Wallace og går i en form for fordærv. Hans bøger rummer beskrivelser af mange triste skæbner. Hans sidste, uafsluttede roman ”The Pale King” foregår på et skattekontor og kan ses som en art forsvar for det kedelige, det uglittede og umiddelbart uinteressante som adgang til en større bevidsthed. 

Beslægtede forfatterskaber

Da han begyndte at skrive, var David Foster Wallace stærkt inspireret af de tidlige, amerikanske postmodernister som Vladimir Nabokov, John Barth og ikke mindst Thomas Pynchon. Collegesamboen Marke Costello udtaler for eksempel til Wallaces' biografist D.T. Max: ”På vores næstsidste studieår sad David og jeg og talte om de magiske realister (…) og en eller anden sagde, ”Pynchon er meget mere cool.” ”Hvem?” sagde vi. Han kastede en kopi af ”Lot 49” til os. For Dave var det som da Bob Dylan fandt Woodie Guthrie.” (D.T. Max: The Unfinished. The New Yorker, 2009-03-09. Egen oversættelse). Wallace lod sig inspirere af Thomas Pynchons sammenskrivning af det komiske og det apokalyptiske og også af hans maksimalistiske stil med mange digressioner, referencer og detaljer.

Don DeLillo var et andet stort forbillede for Wallace, og de to kendte hinanden og udvekslede breve frem til Wallaces død. Flere af DeLillos romaner er store, komplekse, ukronologiske skildringer af det moderne amerikanske liv, og kendetegnende for både ham og Wallace er en stor interesse for Amerika både som land og som kulturfænomen.

Dog var postmodernisterne langt fra Wallaces eneste forbilleder. I sit bidrag til antologien ”The Top Ten: Writers Pick their Favorite Books” nævner Wallace blandt andet værker af bestseller- og spændingsforfattere som Stephen King, Erica Young og Tom Clancy. Hans biografist skriver: ”Selv i de senere år beundrede han Tom Clancys romaner for deres evne til at være pakket med fakta.” (D.T. Max: The Unfinished. The New Yorker, 2009-03-09. Egen oversættelse). Det er ikke for sjov, at Wallace udtrykker sin beundring for forfattere som King og Clancy. Selvom Wallaces prosa oftest beskrives som stærkt eksperimenterende, er en vis inspiration fra spændingsromaner tydelig i for eksempel ”Infinite Jest” – mange af bogens kapitler slutter for eksempel med cliff hangers, hvilket vil sige, at en central oplysning holdes tilbage for læseren, så denne får lyst til at læse videre.

I hans egen generation sammenlignes Wallace ofte med forfattere som Jonathan Franzen, der ligeledes har skrevet et mastodontisk værk om Amerika som kulturfænomen, ”Frihed” fra 2010, og Jonathan Safran Foer, der, ligesom Wallace, skriver en gribende, humoristisk og klar prosa, men som også eksperimenterer med ukronologisk romanopbygning i for eksempel ”Alt bliver oplyst” fra 2002. 

Bibliografi

Romaner

Wallace, David Foster:
The Boom of the System. Viking Penguin Inc, 1987.
Wallace, David Foster:
Infinite Jest. Little. Brown and Company, 1996.
Wallace, David Foster:
The Pale King: An Unfinished Novel. Little, Brown and Company, 2011.

Novellesamlinger

Wallace, David Foster:
Girl with Curious Hair. W.W. Norton and Company, 1988.
Wallace, David Foster:
Brief Interviews with Hideous Men. Little, Brown and Company, 1999. Heri novellen Forever Overhead, udgivet på dansk som Altid ovenover i Fødselsdagshistorier. Klim, 2013.
Wallace, David Foster:
Oblivion. Little, Brown and Company, 2004.
Wallace, David Foster: Små udtryksløse dyr og andre noveller. Klim, 2019. Oversat af Claus Bech.

Essaysamlinger

Wallace, David Foster:
A supposedly fun thing I'll never do again: Essays and arguments. Little, Brown and Company, 1997.
Wallace, David Foster:
Consider the Lobster and other essays. Little, Brown and Company, 2005.
Wallace, David Foster:
Both flesh and not: Essays. Little, Brown and Company, 2012.
Wallace, David Foster:
Dette er vand. Klim, 2014. (Samling af essays udvalgt fra ovenstående samlinger). Oversat af Claus Bech.

Om forfatterskabet

Interviews

Salon, 1996-09-03.

Biografier

Lipsky, David:
Although of course you end up becoming yourself. Broadway Books, 2010.
Max, D.T.:
Every love story is a ghost story. Viking, 2012.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på David Foster Wallace

Kilder citeret i portrættet

Kilder

The New Yorker, 2009-03-09.