Emil Aarestrup

Carl Ludvig Emil Aarestrup blev født den 4. december 1800 i København, som søn af toldkontrollør Jørgen Fog Aarestrup og Sophie Charlotte Aagaard. Hans forældre blev separeret, da Emil var 5 år, og kun et par år herefter døde begge forældre med få måneders mellemrum. Den forældreløse Emil Aarestrup blev herefter sat i pleje hos den 57-årige ugifte kvinde Marie Møller i Pilestræde, men han havde samtidig en god kontakt til morfaderen og lillebroderen i Store Kongensgade, hvor morfaderen drev en te- og kolonialbutik.

Emil Aarestrup blev student i 1819 og begyndte herefter at studere medicin ved Københavns Universitet. Han begyndte tidligt at skrive digte, og i løbet af sin studietid tog Aarestrup sig også tid til at følge forelæsninger om æstetiske emner hos blandt andre forfatteren Adam Oehlenschläger, som var professor i æstetik. I det meste af sin studietid var Aarestrup logerende hos adjunkt Christian Spengler. Det blev senere fastslået, at Aarestrup var far til den datter, Cornelia, som den ti år ældre logiværtinde Louise Spengler fik i 1822, et halvt år efter sin ægtemands død.

I 1824 blev Emil Aarestrup forlovet med sin kun 15-årige kusine Caroline Aagaard, og i 1827 blev de to gift med kongebrev. 1827 var også året, hvor Aarestrup blev færdiguddannet læge med en afsluttede eksamen med udmærkelse. Hans borgerlige erhverv - lægegerningen - afspejler sig også i hans digte. Man møder i hans digte blandt andet en detaljeret gengivelse af sanseindtryk herunder en fascination af kroppens enkelte dissekerede dele. Man ser for eksempel sjældent en hyldest til den kvindelig krops skønhed i sin helhed i hans lyrik. 

Aarestrup fik embede i Nysted i efteråret 1827. De følgende år var han en travl praktiserende læge og familiefar til de mange børn, som myldrede frem. Emil Aarestrup og hans hustru fik i løbet af deres ægteskab hele 12 børn sammen. På trods af travlheden var det dog også i disse år, at Aarestrup skrev noget af sin bedste og mest blivende lyrik. Han udarbejdede desuden sine egne frie oversættelser af digte af forfattere som Johann Wolfgang von Goethe, Heinrich Heine og Lord Byron. Det var forfatteren og Aarestrups private ven, Christian Winther, som overtalte ham til at samle et udvalg af sine digte og aflevere dem til forlagsredaktøren C. A. Reitzel.

I slutningen af år 1838 udkom lyriksamlingen “Digte”, som dog langt fra blev en succes i Aarestrups levetid. Digtsamlingen var måske for sanselig og erotisk til samtidens moral. En af tidens førende litteraturkritikere var forfatteren Johan Ludvig Heiberg, der som redaktør af bl.a. litteraturtidskriftet “Kjøbenhavns flyvende Post” havde stor indflydelse på datidens litterære diskussion og kritik, og han bidrog langt fra i en promovering af bogen. Heiberg skulle eftersigende blandt andet have givet digtsamlingen følgende ord med på vejen: “En vis Liderlighed er den eneste Gestalt i disse Poesier”. Digtsamlingen solgte kun 40 eksemplarer. Herefter opgav Aarestrup at udgive mere, men efter hans død blev flere af hans efterladte digte udgivet, og han blev anerkendt som en af de vigtigste digtere inden for den strømning i romantikken, der betegnes romantismen. 

I 1838 flyttede Emil Aarestrup med sin familie til Sakskøbing, hvor han havde fået en større lægepraksis. Familien blev boende her indtil 1849, hvor Aarestrup endelig, som han havde ønsket det, blev udnævnt til stiftsfysikus, det vil sige embedslæge, i Odense. Emil Aarestrup døde i sommeren 1856 og ligger begravet på Assistens Kirkegaard i Odense. 

Aarestrup har fået sit eget mindemuseum i sit gamle hus i Nysted.

Fra 1950-2003 uddelte Dansk Forfatterforening Emil Aarestrup Medaillen til en dansk lyriker, som anerkendelse for en enkelt digtsamling eller for den pågældendes digtning som helhed. 

Det var vennen og digterkollegaen Christian Winther, som tilskyndede Emil Aarestrup til at udgive sine digte, og i 1838 udkom digtsamlingen “Digte”. Samlingen indeholder flere klassiske verseformer som sonetter og ritorneller. De sidstnævnte er en kort digtform bestående af tre linjer, hvoraf den første og sidste linje rimer. Den særlige kærlighedspoesi i Aarestrups ritorneller består blandt andet af en leg med blomsternavne som afsæt for overraskende spring over i en erotisk situation. 

Aarestrup anses ofte for at være erotikkens digter, og kærligheden og erotikken fylder da også meget i digtsamlingen. Hans digtning spænder fra det uskyldigt erotiske til en særlig dobbelthed, hvor det sanselige og seksuelle kobles sammen med forgængeligheden, adskillelsen og døden. Angsten og dens sammenhæng med erotikken og døden tematiseres i en række digte i digtsamlingen “Digte”. Et eksempel er digtet “Angst”, der skildrer det erotiske på en måde, der er typisk for forfatterskabet. Tilværelsens erotiske element er ikke uproblematisk men præget af en bevidsthed om kærlighedens og lidenskabens forgængelighed. Som det hedder: “Om lidt, saa er vi skilt ad/ Som Bærrene paa Hækken/ Om lidt, er vi forsvundne/ Som Boblerne i Bækken”. Man ser her ligeledes et andet karakteristika hos Aarestrup, nemlig en overbevisning om, at der intet er efter døden, da mennesket ligesom ”“Boblerne i Bækken” brister og forsvinder. 

Et andet af de centrale digte i samlingen, “Paa Sneen”, beskriver en situation, hvor digterjeget får øje på en kvinde, der bevæger sig gennem byen. Digtet er ligeledes et godt eksempel på nogle af de væsentligste tematikker i forfatterskabet. Kvindens flagrende skygge på sneen får jegets skygge til at blande sig med den, hvorpå digterjeget erkender skyggen som del af sit eget væsen. Men jeget er dog stadig betragteren, mens det er hans skygge, som handler. De to skygger er væk for et øjeblik, da månens lys forsvinder, men kommer igen til syne i stillinger, som digterjeget må savne: “I Stillinger – o Lykke/ Mit kjød og Blod maa savne/ Men opnaaes af min Skygge!” Der er altså tale om en imaginær erotisk forening mellem digterjegets og pigens skygge. Denne eksistentielle dobbelthed i spaltningen mellem digterjeget og skyggen, hvor jeget er separeret fra skyggelivet, står som det overskyggende tema i digtet. Mens digterjeget som betragter må omdanne sin erotiske længsel til poesi, kan skyggen derimod siges at være jegets indre natur, som formår at handle på det ydre, erotiske plan. Aarestrup skildrer her det spaltede og komplekse i menneskets personlighed, og i skyggemotiver ses en parallel til eventyret af H. C. Andersen, som netop har titlen “Skyggen”, og som skrives en del år efter Aarestrups digt.

I omdannelsen af det erotiske til poesien ses også et fokus på, hvoledes kunsten kan give livet en evighedsdimension.

Det er de anatomiske dele af kvinden, der bevæger digterjeeget. Endnu et væsentligt kendetegn i digtet er den besjæling, som optræder, hvorved døde konkrete ting gives sjæl. Skyggen får menneskelige egenskaber, ligesom det også hedder om muffen og silken: “Muffen, den lykkelige/ Og om dit Knæ jeg hørte/ Den glatte Silke skrige”. Man ser også her en tilgang, som ikke hylder naturen eller det guddommelige. Der er derimod fokus på det dennesidiges, erotiske og æstetiske, for det er mødet med kvinden samt det sanselige og erotiske, som formår at besjæle de døde ting. 

Digtet “Paa Sneen” er del af den såkaldte kulturkanon for litteratur.