Trine Andersen
Foto: Morten Holtum

Trine Andersen

journalist Signe Juul Kraft, iBureauet/Dagbladet Information. 2008.
Top image group
Trine Andersen
Foto: Morten Holtum
Main image
Andersen, Trine
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO

Indledning

En dement olding, der på mystisk vis forsvinder fra et plejehjem, og en overvægtig husmor, der råber i stedet for at snakke. Det er nogle af de personer, man møder i Trine Andersens anmelderroste romaner “Elinor Marks fulde fem” og “Kompleks”. Allerede fra starten så Trine Andersens forfatterskab lovende ud, hendes debut, novellesamlingen “Hotel Malheureux”, modtog flot kritik og Bogforums Debutantpris 1995. Både i sine romaner, noveller og digte skriver hun om almenmenneskelige temaer, altid med poesien og det let absurde som grundingrediens. Fokus er på de store følelser og tanker i det lille univers, og grundtanken er, at ingen af os virkelig kender hinanden, fordi vi alle lever i hver vores subjektive virkelighed.

Minimalisme i 1990'erne

50706842

 

Blå bog

  • Født: Den 4. september 1969 i Ringkøbing.

  • Uddannelse: Cand. phil. i litteraturvidenskab 1996.

  • Debut: Novellesamlingen Hotel Malheureux. Centrum, 1995.

  • Litteraturpriser: Bogforums Debutantpris, 1995.

  • Seneste udgivelse: Den røde jord i Mzuzu. Gyldendal, 2013. Roman.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“De nyfødte kommer direkte fra en anden verden. Ude fra stjernerne. I de første måneder kan man stadig se uendeligheden i deres øjne. Tror du på det? Jeg gør ikke. Det er sådan noget, man siger, fordi det lyder smukt. Og fordi det ville være rart, hvis der fandtes en evighed og et større kosmos, som passer på os.”
“Anden kønslig omgang”, s. 50.

Trine Andersen blev født 4. september 1969 i Ringkøbing som det første barn af to folkeskolelærere. De tidlige barndomsår tilbragte hun i den lille by Sønder Nissum, og senere flyttede hun med sine forældre og to yngre søskende til Vejle. Trine Andersen var allerede tidligt optaget af litteraturen og af at skrive: “Jeg har aldrig bestilt andet end at læse og skrive. Jeg udråbte mig selv som digter som 10-årig, blev grinet af, og har villet bevise det lige siden,” siger hun (Andersen i interview via mail med Signe Kraft, august 2008).

Musikken var den unge Andersens anden store interesse, og i 1988 blev hun musisk/sproglig student fra Rosborg Gymnasium i Vejle. Da studenterfesterne var ovre, rejste hun til Firenze i Italien og arbejdede som maskestøber hos en skulptør og som oversætter hos en præst. Tilbage i Danmark arbejdede hun et par år i en børnehave, før hun blev indskrevet på Litteraturvidenskab på Odense Universitet. En tid hun selv beskriver som sjov, men studiemæssigt ikke nævneværdigt flittig: “Jeg var ingen god studerende. Jeg brugte mest tid på at skrive selv og forsøge lykken som rockmusiker i det kun lidet succesfulde band Mavourneen. Det var en ualmindeligt fornøjelig tid.” (Karen Fastrup: Selvbiografi på Litteratursiden).

Skriveriet i studietiden gav pote i 1995, da Trine Andersen debuterede med novellesamlingen “Hotel Malheureux”. Bogen affødte både Bogforums Debutantpris 1995 og en arbejdspræmiering fra Statens Kunstfond i 1996. 1996 var også året, hvor hun opnåede en cand. phil. grad med speciale om dobbeltgængermotivet i Dostojevskijs forfatterskab. Trine Andersens anden udgivelse kom i 1998 med romanen “Kompleks”, og i 2001 kom hendes første digtsamling “Den nye verden” på gaden. Digtsamlingen blev efterfulgt af romanen “Elinor Marks fulde fem” i 2003, novellesamlingen “Anden kønslig omgang” i 2005 og digtsamlingen “På den anden side” i 2008. Desuden udgav hun i 2005 børnebogen “Sprint”, som handler om Anna, som går i fjerde klasse og er god til at løbe stærkt. Bogen er skrevet i en letlæselig, hverdagsrealistisk stil og indeholder flotte sproglige billeder i beskrivelserne af for eksempel naturen.

Trine Andersen bor i dag i Farum, er gift på 11. år med redaktionsleder på DR Kåre Vedding Poulsen, og sammen har de tre børn. Hun lever af forfatterskabet, af at holde foredrag og af at påtage sig diverse freelanceopgaver. Derudover laver hun dansksproget elektronisk musik sammen med musikeren og lyddesigneren Per Götz under navnet Andersen/Götz Kombinat. Trine Andersen er endvidere i gang med at etablere forlagsvirksomhed i Malawi sammen med forfatteren og oversætteren Shadreck Chikoti. Den fælles drøm er at etablere et hus for udgivelse af panafrikansk litteratur af høj kvalitet. Panafrikansk er en bevægelse, som forsøger at forene både indfødte afrikanere og afrikanere, der er immigreret til Vesten, som en del af et globalt afrikansk fællesskab. Andersen og Chikotis vision er at udgive den panafrikanske litteratur uden skelen til, hvilke sprog den skrives på eller om den er etnisk på ‘den rigtige måde’.

Skæbner på jordens hotel

“Og herfra får vi øje på månen, og så er vi for alvor hjemme. Drømmende stirrer og stirrer vi gennem det skårede ujævne glas ind i den gule, runde kugle af honningdryppende lys, og vi ved, hvad der holder alverdens oceaner i evig bevægelse, vi ved, hvorfor bølger selvpinerisk kaster sig op imod sten.”
Trine Andersen: “Hotel Malheureux”, side 30.

Novellesamlingen “Hotel Malheureux” fra 1995 er Trine Andersens første udgivelse. Den indeholder ni vidt forskellige noveller med meget forskellige hovedpersoner, der ofte befinder sig i lettere absurde, men dog genkendelige miljøer. Tematisk har novellerne meget tilfælles. En novelle, der eksemplificerer temaerne er titelnovellen “Dage og nætter på Hotel Malheureux”. På hotellet indlogerer ensomme, melankolske skæbner sig for at gruble over smertelige erindringer og dykke ned i følelsen af mangel på mening med tilværelsen. Da en ung mand kaldet Den Stumme flytter ind på hotellet, finder de logerende endelig en mulighed for at få forløst deres smertefulde sind. De bruger Den Stumme som en form for psykologisk rådgiver, som de med ro i sjælen kan betro sig til, fordi han er stum og dermed ikke kan viderebringe deres historier. Rådgivningen får dog en brat ende, da Den Stumme forelsker sig i en ung kvinde, der flytter ind på hotellet. Efter dette bliver han anderledes distræt, frustreret og begynder selv at søge mening og forløsning. Det betyder, at han ikke længere har overskud til at hjælpe de andre med deres problemer. De logerendes frustrationer vokser i takt med, at Den Stummes forhold til kvinden udvikler sig og kulminerer i et voldsomt fælles vredesudbrud, da de finder ud af, at Den Stumme slet ikke er stum.

Karaktererne i novellesamlingen synes umiddelbart vidt forskellige, men fælles for størsteparten er, at de på den ene eller den anden måde søger efter en mening med tilværelsen. De fleste af hovedpersonerne er ikke lykkelige og tilfredse, og nogle søger derfor efter en forløsning for tomheden, mens andre prøver at finde en metode til at føle, at der er en mening med livet. Således finder den hjemløse Ida i “Idas hus” tilfredshed i et skur på havnen, som giver hende noget, hun ikke har haft længe: Et hjem, tryghed – noget hun har hårdt brug for som omflakkende, fattig hjemløs på samfundets bund. Et andet eksempel er fotografen i “Tårnspringeren”, som leder efter en måde at 'samle’ sig selv på, at få styr på alle de kaotiske fragmenter, verden består af. Hun finder svaret i den dybe koncentration og fysiske perfektion, karrieren som tårnspringer kræver.

Historierne fortælles af forskellige fortælletyper. I nogle af novellerne optræder en jeg-fortæller, for eksempel i “Tårnspringeren”, som fortælles af udspringstræneren, der forelsker sig i den tidligere fotograf. I andre af novellerne optræder en tredjepersonsfortæller, blandt andet i “Landet udenfor”, hvor en alvidende tredjepersonsfortæller beskriver en pianistinde, der pludselig rammes af voldsom sceneskræk.

Sprogligt er novellerne skrevet i en reflekterende og poetisk stil, hvor forfatteren gør flittig brug af sproglige billeder som metaforer, sammenligninger og personificeringer. Ofte beskrives komplicerede følelser og tanker ved brug af lange sætninger og mere eller mindre filosofiske udredninger.

Temaerne i novellesamlingen er en stor, blandet buket af menneskelige relationer og eksistentielle problemstillinger. Store almenmenneskelige emner som kærlighed og ensomhed fylder en del i bogen, men der er også plads til for eksempel dommedagslignende spekulationer om verdens fremtid som i “Aprilsnar”, hvor den unge Igor gør sig tanker om, hvordan jorden snart vil gå under. Novellesamlingen udmærker sig især ved sine stærke personskildringer, der giver et troværdigt og genkendeligt billede af eksistenser i vores samfund samtidig med, at absurditeten og humoren hele tiden lurer lige under underfladen.

De komplekse mennesker

“Deres lange, lange aftener med milevide øder imellem sig over bordet, tavshed og tavshed og tøjets raslen, bestikkets klirren, det havde ikke været kærlighed. Deres ture gennem landet, hvor hun var blind og døv, deres morgener i fremmede byer, hvor han lod hende vente i bilen, det havde ikke været kærlighed.”
Trine Andersen: “Kompleks”, side 104.

Trine Andersens anden udgivelse er romanen “Kompleks” fra 1998. Romanen skildrer i fire lange kapitler de tre hovedpersoner Kasper, Agnete og Doris, som bor i samme lejlighedsopgang. Kasper er tidligere kaptajn og blev forladt af sin kone Marlene for mange år siden. Han sidder alene i sin lejlighed dag efter dag og mindes fortiden, mens han dulmer sig i alkohol. En dag støder han på teenagepigen Stine i vaskekælderen, og ved et uheld får han væltet hende, så hun slår hovedet og bliver bevidstløs. Han flygter fra kælderen i en tilstand af panik, forvirring og fuldskab.

Doris er gift med Allan, og sammen har de to døtre, Stine og Sanne. Doris har svært ved at fungere socialt, blandt andet taler hun ofte alt for højt og ved ikke, hvad hun skal sige for at holde en ’normal’ samtale kørende. Doris finder dog social bekræftelse i single-veninden Rosa, men Rosa er ikke altid til at stole på. Efter et mislykket diskoteksbesøg ender Doris hjemme hos en ældre mand, som synes, hun ligner hans ekskone. Doris oplever en ny følelse af glæde og bekræftelse hos manden, og aftenen bliver begyndelsen på et besynderligt bekendtskab, hvor manden bebrejder Doris, at konen forlod ham.

22598325

Agnete er enke efter den kriminelle, kontrollerende og tyranniske Osvald, som hun er lykkelig over at være sluppet af med. Hun er glad for sønnen Peter, der er resultatet af Osvalds affære med en ung kvinde, men som alligevel opfylder Agnetes brændende ønske om det barn, hun ikke selv er i stand til at få. Osvald døde, mens Peter var ganske lille, og Peter er vokset op med beskeden om, at hans far ganske vist er Osvald, men at hans biologiske mor er Agnetes kusine, der døde i barselssengen. En dag finder Agnete Kasper i trappeopgangen, hvor han ligger døddrukken og raller efter, at Doris har overfuset ham, og hun tager ham med op i sin lejlighed, hvor hun gemmer ham. Peter kommer på besøg kort tid efter, og da han finder Kasper, begynder Agnete at få svært ved at opretholde den løgn om Peters familieforhold, hun krampagtigt har hæget sig fast til i over tyve år.

Karaktererne væves glimtvis sammen bogen igennem ved, at de møder hinanden på gaden eller trappen, eller ved at de tænker på hinanden, for eksempel er Kasper rædselsslagen for at møde Doris og refererer til hende som ‘kæmpekvinden’ eller ‘uhyret’.

“Kompleks” handler om isolation og relationer, og om hvor lidt vi egentlig ved om hinanden, når det kommer til stykket. Alle personerne har en forestilling om, hvem ‘de andre’ er, men ingen af disse forestillinger harmonerer med, hvordan personerne opfatter sig selv, eller hvordan de fremstår for læseren efter beskrivelsen af personernes erfaringer, tanker og følelser. Romanens titel henviser i forlængelse af ovenstående ikke kun til, at hovedpersonerne bor i samme lejlighedskompleks, men også til, at sandheden om folk er kompleks. Ved hjælp af fortælleteknikken illustreres romanens største pointe: Sandheden er kompleks, mennesket er komplekst, og relationerne mellem mennesker er et netværk af kompleksitet.

Valg og fravalg

“Der er ingen jeg kender så godt som den fremmede/de vidtstrakte sletter i hans øjne/græsset der er gult og brændt af sol/der er ingen jeg ved så meget om som ham jeg møder for første/gang.”
Trine Andersen: “Den nye verden”, side 28

De fleste af digtene fra digtsamlingen “Den nye verden” , der udkom i 2001, er korte og skrevet i et enkelt sprog i jeg-form. Ofte bruger Trine Andersen sproglige billeder som metaforer eller personificeringer til at illustrere en følelsesmæssig stemning eller eksistentielle spekulationer, som jeg’et gør sig. Dette er for eksempel tilfældet i digtet “Jeg har pingviner i maven”. De pingviner, fortælleren har i maven, symboliserer de ord, som fortælleren godt selv ved ikke er de klogeste i verden, men som hun alligevel udgyder for at få opmærksomhed. Sammenligningen mellem pingviner og ord får dog et tvist sidst i digtet, der sluttes med linjerne: “Og tag ikke fejl/deres næb er ikke til at spøge med”. Med denne afslutning viser fortælleren, at under det umiddelbart latterlige, er der noget andet og mere ’bidsk’.

I samme stil er digtet “Logbog”, hvor et pars kamp for at komme igennem en svær tid illustreres ved, at de befinder sig i en ubåd og fører logbog over, hvordan de formår at styre uden om skærene og få de hårde sejlforhold lagt bag sig. Digtet er desuden symptomatisk for digtsamlingen ved, at det tematiserer en kærlighedsrelation, idet nære temaer som kærlighedsforhold, utroskab og børn går igen i en lang række af digtene.

23375370

Det dominerende tema for digtene i “Den nye verden” er dog ønsket om at være en anden end den, man er. En del af digtene indeholder spekulationer om, hvem man vil være og kunne være blevet, hvis tingene havde flasket sig anderledes. I digtet “Længsel” lyder første strofe således: “Jeg længes ikke tilbage mod det der var/men mod det der ikke var/som jeg nu kan se kunne have været/og have været meget smukkere end det der var.” Fortællerstemmen reflekterer her over de valg, hun har truffet i sin fortid, og over spildte muligheder, der aldrig vender tilbage. Digtet reflekterer over det skæbnesvangre i de valg, vi tager,; de beslutninger som former vores liv på godt og ondt. I næste strofe tilføjes digtet yderligere et lag i længslen, der nu ikke kun omhandler fortiden, men også fremtiden: “Jeg længes ikke imod det der skal blive/men imod det der ikke skal blive/som jeg nu kan forestille mig men til den tid vil have glemt og/først erindre/når det ikke har været.” Fortælleren længes ikke kun efter forspildte muligheder, men også efter fremtidens spildte muligheder, de fravalg, der nødvendigvis må træffes i fremtiden. Digtets fortæller er ikke tilfreds i sit nu, men længes efter noget andet, nemlig de muligheder hun ikke fik gjort brug af og de muligheder, hun ikke får gjort brug af. Digtet indeholder et strejf af determinisme, som om fortælleren ikke har nogen mulighed for at slippe fri af længslens greb. For ligegyldigt hvordan hun vælger, vil hun stadig længes efter det, hun ikke fik.

Kærlighed, svigt og skyld

“Måske bestemte hun sig allerede da hun sad i køkkenet og så nyhedsindslaget om Elinor Marks forsvinden. Siden da havde ingenting været det samme. Det var mærkeligt, men sandt. Hun var sulten. Det var første gang, siden hun begyndte på det elendige job at hun havde været det. Det var nyt, det var dejligt,”
Trine Andersen: “Elinor Marks fulde fem”, side 85.

I 2003 udkom romanen “Elinor Marks fulde fem” , der handler om den 87-årige Elinor Mark, som forsvinder fra plejehjemmet Soldug. Læseren følger som i en kriminalroman skiftevis Elinor Mark, de to politimænd Alex og Hvass, som leder efter Elinor, og den nysgerrige rengøringsvagt på Soldug, Bella Memorian, der er vidne på første parket, da Elinor Mark forsvinder. Da hun fornemmer, at der er noget mystisk over den gamle dames forsvinden, forsøger hun på egen hånd at finde ud af, hvad der egentlig er sket med Elinor Mark. Bella er drevet af en stor portion nysgerrighed, der forstærkes af, at hun føler, hendes eget liv står stille. Derfor er Bellas mission med at opklare Elinor Marks forsvinden nærmere et forsøg på at fylde indhold i sit liv, end det er et ønske om at hjælpe den gamle dame.

Den sproglige stil i romanen er let og flydende, og der gøres brug af en del dialoger, hvilket er med til at gøre handlingen dynamisk og troværdig. Sproget er afstemt efter, hvem af hovedpersonerne, man følger. Er det for eksempel Elinor Mark, man følger, er sproget gammeldags, og er det Alex, indeholder det slang og mere moderne udtryk.

24565688

Romanens titel hentyder med en vis ironi til, at personalet på Soldug gør en ihærdig indsats for at dysse Elinor Marks forsvinden ned ved at fortælle politiet, at den gamle kone ikke er ved sine fulde fem. Hun er dement og gammel, og dermed skal man ikke tage hende alvorligt. I beskrivelsen af personalets behandling af beboerne på Soldug ligger en slet skjult kritik af vores sociale system, hvor de gamle ofte ikke krediteres for deres erfaring, men derimod behandles som umyndige væsner, man ikke skal tage alvorligt. Elinor Mark fremtræder imidlertid i romanen som om, hun er helt klar i hovedet. Hun husker en masse ting, der er sket, og er i stand til at reflektere over, hvad der foregår omkring hende. På samme måde er hun i stand til at forholde sig til sine egne tanker og følelser, for eksempel smerten over mandens affære med en ung russer og den tunge skyldfølelse, hun bærer rundt på efter datterens selvmord. Dog er det tydeligt, at hun er gammel og somme tider glemmer ting, og hendes flakken rundt i området bærer præg af en fysisk såvel som mental nedbrydning.

Romanen omhandler temaer som kærlighedsforhold, venskab, svigt og skyld. Den vekslen, der foregår mellem personerne, gør handlingen spændende og dynamisk, og den troværdige personskildring giver bogen ekstra dybde.

Kærlighedens væsen

“Der findes ikke andre verdener. Vi forestiller os Gud, vi forestiller os endda verden delt op i regioner, dem over for os, barbarerne mod de civile, men folk tæver deres børn ihjel over hele kloden. Den lille engelske pige, Viktoria, som døde efter at være blevet gennembanket med cykelkæder, hamre og bøjler, bidt, skoldet og mishandlet på alle mulige måder hver dag i de sidste måneder af sit liv, mødte ingen Gud, ingen god.”
Trine Andersen: “Anden kønslig omgang”, side 55.

Novellesamlingen “Anden kønslig omgang” fra 2005 indeholder 13 kortere noveller, der har kærlighed som gennemgående tema. Novellen “På det yderste” er et eksemplarisk eksempel. Den handler om et ældre ægtepar, hvor manden er blevet syg og kvinden via minder fra deres ægteskab reflekterer over, hvad kærlighed er for en størrelse. Hun kommer frem til den konklusion, at det ikke er trygheden, der har fået hende til at blive hos sin mand gennem alle årene. Det er derimod det modsatte. Ved at blive hos ham, tager hun en chance, fordi hun dermed dagligt skal konfronteres med angsten for at miste den, hun elsker.

Kærlighedstemaet dækker også kærlighed til menneskeheden. Novellen “Forsøg” beskriver en sag i England, hvor en lille pige blev mishandlet til døde af sin moster og onkel. Novellen rejser spørgsmålet, hvordan man skal beholde sin tro på menneskeheden, når der sker så mange forfærdelige ting i verden hele tiden.

Titlen symboliserer, at Trine Andersen også beskriver andre møder mellem kønnene end de traditionelle kærlighedsforhold. For eksempel mødet mellem en blotter og en ung pige i “Brist”. Novellen handler om Elsebeth, som er 12 år første gang, hun møder en blotter og forfærdes. Flere gange i sit liv møder hun mænd, der blotter sig for hende, og hver gang forarges hun. Til sidst i novellen, hvor hun er midaldrende, ender hun med at ønske, at en mand skal blotte sig for hende igen, fordi det er et bevis på hendes ungdommelighed og tiltrækningskraft.

25587227

En del af novellerne handler om alder og de forskellige aldres begrænsninger og fordele. Et eksempel er novellen “På det yderste”, der omhandler alderdom, mens både “Det usigelige”, “Svingfigur” og “Brist” handler om barndom og den ofte sentimentale længsel efter uskyld og frihed. “Beastie Ballet” handler om ungdommens følelse af ikke at høre til nogen steder. En gruppe utilpassede unge finder i fællesskabet en tryghed, som de ikke kan få andre steder i samfundet, fordi de føler sig distancerede fra andre mennesker.

Ved at beskrive de vidt forskellige mennesker og deres unikke verdener synes Trine Andersen at ønske, at tolerancen får en større plads i vores samfund. Det ses tydeligt i novellen “Olé”, hvor en hel kupés forestillinger om, at en af passagererne er tyrefægter – en konklusion, der er draget udelukkende på baggrund af mandens udseende – ramler sammen, da han viser sig at være en ganske ‘almindelig fremmed’. Andersens motto i denne bog kunne meget vel være: Man skal ikke skue hunden på hårene, for skinnet bedrager altid.

Kontraster og dilemmaer

“I sengen deler du mig i flere stykker/som picassosk krigsmateriel en arm her et bryst der/et hestehoved foran/ambulancerne kører med udrykning i blodet/ den ene af mig løsnet til fuldkommen nydelse/og livet kunne vi ikke hamre hårdere ind i pandebrasken/den anden ved at vi allerede er døde/dyr i små æsker og glemt.”
“På den anden side”, s. 62.

Digtsamlingen “På den anden side” fra 2008 er delt op i otte afsnit, der hver indeholder mellem et og ni digte. Der er en del rejsedigte fra både Europa og Afrika i digtsamlingen. Disse digte beskriver tanker om hverdagen uden for trygge Dannevang og forskellen kulturerne og konventionerne imellem.

Digtene er karakteriserede ved som oftest at indeholde afbrudte sætninger, hvor der findes to niveauer af mening alt afhængig af, om man læser første linje som en afsluttet sætning, eller om man fortsætter læsningen i næste linje. Et eksempel på dette er linjerne: “En drøm: lad mig blive kattemor i rom jeg ville være/god så ville jeg være god så ville jeg være/ubetvivlelig.”

27161693

Kærligheden er, på samme måde som i forrige digtsamling, et gennemgående tema i “På den anden side”. Det handler om parforhold og forventninger og drømme kontra virkelighed. Digtet “Gamborg Fjord” handler om dilemmaet i kærlighedens store følelser og den magt, man får, når en anden person elsker en. Digtet starter med, at den elskende bebrejdes, at han er så forelsket, fordi det er skræmmende for fortælleren og fremkalder en ondskab i hende: “Frygtede sommernat behøver han/være så forelsket lidt mere koldt vand/i blikket tak så skrøbelig en voldsomhed/gør mig ond.” Fortælleren reflekterer videre over, om dette er højdepunktet i kærlighedsforholdet, og om der mon er tale om den helt store kærlighed, som alle taler om, eller om der kommer noget mere: “I pludselig tvivl er dette det enestående nu/de har talt om eller bliver der mon/andre aftener nye bredder ukendte bølgeskvulp/mod rødere sol.” Digtet afsluttes med strofen: “Dragen sover min ven/men i morgen skal du i kamp.” Dragen kan her være et symbol på den ondskab, fortælleren kan mærke bliver fremkaldt af hendes egen frygt for at overgive sig til de store følelser, den ubarmhjertighed magten over en elskende kan give. Kampen, der begynder i morgen, kan dermed betyde kampen for at holde ondskaben nede, trangen til at såre den elskende.

Udover kærlighedstemaerne udtrykker flere af digtene en indignation over fattigdom, forurening og social uretfærdighed forskellige steder på kloden. Netop rejsedigtene, der foregår ‘på den anden side’ af jorden, er at finde i digtsamlingens titel, som dog er dobbelttydig. Titlen henviser nemlig også til dilemmaet: på den ene side er fortælleren for eksempel glad for sit kærlighedsforhold, på den anden side ville hun gerne have noget andet – og måske bedre. På samme måde findes der en skarp kontrast mellem kærlighed på den ene side, i den første verden, kontra fattigdom og social uretfærdighed på den anden, i den tredje verden. Det fornemmes, at fortælleren befinder sig i et dilemma mellem sin ’nære’ kærlighed og den universelle kærlighed til menneskeheden. Et dilemma, som ikke forløses i digtene, men lader fortælleren stå utilfreds og frustreret med en fod i hver lejr.

Opsummering af temaer

Trine Andersens forfatterskab handler om mennesker og relationer mellem mennesker. Dette indebærer ikke kun nære forhold som mellem forældre/børn, ægteskab og venskaber, men også alle de andre relationer, hvert menneskeliv præges af. Det være sig kollegaer, beboere i en lejlighedsopgang, passagerer i et tog og så videre. Ikke kun de forhold, som præger vores hverdag tages op, også forholdet til den tredje verden skildres – primært i Andersens digte.

Rejsebeskrivelser, der fortæller om fattigdommen og ignorancen i den tredje verden, er med til at illustrere fortællerens ambivalens ved dels at blive påvirket af fattigdommen og sørgelige skæbner, og dels at se på alt med en vis distance, fordi hun kan tage hjem og væk fra elendigheden, så snart hun vil.

I sine værker viser Trine Andersen igennem dybe og troværdige personskildringer, at folk, trods det, at de deler eksistentielle problemstillinger, er forskellige. Moralen er, at vi ikke skal dømme hinanden, for vi kan ikke vide, om ’de andre’ er, som vi tror, de er. Med denne sympatiske opfordring og skildringer af de svage eller anderledes i samfundet, kritiserer Trine Andersen samfundet og måden, vi lever med hinanden på.

Mennesket i fokus og fri form

De menneskelige relationer og eksistentielle problemstillinger er Trine Andersens kendemærke. Med sin poetiske skrivestil, der blander genrer, sprog og fortællere i en appetitlig pærevælling, skriver hun sig ind i litteraturhistorien som en repræsentant for sin tid udtryks- såvel som indholdsmæssigt.

Temamæssigt kan Trine Andersen minde om Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som også har en forkærlighed for at bruge poesien i sine beskrivelser af menneskets psyke og forbindelser til andre mennesker.

Den træfsikre og sprogligt nuancerede stil, som hun beskriver samfundets eksistenser med, kan minde om Kirsten Thorup. Thorup er netop kendt for sin evne til at identificere sig med og skildre eksistentielle grænsetilstande, samfundets randeksistenser og menneskers konflikter. Et eksempel på dette er romanen “Bonsai” fra 2002, som, på samme måde som Trine Andersens bøger, består af flere fortællinger og fortællere. Hovedpersonerne er Stefan og Nina, som møder hinanden, da Nina flytter til København med det formål at udslette sin provinsoprindelse. Stefan kan med sin kunstneriske indgangsvinkel til livet hjælpe hende på vej og har selv brug for et alibi for at kunne leve dele af sin seksualitet ud i skjul.

Trine Andersens evne til at blande filosofi, psykologi og poesi i skøn harmoni placerer hende som en alsidig og refleksiv forfatter, som, med ophævelsen af grænser for form såvel som indhold, stiller sig skulder ved skulder med de andre aktuelle postmodernistiske forfattere. Dog er Andersen særlig i en dansk kontekst ved, at hun ikke alene kommenterer på forhold i Danmark, men også på tilstande uden for landets grænser, særligt i den tredje verden. Interessen for verden uden for Danmark giver forfatterskabet en bredere horisont og gør, at det kan læses af mange forskellige læsere.

Bibliografi

Andersen, Trine:
Hotel Malheureux. Centrum, 1995. Novellesamling.
Andersen, Trine:
Kompleks. Centrum, 1998. Roman.
Andersen, Trine:
Den nye verden. Gyldendal, 2001. Digtsamling.
Andersen, Trine:
Elinor Marks fulde fem. Gyldendal, 2003. Roman.
Andersen, Trine:
Anden kønslig omgang. Gyldendal, 2005. Novellesamling.
Andersen, Trine:
Sprint. Dansklærerforeningn, 2005. Børnebog.
Andersen, Trine:
På den anden side. Gyldendal, 2008. Digtsamling.
Andersen, Trine: Det ved vi ikke endnu. Gyldendal, 2011. Noveller.
Andersen, Trine:
Den røde jord i Mzuzu. Gyldendal, 2013. Roman.

Om forfatteren

Kilder

Forlaget som Trine Andersens fire seneste bøger er udgivet på.
Forfatterens egen hjemmeside med blandt andet nyheder, forfatterens beskrivelse af bøgerne og links til den musik, hun laver.
Lille artikel om forfatteren
God biografi og flere anmeldelser

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Trine Andersen

Kilder citeret i portrættet

Signe Kraft: Øvrige citater er hentet fra et mailinterview med Signe Kraft i august 2008.