Sulaima Hind

Sulaima Hind blev født i 1969 og voksede op i et alternativt kollektivmiljø i Albertslund omgivet af idealistiske hippievoksne. Her boede hun med sin mor, der var pædagog. I skolen blev hun holdt uden for fællesskabet, fordi hun gik i genbrugstøj og havde et særpræget navn. Skolegangen var også præget af ekstraundervisning og konsultationer hos skolepsykologen. Som 11-årig klippede hun sig skaldet og anskaffede sig en rotte, og tre år efter tilsluttede hun sig den del af punkmiljøet, der holdt til på Gammeltorv i København. Det udviklede sig til turbulente år, hvor hun blandt andet levede på gaden.

Sulaima Hind har selv forklaret, at en afgørende grund til, at hun i mange år levede som en af de såkaldt utilpassede unge, var et oprør. Nærmere bestemt en modstand mod de faste og trange rammer for hvad der var socialt acceptabelt at gøre og være. Hendes møde med BZ-bevægelsen hjalp hende ud af tilværelsen som gadebarn og såkaldt drukpunker. Her oplevede hun at blive behandlet ligeværdigt af mennesker, der var i gang med et konstruktivt og politisk engageret projekt

Fortiden som gadebarn og misbruger har haft store omkostninger for Sulaima Hind. Sterilitet, mavesår og en mindre hjerneskade er de fysiske men efter den barske ungdom. Det er erfaringerne fra starten af 1980´erne, hun trækker på i sit forfatterskab. I bøgerne møder man blandt andet hjemløse, alkoholikere og andre skæve eksistenser, ligesom overgreb og smertefulde svigt er genkomne tematikker.

Sulaima Hinds sociale engagement kommer også til udtryk i hendes arbejde med at tale gadebørnenes sag. Ved siden af forfattervirksomheden har hun siden 1997 rejst landet rundt med sit foredrag “Gadeliv” . Hun har desuden været med til at starte gadeprojektet Sjakket på Nørrebro i København. Hind har blandt andet forklaret, at hendes egne frustrerende år på gaden kommer til at give mere mening for hende, hvis hun bruger sine erfaringer til at hjælpe nutidens gadebørn og påvirke de beslutninger, der har betydning for børnene. “Der kom noget godt ud af det lort, jeg har oplevet. Nogle fede frugter. Uden det havde jeg ikke kunnet skrive mine bøger eller holde foredrag.” (Birgitte Aabo: Det vilde barn har betalt prisen. Politiken, 2003-03-02).

Også en række europæiske forfattere har bidraget med inspiration til Sulaima Hinds virke. Sammen med to andre danske forfattere, Lotte Inuk og Nikolaj Stockholm, deltog hun i Literatureexpress Europa 2000. Her kørte forfattere fra alle dele af Europa med tog på kryds og tværs af kontinentet for at møde andre forfattere.

I dag bor forfatteren i en ombygget skurvogn i fristaden Christiania i København.

Sulaima Hinds debutroman “Voxeværk” fra 1997 er en delvis selvbiografisk bog om en ung kvindes barske og selvdestruktive liv i gadepunkmiljøet. Den rå og ligefremme roman beskriver det unge kvindeliv i det københavnske undergrundsmiljø. Romanen er skrevet i jeg-form, hvilket forstærker indtrykket af en dokumentarisk virkelighedsbaggrund.

Bogen skildrer overgangen fra barn til voksen men er også en fortælling om, hvordan alting falder fra hinanden for den unge unavngivne hovedperson. I punkmiljøet møder den unge kvinde accept og omsorg. Men romanen blotlægger også de mekanismer, der gør sig gældende, når fællesskabet og hjælpsomheden bliver en overlevelsesstrategi. Den skildrer den følelsesmæssige hårdhed, som de unge mennesker udvikler for at kunne overleve. Samtidig bliver den en rå præsentation af oplevelser, der sætter ar på sjælen.

22334220

Den skildrer blandt andet den unge kvindes oplevelse med politivold, der resulterer i en spontan abort, og den voldsomme destruktive vrede som den unge kvinde overvældes af og bruger til at afstraffe et andet menneske. Et politisk engagement skildres som en mulig vej ud af det kaotiske liv, som hovedpersonen er havnet i. Syg af mononukleose tager hun til en kongres i Tyskland med undergrundspolitiske grupper fra hele Europa. Hun opsøger ligeledes den del af BZ-miljøet, der planlægger demonstrationer mod kommunens boligpolitik. Der findes her et håb om en anden tilværelse for hovedpersonen i romanen.

Poetiske billeder og en skarp præcision kendetegner stilen i den lille roman. Den er skrevet i en hudløs, men også lyrisk tone med skarpe iagttagelser og en alvorlig beskrivelse af 1980´ernes sortsyn.